Det Uendelige Land

25585249
  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2015
  • Opdateret: 5 maj 2019
  • Status: Igang
Det hele ramler ned for Cody, da hun en skæbnesvanger dag falder ned i den afspærrede brønd. Med en ring, der har brændt sig selv fast på hendes finger, lander hun i en sø af varmt vand og havfruer. Inden hun når at vinke farvel til sit liv, bliver hun reddet af den mystiske hybrid, Junior. Hurtigt finder han ud af, at pigen han netop har reddet, bærer på en absurd ansvarlig byrde, og hele Det Uendelige Lands skæbne ligger i den Udvalgtes hænder.

AA
aa

2. 2. "Du skal med mig. Nu."

Cody kan kun finde situationen lidt ironisk; byen er i akut vandmangel, og alligevel ligger Cody og drukner i vand. Det er ligefør, at hun begynder at smile, men kommer så i tanke om, at hun faktisk er på falderebet til at dø. At sparke ud til alle sider med sine ben, er ikke blot ved at blive trættende, men også en selvfølge. Tårerne, der buldrer ud af hendes øjne blander sig med vandet, der samtidig flyder ind i Codys åbne mund, hvor lydløse skrig undslipper.

 Panikken falder over hende og omklamrer sig til hendes som vådt tøj, mens hun svagligt kan mærke hvordan ilten drives ud af hendes krop og erstattes med lunkent vand. Det overrasker dog stadig Cody, at hun kan se med åbne øjne under vandet, uden at få snavs og infektion i dem. Men nu er vist ikke tidspunket at gruble over det.

 Med en del besvær lykkes det hende at kæmpe sig op til overfladen. Brækfornemmelsen, der har siddet i hendes hals siden ulven dukkede op, kommer endelig Cody til undsætning, og vandet kommer delvist op i et voldsomt hosteanfald.

 Men vigtigst af alt; hun lever. For nu i hvert fald. Vand løber ned ad hendes mundvige, og hendes øjne svier som bare én i helvede. Skønt, at hendes lunger ikke længere er fyldt med vand, er der stadig noget, der forhindrer hende i at trække vejret. Måske er det faktum, at hun er skræmt til døde, eller den brændende smerte i hendes finger, hvor ringen stadig sidder.

 ”Hjælp!” får hun tvunget ud af sin brændende hals. Og pludselig stopper smerten i hendes finger, som havde den aldrig været der. Cody lukker et lettet pust ud, og får endelig den savnede balanceevne. Hendes i forvejen ikke alt for gode svømmeevner, trækkes ned af hendes tunge krop, der tilsættes yderligere vægt grundet tøjet. Hendes hage stikker kun lige akkurat højt nok over overfladen til, at Cody kan få pusten tilbage. Cody slapper en smule mere af.

 ”Hallo?!” skriger hun og ser sig forfjamsket om. Det, Cody ser, er på ingen måde en brønd – det er en grotte. En stor grotte af solidt granitsten. Vandet, som Cody havde lagt mærke til tilbage i skoven, er også alt for rent til at kan tilhøre en forladt brønd. Men lige nu kan hun ikke andet, end at være fuldstændig ligeglad. Hun vil gerne hjem, med eller uden vand.

 ”Hjælp mig!” gentager Cody håbløst, men tårerne trænger sig på igen. Hun har egentlig ikke noget imod det; hun har holdt dem tilbage, lige siden hendes familie fik konstateret den anonyme sygdom, så at lade dem få frit løb nu, er kun en lettet byrde fra hendes skuldre.

 Hun gentager sig sev talrige gange, selvbevidst om, at ingen vil kunne høre hende. Men hellere her, end deroppe med den ulv. Cody ved, at nogen fra St. Baymoor vil tage chancen og prøve denne brønd, så det er bare et spørgsmål om tid. Forhåbentlig ikke megen tid, hvor Cody har taget hjemmefra på tom mave.

 ”Hjæ-” Cody bliver afbrudt af en bølge vand, der skyller ind i hendes mund. Hun mærker noget gribe fat om hendes ankel, og hvordan det bliver sværere at holde sig selv oppe. Der er noget, der trækker hende nedad. Hun prøver atter at skrige, men vandet hindrer hende. Angsten stiger i hendes krop, der spræller og vrider sig for livet.

 I sin iver efter at få hvadend, der trækker hende ned til at stoppe, stopper Cody i et øjeblik op med at kæmpe imod, og ser sig i stedet under vandet, for at se, hvad det faktisk ver, der forårsager det. Men i det Cody finder svaret, ønsker hun, at hun aldrig havde set efter. Et væsen, hvis blå- og grønlige fingre klæber sig fast om Codys ankel, og dets lange negle skærer i hendes sarte hud. Cody spærrer sine øjne op.

 Dets ansigt er forsvrænget i en hvæsende grimasse, hvor næsen er rynket og øjnene knebet fjendtligt sammen. Væsenet er blå- og grønlig på hele kroppen og hvad, der normalt ville være to ben, er som smeltet sammen til én skællet hale.

 En havfrue, er hvad Cody normalt ville navngive den som, men så langt vil hun ikke lade sig selv tænke. Hun hallucinerer, det er hun sikker på. Det er frygten, der spiller hende et puds. Men kan frygt skære i ens hud? For smerten er alt for stor til at være indbildning.

 Endnu en fejl, som Cody begår er at se uhyret i øjnene. Store, mandelformede øjne, hvor det eneste man kan se var sort; den har ingen pupiller eller noget andet, det er alt sammen kulsort. Væsenets overkrop ligner næsten et kostume, og det skællede hud er i virkeligheden en dragt. Cody kommer frem til sig selv med, at det er en hun. Med det lange, gyldne hår og de kvindelige former, kan det ikke være andet.

 Hun er så bange, at der sker én lille ting mere, er det ikke kun vand og tårer hun vil bade i.

 Væsenet, Cody stadig nægter at identificere som en havfrue, blotter sine syle spidse tænder, og Cody må tage ethvert middel i brug, for at forsvare sig selv. Af ren refleks skubber Cody sine hænder mod væsenet, og rammer den i ansigtet. Overraskelsen på væsenets ansigt er ikke til at tage fejl af, da den udstøder en forfærdet, næsten skræmt hvin og lade sin hale guide den væk. Cody når ikke engang selv at registrere, at den er væk, før hun mærker noget nyt, der tager fat i hende. Men denne gang tager det fat i hendes overarm, og trækker hende op, fremfor ned.

 Da Codys ansigt dukker op fra overfladen af vandet, tager hun en stor indånding. Det har aldrig været en nødvendighed at holde vejret, og Cody kan normalt kun holde vejret i tredve sekunder, inden hun knækker fuldstændig sammen. Men hun ser nu, at hun måske skulle overveje at øve sig.

 Hendes er sløret af alt vandet, og det eneste hun ser for sig, er en stor figur, der hiver hende mod land. Og nu kan Cody også føle det; solidt, stolbart og elsket land, Cody putter al sin vægt og tillid til. Hun hiver stadig desperat efter vejret, og de få gange hun ikke gør, hoster hun i stedet.

 ”Hvem er dum nok til at hoppe i brønden?” mumler en stemme ved Codys side, der nok mest er er teoretisk spørgsmål til personen selv. Hvilket er meget godt, for Cody føler ikke just for at blive forhørt lige nu.

 Efter yderligere fem minutter med Cody, der hoster sit eget liv væk, lyder der et host, og et par stærke arme griber fat om hendes skuldre. Cody får taget sig sammen, og får dæmpet sit hosteanfald en smule. Det holder dog først helt op, da hun ser hvad, der holder hendes halvdøde krop. Det første hendes øjne lander på, er et mandligt ansigt, der kigger vurderende på Cody. Men så kigger hun videre, og det næsten hun får øje på er et par gigantiske vinger, hun kan sværge på tilhører manden, der ser en smule for ung ud til at være en mand.

 Et suk forlader hans læber, da Cody varsomt bakker bagud på hendes albuer. Hun glemmer alt om hendes vandfyldte lunger, vanduhyret og sin familie. I dette øjeblik kan hun kun tænke på fænomenale orange/røde fjer, der ser så ekstraordinært smukke ud. Næsten så smukke, at Cody nær glemmer frygten – men den genkaldes hurtigt, da drengen rækker en hånd ud mod Cody.

 ”Brug for en hånd?” Hans stemme er hård og blid på samme tid, og han skjuler ikke ligefrem hvor meget han prøver at lade være med at grine. Hans ene mundvig er trukket op i et anstrengt smil, og hans brune øjne smiler venligt til Cody, der svarer ved at skrige med sine genvundne kræfter.

 Drengen prøver ivrigt at få Cody til at tie stille, ved at putte en hånd for hendes mund. Cody føler sig ikke direkte truet af denne bevingede dreng, men tryg føler hun sig skønt heller ikke. Hun glaner alteret på drengen foran hende, mens hun prøver at udtænke en sindrig flugtplan. 

 "Jeg vil dig intet ondt," vrisser han, nu hvor hans tålmodighed tydeligvis er slidt op. Hans øjne skyder frustrerede dolke mod Cody, der får lyst til at krympe sig sammen til fosterstilling og vugge sig selv frem og tilbage, med tommelfingeren i munden. Men så føler hun hvor træt, hun egentlig er. De sidste par minutter har hun ikke ydet andet, end at sprælle og sparke til at sidder og skrige af sine lungers kræft. Måske skal hun lige slappe lidt af, så hun kan samle sine tanker og finde ud af hvordan hun kan slippe ud af grotten. 

 Cody stopper med at skrige og slapper fuldstændig af i kroppen, velvidende om, at drengen sørger for, at hendes krop ikke vil falde til jorden. Hun orker ikke at gøre andet, end at ligge sig til at sove. Havfruer og bevingede hvad han nu end er er en lidt for stor mundfuld for Cody på én og samme dag. 

 Cody ser mødigt ind i hans øjne. Hun mistænker ham lidt for at have skudt hende med en bedøvelsespil, så døsig og klatøjet hun føler sig. Men hun kan ikke mærke mere smerte, end den impotense smerte, der har lagt sig om sin ringefinger. Ligesom hun begynder at tænke på smerten, forstørrer en og Cody vrænger en misfornøjet grimasse. Det føles som om, at ringen strammer sig mere og mere om hendes finger, og der er intet hun kan gøre ved det. Hun er alt for magtstjålen til at prøve at tage den af. 

"Det gør ondt," piver Cody og hendes fingre klamrer sig om udskæringen på hans grå t-shirt. Cody krop vrider af smerte, men hun har på ingen måde lyst til at græde eller skrige. Hun har bare lyst til at ligge sig til sove - eller dø. Hun tænker, at hun allerede er død, og dette er en eller anden illusion på falderebet. 

 "Hvad gør ondt?" spørger den drengede stemme. Cody ser bedende op på ham, og ønsker, at han kunne få smerten til at gå væk. Hun skuler ned til ringen på hendes finger, for at se, om den er blevet mindre, eller hendes finger bløder, eller bare et eller tegn på, at det ikke bare er indbildning. Men der er intet; ringen sidder stadig som smedet til hendes finger. Hun ryster på hovedet i benægtelse. Intet af dette er virkeligt.

 ”Jeg får dig hjem,” forsikrer drengen Cody i et brummende tonefald. Det kan Cody sige intet til, da det er, hvad hun aller helst har lyst til. At komme hjem til sin familie, der vil byde hende velkommen med halvhjertede knus og kys. Ikke med havfruer, der prøver at fratage hende hendes liv.

 Uden yderligere ord, samler drengen Cody op i sin arme. Hun kæmper for at holde sine øjne åbne, men de er en del stærkere end hende, så hun ender med at give igen. Det overrasker hende hvor godt hun ligger i hans favn, og hvis det ikke er fordi, at hun snart skal hjem og favnen tilhører en skør hallucination, vil hun sagtens kunne falde i søvn.

 ”Om lidt vil jeg slette din hukommelse,” oplyser drengen med en rolig stemme, der på en underlig måde beroliger Cody, selvom selve sætningen burde have den modsatte effekt. Selvom hun helst vil slippe for det, nikker hun alligevel. Hun har ikke brug for pludselige angstproblemer, efter perioden med havvæsenet.

 Cody kan mærke susen i maven og høre de rødlige vinger blafre. Den kølige, opfriskende vind rammer hende i ansigtet og i et øjeblik tror Cody, at hun drømmer. Måske faldt hun aldrig ned i brønden, men slog sig i stedet på gærdet, og ulven var løbet væk? Hvis der overhovedet nogensinde var en ulv.

 Flyveturen er ganske kort, for efter kun få sekunder, står hun og drengen fuldstændig stille, og drengen sætter hende nænsomt ned på gærdet. Hun vover at åbne øjnene, og til hendes lettelse har ulven duftet af. Med rent sind kigger hun sig over skulderen, hvor hun ser de genkendelige vinger, der næsten ligner flammer.

 ”Er du okay?” spørger han med en panderynke og spørgende øjne. Nu, hvor Cody kan se ordenligt, kaster hun endnu et blik på ham. Hans mørkegrå t-shirt sidder løst på hans overkrop, og ligeså gør de sorte bukser. Hans lysebrune hår falder rodet ned i hans chokoladebrune øjne.

 Cody ser overrumplet på ham. Hele hendes krop dunker i ude af takt med hendes hjerteslag, hvilket resulterer i, at Cody ikke forstår et ord af, hvad han siger. Hun føler sig svimmel, og uden rigtigt at lægge mærke til det, er hun på vej ned ad brønden igen. Men inden hun når så langt, holder hun sin krop oppe, ved at støtte sin hånd på drengens skulder, så hun ikke falder ned. Drengens ansigt er ulæseligt, da han tager fat om hendes hånd, og guider hende tilbage. Men inden han når at slippe, falder hans blik på sølvringen på Codys ringefinger. Pludselig tager hans udtryk en drejning, da et bemærkelsesværdig panderynken viser sig på hans pande, og hans brune øjne flammer op.

 ”Hvor har du den her fra?” indspørger han med en fjendtlig under tone, og Cody frygter en smule, at han vil gå til angreb på hende. Tilbageholdt svarer Cody med en skælvende stemme: ”Brønden.” Han mumler noget for sig selv, som Cody ikke helt fanger, men hun ved, at det er noget i stil med ’så er det da klart, at Merpussen angreb dig’.

 Hans øjne betragter det spinkle stykke sølv, der omringer Codys kvalfulde finger. De fokuserer kun på ringen, ser den fra enhver vinkel, og sidst gør han noget, der påfører Cody en upålidelig smerte – han rører ved den. En ve, der føles som hundrede knive, der borer sig gennem marg og ben skyder gennem Codys finger, og hun udstøder med det sammen et hårrejsende skrig, og tager sin hånd til sig. Hun knuger og presser på fingeren, i håb om, at det vil få smerten væk – hun er dog udmærket klar over, at det vil mislykkes.

 ”Hey, hvad sker der?!” skråler han frustreret og ser spørgende på Cody, uden at så meget som løfter en finger.

 ”Det brænder,” hyler Cody og tårerne står ned ad hendes rosafarvede kinder. Drengen kører sine fingre gentagende gange gennem det lysebrune hår, mens han ser sig varsomt om, for at sikre sig, at ingen har lagt mærke til dem. Det er der heldigvis ingen der har, men som Cody sagde, er det blot et spørgsmål om tid.

 ”Du skal med mig. Nu,” erklærer han og løfter Cody op i brudestil, men denne gang er hans greb så nådesløst, at Cody kun kan føle sig truet og utilpas. Det får tårerne til at komme ned på ny, og det lader ikke til, at de har i hensigt at holde pause inden for det næste årti.

 Atter igen udtaler Cody det ord, hun syntes, hun har sagt alt for mange gange på én og samme dag. Èt ord, fem bogstaver, en stavelse – hjælp.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...