Madness - Niall Horan A.U 13+

121766103407
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre?
Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse... OBS. IKKE RETTET IGENNEM

AA
aa

31. Escaping the Demons

“Every whisper, every sigh

Eats away at this heart of mine”

Florence + the machine – Sweet Nothing
 

Hjertet pumpede voldsomt i brystet på mig, da Niall og jeg kom hjem til lejligheden, hvor Niall kun lige nåede at smække døren i efter sig, inden han vendte sig faretruende om mod mig.

”Niall, jeg..” Nåede jeg kun lige at sige, inden han nærmest eksploderede:

”Hvad tænkte du på?!” Råbte han ind i hovedet på mig, så jeg prøvede at lede efter ordene, som desværre så ud til at forsvinde fuldstændigt fra min mund.

”Jeg… Jeg troede at… jeg troede..”

”Du troede hvad, Anastacia?!” Råbte han rasende, så jeg trådte forskrækket tilbage. Jeg indrømmede gerne, at jeg ikke havde troet, at Niall ville blive så sur. Inderst inde vidste jeg vel godt, at jeg nok havde taget grueligt fejl.

”Jeg troede, at jeg kunne hjælpe…”

”Hjælpe?! Anastacia, er du klar over, hvad du har gjort? Han kommer aldrig til at stoppe nu!” Vrissede Niall og tog sig frustreret til hovedet.

”Vi skal bare true ham nok…”

”Nej, Ana! Det kan vi ikke. Der er intet, der kan stoppe den mand nu! Intet, forstår du det ikke? Vi har lige gjort ham 1000 gange stærkere!” Vrissede Niall fortvivlet.

”Gjort ham stærkere? Niall, vi har svækket ham. Vi har jo sat foden i gulvet?” Prøvede jeg. Ja, det havde været en dårlig ide at tage hen til Nialls mafiaboss og konfrontere ham, det vidste jeg nu. Jeg fokuserede alligevel på de gode ting. Vi havde konfronteret ham, og i min optik var jeg sikker på, at vi faktisk havde skræmt ham. Havde vi ikke?

”Niall, vi fører!” Prøvede jeg opmuntrende, så Niall op på mig.

”Er du virkelig så dum?” Spurgte han helt koldt, så jeg hurtigt kiggede op på ham.

”Er du virkelig så latterligt dum, at du tror, at det du gjorde, var godt?” Spurgte han igen, så jeg kiggede op på ham, og ærgerligt talt, så følte mig nedgjort, endnu en gang.

”Jeg troede, at jeg ville hjælpe…”

”Men du troede forkert.” Sagde han hurtigt, så jeg kiggede op på ham igen og en klump samlede sig i min hals.

”Du behøver ikke være grov…” Sagde jeg hurtigt, så han kiggede med store øjne på mig. Jeg kunne tydeligt se, hvordan raseriet, allerede brændte i kroppen på ham.

”Hvorfor kan du aldrig forstå det, Ana? Hvorfor skal du altid være så fucking naiv?” Vrissede han, så det var min tur til at blive vred.

”Jeg er ikke naiv!”

”Hvad fanden vil du så kalde det?!” Vrissede Niall hurtigt tilbage, så jeg kiggede ildevarslende på ham.

”Jeg ville hjælpe dig!” Forsvarede jeg.

”Ved at kaste dig selv for ulvene?”

”Niall, jeg prøvede at redde dig. Jeg prøvede at fjerne dine problemer!” Prøvede jeg ihærdigt. Hvorfor kunne han ikke se det gode, jeg havde gjort?

”Fjerne mine problemer? Hvad fuck tror du jeg er? Et eller andet psykologisk projekt, som du vil få 12 for?!” Råbte han.

”Sådan har det aldrig været! Du ved, at jeg ikke er sådan!” Råbte jeg prøvende tilbage.

”Hvad fanden er det så du prøvede på, Anastacia?!”

”Jeg ville redde dig!” Råbte jeg hurtigt, men nåede kun lige at se ham træde et stort skridt frem mod mig, inden han skreg mig ind i hovedet:

”JEG KAN IKKE REDDES!” Jeg tav straks af hans råbende stemme. Der blev stille mellem os i et par sekunder og Nialls brystkasse hævede sig faretruende hurtigt i takt med hans vilde åndedræt

”Jeg er en tabt sag, Anastacia… Det har jeg altid været. Der er ingen, der kan redde mig. Ikke engang du.” Sagde han og vendte sig væk fra mig og gik over mod køkkenet, mens det brændte inden i mig.

”I det mindste forsøger jeg at gøre noget...” Sagde jeg lavt, uden at have gennemtænkt de konsekvenser, der sikkert ville komme af min udtalelse. Lige nu, var jeg bare så træt af det hele, at jeg var død ligeglad.

”Hvad?” Spurgte Niall hurtigt og vendte sig halvt om mod mig.

”I det mindste tør jeg se dæmonerne i øjnene.” Sagde jeg hårdt tilbage mod ham, så han langsomt begyndte at gå over mod mig.

”Hvad snakker du om?” Spurgte han hurtigt, så jeg ikke kunne holde et opgivende grin tilbage.

”Er du seriøs?” Spurgte jeg hurtigt, mens den evigt tikkende bombe i mig, så faretruende så ud til at sprænge når som helst.

”Niall, du er så fuld af dæmoner, der hver dag jagter dig… Og du siger til mig, at du ingen ide har om, hvad jeg snakker om?” Spurgte jeg hurtigt.

”Jeg er ikke fyldt med dæmoner!” Forsvarede han sig selv, så jeg bare kom med endnu et opgivende grin. Hvordan kunne han være så stædig?

”Siger drengen, der lyver omkring sig selv. Og får hver gang man finder ud af noget, selv, omkring dig, så dukker endnu en af dine dæmoner frem?” Forklarede jeg hurtigt, så han bed sammen,

”Hvad mener du?” Spurgte han hurtigt, som om man skulle tro, at han virkelig ingenting forstod, eller i hvert fald ingenting ønskede at realisere. Det mindede mig bare om, at det endnu en gang, var en a de diskussioner mellem Niall og jeg, hvor begge parter aldrig forstod hvad den anden part sagde.

”Du er fuld af dæmoner, som plager dig, Niall. Og jeg er bange for, at du er for svag til at konfrontere dem og kernen af dine problemer.” Sagde jeg og følte nærmest, at jeg fik lidt selvtillid over at åbne min mund. Dog ændredes Nialls forvirrede udtryk sig til et vredt et igen.

”Og det var, hvad du gjorde i dag? Besøgte den inderste kerne?” Jeg valgte for min egen skyld ikke at svare på hans spørgsmål, men så bare til, mens orkanen foran mig endelig tog til.

”Jeg er ikke dit fucking projekt. Jeg er en fucked up unge, der aldrig nogensinde har ønsket at have noget med nogen som helst af jer alle sammen at gøre!” Råbte han rasende, så jeg trak vejret tungt ind gennem mine næsebor.

”Og alligevel bliver du her hjemme i din egen lille komfort zone, hvor problemerne indhenter dig en efter en, indtil du ikke længere kan bunde.”

”Jeg har aldrig bedt dig om at hjælpe mig. Jeg kan klare mig selv.”

”Og alligevel konfronterede jeg problemerne. En handling du aldrig nogensinde har kunnet turde kaste dig ud i.” Sagde jeg vredt over, at den fyr, der stod foran mig, aldrig ville realisere, at tingene kun kunne blive bedre, hvis han selv gjorde noget ved dem.

”Måske fordi jeg er klog nok til at vide, at hvis jeg konfrontere problemerne, så vil jeg ikke leve om en måned.”

”Og alligevel kaster du dig ud i flere og flere problemer, som får dig ud på dybere og dybere vand…” Sagde jeg lavt, men blev afbrudt, da han hurtigt koldt og kontant sagde:

”Jeg har aldrig kunnet bunde, Anastacia. Jeg er fyldt med problemer, som jeg ikke kan slippe ud af… Jeg er så langt ude på dybt vand, at jeg er ved at dø. Fatter du det?” Spurgte han, så jeg hurtigt kiggede op på ham og ikke længere kunne kende ham. Fyren foran mig, var ikke den fyr, jeg troede jeg elskede. Den selviske og modbydelige fyr var ikke ham jeg elskede. Det var ham jeg hadede. Det var hans dæmoniske side der havde taget over nu, og jeg nægtede og stå til endnu en gang og lade ham smadre mig.

”Ja, Niall… Det forstår jeg. Jeg nægter bare, at lade dig hive mig med ned til bunden.” Sagde jeg og tog en hurtigt beslutning og gik direkte forbi ham, og var ligeglad med den måde, vores skuldre stødte hårdt ind i hinanden og hvordan han hurtigt greb fat i mig, men ikke var stærk nok, da jeg hurtigt trak min arm hårdt til mig og i et par hurtigt skridt gik ud mod gangen og ud gennem døren.

”Ana!” Hørte jeg ham kalde efter mig, men jeg nægtede simpelthen at lade ham vinde over mig.

Jeg elskede Niall Horan, men samtidig så hadede jeg ham, så inderligt og grusomt. ______________________________________________________________________________________________

Et kort, men dramatisk kapitel! Jeg tænkte at det her lidt skulle fremstå som det kapitel, hvor Ana forklarer Niall, at han er nødt til at få styr på sig selv, hvis han skal slippe levende igennem det hele. Synes i det fungerede?

Var det for resten en god ide at konfrontere Rich eller vil det måske ende i noget slemt? Og hvad tror i der sker mellem Niall og Ana nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...