Madness - Niall Horan A.U 13+

121766103407
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre?
Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse... OBS. IKKE RETTET IGENNEM

AA
aa

46. Epilogue

”Just look over your shoulder, and I’ll be there

Always.”

Phil Collins – You’ll be in my heart.

 

18 MÅNEDER SENERE

”Kom nu, Ana!” Kaldte Lilly efter mig, mens jeg bøvlede med tasker og nøgler til at låse døren til lejligheden med.

”Hvis du nu tog din egen taske, prinsesse, så ville det gå meget hurtigere!” Kaldte jeg til hende, så hun sukkede tungt og løb op og tog hendes lyserøde Barbie-skoletaske, så jeg bøvlede med en taske mindre, hvilket gjorde dørlåsningen meget nemmere.

”Kom nu! Jeg vil ikke komme for sent i skole.” Klagede hun ængsteligt, så jeg sukkede tungt og kiggede på hende.

”Hvis du nu gad at hjælpe mig med at tage dine egne ting, i stedet for at løbe ud, endda uden at snøre dine egne snørebånd, så kunne det være du kunne være på skolen meget hurtigere.” Sagde jeg. Det fik bare Lilly til at kigge skamfuldt ned på sine sko, som hun trådte lidt ind over hinanden.

”Men jeg kan ikke finde ud af det.” Indrømmede hun, så jeg ikke kunne lade vær med at smile. Jeg satte min egen skoletaske fra mig og satte mig ned på hug og hjalp hende med at binde de to hvide sløjfer.

”Klar og parat.” Sagde jeg og sendte hende et stort opmuntrende smil, så hun smilede endnu større tilbage til mig og gav mig et kram.

”Tak, Anastacia. Jeg elsker dig.” Sagde hun, så jeg blev helt varm om hjertet.

”Jeg elsker dig mere. Men skynd dig nu, ellers når vi ikke toget.” Sagde jeg og tog hendes hånd i min, mens vi småløb ned af gaden.

Lilly og jeg gik i skole nu, og det fungerede virkelig godt for os begge to. Lilly ventede nærmest hver aften på at hun skulle i seng, så hun skulle sove og næste dag skulle starte, hvor hun endelig skulle i skole igen. Det gav også stor pote i forhold til hendes udbytte i timerne. Lærerne sagde i hvert fald at hun allerede viste sig til at være et rimeligt intelligent barn. Jeg sagde, at det lå til familien.

Selvfølgelig havde der været små strabadser med hende, da hun havde haft svært ved at tilpasse sig i starten, fordi hun var helt ny i forhold til at de alle sammen lige var rykket op fra den samme børnehaveklasse, og hun nu var den helt nye og fremmede. Det krævede også et par enkelte samtaler med hendes lærer, om at hun efter to uger, nærmest intet havde sagt til nogen. Jeg vidste straks, at det ville blive en hård kamp for hende at vænne sig til et normalt liv, hvor hun kunne blive et barn, som ikke skulle bekymre sig og være bange for noget. Jeg forklarede også hendes lærer om vores situation. Eller i hvert fald en censureret version af den.

Det havde skabt lidt røre, og det havde også været svært for Lilly, at forklare de andre børn, at hun boede hos en pige, der ikke var hendes mor, eller nogen form for nær slægtning overhovedet. Lilly havde også lært at forstå, at vi begge var i samme situation og derfor havde dannet vores egen lille familie. Ikke alle familier var perfekte, men vores var god alligevel. Dog kom der stadig dage, hvor jeg var sikker på, at vi også var en alt for ødelagt familie til nogensinde at kunne komme videre, men jeg prøvede dog at minde både Lilly og inklusiv mig selv om, at det var okay at have dårlige dage.

Heldigvis havde situation ændret sig siden, og det hele var meget anderledes nu. Hun passede ind. Hun var blevet et barn. Selvfølgelig var hun også det før, men ikke på samme måde som nu. Nu grinte hun, legede og var glad! Hun kom altid hjem efter skole og fortalte om de mest sødeste ting. Hun var ikke længere den lille pige, som bekymrede sig om ting som piger på hendes alder ikke burde bekymre sig om. Hun var bare Lilly.

I forhold til mig selv, var jeg også startede i skole. Det havde krævet en optagelsesprøve, hvor jeg længe og nervøst havde ventet på brevet om min mulige fremtid, inden jeg endelig fik svaret på at jeg var optaget på Londons kunstakademi. Jeg kunne sværge at den dag var en af de lykkeligste i hele mit liv! Det var hårdt, men jeg havde faktisk forestillet mig det værre. I starten kunne jeg sagtens mærke, hvordan jeg ikke vidste så meget som så mange andre af mine klassekammerater, grundet mit høje fravær i mit sidste år af High School. Men de accepterede mig, hjalp når jeg var ved at køre død og havde brug for hjælp. De er virkelig søde og imødekommende mange af dem. Et par af pigerne er især søde. Clara og July hedder de. De sætter sig altid sammen med mig i pauserne, og får mig til at føle mig som en teenager igen når vi snakker om alle de normale ting som teenagere snakker om. Vi snakker meget om drenge. Clara er dog ikke så vilde med dem som July, men hun snakker stadig lige så meget om dem som os. Det er sjovt, at snakke om sådan noget, da jeg aldrig rigtig har været typen til at have sådan nogle snakke. Det er måske også mere fordi, at jeg aldrig har haft sådan nogle veninder til at snakke om det med.

Det at jeg har mødt Clara og July ændrer dog slet ikke på mit forhold til Marie. Da Lilly og jeg flyttede til London sammen med Harry og Marie, var jeg sikker på, at jeg lige så godt kunne grave mig ned i det dybeste og mest depressive hul. Dog som jeg vel kunne have sagt mig selv, nægtede Marie at lade det ske. Ærligt, vil jeg gerne indrømme, at hvis jeg ikke havde haft hende ved min side, så var jeg nok ikke kommet helskindet igennem det. Marie var for evigt meget mere for mig end en simpel veninde.

Det hele var blevet godt.

Vi levede endelig ”normalt” igen. Lilly var glad og tryg. Jeg kunne ikke andet end at smile og være glad. Alligevel tjekkede jeg til hende omkring ti gange på en time, når hun ikke var inden for en meters rækkevidde. Ligesom at jeg stadig en gang i mellem tjekkede en ekstra gang inden jeg slukkede lyset. Jeg ville ikke sige at jeg led af PTSD, men jeg var blevet lidt mere bange for mørket, og sov også bedst, hvis døren var låst. Det stilnede mere af efterhånden, men jeg accepterede det også som en konsekvens af det hele.

Der var stadig dage, hvor jeg vågnede om natten badet ind i sved og måtte bruge 5 minutter på at få min puls på normal igen, før jeg kunne lægge mig til at sove igen. Dog blev mareridtene heldigvis mildere og mildere. I starten turde jeg slet ikke lægge mig til at sove og var nærmest vågen den halve nat i frygt for hvad der skete inde i mit hoved, når jeg faldt i søvn. Der var stadig dage, som var værre end andre, men vi levede og det var det jeg var mest taknemmelig for.

Lilly og jeg nåede toget og jeg hjalp hende hurtigt med at gå stille og roligt hen og sætte sig ned på en ledig plads, hvor jeg kunne sætte mig ned ved siden af hende. Vi havde sat os over for en ældre kvinde og en ung fyr, som hurtigt kiggede på mig og så efter et par sekunder sendte mig et flirtende smil. Jeg sendte ham bare et forsigtigt smil tilbage, inden at jeg vendte min opmærksomhed ned mod Lilly, som tog en bog op, som hun kunne sidde og læse i, i de 15 minutter vi skulle sidde i toget ind til centrum, hvor begge vores skoler lå rimeligt tæt på hinanden. Jeg kiggede ud af vinduet og lod ellers mine tanker vandrer.

Angående ”ham”, så savnede jeg ham, så inderligt meget. Lilly snakkede ofte om ham og i starten var det hårdt, men efterhånden har vi begge vænnet os til det hele og jeg er begyndt at realisere det hele lidt mere. Det gjorde det dog ikke mindre hårdt.

Selv om det var ved at være mange måneder siden Lilly og jeg flyttede til London og lagde livet i York bag os, så savnede jeg stadig ham. Jeg savnede at føle hans arme rundt om mig, føle hans små kys i min hovedbund når vi skulle sove og han gav mig tryghed. Jeg ville altid elske Niall og selv om det nogen gange virkede som en nemmere løsning, så nægtede jeg at glemme ham og finde en anden. Niall ville altid være en speciel del af mig. Min kærlighed til ham kunne ikke ændres. Jeg elskede ham, selvom jeg var nødsaget til at leve uden ham.

Lilly og jeg stod af efter de 15 minutter, hvor vi så kunne fortsætte vores dag videre. Jeg fik sendt hende i skole og kunne selv gå hen til den nærmeste kaffebar, hvor jeg altid mødtes med Clara for at starte dagen med noget varmt at vågne på, for så at følges i skole sammen. Sådan flød dagene sammen og blev til en normal hverdag for os alle. På en måde elskede jeg det. Bare det at gøre noget helt normalt og gå i skole og kunne lide det og gå hjem og handle sammen med Lilly, for så at lave mad, når vi kom hjem og så lave lektier bagefter. Sådan flød dagene sammen og det var godt nok.

Dog var der en dag, hvor der skete noget nyt, da Lilly og jeg kom hjem fra en lang skoledag. Lilly løb op i opgangen med nøglerne for at nå hurtigt ind i varmen fra det kolde decembervejr, mens jeg hurtigt tjekkede postkassen for reklamer, da en tyk hvid konvolut faldt ud. Jeg tog den hurtigt op og fik en lille klump i halsen, da jeg så hvem afsenderen var fra.

Jeg valgte at åbne brevet med det samme og mærkede straks mit hjertes reaktion, da jeg så ordene:

Kære Ana.  

Jeg mærkede allerede glædestårerne i mine øjne, men gav mig alligevel tid til at læse Nialls brev helt igennem, inden jeg lod følelserne komme ud.

Jeg håber du har det godt. At i har det godt. Er lejligheden god? Kan du dække husleje? Husk du bare skal spørge Harry om hjælp, jeg skal nok finde ud af noget med ham, hvis det er.

Jeg har aldrig været god til det med breve. Det har altid virket lidt for sært og for følelsesladet, men siden jeg ikke har nogen anden mulighed for at komme i kontakt med jer alle sammen på, må jeg vel bøje mig. Vær stolt.

Lige pt, så går det, hvad jeg vil sige som rimelig okay. Jeg er kommet igennem nogle af de bøger, som findes på det bibliotek, der er her. Jeg har fundet ud af, at jeg faktisk hader krimier, de er alt for primitive. Kedelige, hvis jeg nærmest kan tillade mig at sige det? Dog er jeg mere en komediefyr. Siger ham, der en gang var verdens største badass, believe or not. Jeg ved du griner nu. Fuck jeg savner, at høre dig grine.

Se jeg er latterlig til det her brevelort. Sorry, babe.

Men ja, komedier er lige mig. Jeg prøvede dog også at tage mig sammen og læse nogle af de bøger du til tider læste. Jeg forstår slet ikke at sådan noget som John Green bøger, overhovedet har ret til at have en plads her. Og by the way, vi vidste alle sammen godt, at Augustus Waters ville dø. Jeg føler mig nærmest helt ondskabsfuld over ikke at tude over det, ligesom du gjorde.

Jeg tog mig selv i at tage en pause, hvor jeg lige grinede af Nialls evige ærlighed, inden jeg lagde den første side om bag de næste par sider og så læste videre:

Ud over det, har jeg været hos en vejleder. Vi er blevet enige om, at jeg har en masse indre aggressioner jeg trænger til at få ud. Som sædvanlig var jeg skeptisk i starten, da der ikke er nogen, som skal bestemme over mig. Men da det viste sig at være boksetimer og lange løbeture, faldt skeptiskheden.

På en måde er det vel lidt flovt at indrømme, at det her muligvis er det bedste der er sket for mig.

At jeg havnede her var selvfølgelig ikke planen, men inderst inde, så tror jeg alligevel, at vi alle sammen godt vidste, at det her faktisk var den bedste løsning, trods alt.

Dog er der stadig noget som altid vil mangle ved min side, når tiderne er svære. Selvfølgelig savner jeg Lilly, men jeg må ærligt indrømme, at det er minderne om dig, som får mig igennem det hele, når tiderne er mørkest.

Jeg sukkede tungt og tog blidt fat om vedhænget på den halskæde Niall havde givet mig for længe siden, mens en enkelt tåre trillede ned af min kind og jeg læste videre:

Når jeg mindes dig, er alt bedre og så alligevel ikke. Når jeg tænker på dig, så tænker jeg på alt det, der er sket. På det, der skete mellem os. På det jeg gjorde mod dig og på alle de dumme ting vi alle sammen endte med at knuse vores hjerter over. Inderst inde ved jeg jo godt, at det nok var gået dig meget bedre, hvis du aldrig var flyttet til York og havde mødt mig. Men jeg tillader mig også at være egoistisk og sige, at hvis jeg ikke havde mødt dig, så var der en stor sandsynlighed for, at jeg nok ikke var i live.

Du redede mig, Anastacia Edwards. Du redede mig, da jeg ikke kunne redde mig selv.

Du fik mig til at tro på livet. Og jeg er sikker på, at det er et plot tusinde gange bedre end nogen anden syg kærlighedshistorie. Fordi for mig er kærlighed sygt og til tider bringer det skår i hjertet. Men jeg er sikker på, at det er hvad der skal høre til, når man taler om kærlighed mellem to så sindssyge mennesker som os.

For vores kærlighed er det mest sindssygeste. Sammen er vi uovervindelige og uendelige og jeg længes efter, at lægge hele verden ned for vores fødder og skrige at vi kan overvinde alt. For så længe vi er sammen så er hele verden vores og vi er udødelige. Jeg tror måske John Green har påvirket mig lidt.

Derfor vil jeg tage chancen og sige at… Jeg elsker dig, Anastacia Edwards. Og det har jeg gjort lige siden den første dag jeg mødte dig.

Jeg ved at vi er sindssyge og at verden er sindssyg, men jeg er sikker på, at vi nok skal klare det. Vi kan klare det her.

Så længe jeg ved, at du stadig er der ude et eller andet sted i denne vide skøre verden, så skal vi nok klare det.

Er du klar på det?

Jeg kunne ikke stoppe mig selv fra at smile og måtte til sidst også tørre mit våde ansigt for alle de forbandede tårer. Jeg sværgede, at jeg en dag blev nødt til at tage et kursus om ikke at tude hele tiden. Jeg tudede jo nærmest bare ved synet af en hundehvalp. Jeg kiggede ned på papiret og så at han havde skrevet et par linjer mere:

For resten, er min yndlingsfilm Tarzan (Lilly blev kun vild med den, fordi det var den eneste film jeg havde, da hun flyttede ind hos mig. Det var også den eneste film jeg kunne lide.)

Og hvis jeg havde en superkraft, så ville jeg læse andres tanker. Hvad ville din være?

Jeg grinede let for mig selv og sukkede glad for mig selv over, at nogle gange, så selv om et år kunne bringe så megen sorg med sig, så ville der altid være et lyspunkt for enden af tunnelen.

Derfor vidste jeg også, at lige meget hvad, så ville jeg elske Niall til evig tid.

Skørt, ikke?

 

SLUT.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...