Madness - Niall Horan A.U 13+

121766103407
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre?
Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse... OBS. IKKE RETTET IGENNEM

AA
aa

41. Freedom

"Vi har lige troet på, intet var umuligt for os.

Og i mod alle odds kravlede vi langsomt op, se os nu"

Bjørnskov - Vi er Helte

 

Det var med kæmpe jubel at vi alle mødtes efter de overståede eksamener. Alle huede og krammede hinanden og ønskede at høre, hvordan det hele var gået, og hvad man forventede, når vi om 3 dage ville stå og få vores afgangsbevis og endelig kunne kalde os studenter.

”Hvordan gik det med billedkunst?!” Spurgte Marie som den første. Jeg prustede og trak usikkert på skuldrene. Billedkunst havde været et så afgørende fag for mig, da jeg skulle bruge det, hvis jeg ville ind på kunstakademiet i London. Men jeg var virkelig ikke særlig optimistisk omkring den eksamen.

”Jeg ved det ærligt talt ikke. Inderst inde, tror jeg, det gik virkelig dårligt.” Indrømmede jeg, mens at vi stod i gangen ved vores sædvanlige mødested i det store hus. Alle fejrede allerede friheden, så humøret var højt, musikken pumpede og folk slog sig mildest helt løs. Det trængte vi nok alle sammen til.

”Fortalte du ikke bare om farverne og kompositionen og sådan?” Spurgte Marie hurtigt.

”Jo, men… Jeg følte mig på en måde bare ikke helt tilfreds med det billede jeg havde lavet, og jeg er lidt bange for, at det gik ud over min præstation.”

”Hvad malede du da?” Spurgte Marie nysgerrigt. Jeg bed mig nervøst i læben. På en måde vidste jeg ikke, om grunden til at jeg ikke havde brudt mig så meget om mit eksamensbillede i billedkunst, muligvis var fordi, at jeg havde lavet et for personligt billede.

”Mig selv.” Sagde jeg og endte med at gå med det mest ærligste svar jeg kunne give. Hun kiggede ikke særligt overraskende, meget chokeret på mig.

”Narcissistisk, alligevel.” Sagde hun med et forsigtigt grin. Jeg fnyste hurtigt.

”Jeg malede mig, fordi jeg muligvis ville bevise over for mig selv, at jeg er blevet ældre det sidste stykke tid og ikke længere er den skrøbelige pige, jeg var engang.” Fortalte jeg, så det chokerede udtryk forsvandt fra Maries ansigt og blev til et forstående og nikkende et. Hun smilede til sidst.

”Vi er alle sammen blevet ældre for det sidste år.” Bekræftede hun mine tanker, så jeg nikkede.

”Der skal også nogle store skub til hos en, før man for alvor modnes så meget.” Sagde jeg, så Marie først kiggede tænkende på mig, men så til sidst slog armen om mig og sagde:

”Skal vi så ikke bare fejre, at nu er vi unge og vi skal ikke tænke på lektier i 3 måneder.”

”2 Måneder.” Rettede jeg hurtigt, men det fik hende bare til at tysse på mig, så jeg ikke kunne lade vær med at grine af hende og så slappede fuldstændig af i kroppen, fordi sommeren var kommet, skolen var slut og ingenting betød noget i det øjeblik. Vi skulle bare hygge os og lave så meget sjov og ballade, som det var muligt, at en flok teenagere fulde på livets rus kunne kreerer.

Marie og jeg gik ind i midten af festen, hvor vi mødte Harry, Liam og Niall, som allerede stod og dansede vildt til festmusikken, så vi ikke kunne lade vær med at grine af deres kiksede dansemoves. Dog hev Harry straks Marie ind og bar hende over skulderen, så hun skraldgrinede og han satte hende ned og hoppede vildt omkring hende. Niall overraskede mig, ved at gribe fat om mit håndled og trak mig ind til sig og kyssede mig. Jeg smilede stort og kyssede ham tilbage, indtil Liam kom hen til os, slentrende med et par krus med drinks i hånden til os, så vi alle tog en tår af de diverse drinks, mens der blev skiftet til en af de der virkelig gamle 80’er sange, som man alligevel kendte, selvom man var en sølle årgang 96’er, for sådan var vi jo.

Musikkens bas pumpede højt og alle dansede rundt, mens at alle var glade og lykkelige og lige pludselig kunne jeg mærke, at jeg også var det, og det var det, der talte. Det at være her og danse hæmningsløst med alle mine venner og bare nyde et af de der uendelige stunder, som man nogle få gange stødte på i livets gang, var det bedste i hele verden lige nu.

Festen var på sit højdepunkt, et par timer senere, hvor alle havde fået tilpas meget at drikke, så stemningen var helt i top, da det viste sig, at Harry og Niall havde planlagt at spille til festen, med deres nu to-mandsband. Marie og jeg satte os over i en af sofaerne, mens vi betragtede vores drenge, der spillede nogle af deres kendte gamle rock/pop-sange. Alle huede og klappede af dem. Niall lavede et af sine kendte lange bas-guitar spil, mens Harry viste sit til tider lidt halvskjulte sangtalent frem, ved at synge en meget høj high-note, da Marie lænede sig ind til mig. Hun havde allerede en lille snært af alkohols-odeur omkring hende, men det havde jeg sikkert også.

”Jeg har søgt ind på London high school.” Sagde hun med sit hoved liggende op ad min skulder. Jeg kiggede straks på hende.

”Ah hva?!” Udbrød jeg.

”Jeg får svar om et par dage og så starter jeg det nye semester der, efter ferien.” Sagde hun og smilede, så jeg rykkede hende op at sidde, så jeg kunne vende mig fuldt mod hende.

”Men... hvorfor? Hvorfor bliver du ikke her? Jeg troede, at…” Spurgte jeg komplet uforstående. Hvorfor havde hun ikke sagt det her til mig noget før? Hvorfor havde hun overhovedet taget det her valg? Hvad pokker skete der lige?

”Jeg tror ikke jeg hører til her længere.” Sagde hun og kiggede mig helt ærligt ind i øjnene, selv om hun snøvlede.  

”Men hvorfor, Marie? Du har jo os?” Sagde jeg hurtigt og følte mig faktisk såret over, at hun slet ikke havde skænket nogle af os en tanke.

”Fordi den her by gør mig ked af det.” Sagde hun, så jeg kiggede på hende og fik endnu mere ondt i hjertet.

”Er du klar over, at jeg var forelsket i Louis?” Sagde hun hurtigt, så jeg straks kiggede op på hende og hun nikkede.

”Har jeg nok altid været, tror jeg.” Sagde hun og tog en stor tår af den drink hun havde i sin hånd. Jeg trak vejret tungt ind.

”Det er jeg virkelig ked af, Marie..” Startede jeg igen. Hun trak på skuldrene.

”Jeg tror jeg skal ud og lære mig selv at kende. Stå lidt på egne ben, tror jeg.” Sagde hun og drak resten af det, der var i sin drink. Jeg rakte ud og aede hendes knæ.

”Jeg kommer til at savne dig. Det ved du godt, ikke?” Sagde jeg. Hun kiggede op på mig og holdt så sit blik der i et par lange sekunder, inden hun lagde sine arme om mig og krammede mig.

”Jeg elsker dig, Babydoll!” Hvinede hun ind i mit øre, så jeg ikke kunne lade vær med at grine lidt at hendes berusede humørsvingninger, men nød stadig krammet.

”Jeg elsker også dig.” Sagde jeg og kyssede hende på kinden, så hun sendte mig et stort smil og så kiggede over på Harry og Niall, som var blevet færdig med en sang, så alle huede og klappede.

”Hvad vil du sige til ham?” Spurgte jeg hurtigt, så hun sukkede. Hun godt vidste, hvad og hvem jeg hentydede til.

”Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke finde ud af ham…” Sagde hun og krattede usikkert i sine negle.

”Jeg kan ikke tillade mig at efterlade ham.” Sagde hun og kiggede over på sin bedste ven.

”Han skal nok klare sig, Marie, det er jeg sikker på.” Prøvede jeg at trøste hende, men hun rystede på hovedet.

”Harry elsker mig for meget. Han ville dø.” Sagde hun med en underlig oprigtighed i stemmen, så jeg kiggede tænkende på hende.

”Måske elsker vi alle sammen hinanden alt for meget til at lade hinanden gå på nogen som helst måde.” Tilføjede hun, så jeg hurtigt kiggede over på Niall og Harry, der grinede højt sammen med Liam, som var gået hen til dem, så jeg fik en lille klump i halsen. Måske elsker vi alle sammen hinanden alt for meget til at lade hinanden gå på nogen som helst måde.

Mine tanker drejede rundt omkring det udsagn i et stykke tid, inden to personer dumpede ned i sofaen ved siden af Marie og jeg, så jeg hurtigt så, at det var Harry og Liam. De gik straks i gang med at snakke højlydt, mens de alle tre grinede højt med hinanden, så jeg rejste mig og trængte til lidt luft. Jeg gik igennem den store dansende mængde af mennesker og ud til terrassen, hvor jeg satte mig trappen ned til baghaven og trak nattens lumre luft ind gennem mine næsebor. Dog gik der ikke mange sekunder, før et par skridt sansedes tæt på mig, et klik lød af et apparat, og der kort efter, var en lugt af røg, der ramte mine næsebor. Jeg fnyste hurtigt.

”Jeg troede faktisk du var stoppet med det der.” Sagde jeg og kiggede op på Niall, som minsandten stod med en cigaret i hånden.

”Det troede jeg faktisk også.” Sagde han med et kort grin, inden han satte sig ned ved siden af mig. Jeg kiggede smilende på ham.

”Af alle fyre i hele verden, skulle jeg lige finde dig.” Sagde jeg.

”Det er fordi jeg er den eneste, der finder dit brokkeri sødt, baby.” Sagde han og lagde armen om mig, så jeg rystede på hovedet af ham.

”Det er kun fordi jeg kan sige alt til dig, mens du alligevel aldrig lytter til noget af det. ”

”Og det er netop derfor du passer perfekt sammen med mig.” Sagde han og kyssede min pande, så jeg bare rystede på hovedet af ham endnu en gang, men alligevel gjorde det med et smil på læben.

”Kun fordi jeg lægger mærke til hvor dårlig en badboy du spiller.” Sagde jeg med et kort grin. Han kiggede chokeret på mig.

”Spiller? Baby, jeg er den sygeste badboy, det troede jeg da, at du vidste?” Sagde han og pustede en stor sky af røg ud af sine sikkert utroligt forpestede lunger.

”Cool.” Sagde jeg, så han tog et sug og kiggede på mig, inden han kiggede stramt på mig, men så kort efter kom med et stort host, så jeg ikke kunne holde et latteranfald tilbage.

”Jeg sværger, at starte igen var mit livs værste ide.”

”Hvornår startede du?” Spurgte jeg grinende. Han kiggede flovt på mig.

”Nu.” Indrømmede han, så jeg ikke kunne stoppe med at grine, men alligevel endte med at læne mig ind til ham og så kysse ham på kæben. Han trak mig ind til sig, så jeg kunne lægge mine arme om ham og nyde hans tilstedeværelse, mens vi sad der i de lange sommernattetimers evighed.

”Marie tager til London.” Sagde jeg efter et stykke tid.

”Permanent?” Spurgte han hurtigt. Jeg nikkede.

”Hun føler ikke hun hører til i York mere.” Sagde jeg. Niall fnyste.

”Vi ved alle sammen godt, at størstedelen af os, ikke hører til her længere.” Sagde han, så jeg kiggede op på ham.

”Også os?” Spurgte jeg hurtigt. Han kiggede ned på mig.

”Føler du at du hører til her?” Spurgte han forsigtigt.

”Gør du?” Spurgte jeg tilbage, så han smilede skævt.

”Jeg hører ikke til nogle steder.” Sagde han efterfulgt af et kort grin, mens jeg stadig kiggede op på ham.

”Du hører til hos mig.” Sagde jeg hurtigt. Han kiggede ned på mig og kiggede mig så tænkende ind i øjnene, inden han kyssede mig blidt på panden og så rejste sig.

”Hvad skal du?” Spurgte jeg undrende. Han rettede lidt på sit tøj, inden han rakte sin hånd ned mod mig.

”Der er Gallfest i aften, og selv om jeg har prøvet at overtale dig, og du tusinde gange har sagt nej, så synes jeg der en lille tradition, vi skal gennemføre.” Sagde han og tog fat om min hånd og trak mig op. Han lagde sin anden hånd om min talje og trak mig tæt ind til sig.

”Ik døm mig, jeg har kun set hvordan de gør på videoer, så jeg er ikke sikker på at jeg er helt inde i, hvordan man danser en vals endnu, så bær over med mig.” Sagde han, så mit hjerte sprang et slag over.

”Kan Niall Horan virkelig danse en sjæler?” Spurgte jeg overrasket. Han fnyste bare kort.

”Det er en én gangs ting, og kun for din skyld. Men jeg ville værdsætte, hvis vi holdt det for os selv.” Sagde han efterfulgt af et grin. Mit hjerte bankede bare forelsket.

”Min pige fortjener sin sjæler.” Sagde han, så jeg lagde mine arme om hans skuldre og kyssede ham på læberne.

Der stod vi så, og dansede helt alene og langsomt sammen. Bare svejede frem og tilbage, mens det føltes som om, at natten var uendelig og det samme var vi.

”Hvad hvis jeg var taget til Galla alligevel?” Spurgte jeg kort. Han sukkede lidt.

”Så var jeg brudt ind og havde danset med dig alligevel.” Sagde han. Jeg kiggede op på ham.

”Virkelig?” Han nikkede.

”Om jeg så skulle slæbes ud bagefter, så skal jeg have en enkelt dans med min pige.” Sagde han, så jeg smilede over Nialls evige badboy personlighed.

”Så slem du dog er.” Grinede jeg. Han trak på skuldrene.

”Jeg har øjeblikke.” Sagde han. Jeg grinede igen.

”Men er du sikker på du ikke vil have været med? De sker meget sjældent sådan nogle Galla fester?” Spurgte han og så helt bekymret ud. Jeg sendte ham bare et forsikrende smil.

”Inderst inde ville jeg kede mig. Jeg tror i har omvendt mig for meget. Jeg ville hellere være sammen med jer i aften, end at være i en hal med 180 mennesker, jeg alligevel ikke kender så godt.” Sagde jeg ærligt.

”Plus jeg sikkert bare ville falde i kjolen og tage de dumme høje hæle af efter en time.” Indrømmede jeg, så det var Nialls tur til at grine.

”Meget sandt.” Sagde han, så vi begge grinede og han så lænede sit hoved ned og kyssede mig igen. Jeg kiggede ham op i øjnene.

”Vi vil altid være sammen, ik?” Spurgte jeg lavt og fordybet i hans øjne og dette magiske øjeblik.

"Til den bitre ende.” Sagde han, mens vi svejede frem og tilbage.

”Selv hvis jeg bliver optaget på en skole meget langt væk?”

”Så tager jeg med?” Sagde han. Jeg kiggede hurtigt op på ham.

”Selv hvis jeg skal flytte over 100 kilometer væk. Eller 1000. eller hvis jeg skal til et helt andet land?” Spurgte jeg og kiggede på ham.

”Selv det.” Sagde han og kiggede på mig.

”Selv hvis jeg kommer til at studere 23 timer i døgnet og aldrig har tid til dig og du nærmest ikke kommer til at se mig?” Spurgte jeg testende, så han grinede.

”Sig mig, er du blevet optaget på en eller anden superskole i langbortistan eller hvad? Jeg troede du ville have dit afgangsbevis først?” Jokede han. Jeg sukkede tungt.

”Selvfølgelig er jeg ikke det… Jeg ville bare forsikre mig, at… Jeg er bare bange for, at…”

”Hvad er du så bange for, siden du skal bekymre dig om, at jeg ikke tager med dig?” Spurgte han og trak mit hoved op mod sit, med sin pegefinger bukket under min hage. Jeg trak vejret tungt ind gennem næsen, inden jeg kiggede på ham.

”At sige farvel.” Sagde jeg ærligt. Han kiggede på mig i et par sekunder, inden han lagde begge sine hænder på mine kinder og så lænede sig ned og kyssede mine læber længe og ømt, så jeg mærkede hvordan varmen steg i hele min krop, så jeg nærmest satte spørgsmålstegn ved, hvordan han stadig kunne få den følelse frem i mig, selv efter så lang tid.

”Vi to er meget mere end kærester, det ved du godt ikke?” Spurgte han. Jeg kiggede forvirret på ham.

”Vi er som et lille hold… et team… Vi holder sammen. Gennem tykt og tyndt. Lige meget hvad. Vi er dig og mig. Vi kan have op og nedture, men vi overlever det, vi er sammen om det hele vi er…”

”En familie.” Afsluttede jeg hans sætning, så han kiggede på mig, inden han endte med at nikke.

”Ja.” Sagde han kort, men alligevel også så ufatteligt afgørende.

”Hvad er det nu man siger, fordi de hele tiden siger det i den der Disney film, med den der blå bamse, om at havregrød betyder venskab og det betyder at man ikke glemmes eller sådan noget.” Prøvede han, så jeg nærmest ikke kunne dy mig for at grine over hans virkeligt ringe Disney-viden.

”Ohana betyder familie?” Spurgte jeg, så han straks lyste op.

”Ja, den! Ohana betyder familie, og familie betyder at ingen bliver…” Jeg smilede lidt, da han endnu en gang stoppede i sætningen.

”Familie betyder at ingen bliver efterladt eller...”

”Glemt.” Afsluttede han min sætning, så jeg nikkede på hovedet.

”Ja, det er os. Lige meget hvad, så kommer jeg aldrig til at glemme dig. Du vil altid være hos mig, lige her.” Sagde han og lagde hånden på midten af sit bryst. Der hvor hjertet sad.

”Og når man først er der, så slipper man ikke væk derfra igen, Anastacia Edwards.” Sagde han, så jeg kiggede kort på ham, inden jeg slog armene om hans brystkasse og knugede mig ind til ham.

”Du vil altid være i mit hjerte, Ana. Altid.” Sagde han og lagde sine arme omkring mig i en tæt og betryggende omfavnelse.

”Så lad os sørge for, at vi aldrig kommer til at sige farvel, okay?” Spurgte han mig, så jeg nikkede.

”Jeg elsker dig, så meget!” Sagde jeg, så han hurtigt kyssede mig langt og inderligt

”Jeg elsker også dig.” Sagde han bagefter, så vi smilede til hinanden, inden han tog mig i hånden og trak mig med indenfor, for at nyde den festen, så vi kunne fejre vores frihed ordentligt sammen med vores venner, mens vi alle nød at vi var til. Og det var nok. ______________________________________________________________________________________________

Håber i det er gået godt for dem i deres eksamener, og hvad mon der sker for dem alle sammen, når de skal hver for sig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...