Madness - Niall Horan A.U 13+

121766103407
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre?
Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse... OBS. IKKE RETTET IGENNEM

AA
aa

32. Lost

"Oh something good tonight, let me forget about you for now"

Alt-J - Something good

 

Jeg vidste, at det jeg havde gjort ikke, var det bedste jeg kunne have gjort for situationen i øjeblikket. Jeg indrømmede da også, at jeg nok havde fået øjnene op for ikke kun hvor seriøs, men også ganske alvorlig og brutal branchen var, som Niall var blevet trukket ind i for så længe siden. Rich var ikke en person, man glemte lige foreløbigt.

Derfor var jeg muligvis også godt fuldt ud bevidst om Nialls store flip om, havde skubbet os alle sammen endnu dybere ned i det sorte hul, som vi allerede befandt os i. Desværre var jeg også super stædig og var også så træt af det hele. Jeg var så forbandet træt af, at Niall fik sin vilje i alle diskussioner eller skænderier. Jeg var så forbandet træt af, at hver gang  jeg skubbede til hans grænser, som fik ham til at afsløre og åbne sig selv for mig eller nogen som helst anden, så skete der det sammen hver gang. Niall blev sur, jeg blev såret, Niall ville råbe, jeg ville råbe, en af os ville gå i sidste ende og den anden ville side og tude i flere timer og ønske at den anden person aldrig ville komme tilbage, fordi de hadede dem. Og alligevel to timer efter, savnede dem og var nærmest helt ængstelig for om de mon kunne finde på at blive væk i hele to uger som sidst. Den sidste var som regel mig, men denne gang nægtede jeg, at lade det ske endnu en gang.

Jeg nægtede at lade Niall træde mig over tæerne endnu en gang. Jeg nægtede at være den, der kæmpede for en tabt sag, og stadig være den, der blev forladt. Jeg kunne ikke holde det ud mere. Denne gang nægtede jeg, at tage offerrollen. Så jeg skred og forlod Niall i hans mest sårbare tilstand, ligesom han havde gjort med mig så mange gange.

Og alligevel havde jeg det så forbandet dårligt.

”Hvordan kan du stene så meget?” Jeg glippede med øjnene og kiggede op, så jeg fik øje på at Harry sad med et fjoget grin rettet mod mig. Liam sad med en halv burger inde i munden og kiggede uforstående på os, som om han ikke forstod en dyt, hvilket han som regel aldrig gjorde, og Marie kiggede bare trist og medfølende på mig.

”Lad hende være, okay.” Sagde Marie til Harry, som fik et skub på skulderen af hende.

”Jeg har det fint.” Sagde jeg hurtigt, så Marie kiggede på mig og Liam sank sin bid, mens Harry prustede.

”Siger hende, der som regel altid sidder og stener, når noget går hende på. Helt ærligt, vi kender dig, babydoll.” Sagde han og sendte mig et skævt smil.

”Og alligevel kalder du mig stadig det navn.” Sagde jeg med et opgivende grin. Harry kiggede uforstående mellem Marie og jeg.

”Må jeg da ikke det?” Spurgte han, så Marie og jeg grinede opgivende af ham.

”Jeg er glad for, at selveste Harold Styles siger til mig, at han kender mig så godt, og alligevel stadig kalder mig det kælenavn, som jeg hader allermest.” Sagde jeg. Liam grinede også nu.

”Det er altså også sært.”

”TAK!” Huede jeg nærmest af glæde over Liams enighed, så Harry og Marie himlede med øjnene af mig.

”Jeg er stadig glad for, at du ser mig som ven, Styles.” Pointerede jeg, så Harry smilede skævt.

”Jeg tænkte det var på tide, efter at have kendt dig i… hvad… 6 måneder?” Marie grinede hurtigt.

”Prøv at sig cirka 10.” Vi kiggede alle hurtigt på hinanden.

”Er der virkelig gået så længe?” Spurgte jeg helt chokeret. Marie nikkede.

”Af hvad jeg kan huske kom du her til i Juli… så vi har vel kendt hinanden i godt og vel 10 og en halv måned, for at være helt præcis.” Fortalte hun. Jeg følte mig helt nostalgisk.

”Tiden går hurtigt.” Alle nikkede sig enig.

”Hvad gør i efter dimissionen?” Spurgte Liam hurtigt. Vi kiggede alle hurtigt på hinanden.

”Jeg har et år tilbage, så tak for at du minder mig om, at jeg ikke behøver tænke på det endnu.” Sagde Marie og sendte Harry et stort smil. Han skubbede bare til hendes skulder.

”Hvad med dig?” Spurgte Liam til Harry, som endte med at trække på skuldrene.

”Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg vil. Jeg tror jeg tager et år fri, for at finde mig selv.”

”Så poetisk.” Grinede Marie hurtigt efterfulgt af Liams hurtige fnys også, så jeg forstod at de nok ikke var helt med på ideen.

”Jeg troede du var en slem fyr.” Sagde Liam, så Harry straks kiggede på ham.

”Det er jeg også!” Marie grinede igen og lænede sig så op ad ham.

”Men lidt blød er du alligevel, hva?” Grinede hun. Jeg fremtvang et falsk grin, bare for at gøre et eller andet.

”Hvad med dig, sunshine?” Jeg kiggede op og så, Marie kiggede på mig.

”Jeg ved det ikke helt…” Indrømmede jeg.

”Er det ikke snart tid til at vi skal sende ansøgninger rundt?” Mindede Liam mig om.

”Jeg overvejer stadig.” Sagde jeg.

”Så burde du nok overveje lidt hurtigere.” Sagde Marie og sendte mig et skævt smil, som jeg sendte et lige så tilbage af. I realiteten ville jeg virkelig ønske, at jeg var en af dem, der allerede havde hele deres fremtid planlagt. Sådan var det bare ikke. Jeg havde efterhånden fundet ud af, at mit liv havde en tendens til at ændre sig hele tiden, og det sidste stykke tid, havde jeg ikke følt at jeg kunne følge med, og at den ligesom rendte fra mig. Derfor virkede Harrys ide også som noget lignende for mig. Jeg følte lidt, at jeg måske godt kunne have brug for et år, hvor jeg fik styr på det hele, og måske kunne finde ud af hvad der skulle ske. Skulle jeg på universitetet? Skulle jeg arbejde i stedet? Skulle jeg flytte? Hvis ja, hvor hen? Og med hvem? Skulle jeg flytte væk sammen med nogen? Skulle jeg blive her? Hvad med Niall? Hvad med os? Jeg kunne mærke hovedpinen snige sig på vej.

Til min endnu større frustration ringede skoleklokken, så min ellers elskede daglige frokostpause med mine venner sluttede og vi var nødsaget til at gå tilbage til timerne. Vi tog vores ting og smed vores madskrald ud og begyndte at gå ud af kantinen, for at nå hen til vores klasser på de sidste 5 minutter af vores resterende pause, da klokken altid ringede tidligt for at advare om, at vi skulle nå til time, inden den ringede igen som den afsluttende gang.

Jeg vinkede farvel til Marie og gik så over mod mit skab, for at lægge min taske af, da det var lettere at tage den enkelte bog med til hver time. Dog da jeg lukkede lågen i til mit skab og i en ikke gennemtænkt handling, fik drejet mit hoved mod venstre, så jeg hende.

”Leah..” Sagde jeg, da jeg så hendes skikkelse længere nede af gangen. Problemet var bare, at det var Leah, men så var det alligevel ikke. Hun var klædt i en stor grå hættetrøje, mens hendes hår hang ned over hendes ansigt. Hun så helt slidt og brugt ud. Det var Leah, men alligevel ikke Leah. Dog idet jeg sagde hendes navn satte hun hurtigt i løb væk, så mine alarmklokker straks ringede inden i mig. Inden i vidste jeg, at mit forhold til Leah aldrig havde været godt, men det eneste jeg kunne fokusere på var at hun så hærens ud, hvilket overhovedet ikke lignede hende, så jeg reagerede før jeg tænkte.

”Leah, vent!” Kaldte jeg og satte i løb og var sikker på, at jeg tabte min bog undervejs, men jeg havde kun fokus på at komme hen til hende. Dog fandt jeg hende i en mørk krog til en af sidegangene, hvor hun sad helt krummet sammen med sit hoved gemt dybt ned mellem sine knæ. Jeg sank en usikker klump i min hals og bevægede mig langsomt over mod hende.

”Leah?” Spurgte jeg forsigtigt.

”Skrid ad helvede til, babydoll!” Vrissede hun hurtigt, men jeg lagde dog mærke til hæsheden i hendes stemme. Hun var virkelig helt fra den.

”Leah, hvad sker der?” Spurgte jeg stædigt. Det var den eneste måde jeg vidste jeg kunne få hende til at tale på.

”Alting!” Råbte hun og kiggede op på mig, så jeg kunne se tårerne, der trillede ned af hendes kinder. Hun græd. Leah Richmound græd?!

”Leah, hvad sker der?” Spurgte jeg og satte mig ned ved siden af hende, men hun trak sig bare væk fra mig.

”Fortæl mig sandheden.” Vrissede hun hurtigt, så jeg kiggede uforstående på hende.

”Sandheden..?” Spurgte jeg, så hun kiggede knust tilbage på mig.

”Gjorde han det? Er det sandt det Niall sagde i retten. Om det Zayn gjorde ved dig? Er det sandt?” Spurgte hun.

”Leah, jeg…”

”Er det sandt?!” Råbte hun nærmest ind i hovedet på mig, så jeg bare kiggede chokeret tilbage på hende, mens min hjerne småt genovervejede hendes ord. Dog endte jeg bare med at kigge stift på hende og til sidst med en klump i min hals, nikke på hovedet. Det fik et par enkelte tårer til at trille ned af hendes kinder, inden hun lukkede sine øjne hårdt i og lagde sit hoved tilbage mod væggen.

”Tænk, at jeg kunne være så dum..” Sagde hun lavt, så jeg vendte mig om mod hende.

”Det er jo ikke din skyld..” Prøvede jeg, så hun bare hulkede stort.

”Men hvis skyld er det så?” Spurgte hun og kiggede uforstående på mig.

”Hvis skyld er det så, at min kæreste er røget i fængsel, for en forbrydelse han slet ikke var alene om. Hvis skyld er det, at han er gået bag min ryg i begge garanteret alle de år vi har været sammen? Hvis skyld er det, at jeg ikke længere ved, hvad jeg skal gøre? Kan du fortælle mig det, lille mus?” Spurgte hun og kiggede vredt på mig.

”Kan du fortælle mig, hvad jeg nu skal gøre med det her lort?!” Råbte hun og pegede på sin mave, mens de sidste tårer trillede ned af hendes kinder. Jeg kiggede lamslået tilbage på hende og bemærkede straks den lille topmave, der gemte sig under den grå, plettede hættetrøje. Hun var gravid.

”Leah, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre… Jeg kan ikke engang selv få det til at hænge sammen mere…” Sagde jeg undskyldende. Det fik hende bare til at kigge rasende på mig, inden hun brat rejste sig op.

”Jeg hader dig.” Sagde hun og kiggede koldt og tomt ned på mig, så mit hjerte stoppede. Had var et meget stærkt ord, og Leah havde lige brugt det mod mig. Leah hadede mig.

”Du har ødelagt mig liv, er du klar over det?” Spurgte hun koldt. Jeg ville sige noget, men ordene sad fast i halsen.

”Leah, jeg…”

”Nej. Der er ikke noget, der kan redde dig nu, din mær… Du skulle aldrig være kommet her til. Du ødelagde det fucking hele.” Sagde hun som det sidste, inden hun forlod mig helt alene på den tomme gang. Dog nåede jeg ikke at reagere særligt meget, inden tårerne trillede ud over mine øjenkroge og jeg mærkede hvordan jeg mistede det hele. Jeg kunne ikke mere. Jeg kunne vitterligt ikke mere.

Jeg skulle aldrig nogensinde være taget til York. ______________________________________________________________________________________________

Hvad tror i der sker nu, mon Leah vil gøre noget dumt? Og hvad mon det betyder at hun har et barn i maven? Hvad betyder det for hele gruppen, og kan det blive meget værre?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...