Det Uendelige Land

25585249
  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2015
  • Opdateret: 5 maj 2019
  • Status: Igang
Det hele ramler ned for Cody, da hun en skæbnesvanger dag falder ned i den afspærrede brønd. Med en ring, der har brændt sig selv fast på hendes finger, lander hun i en sø af varmt vand og havfruer. Inden hun når at vinke farvel til sit liv, bliver hun reddet af den mystiske hybrid, Junior. Hurtigt finder han ud af, at pigen han netop har reddet, bærer på en absurd ansvarlig byrde, og hele Det Uendelige Lands skæbne ligger i den Udvalgtes hænder.

AA
aa

3. 3. "Jeg har svoret en ed."

”Slip mig!” skriger Cody, da hun behændigt prøver at bekæmpe drengen imod, der allerede er i færd med at trække hende ned i brønden igen. Cody vil væde sine tommelfingre væk om, at hun ikke er så heldig næste gang hun kommer ned i den brønd, og muligvis aldrig vil få muligheden for at blive heldig igen.

 Cody føler sig hjælpeløs, som klinger sig selv fast til en pæl, der truer med at falde ned hvornår det end skulle være. Drengen har et vaklende greb om hendes spjættende fødder, han har et problem med at få til ro. Cody har på fornemmelse, at de vil stå der et godt stykke tid.

 ”Tro mig, det ville jeg hvis jeg kunne, men du har noget meget værdifuldt på din finger,” proklamerer han til sit forsvar, og det forekommer Cody som en chok, da han slipper hendes ben, der uden advarsel falder nedad. Heldigvis har hun kræfter nok til at holde sig oppe og nå at svinge benene op på stengærdet.

 Hun planter sine fødder på jorden, og skal til at tage sig sammen til at løbe, men så snart hun lægger vægt på hendes ben, knækker de som saltstænger. Nu er det ikke kun ringefingeren, der smertes, men også hendes højre fod. Kvalen dunker i foden, og sammen med alle de andre smertende steder, har hun det som nogen har hugget hendes tommelfinger af. Og hun er vældig glad for sin tommelfinger, der er det eneste, der afholder fra at være en abe. Det, og tøj.

 Et skrig ekspederer Codys mund, hvilket forårsager, at hun uden tøven smider sig selv på jorden og holder sin ømme fod ind til sig. Under pinen skyder hun et bedende blik mod drengen, hvis ansigtsudtryk er så ulæseligt som hendes mormors ”kursivskrift”. Hans delvist arrogante blik indtrænger Codys øjne, og hun synes sig selv mere blottet end aldrig før.

 ”Hvorfor vil du så gerne have den ring, dit …” Cody er fortabt midt i sætningen, da hun er usikker på hvad hun skal kalde ham. Freak eller misfoster virker surrealistisk tiltrækkende, men hun kan ikke helt få sig selv til at sige det.

 Fyren løfter sine øjenbryn i en ventende gestus, der provokerer Cody til det yderste. ”Dit misfoster!” råber hun så, og en dam af skyldfølelse og dårlig samvittighed samler sig i hendes hjerte. Dog når dammen ikke at blive så stor, før Cody når at se hans grimasse; et meget underholdt ansigt, der afslører, at han ikke kunne være mere ligeglad med hvad Cody kaldte ham. Alligevel kunne Cody se en lille antydning af et smil.

 ”Hvis du er færdig med kaste fornærmelse på mig, kan jeg sige, at – ” ”Djævling!” afbryder Cody. ”Okay, jeg er færdig nu.” Fyren ruller uoverskueligt øjne af hende, og fortsætter med at forklare sin situation. ”At den ring har en forfærdelig stor magt, der hvor jeg kommer fra, og jeg har brug for den ring. Nu.” Den lille antydning, som Cody har troet var en ring, viser sig at være en antydning af trussel. Hans stenhårde øjne låser sig fast til Cody, der er på randen til at skælve af angst.

 ”Hvis du vil have den ring, så tag den!” Efterfulgt af ordene, er det meningen, at Cody vil hive ringen af og kaste den ned i brønden igen, men der kommer en række komplikationer i vejen for den plan. En række lettere akavet komplikationer, faktisk. Som for et eksempel der, hvor hun ikke kan få ringen af sin finger, og en kejtet stilhed vokser sig mellem dem, mens Cody fummelfingret strides med at få det smukke objekt af. Men den er som limet fast, og Cody kan stadig mærke smerten fra den varme lim.

 ”Øh.. Um,” stammer Cody kluntet og mærker heden stige i hendes flove kinder. Det ødelægger fuldstændig alt, at den dumme ring ikke føler for at forlade hendes finger. Her skulle hun jo rigtig spille sej, kaste ringen over bords og løbe for sit liv. Dog, hvis han ønsker det, vil han uden at anstrenge sig indhente hende, med de djævlevinger han besidder. Nu hvor Cody tænker mere over det relaterer han en del til djævle.

 Han sukker tvært og pågriber Codys fumlende hænder. Magtstjålen kan hun kun se til, da han selv tager chancen og forsøger at fratage hende ringen. Som hun ser på ringen, kan hun sagtens forstille sig ringen med viftende arme og en forvrænget grimasse, samt en taleboks med bogstaverne ”NEEEJ!” inde i sig.

 ”Av!” skriger Cody, da fyren er tæt på at rive hele fingeren af, i hans ynkelige forsøg på at trodse ringen. Han synes ikke til at tage notits af Codys kattejammer, og fortsætter med at trække og hive med alle hans kræfter, til det punkt, hvor Cody – uden at ville indrømme det – er på falderebet til at græde.

 ”For helvede,” knurrer han henvendt til sig selv, og kaster Codys ømme og røde finger fra sig. ”Det kan ikke passe,” Ud fra hans blodskudte øjne og hadefulde stemme at bedømme, kan Cody en smule vidskræmt konstatere, at han er umådelig utilfreds og frustreret. Måske vil udsagnet ’rasende’ passe godt ind.

 Cody så til, mens blodet strømmede fra fyrens nu kridhvide ansigt, der langsomt vender sig mod Cody. Hans halvdøde øjne stirrer med deres sidste energi dræbende ind i Codys, og kan sværge på sin familie, at hun om lidt vil dø.

 Han tager et skridt mod hende, og hendes blod isner sig til istapper i hendes krop. Hun kigger sindsoprevet på den unge mand, hvis kroplige adfærd truer hendes tilværelse. Udover harmdirrende, kan Cody ikke helt regne hans ansigtsudtryk ud. Det ligner aller mest en blanding af ophidselse, frustration, sorg, glæde og forvirring. Forvirrende.

 Han sender hende ét af de blikke, der gør en sikker på at man skal dø, og Cody er mere end sikker lige nu. Hun kvæler skriget, der prøver at finde sin vej ud af hendes hals, men danner sig hurtigt til at klump i stedet. Dens slags klumper, der selvom man synker talrige gange, bare ikke gider forsvinde. Lidt ligesom den unge mand, der efter at redde hendes liv, slår hende ihjel. 

 Fedt, tænker hun sarkastisk, og må bide sig selv hårdt i læben, for at få de nyankomne tåre til at forsvinde igen. Vinden piver gennem hendes drivvåde tøj, der får det til at virke endnu koldere, end det i virkeligheden er. Hun kan ikke tænke klart. Hun vil tilbage til sin syge familie, sine ikkeeksisterende venner og ham, der snart er det eneste Cody har tilbage; Clay Osmont. Den treogfyrreårige politimester havde stået og holdt Cody som spæd, vugget hende i forsøg på at stoppe hendes kvalfulde hysterianfald, og som hendes far havde fortalt hende snart hundrede gang, virkede Clays metoder næsten hver evig eneste gang. Cody kan kun forstille sig sin onkels smertende grimasse, når han ser hendes gravsten ved siden af resten af hendes families.

Cody Emily Osmont

 2056

 2071

Savnet af... sin onkel. 

 "Hold dig væk fra mig," hulker hun og bakker i tøvende skridt bagud. Hun er bange. Så bange, at hun frygter, at vand ikke bliver det eneste væske, hun tager med sig hjem. Hvis hun overhovedet kommer hjem, tænker Cody drastisk, og alene tanken gør ikke meget godt for hendes angst. Men udover at være bange, er hun samtidig forvirret; hvordan kan en person som ham overleve i en forladt brønd, der kun ligger få hundrede meter fra en militærbase? Hvordan har militæret ikke opdaget det? Hvad vil de gøre, når de finder ud af det? For Cody skal nok sørge for, at de finder ud af det. 

 Hun føler lidt, af den unge mand foran hende, blot trodser hendes odre, for at provokere hende. For ærgelsen er ikke just til at spore i hans ansigt, som han tager et par vovende skridt mod Codys figur, der skælver af angst.

 ”Det kan jeg ikke.”

 ”Hvad mener du med det?” Forsøget på at lyde selvsikker og upåvirket vil højst gå til et 02  til eksamen. Stemmen dirrer, blikket flakker og hendes svedige og nervøse kropsprog udviser intet andet end usikkerhed.

 Fyrens øjne stråler af irritation, som de roligt lægger sig på Cody, der modvilligt gengælder øjenkontakten. Hun fanger sig selv i at kigge en smule længere, end hvad planlagt, men der er noget usædvanligt omkring hans øjne. I stedet for blå, brune eller grønne øjne, har den mystiske og intetsigende unge mand ravgule øjne. De gange hun har læst et par få pige-varulv kærlighedshistorier, har hun altid undret sig over, hvordan mon sådan et par ’ravgule øjne’ så ud – her har hun svaret.

 ”Du har noget jeg skal bruge,” forklarer han, som er det det mest åbenlyse på hele jorden. Han krydser sine arme over brystet, og vingerne bag hans ryg rykker begrænset på sig. Cody rynker skeptisk med øjnene, og føler sig pludselig en hel del mere modig.

 ”Hvordan kan jeg vide, at du ikke bare er indbildning? Så vidt jeg ved, kunne jeg være faldt ned i brønden, slået mig selv bevidstløs.” Hun gør ham eksemplet efter ved at lægge sine arme i kors, mens hun i smug niver sig selv blidt i underarmen. Ingen forskel.

 Han slår dæmpet latter ud, før de samme varulvelignende øjne hånende vandrer tilbage på Cody, hvis førhenværende selvsikre position, nu bare er direkte akavet.

 ”Du har ret – måske er jeg blot en simpel indbildning,” siger han. ”Men det får vi jo aldrig at vide, nu, hvor du stikker halen mellem benene.”

 ”Jeg stikker ikke halen mellem benene!” modargumenterer Cody, og kniber sine øjnene yderligere sammen, så det bliver en lige streg, der nu matcher hendes sammenpressede læber. Hun ignorer den smule smerte, der følger efter hendes forholdsvis korte negle, der borer sig ned i hendes håndfalde, der er knuet sammen til en knytnæve.

 ”Selvfølgelig gør du ikke det. Du er jo et stort og stærkt menneskebarn, ikke? Og så endda et pigebarn,” mumler han sarkastisk, nok mest henvendt til ham selv, men Cody føler sig alligevel truffet af hans ord. Hun mærker hvordan blodet forlader hendes knoer, og strømmer direkte op i hendes rødmossede ansigt.

 Hun hæver udfordrende sin brystkasse og spørger med en spydig stemme: ”Hvis du ikke er en indbildning, hvad er du så?” Hun glemmer i øjeblikket alt om sin syge familie, Clay Osmont, og resten af St. Baymoors indbyggere. Hun glemmer alt om år 2071, der for tiden er i Koby Frys hule hånd. På trods af, at han ikke ser ordet ’diktator’ og hans navn i samme sætning, holder det ikke Cody og resten af modstandsgrupperne fra at omtale ham som en.

 Den halvskaldede mand, der snart runder sine halvtreds år, har en bestemt måde at se tingene på; og ligestilling indgår ikke nogen steder i de synsvinkler. Han mener, at enhver skal kæmpe sig til en status, en titel, og de, der på den ene eller anden måde forhindres i det, kan ligeså godt sendes til en øde ø. Men den fordrukne og manipulerende handjævel har sin måde at få tingene gjort, uden at overgå nogen love eller regler. Han har bugtalerdukker over alle lande, der taler hans sag, og hvis der går noget galt, er det aldrig ham, det går ud over.

 Cody og hendes familie nåede lige at flygte ud til den lille ukendte lejr, St. Baymoor, før den Nye Regel blev udført. En regel, der gik ud på, at alle skulle registreres hos noget, Cody aldrig har opfanget hvad omhandlede. Men hun ved dog, at det er noget skidt, der ikke skal komme i nærheden af nogen.

 De blev modtaget med kram af knus af hendes farbror, Clay, der i sin tid havde været med til at stifte St. Baymoor. Hvor mange gange han ikke har fortalt historier, om hvordan han diskuterede med militærbasen, om de kunne opholde sig der. Hun elsker den historie.

 ”Nu stikker du ikke halen mellem benene, hvis jeg fortæller dig vel?” Den voksne dreng hæver sine øjenbryn i panden, og omend det var ment for sjov, er morskaben flygtet fra hans ulæselige ansigt.

 ”Hvad tror du selv?” gryntede hun utilfreds, mens en dyb panderynken dukkede op på hendes forhoved.

 ”Jeg er din følgesvend.” Cody stirrer på den bevingede dreng, som kunne han bryde ud i latter og erklære, at han bare joker, men hans ansigtsudtryk er dybt alvorligt. Dog er en antydning af et smil at skue, som Cody bliver ved med at stirre vantro på ham. Til sidst slipper et lille grin ud.

 ”Hvad?” ler han, og skjuler ikke, hvordan han mislykkes prøver at smøre smilet fra sine læber væk. Han løsner op i armene, og lader sine hænder dumpe ned i sine lommer i stedet for, og venter bare på, at pigen foran ham tager indstilling til at få et ord frem.

 Hun bliver skønt ved med at kigge på ham, som er han en komplet idiot, hvilket han jo også er, ifølge hende. Et forholdvis fornærmet fnys triller ud af hendes tunge. ”Jeg vidste det,” konstaterer hun så og bakker et par skridt bagud. Eller stikker halen mellem benene, som hendes ’følgesvend’ nok ville omformulere det til.

 ”Jeg vidste det!” gentager hun og lader et lettere nervøst grin ud. Skønt hendes latter udviser andet, kan øjnene ikke lægge skjul på, hvor frustreret hun i virkeligheden er. Hendes øjenbryn er rynket sammen og skudt op i panden, og hun må bide sig hårdt i læben for ikke at give tårerne frit løb.

 ”Du er en indbildning,” ler hun højt og klapper sine hænder sammen. Hun farer frem og tilbage, mens hendes ironiske latter fylder skoven. ”Jeg er ved at gå fra forstanden!” råber hun og griner lidt mere. Hun kan ikke tænke klart, hun ved ikke hvor hun er – som hun tidligere sagde, kunne hun ligeså vel ligge på bunden af brønden, bevidstløs og sammenkrøllet i unaturlige stillinger.

 ”Virkelig? Er vi der igen?” sukker fyren og ruller intetorkende med øjnene.

 ”Okay, tro hvad du vil. Du har masser af tid til at flippe ud, når vi kommer ned til Dul, men indtil da er du nød til at slappe lidt af.” Helt rundtosset dunker Cody ind i et fyrtræ, og hvis det overhovedet er muligt, bliver hun endnu mere fortumlet. Tanker og følelser går ind og ud af hende, som var hun et festivalstoilet. Hun kan da også mærke hvor meget lort, der er ved at sprænge hende i luften.  

 ”Hvad fabler du om, jeg skal ingen steder med dig,” bekendtgører hun og sender ham et forfærdet blik. Mørket er ved at falde på, men det er én af de ting, Cody slet ikke lægger mærke til i denne situation. Hun lægger heller ikke mærke til, hvor uhyggelig skoven er i mørket.

 ”Jeg kender ikke engang dit navn!?” tilstår hun og slår opgivende ud med hænderne. Hun aner ikke hvad hun skal være med sig selv, der er ikke særlig meget hun ved, udover, at hun er fuldstændig oppe og køre og ved at gå ud af sit gode skind.

 ”Mit navn er Junior. Vil du nu gå?” indspørger han utålmodigt og tager de indhentede skridt, som hun havde bakket. Nu hvor smerten har dæmpet sig, sætter Cody sig ned på jorden, tager en dyb indånding og læner sig op af det selv samme fyrtræ, som hun havde slået sit hoved mod. Dog er hun ikke træt nok til ikke at sende et sandt dræberblik mod ham, hun nu opdager hedder Junior.

 ”Åh, altså Junior, som i Satan Jr.?”

 ”Hvis det gør dig glad,” udånder han tungt og kigger fraværende ud i skoven, da hans øjne fanger noget. Det giver et sæt i hende, da et stort objekt, hun hurtigt genkender som en af de to af vinger, flyver gennem luften og imod hende. Af refleks kryber hun sig sammen til en lille kugle, og tør først kigge op, efter yderlige tredve sekunder er gået. Junior står foran hende med et sigende udtryk, og hans øjne flakker mellem hende og en grankogle et stykke ved siden af hende. Så går det op for hende, at det var ham, der havde skubbet det væk.

 ”Jeg har svoret en ed, om at beskytte hvemend, der ender med Melarue,” begrunder Junior og slapper lidt mere af i kroppen. Hans øjne virker ikke nær så fjendtlige og drablige, og hans rolige adfærd smitter en smule af på Cody, der har godt brug for at slappe af.

 ”Det er så dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...