Madness - Niall Horan A.U 13+

121766103407
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre?
Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse... OBS. IKKE RETTET IGENNEM

AA
aa

42. Graduation

”We just wanna stay here

We just wanna be where there’s no gravity”

Mads Langer – No Gravity

 

Jeg trak vejret tungt ind, mens mine fødder førte mig langsomt hen mod vores pladser på den store soloplyste plæne. De havde stillet en kæmpe scene op med tilhørende 300 stole til hele den dimitterende årgang ude på den store idrætsplads, ved skolen. Alle var efterhånden mødt frem og ventede på de sidste minutter ville gå, inden vi fandt vores pladser og kunne lade ceremonien begynde.

Mit hjerte bankede hårdt i brystet på mig og jeg prøvede at trække ned i skørtet på den nye, flotte røde kjole, som jeg havde taget på i dagens store anledning, og som også havde taget to timer inde i storbyen at finde sammen med Marie. (Outfit findes i kommentar). Jeg var nervøs, i dag ville jeg se, hvad jeg var nødsaget til at gøre fremover. Og det skræmte mig fra vid og sans.

Jeg mærkede hurtigt en hånd, der sneg sig ind i min og sendte millioner af sommerfugle rundt i hele min krop, så jeg vendte mit hoved og fik øjenkontakt med Niall.

”Du skal nok klare den.” Sagde han forsikrende.

”Hvad hvis jeg ikke gør?” Spurgte jeg nervøst. Niall sukkede opgivende af mig og lænede sig ind og gav mig et forsigtigt kys på tindingen.

”Det gør du. Det ved jeg.” Sagde han. Jeg trak vejret tungt ind og holdt det så spændt, men også virkelig nervøst inden i mig. Dog blev jeg hurtigt i bedre humør, da to små arme slængede sig rundt om mit ene ben og et stort barnehvin kunne høres, så jeg hurtigt satte mig ned på hug og smilende tog Lilly ind i mine arme, som straks begyndte at pylre med mig.

Vi gik lidt tættere hen mod vores pladser, da vi hurtigt fik kontakt med Harry og Marie, der skulle sidde tæt på os.

”Er i spændte?” Spurgte Harry med et kæmpe smil, så Marie grinede fjoget af hans store glæde.

”Jeg er hunderæd.” Sagde jeg ærligt, så Harry grinede af mig og Niall kyssede min pande igen.

”Du skal nok klare den.” Trøstede han.

”Jeg tror, du er den, der har klaret sig bedst af os alle sammen.” Komplimenterede Marie, så jeg blev en smule varm om hjertet.

”Så tror jeg vist ikke i har set mine resultater.” Sagde en stemme hurtigt, så vi alle vendte os om og fik øje på Liam, der kom gående hen mod os i det flotteste skræddersyede jakkesæt. Dog var der noget, som overraskede os alle ret meget, da vi alle fik øje på hans følgesveninde. Om armen havde han en smuk ung pige, med de bruneste øjne og langt mørkt hår.

”Nåår ja, i har ikke mødt hinanden. Det her er Sophia. Min kæreste.” Introducerede Liam os, så vi alle hurtigt gav hånd og hilste på hende.

”Har du en kæreste?” Spurgte Niall mest chokeret af os alle sammen, så jeg skubbede grinende til ham.

”Jeg tænkte, at jeg vel godt kan tillade mig at vise hende frem, nu hvor jeg alligevel skal have mit afgangsbevis.” Sagde han, så hun kyssede hans kind og vi alle smilede stort.

Dagen var endelig kommet, hvor den store og længeventede ceremoni skulle holdes og vi skulle dimittere. Dagen hvor det hele blev afgjort og vi blev til frie fugle. Og jeg var så skræmmende nervøs.

Der gik ikke mange sekunder, før rektor stillede sig hen foran mikrofonen og bad alle om at tage plads, fordi ceremonien skulle gå i gang. Mit hjerte sprang et slag over og vi gik hen og tog vores pladser. Jeg mærkede et forsikrende klem om mit lår.

”Jeg elsker dig.” Sagde Niall hviskende til mig i det at jeg kiggede ham ind i øjnene. Jeg smilede taknemmeligt tilbage til ham og lænede mig frem for at kysse ham, men han veg hurtigt tilbage.

”Du har læbestift på.” Sagde han og hentydede til min lette matte mørke-lyserøde læbestift. Jeg grinede lidt.

”Så kysser jeg hende gerne for dig.” Sagde Marie, som sad ved siden af mig og hurtigt kyssede mig med et stort smækkys på kinden.

”Hun er stadig min pige.” Hviskede Niall tilbage, inden der blev spillet højt musik og vi alle skulle synge skolens sang. Efter det blev der helt stille og vores rektor gik hen til mikrofonen for at holde tale. Den viste sig at være meeeget lang. Han snakkede meget omkring, hvordan vi nu alle sammen kunne se os selv som voksne, der skulle ud og leve vores liv. At vi skulle huske, hvad det betød at være voksen, både af positive og negative ting. Det gik i ét langt køre, som blev ufatteligt kedeligt i længden. Lige indtil han valgte at nævne, at vi år havde mistet en i blandt os, hvilket han ønskede at vi alle holdt et minuts stilhed for, til ære for det uskyldige offer Louis Tomlinson.

Jeg fik en klump i halsen, da alle hurtigt kiggede om på os og vores lille gruppe, der rigtigt nok manglede et medlem. Jeg kiggede ned i mit skød og så at Harry og Marie tog hinanden i hånden, inden jeg også valgte at lægge min hånd oven på Maries, så hun kiggede op på mig og sendte mig et taknemmeligt smil. Niall lagde derefter sin hånd oven på min og sendte et skævt smil til Liam, som sendte ham et tilbage, som for at vise at vi alle stod sammen om det her. Vi kunne klare det, så længe vi var sammen om det.

Der gik et par minutter, inden talen fortsatte og den igen så ud til aldrig at ende, da Marie lænede sig ind til mig.

”Louis ville have hadet at han holdt en mindetale for ham. Han hader sådan noget bras.” Sagde hun med et forsigtigt grin. Jeg nikkede enigt.

”Jeg fik for resten mit brev i dag.” Forsatte hun dog.

”Hvad sagde det så?” Spurgte jeg nysgerrigt.

”De glæder sig til at se mig til det nye semester til efteråret.” Sagde hun bare helt casual, mens jeg selv hurtigt slog armene om hende og prøvede at holde mit hvin inde.

”Sådan man! Jeg vidste, at du kunne. Du er så sej!” Gratulerede jeg, så hun krammede mig stort tilbage og grinede af mig.

”Og nu til vores studenter…” Blev der sagt op fra scenen af, så alle vendte deres opmærksomhed der op og blev bomstille.

”Skal de der op nu?” Spurgte Lilly fra Nialls side af. Niall nikkede og Lilly strakte sin hals så meget hun kunne, for at se hvem der skulle op.

”Hvem skal op først af os?” Spurgte Harry hurtigt.

”Mig.” Sagde jeg helt paf. Rækkefølgen blev altid taget efter ens efternavn, og desværre startede mit efternavn jo allerede med E. Dog så det ud til at der var en del før os, men det dulmede dog ikke mine nerver.

”Du kan sagtens klare det.” Sagde Niall en sidste gang og kyssede min kind, i det at mit navn blev råbt op og jeg straks rejste mig. De huede alle straks af mig, så jeg fik lidt gåpåmod, men stadigt kunne mærke mit nervøst bankende hjerte. Du kan godt, de stoler på dig og du gjorde alt hvad du kunne. Du klarer det her, det gør du!

For en gangs skyld var jeg glad for at mine tanker endelig var med mig, og ikke imod mig, som jeg havde kæmpet med i så mange år. Det gav et helt boost inden i mig, så jeg rettede mig op og sendte et stort smil til den kvinde, der overrakte mig mit afgangsbevis, så jeg nejede høfligt og alle klappede, men ikke lige så meget som mine venner nede på 4. række, der nærmest skreg, så jeg ikke kunne føle mig mere lykkelig end nu.

Det hele skulle nok gå. Det var jeg særdeles sikker på nu. Jeg var færdig.

 

Det var med lettede nerver, at vi alle to timer senere stod og fik drinks og snacks ved en masse borde, sammen med venner og familier, men dog med det allervigtigste, alle vores beviser i vores hænder. Jeg følte mig så glad og lettet og intet kunne være bedre.

”Tænk at du fik 12 i billedkunst? Du sagde det gik dårligt?” Pointerede Marie til min særdeles gode præstation i min eksamen af mit selvmalte portræt.

”Måske var jeg bare heldig?” Sagde jeg grinende, så Marie bare rullede med sine øjne over min usikkerhed. Hvad angik resten af mine karakterer, så var det faktisk gået okay. Der var nogle steder, hvor jeg kunne se, at mit fravær det sidste års tid havde haft sine konsekvenser, men der var dog også en del steder, hvor det faktisk var endt rigtig godt og meget mere positivt end jeg havde troet. Dog vidste jeg ikke endnu, hvad det betød for min kommende fremtid.

”Jeg synes du var rigtig god.” Sagde Lilly fra Nialls arme af, så jeg smilede stort til hende.

”Det var kun fordi, at du var så god til at heppe på mig.” Sagde jeg til hende, så hun grinede på den dejlige barnemåde.

”Jeg er bare glad for at det er overstået.” Sagde Harry og prustede lettet ud. Vi havde alle sammen haft nogle nerver vi længe havde ønsket at komme af med i dag.

”Jeg glæder mig bare til London.” Sagde Marie, så Harry rystede på hovedet af hende og så trak hende ind i en stor krammer. Af hvad jeg havde hørt, havde Harry vist været okay med at Marie rejste, men så igen, så vidste jeg ikke helt, hvad hans egne planer var.

”Hvornår rejser du?” Spurgte Liam fra siden af.

”Jeg begynder at pakke i aften, og så rejser jeg om et par dage. Det er bedst.” Sagde hun storsmilende.

”Så det er faktisk nu, at vi skal begynde at sige farvel?” Spurgte Liam, så vi alle kiggede rundt på hinanden. Han havde ret.

”Jeg hader at sige farvel.” Sagde Marie og kiggede rundt på os alle sammen.

”Ved du hvad, så lad os sige på gensyn.” Sagde jeg hurtigt, så hun kiggede hen på mig og sendte mig et stort smil.

”På gensyn, venner!” Sagde hun og strakte armene ud til os alle sammen, så vi alle gik sammen i et stort gruppekram. Vi smilede stort til hinanden, da der efterfølgende blev kaldt på Liam og Sophia, da Liams forældre kom hen mod os. Liam sagde farvel til os og gik over. Harry, Marie, Niall og jeg fortsatte med at snakke lidt, da der efter et stykke tid blev prikket forsigtigt på min skulder. Jeg vendte mig om, mens de andre også vendte fokus mod den person, som havde prikket mig og jeg måtte ærligt indrømme, at vi alle nok blev ret chokeret.

”Mor..?” Spurgte jeg overrasket, da hun stod lige foran mig, pænt klædt som sædvanlig og med sit normale stramme følelsesløse smil.

”Hej, Anastacia.” Sagde hun. Niall gik hurtigt frem og lagde sin hånd beskyttende om min talje. Jeg kiggede lidt på ham, inden jeg kiggede tilbage på min mor, med en bestemt mine.

”Hvad laver du her, mor?” Spurgte jeg og følte mig allerede provokeret af hendes tilstedeværelse. Hun rettede på sit hår.

”Må jeg ikke komme og se min datter dimittere?” Spurgte hun hurtigt. Jeg valgte ikke at svare, men bare kigge utålmodigt på hende. Hun kiggede lidt på mig og endte så med at sukke tungt.

”Din far og jeg rejser til Dubai om to dage.” Annoncerede hun, så jeg kiggede overrasket på hende.

”Dubai?” Spurgte jeg. Hun nikkede.

”Ja.. Din far har fået en bedre stilling i firmaet. Han har vidst det i et par uger. Vi har allerede solgt huset nede i kvarteret videre, og jeg ville bare informere dig om, at hvis der er nogle ting du ikke har fået med, så kan du få dem nu.” Sagde hun og kiggede helt koldt og forretningsagtigt på mig. På en måde, overraskede det mig ikke, eller rørte mig specielt. Jeg havde aldrig haft det bedste forhold til min mor og far. Det var i hvert fald blevet forværret de sidste år. Dog kunne jeg ikke lade vær med at grine over det faktum, at min mor nærmest tog det helt lettet over, at jeg ikke længere var en del af hendes og min fars liv. På et andet punkt, ønskede jeg det heller ikke. Ikke længere.

”Jeg behøver ikke hente noget.” Sagde jeg lige så kontant tilbage til hende. Hun nikkede kort.

”Var der andet?” Indskød Niall, så min mor straks kiggede sammenbidt op på ham. Vi kiggede alle tre i nogle akavede tavse sekunder på hinanden, inden min mor sukkede tungt.

”Gik dine eksamener godt?” Spurgte hun hurtigt, for at skifte over til et mere følelsesløst emne, som hun altid gjorde. Jeg trak på skuldrene.

”Jeg fik top karakter i billedkunst.” Hun kiggede tænkende på mig, inden hun nikkede sammenbidt igen.

”Kan du bruge det til noget?” Spurgte hun forsigtigt. Jeg nikkede.

”Sagtens. Det kan hjælpe mig ind på kunstakademiet i London i hvert fald.” Sagde jeg hurtigt, så hun kiggede lidt på mig, inden hun rettede på sin taske.

”Det… var godt at se dig, inden vi rejste. Jeg ville også lige informere dig om, at vi tog af sted.” Sagde hun og virkede nærmest helt akavet. Jeg nikkede forstående til hende. Hun kiggede en smule bedrøvet på mig et øjeblik så jeg hurtigt, inden hun blinkede et par gange og så rettede sit blik over mod Niall.

”Hvis du gør noget ved min datter, så ved du, at det vil få konsekvenser.” Sagde hun, så både Niall og jeg lavede en overrasket mine.

”Tro mig, Anastacia er 100 procent i sikkerhed hos mig.” Sagde han og klemte min hofte ind til sig. Min mor nikkede kort, inden hun rettede på sit hår igen og kiggede på mig en sidste gang.

”Farvel, Anastacia.” Sagde hun, så jeg trak vejret kort ind.

”Farvel, mor.” Sagde jeg og blev nærmest helt glad for, at hun ikke ville have et kram eller en eller anden følelsesladet gestus fra mig, men i stedet bare vendte om på sin røde stillethæl og gik væk lige så hurtigt som hun kom. Jeg lænede mig ind til Niall og han kyssede mig blidt i håret. Lilly, som havde været tavs under hele seancen kiggede op på os.

”Hun virkede ond.” Sagde hun og tog min hånd i sin. Jeg fnyste.

”Hun er ikke ond, Lilly. Hun er bare ikke så god til andre mennesker.” Sagde jeg hurtigt og klemte hendes lille hånd i min.

”Så det godt, at du er det.” Sagde Lilly bare igen, så Niall grinede lidt og vi så selv begyndte at gå hjemad. Vi tog alle hinanden i hånden og gik ud i den elskede frihed. Fri fra skole, fri fra lektier, fri fra dumme forældre og åndssvage påmindelser om krav og normer, som et eller andet sted kunne være helt ligemeget nu. Jeg var endelig den frie fugl jeg så længe havde længtes efter at være, og nu behøvede jeg ikke vente mere.

For en gangs skyld havde vi snakket om at tage bussen hjem. Kun fordi Lilly havde en kæmpe besættelse af at sidde i busser, fordi hun syntes det var åh så sjovt. Og alt der kunne bringe lykke frem i nogen af os i dag, skulle gøres. Vi steg af cirka 20 minutter efter og Lilly hoppede rundt, mens Niall holdt om mig og blev ved med at kysse mig med små grin og jeg bare følte mig helt høj på lykke og kærlighed.

”Dubai. Bvadr.” Sagde jeg grinende.

”Sure Kælling.” Sagde Niall hurtigt, så jeg puffede ham i siden.

”Husk hun stadig er min mor.” Prøvede jeg, men kunne heller ikke lade vær med at grine.

”Ja ja, og jeg er kongen af England. Babe, den kvinde vil aldrig nogensinde kunne elske dig lige så meget som jeg. Det er faktisk videnskabeligt bevist.” Sagde han og klemte mig ind til sig. Jeg fnyste hurtigt.

”Videnskabeligt bevist? Hold da op! Elsker du mig virkelig så meget?” Spurgte jeg og kiggede op på ham, så han kiggede ned på mig og vi så stoppede op.

”Jeg vil altid elske dig, lige meget hvad.” Sagde han, mens han kiggede mig ind i mine øjne og jeg blev overfyldt med så meget lykke, at ingen ord nogensinde ville kunne indeholde så stor en mening nok til at beskrive det. Alt jeg gjorde var bare at læne mig frem og kysse ham og elske ham med hver en lille celle inden i mig.

Dog nåede lykken at vare meget længe, før at Lillys lille barnestemme hurtigt kaldte på os og vi så kiggede frem og jeg straks udbrød et højt gisp, da Lillys arm blev holdt stramt af ingen anden end Rich.

”Jeg har dig nu, Horan.” Sagde han, så Niall og jeg straks vidste at tiden var løbet ud og Rich endelig havde indhentet os. ______________________________________________________________________________________________

Hvad siger i så? Hvad mon det ender ud i?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...