Madness - Niall Horan A.U 13+

121757103407
  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2016
  • Opdateret: 9 dec. 2016
  • Status: Færdig
Lige da Anastacia troede, at hele livet var begyndt at give mening, ramlede det hele sammen. I en fortælling om dyb og usikker kærlighed, samt løgne, intriger, drama og identitet, møder Anastacia sandheden om York og dets indbyggere, mens at spørgsmål vil blive besvaret, og andre vil blive stillet. Vil hun nogensinde kunne tilgive dem? Kan hun tilgive ham? Eller vil det hele bare blive endnu værre?
Dette er efterfølgeren til Crazy, så læs den først, for bedre forståelse... OBS. IKKE RETTET IGENNEM

AA
aa

39. A search of happiness

“Gotta have roots before branches, to know how I am

Before I know who I wanna be”

RoomForTwo – Roots before branches

 

Da vi kom til mandag havde jeg ikke den største lyst til at tage I skole. Jeg syntes at skoletrætheden havde ramt mig. Alligevel fyldte glæden også en lille smule, fordi der faktisk ikke var mere end 2 uger tilbage, før det hele var slut.

Det betød også, at jeg var ved at afslutte alle mine fag for at gøre mig klar til eksamenerne. Jeg måtte dog indrømme, at jeg var nervøs.

”Hvorfor fatter jeg bare ikke en skid af det her?!” Udbrød Marie træt, da vi havde rykket os udenfor i frokostpausen, i anledningen af at det faktisk havde rundet de 23 grader i dag og solen stod højt. En god dag til endelig at tage sommertøjet frem.

”Det er engelsk?” Sagde Harry, mens han lå lænet op af det træ vi alle sad under. Liam og jeg sad og spiste, mens at Marie og Harry læste op til engelsk.

”Ja! Og jeg forstår det ikke!” Klagede Marie igen, så Harry rykkede sig hen til hende og prøvede at skære grammatikken ud i pap.

”Du har ikke noget, at være nervøs over. Du har et år mere end os. Det burde faktisk være mig, der sad og tuede over engelsk lige nu.” Prøvede Liam at trøste hende med, det fik hende dog bare til at kigge dræbende hen på ham.

”Jeg tuder ikke!” Protesterede hun, så Harry lagde armen om hende.

”Selvfølgelig ikke, tough turtle. Du er så benhård og sveder aldrig ud gennem øjnene.” Sagde han og gnubbede hende i håret, så hun faktisk endte med at grine en smule, så Liam og jeg grinede med.

”I er åndssvage.” Sagde hun og kastede sin bog fra sig, for at hive sin frokost frem. Hun satte en lille plasticbøtte med nogle æblebåde som Liam hurtigt stjal en af, så jeg også snubbede en.

”Hvorfor sidder du ikke og læser engelsk?” Spurgte jeg hurtigt og refererede til Liams kommentar lige før. Han fnyste hurtigt.

”Har allerede læst det.” Sagde han og blinkede med øjet, så Marie kiggede med store øjne på ham.

”Og du forstod det?” Spurgte hun helt forbavset. Liam nikkede uforstående over hendes chokerede udtryk.

”Selv grammatikken?” Udbrød hun, så Liam nikkede igen.

”Det er jo engelsk?” Sagde han med et forsigtigt grin, så Harry endte ud i at grine højt.

”Se! Det var jo det, jeg sagde, din åndssvage sæk kartofler!” Grinede han, så Marie vendte sig om mod og hurtigt wrestlede ind i ham.

”Jeg skal give dig, gamle sæk mugne kartofler!” Sagde hun og kildede ham, så han skreg højt. De wrestlede rundt som det specielle par de altid havde været. Liam og jeg kiggede på hinanden og grinede hurtigt af dem.

”De er de værste idioter jeg nogensinde har kendt.” Jeg nikkede og gjorde mig enig med Liam. Mens Harry og Marie fjollede med hinanden og Liam og jeg snakkede om hvordan vi begge ville håndtere historieeksamen i næste uge, blev vi hurtigt afbrudt, da et par skygger kom hen foran os og skyggede for solen. Vi kiggede alle op og så, at tre elever var gået hen til os.

”Vi hørte omkring det med Tomlinsons begravelse i weekenden.” Sagde en lille pige med langt mørkt hår, så vi alle fire tav.

”Vi vil kondolere.” Sagde en fyr, som holdt i hånden med pigen med det mørke hår.

”Tak.” Sagde Liam hurtigt, så de nikkede til os alle fire og så gik videre. En tung og ubehagelig stemning havde hurtigt lagt sig over vores ellers så hyggelige stund. Harry og jeg kiggede hurtigt over på Marie, som bare kiggede stift ud i luften med en meget sammenbidt mine.

”Det er da rart at se, at han var kendt af flere.” Sagde Liam for at trække noget positivt ud af det hele.

”Fucking idioter.” Sagde Marie bare, inden hun brat rejste sig og tog sine ting.

”Hvad skal du?” Spurgte jeg hurtigt og kiggede uforstående op på hende.

”Jeg har brug for at være alene.” Sagde hun bare, så Harry hurtigt også rejste sig.

”Marie bliv nu her, du kan ikke gemme dig væk.” Sagde han hurtigt, så hun kiggede op på ham. Jeg lagde hurtigt mærke til det våde lag, der havde lagt sig over hendes øjne. Dog sagde hun ingenting, men vendte bare om og gik ind på skolen i et raskt tempo. Jeg kiggede bekymret efter hende.

”Hun håndterer virkelig aldrig sorg grundigt nok.” Sagde Harry opgivende og satte sig ned igen efter et halvt minuts tid.

”Vi håndterer alle sorg forskelligt.” Sagde Liam så Harry nikkede sig enig.

”Marie er bedre til at lukke sig inde og trække sig væk, end at åbne sig op.” Sagde Harry og kiggede ned på sit ur og tog sine ting.

”Går du ind efter hende?” Spurgte jeg forsigtigt. Han nikkede og begyndte at gå ind.

”Måske vi skal huske på, at Marie og Harry er meget mere påvirkede af alt det her, end vi er.” Prøvede Liam at sige. Jeg kiggede hurtigt på ham.

”De kendte Louis meget bedre end vi… eller, vi kendte ham selvfølgelig også… Men jeg tror bare at der ligger mange flere følelser i det her hos dem.”

”Specielt hos Marie.” Sagde jeg hurtigt.

Specielt hos Marie.” Gentog Liam for at klargøre pointen. Der gik ikke mange minutter, før skoleklokken ringede og vi skulle ind til time igen. Vi rejste os og gik ind til den time vi skulle have sammen.

”Har du forberedt dig til testen?” Spurgte Liam da vi nåede ind på gangen og var på vej til vores klasseværelse.

”Niall hjalp mig i går. Jeg havde lavet nogle kort som han læste op for mig, fordi der stod spørgsmål på og så skulle jeg se, om jeg kunne svaret.” Sagde jeg og blev varm i kinderne af flovhed, da Liam sagde:

”Wow, så meget har ikke engang jeg studeret til den test.” Jeg grinede lidt.

”Jeg har også sværere ved historie end du har.” Pointerede jeg.

”Ja ja… Men hvorfor kom jeg ikke på den ide, nu får jeg da kun 10, mens du for topkarakter.” Sagde han og smilede til mig.

”Lad os nu se ad.” Sagde jeg og skulle til at dreje ind til time med ham, da jeg fik kigget ned ad gangen og hurtigt så Harry og Marie. De så ud til at diskutere og Marie så ud til at være helt ude af den. Da det så ud til at hun skulle til at gå fra ham og jeg var ved at skifte retning for at gå hen mod dem, greb Harry hurtigt fat i hende og trak hende hårdt ind til sig, for at omfavne hende. Mit hjerte bankede langsommere, da Marie straks slappede af og så krammede Harry tilbage. Jeg mærkede en lettelse inden i mig og fortsatte så efter Liam ind i klassen og gjorde mig klar til historieprøven. Dog kunne jeg ikke slippe Maries sørgmodighed.

 

****

 

Dagen gik hurtigt, så inden jeg havde set mig om, havde jeg fri og kunne nyde at tage hjem i sommervejret. Jeg skulle gå hen til byens rutebilsstation, da Niall skulle løbe nogle errender i den tid han ellers plejede at hente mig efter skole, så jeg skulle tage bussen hjem. Jeg vinkede farvel til nogle fra min klasse, da jeg tog min jakke under armen og begyndte at gå ud. Lidt længere nede af gangen, fik jeg øjenkontakt med Marie, som kom ud fra sit eget klasselokale og også havde fået fri ligesom alle os andre.

Jeg smilede forsigtigt til hende, så hun selv smilede forsigtigt tilbage og stoppede for at vente på mig.

”Hvad så?” Spurgte jeg. Hun sukkede.

”Jeg tror bare, at jeg har en dårlig dag.” Indrømmede hun. Jeg kiggede tænkende på hende.

”Det er okay at have det sådan.” Sagde jeg, så hun kiggede op på mig. Jeg vidste godt, at Marie helst ønskede at være glad hele tiden. Dog havde jeg og hun, og også alle de andre erfaret, at det ikke kunne fuldføres altid. Dog vidste jeg også, at Marie havde svært ved at tillade sig selv at være ked af det. Derfor vidste jeg også, at det var vigtigt at minde hende om det en gang.

”Jeg er bare ikke så god til…. Du ved… ja…”

”Ja.” Afsluttede jeg hendes sætning, så hun kiggede op på mig igen og sendte mig et taknemmeligt smil.

”Du er ikke alene.” Sagde jeg og kiggede ærligt på hende, så hun trak vejret tungt ind.

”Tak.” Sagde hun og stoppede op, så jeg også selv stoppede.

”Virkelig Ana… Tak. Du ved ikke, hvor meget det betyder for mig.” Sagde hun, så jeg fornemmede hendes ærlighed.

”Velbekomme.” Sagde jeg og sendte hende et forsigtigt smil, så hun grinede let af mig og vi gik videre.

”Nu må der snart komme noget godt.” Sagde Marie lidt efter.

”Hvad mener du?” Spurgte jeg hurtigt.

”Jeg er træt af… det hele. Enten har jeg virkelig brug for at komme væk, eller også må der meget snart ske noget godt. Jeg er træt af kaosset.” Sagde hun, så jeg forstod hendes ord og også kunne nikke meget genkendende til dem.

”Ja… Noget godt ville være rart.” Sagde jeg idet vi nåede udenfor og Marie hurtigt blev vinket til af hendes far fra fortorvet af, hvor han stod ved deres bil.

”Skal du på arbejde?” Spurgte jeg.

”Nej, vi skal til nogle venner og spise i nabobyen. Jeg kommer nok bare til at sidde og terpe engelsk alligevel.” Sagde hun og grinede over sig selv, så jeg også grinede med hende.

”Henter Niall dig i dag?” Spurgte hun hurtigt.

”Han havde nogle erinder… Men det er fint nok, jeg tager bussen.”

”Vi kan da køre dig?”

”Nej nej, det behøver i ikke. Jeg tager bussen.” Insisterede jeg, men det fik bare Marie til at kigge sukkende på mig.

”Stop så dit beskedne pjok. Du kan sagtens køre med.” Sagde hun, så jeg sukkede, men alligevel nikkede taknemmeligt.

”Kan du så ikke sætte mig af ved supermarkedet? Jeg skal handle ind til aftensmad.” Spurgte jeg. Marie grinede.

”Jo, det kan vi godt frøken ”bor i lejlighed med verdens bedste kæreste, som jeg laver mad til hver aften og putter ham når vi går i seng”.” Sagde hun og grinede højt bagefter, så jeg også grinede. Hun var virkelig åndssvag til tider.

 

Da jeg kom hjem en times tid efter med to store poser med varer, gik jeg straks i gang med at lave mad. Niall ville være hjemme lige straks og jeg havde købt ind til noget lækkert til aftensmad. Jeg satte lidt musik på og lavede en god stemning til mig selv, for at gøre det ekstra hyggeligt, mens jeg dansede lidt og lavede mad. Dog hørte jeg hurtigt døren gå op et par minutter efter, hvor at Niall kom stormende ind og lignede en forvildet og forskrækket hund.

”Hvad sker der?” Spurgte jeg og kiggede forskrækket på ham.

”Drop maden, vi må tage den senere… vi er nødt til at køre med det samme!” Rablede han op og tog mine sko og jakke og kastede hen til mig. Jeg havde kun lige pakket bare grøntsagerne ud, så vi kunne godt forlade det, men det gjorde mig ikke mindre panisk.

”Niall, hvad sker der? Hvor skal vi hen?” Spurgte jeg nervøst, mens han tog sine ting og tog bilnøglerne op ad lommen.

”Lufthavnen og vi skal køre nu!” Sagde han og tog min hånd i sin, så vi kunne skynde os ud af døren og ned til bilen.

”Bare rolig, jeg fortæller det hele i bilen på vej der hen!” Sagde han helt vildt, så jeg nærmest kunne fornemmede hvor meget hans hjerte bankede i brystet på ham. Vi nåede ned til bilen og satte os ind, mens jeg stadig intet forstod.

”Niall, fortæl mig hvad der sker.” Sagde jeg bedende, så han bare kiggede på mig med et kæmpe smil.

”Alt bliver godt igen nu, det lover jeg, baby.” Sagde han, så jeg mærkede hvordan mit hjerte sprang et slag over i hjertet på mig. Jeg valgte dog at stole på det han sagde og håbede at det var nok.

 

En times tid efter nåede Niall og jeg til lufthavnen og han tog min hånd i sin, mens vi løb gennem lufthavnen. Jeg mærkede mit hjerte pumpe helt oppe i halsen på mig, da vi nåede ankomsthallen og Niall hurtigt stillede sig så tættest på som muligt.

”Hvad tid landede flyet?” Spurgte jeg og kiggede op på et stort ur, der hang over ankomsthallens døre.

”For en halv time siden. Gud, hvor jeg bare ikke håber kufferterne er forsinkede.” Sagde han og gned sine hænder nervøst i sin trøje. Jeg tog hurtigt den ene af hans hænder i min.

”Hey.” Sagde jeg hurtigt, så han kiggede ned på mig.

”Alt skal nok blive godt igen… okay?” Spurgte jeg, så han bed sammen og nikkede. Jeg smilede forsigtigt til ham og rettede så mine øjne hen mod dørene ind til ankomsthallen fra der hvor de ankommende flypassagerer kom fra, da de gik op og en masse mennesker kom ud. Niall kiggede søgende gennem menneskemængden, mens jeg gjorde det samme og håbede på hun kom hurtigt. Dog gik der ikke mange sekunder før den lille blondhårede pige kom gående hen ad gangen med den velkendte kvinde ved siden af sig og Niall gispede. Jeg mærkede glædestårerne ramme mine øjne, da Lilly satte i løb hen mod Niall, som trådte et skridt frem og satte sig ned på hug for akkurat at fange hende i en stor omfavnelse.

”Nially!” Jublede Lilly højt, så Niall grinede lettet og lagde sine arme omfavnende om hans lillesøster. Hun var kommet hjem.

”Jeg er så ked af det, prinsesse. Jeg lover dig, at jeg aldrig lader dig gå igen. Jeg lover det!” Snøftede Niall, da han kiggede på hende og strøg hende over håret, så hun krammede ham stramt om halsen. Alt i alt, mens deres mor stod foran dem.

”Passede arbejdslivet ikke med familieforøgelsen?” Spurgte jeg hende hurtigt. Da Niall fortalte mig, at hans mor havde ringet ham op i morges og annonceret, at hende og Lilly havde taget et fly tilbage til England, fordi hun ikke havde tid til Lilly og Lilly nærmest aldrig stoppede med at tale om Niall, så kunne jeg ikke lade vær med både at føle mig lykkelig på Nialls og Lillys vegne over at de endelig kunne genforenes igen, men også vred over deres mors evigt ligegyldighedsfølelse af hendes børn.

”Hvad sagde forsørgeren? Kunne du godt sende hende tilbage din søn?” Spurgte jeg hurtigt. Jeg var vred på hende, men prøvede at holde det til et minimum.

”Jeg trak anklagen tilbage af min søn. Men du skal ikke blande dig i mine sager, unge dame. Så skal vi ikke bare sige, at alt er godt igen?” Spurgte hun og kiggede ned på Niall, som kiggede sammenbidt op på hende.

”Lad os bare sige det.” Sagde han og rejste sig med Lilly i sin favn. De kiggede kort på hinanden, inden Niall kiggede en sidste gang på sin mor og sagde:

”Jeg tager mig godt af hende. Det har jeg altid gjort. Hun har altid været første prioritet.” Nialls mor nikkede kort på hovedet.

”Det er jeg klar over, søn.” Sagde hun så koldt og forretningsagtigt som nogen kunne.

”Hils far.” Sagde Niall som det sidste og tog Lillys ting og rakte Lilly over til mig, så vi kunne forlade Nialls mor alene tilbage i lufthavnen.

Lilly var hjemme og nu kunne alt kun blive godt igen.  _______________________________________________________________________________________________

Der trængte til lidt solskin i mørket <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...