Madness - Niall Horan A.U 13+

121766103407
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre?
Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse... OBS. IKKE RETTET IGENNEM

AA
aa

37. Deep in the meadow

"It's gonna get easier, and easier, some time... But not today"

Imagine dragons - Not today

 

Et stort tungt lag af sorg havde lagt sig over os alle, da vi omkring en uge efter stod på dagen, for begravelsen. Jeg havde ikke lukket et øje siden og jeg følte mig heller ikke synderligt begejstret, da jeg så at datoen var kommet for at tage til ceremonien, for at sende ham af sted.

Jeg følte mig virkelig tarvelig, da jeg stod i min sorte kjole og mine sorte stiletter og glattede mit hår, for at gøre mig fin. (Outfit findes i kommentar). Det virkede underligt at skulle stadse sig ud for noget så ikke begivenhedsrigt som dette. Det føltes totalt usympatisk over for ham, at man skulle stå og tænke over, at se præsentabel ud og kunne være i total krise over hvilke sko, der ville passe bedst til den kjole man tog på. Jeg endte bare med at glatte mit hår halvt og så putte en smule mascara på mine vipper, bare for at dække de mørke rande under dem, samt de røde blodsprængninger i siderne. Jeg gned mig lidt i tindingerne, inden jeg lænede mig træt ind over håndvasken på badeværelset og prøvede at få en smule luft ind i mine lunger. Jeg havde siden da haft en konstant følelse af ikke at kunne få vejret.

Dog mærkede jeg hurtigt en lille betryggende følelse ramme mig, da et par arme lagde sig om mine skuldre og et forsigtigt kys blev plantet i min hovedbund.

”Vi skal køre.” Hviskede Niall bag mig, så jeg bare trak vejret tungt ind.

”Jeg gider ikke tage der hen.” Indrømmede jeg. Niall nussede min skulder ømt.

”Ved ikke at tage der hen ændrer jo ikke på noget.” Sagde han, så jeg pustede min store indånding ud igen. Han havde en pointe. Og dog, så ville jeg dog inderst gerne være blevet hjemme. Jeg havde altid hadet tanken om begravelser. Specielt når de omhandlede mine bedste venner.

Jeg vendte mig om mod Niall og han lænede sig derefter frem for at kysse min pande, inden vi tog hinanden i hænderne og tog af sted. Vi skulle møde ved kirken i udkanten af York, hvor begravelsen skulle holdes udenfor. Til stort held (hvis man kunne sige det) var himlen med høj sol og uden skyer, hvilket var virkelig smukt. Lidt tragisk alligevel.

Niall kørte hen til kirken, hvor vi ankom cirka et kvarters tid før sammen med en masse andre. Liam og Harry stod der allerede. Begge to klædt i sort jakkesæt ligesom alle de andre mænd, mens alle kvinderne også var klædt i sort. Så ufatteligt tragisk, tænkte jeg. Vi gik over til Harry og Liam, der hurtigt nikkede til os. Harry havde et par solbriller på, så man ikke kunne se hans øjne.

”Hvordan har i det?” Spurgte han forsigtigt. Jeg trak vejret tungt ind.

”Jeg har ikke sovet.” Sagde jeg ærligt. Liam nikkede.

”Så skulle du næsten se Marie…” Harry puffede hurtigt til ham. Niall og jeg kiggede begge forvirret på dem.

”Hvad er der med Marie?” Spurgte jeg hurtigt. Harry rystede på hovedet.

”Ingen af os har hørt fra hende.” Sagde Liam. Jeg kiggede hurtigt gennem hele forsamlingen, men hun var ingen steder at se.

”Hun elskede ham jo.” Sagde Harry, så jeg kiggede hen på ham og mærkede, hvordan mit hjerte sprang et slag over.

”Det gjorde han også.” Sagde Liam hurtigt, så jeg mærkede en klump i min hals, men inden jeg kunne nå at sige mere, begyndte klokkerne fra kirketårnet at ringe og alle begyndte så småt at gå over og finde deres pladser. Vi gik alle fire der over sammen og satte os i midten af rækkerne. Niall kiggede ned i jorden, da Louis’ forældre gik forbi for at sætte sig på den forreste række. Harry og Liam kiggede også hurtigt væk, så jeg endte med at lægge min hånd oven på Nialls, så han åndede tungt ud. Dog gik der ikke mange sekunder, før jeg fik kigget lige frem og fik øje på den hvide kiste, der var placeret lige frem for os. Mit hjerte bankede langsommere og langsommere, lige indtil jeg nærmest var ved at tro, at det var ved at gå i stå. Jeg nægtede dog at lade mig selv græde, men jeg kunne ikke styre det længere. Han lå der oppe. Han lå lige der oppe i kisten. Min oftest eneste bedste ven, lå nu i den kiste nu. Død.

Jeg snøftede kort, inden præsten gik i gang og begyndte begravelsesceremonien og mine følelser blev mere og mere kaotiske des længere vi kom ind i ceremonien.

En dårlig smag bredte sig i min mund, da Niall rokkede ukomfortabelt på sig selv, da Louis’ far gik op til den mikrofon, der stod til dem, der skulle holde en mindetale for Louis. Han begyndte at snakke om alle de mange uretfærdigheder, der fandtes i denne verden. Specielt den kæmpe uretfærdighed, at hans egen søn var blevet revet fra ham så fandens hurtigt, og at han var så forbandet ung. Han forbandede bandeskyderier, som lægerne åbenbart fortalte havde været årsagen til Louis’ død. Hvad kunne man ellers have sagt til dem, da vi slæbte ham ud af den nedlagte fabrik og ikke anede, hvad man skulle sige? Louis var en uskyldig ung mand, der befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Jeg mærkede Nialls hånd gribe hårdt fat om min, men jeg vendte den bare, så jeg kunne lægge begge mine hænder om hans og prøve at berolige ham så meget som muligt.

Der gik et stykke tid, hvor der blev sunget et par salmer og mange af dem syntes jeg ikke jeg kendte, og syntes også der på en måde lå en eller anden kunstig stemning over hele ceremonien. Der var ikke mange, der græd faktisk. Jo, hans forældre, men det virkede på en måde påtvungen. Falskt.

Jeg kiggede lidt rundt og mærkede kun, hvordan den ukomfortable klump samlede sig mere og mere i min hals over den ubekvemte stemning, lige indtil nogle kom gående op af midtergangen mellem de mange rækker stole. Alle vendte sig straks og jeg hørte hurtigt Harrys og Liams hvisken, da de genkendte hende. Marie.

Hun gik bare lige op til podiet, hvor mikrofonen stod og kiggede ened i jorden. Hun havde en mørk lang frakke på, som hun forsigtigt knappede op, så den fremviste en flot figurtæt hvid kjole, som klædte hende bedre end nogen anden kjole, jeg nogensinde havde set hende i. Hun hejste hovedet, så jeg hurtigt mærkede klumpen i min hals igen. ”Hun elskede ham jo”  Gentog Harrys ord sig i mit hoved, da jeg kiggede på Maries ansigt og kunne se, hvordan hun havde prøvet at dække de mørke rande under sine øjne væk med pudder, men havde fejlet med det. Det samme gjaldt hendes nærmest blodsprængte røde øjne. Hun kiggede lige frem og ud på hele den store forsamling, inden hun rømmede sig lidt og hæst ind i mikrofonen sagde:

”Jeg hedder Marie Drieux og jeg har kendt Louis bedre end nogen anden lige siden jeg var barn og han var min bedste ven…” Hun snøftede kort og jeg hørte hurtigt, at Harry også snøftede lidt, så jeg kiggede over på ham og så at tårer allerede trillede ned ad hans kinder. Marie prustede hurtigt, inden hun sagde:

”Jeg vil ikke sige noget… for det kan jeg ikke. Louis var min soulmate, så jeg aner ikke engang hvad jeg skal sige om alt det her… I stedet vil jeg synge Louis’ yndlingssang, som er den eneste sang, han nogensinde har kunnet lide så meget i forhold til andre sange…” Jeg holdt vejret lidt, inden at Marie forsigtigt med et ulykkeligt smil sagde:

”Hvilket er derfor jeg også elsker den.” Harry trak hurtigt solbrillerne væk fra sine øjne, så jeg hurtigt så de lige så blodsprængte øjne. De var de tre musketeer, ingen kunne skille dem ad. Huskede jeg, så jeg kiggede op på Marie igen, som trak vejret tungt ind, inden hun sagde:

”Så jeg vil synge ”Deep in the Meadow”, som er en sang Jennifer Lawrence har sunget i forbindelse med The Hunger Games-filmene, som Louis virkelig godt kunne lide…” Hun lagde forsigtigt hænderne om mikrofonen, inden hun fugtede sine læber og så gik tæt på:

”Deep in the meadow. Under the willow. A bed of grass, a soft green pillow. Lay down your head, and close your eyes…” Hun stoppede hurtigt, for at trække vejret og forsatte så bare sangen til melodien.

”And when they open, the sun will rise.” Harry tørrede hurtigt sine øjne, inden han trak vejret tungt ind og jeg så mærkede, hvordan tårerne kom frem I mine øjne. Og denne gang tillod jeg dem at falde.

”Here it’s safe, here it’s warm. Here the daisies guard you from every harm. Here your dreams are sweet, and tomorrow brings them true…” Hun trak vejret tungt ind, inden hun sang den sidste og afgørende linje:

”Here is the place, where I love you.” Inderst inde, var det tydeligt, at Marie aldrig var stoppet med at elske Louis. Selv da de ikke snakkede sammen, havde jeg på en måde altid vidst, at hun følte noget specielt for ham. Marie elskede Louis så højt, at hun nok aldrig ville stoppe med det. Det var både en berigelse, men også en forbandelse. Det forstod jeg nu, hvor hun stod der og sang for den fyr, der havde stjålet hendes hjerte for så mange år siden og som også havde givet hende sit, men som nu aldrig kunne føre videre. Det skar så meget i mit hjerte, at jeg til sidst bare kiggede ned i mit skød, mens at hun sluttede og ceremonien kørte videre og jeg prøvede at zone så meget ud som muligt.

Efter det var der en lang stilhed over os alle. Men denne gang var det som om, at den ikke var så ubekvem som før. Der var stille, men det var en rolig og god stilhed. Vi havde alle sagt ordentligt farvel til Louis nu.

Til slut fik vi alle lov til at gå med over og se hans hvide, blanke kiste blive hejst ned. Alle fik lov til at kaste en håndfuld jord ned på, for at sende ham godt af sted. Endnu en åndssvag tradition jeg ikke kunne se noget godt i, end bare ren dumhed. Efter det blev der spillet et par melodier, og resten af jorden blev kastet på kisten. Vi fem endte dog med at stå tilbage, selv efter Louis’ forældre havde sagt til os, at det var okay at forlade ham nu. Men vi blev, os alle fem. Marie stod mellem Liam og Harry som bare kiggede forstenede ned på kisten, mens at jeg stod ovre på den anden side med Niall. Vi kiggede alle ned på kisten, mens at Marie snøftede og Harry så trak hende ind til sig i en omsorgsfuld og trøstende omfavnelse.

”Jeg kan stadig ikke fatte det.” Sagde Liam hurtigt. Ingen af os svarede, men det var alligevel svar nok. Vi stod bare alle sammen i stilhed og så ned på den nu fyldte grav.

”Hvorfor har du taget en hvid kjole på, Marie?” Spurgte Niall hurtigt. Marie foldede sin sorte jakke omkring sin arm.

”Fordi Louis hader ideen om at man har sort på til en begravelse. Han synes det er for dystert, når det jo egentlig er en ceremoni, hvor man sender personen videre.” Jeg kunne ikke lade vær med at lægge mærke til, hvordan hun stadig omtalte ham i nutid.

”Marie, Louis er her ikke mere.” Prøvede Harry hurtigt, så Marie kiggede op på ham.

”Han er stadig hos os i vores hjerter, det er det, der tæller. For mig vil han aldrig være væk!” Sagde hun irriteret og kiggede stift ned på den belagte grav. Jeg nikkede.

”Den ide kan jeg godt lide.” Sagde jeg hurtigt. Efter det blev der stille igen, mens vi alle i stilhed bare stod og kiggede. Det føltes så tomt nu.

”Han var virkelig noget for sig selv.” Sagde Harry hurtigt. Vi kiggede alle hurtigt over på ham.

”Han kunne sgu altid få en i bedre humør, selv når man var helt nede.” Sagde han igen og fnyste lidt over nogle minder, der sikkert strøg igennem ham.

”Kan du huske den gang han inviterede os alle sammen hjem til ham, fordi du var vild med Nicole i 7. klasse og hun dumpede dig, fordi du var for lille?” Spurgte Marie hurtigt, så Harry grinede højt.

”Ja! Han fodrede mig med så meget is, at jeg blev så dårlig og nærmest var blevet helt lakotose-intolorant dagen efter.” Sagde Harry, mens at vi andre grinede med på mindet.

”Du brækkede så meget lyserødt bræk op på grund af al den jordbærsovs og Louis endte med at falde i søvn, så jeg måtte ringe efter min mor, fordi jeg var bange for om et monster havde besat dig.” Grinede Marie højt. Harry grinede endnu højere.

”Den fucking klaphat faldt kraftedme i søvn, mens jeg havde allermest brug for ham. Det er så typisk ham.” Sagde Harry igen i sit høje latteranfald. Han og Marie grinede højt videre, dog endte Harrys grin langsomt med at ændre sig over i et lidt hakket grin, som til sidst ændrede sig til en hulken, mens at tårerne trillede ned af hans kinder.

”Så fucking typisk ham!” Græd han stille, så vi alle gik over og omfavnede hinanden, fordi det var det vi alle havde allermest brug for lige nu.

”Jeg savner ham.” Sagde Marie til sidst. Vi nikkede alle sammen.

”Også jeg.” Sagde Liam og lagde en arm om Marie. Vi stod der i det der lignede et par minutter mere, inden vi alle begyndte at gå hen mod vores biler igen. Jeg kiggede dog hurtigt op på Niall, da han slap min hånd.

”Hvor skal du hen?” Spurgte jeg. Han havde været så underligt stille hele dagen og havde nærmest ingenting sagt.

”Jeg går en tur, hvis det er okay?” Spurgte han. Jeg kiggede hurtigt hen på de andre.

”Kan du ikke køre mig hjem først?” Spurgte jeg forsigtigt, mens jeg allerede kunne mærke bekymringen over, hvad der var galt med ham. Liam gik dog hurtigt hen til os.

”Jeg kører dig hjem.” Sagde han. Jeg kiggede mellem ham og Niall, inden jeg nikkede. Niall gik dog hurtigt hen til mig.

”Jeg går bare lige en tur og tænker over nogle ting, okay?” Spurgte han. Jeg nikkede bare, inden jeg fulgtes hen til bilerne med Liam, mens jeg kiggede tilbage på Niall, der gik hen ad vejen og tog en cigaret op og tændte for.

Jeg satte mig ind i bilen sammen med Liam, mens jeg holdt vejret i mig. Dog var jeg ikke sikker på, at jeg ville slippe det ud, før Niall kom hjem igen.

______________________________________________________________________________________________

Bare lige et lille spørgsmål? Jeg har skrevet en mumble omkring muligvis at oversætte en eller flere af mine movellaer til engelsk for at udfordre mig selv en smule? Kunne i tænke jer, at Crazy/madness blev oversat til Engelsk? :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...