Det Uendelige Land

25585249
  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2015
  • Opdateret: 5 maj 2019
  • Status: Igang
Det hele ramler ned for Cody, da hun en skæbnesvanger dag falder ned i den afspærrede brønd. Med en ring, der har brændt sig selv fast på hendes finger, lander hun i en sø af varmt vand og havfruer. Inden hun når at vinke farvel til sit liv, bliver hun reddet af den mystiske hybrid, Junior. Hurtigt finder han ud af, at pigen han netop har reddet, bærer på en absurd ansvarlig byrde, og hele Det Uendelige Lands skæbne ligger i den Udvalgtes hænder.

AA
aa

1. 1. "Der er ikke meget vand tilbage."

”Det er med tungsyndighed, at jeg som byens sherif må melddele, at der ikke er meget vand tilbage.” Ordnene er som en knytnæve i ansigtet, da de forlader Clay Osmonts mund. Man kan tydeligt se hvor hårdt det har ramt ham, og hvor svært det er for ham at være den, der må sige det til folket.  

 Selvom nyhederne ikke er en særlig stor overraskelse, og alle vidste, at det ville ske på et tidspunkt, skaber meddelelsen røre i forsamlingen på byens torv.

 Cody når ikke at opsnappe særlig mange af de ord, der bliver mumlet rundt omkring. Hun har lidt for travlt med at spekulere over, hvordan hun nu skal forsørge sin familie, der i øjeblikket ligger på sengen derhjemme. Sygdommen har ramt dem så hårdt, at de ligeså godt kunne være lam i hele kroppen. De kan intet; de kan hverken røre sig, spise eller drikke, og nogle få gange frygter Cody, at de end ikke kan trække vejret længere. Men så når hun heller ikke at tænke længere, før hun stopper sig selv.

 ”Vær venlig at forholde jer i ro,” beder Clay og presser sine lyse, næsten ikkeeksisterende øjenbryn sammen til en panderynken. ”Jeg lover jeg, at jeg vil finde en løsning på problemet!” Clay fjerner sin brune hat på hovedet, og lader sit hår blive kørt igennem af hans svedige pølsefingre.

 ”Hvad med den gamle brønd?” er der en høj stemme der råber og overdøver alle andre. Manden, der havde råbt op, får en masse opbakning af folkene omkring ham. Cody ville også have støttet forslaget, hvis det ikke var fordi, at hun er som frosset. Siden Clay havde sagt ordene ’ikke meget vand tilbage”, har Cody ikke turde blinke eller trække vejret. Men nu kan hun mærke hvordan det er ved at blive en nødvendighed.

 Der er dog den anden halvdel af forsamlingen, der højlydt erklærer, hvor dårlig en idé de synes det er. Ikke siden drengen faldt i brønden. Cody har fået fortalt den historie, lige siden hun ikke kunne gå, men hun har aldrig selv set brønden med sine egne øjne.

 Men Cody synes det er en ganske fantastisk idé; muligvis den eneste, der vil hjælpe hendes familie på benene igen. Mens alle står og råber og skriger på kryds og tværs, har Cody taget en beslutning. Efter at have genovervejet det en sidste gang, vender hun drastisk om på hælen, og sætter i spurt hen ad gaden. Selvfølgelig er der ingen der lægger mærke til én pige, der stikker halen mellem benene. Så er der heller ingen chance for, at nogen vil følge efter hende og komme i vejen for hende.

 Cody kan ikke være mere uvidende om, hvor brøndens beliggenhed ligger, men ud fra historien om drengen at dømme, kan hun konstatere, at den ligger et sted inde i skoven. Så langt så godt. Historien skræmmer hende ikke; hun ved, at hvis hun bare lader være med at kravle på brønden, vil der ikke ske hende noget. Det er i hvert fald hvad hun prøver at overbevise sig selv om. Alligevel kan hun mærke hvordan hendes mave lydløst trækker sig sammen. 

 Cody er klog nok til ikke at løbe hjem først. For hvad nu hvis de andre er hurtigere end hende, og enten tager det resterende vand, eller beskytter brønden? Det må hun ikke lade ske.

 Hendes korte, rødbrune hår flagrer i vinden, og i denne situation er hun glad for, at hun har ikke langt prinsessehår. Det er en ny lov, at piger ikke må have langt hår - i hvert fald der hvor Cody bor. Begrundelsen er den samme, som hvorfor mænd i militæret ikke må have langt hår; fjenden kan og vil altid bruge det til sin fordel.

 Dengang Cody skulle have klippet sit lange hår af, som hun havde ladet gro helt ned til lænden, prøvede hun er bortforklare sig væk med, at hun kunne bruge håret som en pisk. Hvor havde hun dog grædt meget, da de bare rystede på hovedet og fandt saksen frem.

 St. Baymoor er en lille flække af en by, der ligger lige op af en militærbase. Derfor er faren for at bo der også så mange gange større, end hvis du bor inde i storbyerne – hvor det faktisk var tilladt at have langt hår. Cody har gjort det til en selvfølge at være tilskuer, når soldaterne træner på marken, lige udenfor St. Baymoor. Men der er altid mindst én der kommer til skade, og så er Cody borte med blæsten.

 Hendes små, bare fødder slæber sig hen over al grannet og mosset på skovens jordbund, og hun forbander sig selv for at have gået udenfor uden sko på. Vinden er så kraftig, at den næsten kan løfte Codys spinkle krop op for jorden, og så er hun virkelig borte med blæsten.

 Hun ser sig over skulderen og har ørerne ude, men det eneste hun kan høre er fuglenes sang, og det eneste hun skuer er træer, træer og atter træer. Et smil popper op på hendes læber, ved tanken om, at ingen har fulgt efter hende. Men ligeså hurtigt det kommer op, falmer der igen; hun kunne jo være flere kilometer fra brønden, og de andre kunne hejse tønden op og ned i dette øjeblik.

 ”For helvede,” knurrer Cody rettet mod sig selv og skoven, og ser sig fortvivlet om. Det var også i sådanne øjeblikke, at hun af hele sit hjerte ønsker, at hun er en troldkvinde. Hendes tanker vandrer tit over på, hvor dejligt et liv en troldkvinde måtte have.

 Med den smule kræfter tilbage, der efter hendes mening er utrolig store, sparker hun sin fod ind i det nærmeste, uden at tænke på hendes fremtidige, muligvis brækkede  - eller i det mindste forstuvede – fod. En høj skinger lyd, man kunne definere som et piv, lyder fra Cody, der i en krampende bevægelse tager sin fod til sig.

 Med et blik, der giver udtrykket ”blik, der kan dræbe” en hel ny betydning, skyder hun hvad end hun har sparket et bebrejdende øjekast. Hvad hun i starten troede var en mosbelagt sten, viser sig at være lige hvad hun ledte efter. Som er det sendt fra himlen, og den skæggede mand deroppe et øjeblik har empati for hende, og giver hende brønden som trøstegave.

 Et smil større end månen former sig på Codys læber, og efter at se sig om et par gange, tager hun et skridt imod brønden. Det er en stor brønd, og Cody kan pludselig godt se en faldende dreng for sig. Men så fortæller hun bare sig selv, at det ikke vil ske for hende.

 Cody børster det meste af mosset af, men den sidste del er som limet fast, så det gider hun ikke bruge flere kræfter på. Hun tager endnu et kig på brønden. Den er faktisk ret flot, synes hun i hvert fald. Diameteren er stor nok til, at to fuldvoksne mænd ville kunne ligge i fosterstilling i den. Den er bygget af rektanglede sten og over hullet er der et lille tag af råddent træ, der truer med at brase sammen, efter de mange år uden pleje. Fra en stang stukket mellem to bærende stolper, hænger der en tønde. Tønden er knas tør, hvilket afslører, at den nok ikke har været den mest besøgte brønd. Men det ved Cody jo godt i forvejen.

 Cody skal til at læne sig ind over brønden, men kommer så i tanke om drengen, og hvad hun havde lovet sig selv; læn dig ikke ind over brønden, hvis du har livsglæde. Cody springer med det samme op fra sin overlænede position, en smule skræmt over, at hendes skæbne måske havde været den samme som drengens, hvis hun havde lænet sig længere ind.

 Hendes tanker spænder sig derefter hen på hendes syge familie, hvis skæbne ligger i hendes hænder, og så skynder hun sig at tage fat i tønden. Hendes fumlende fingre griber fat om rebet, og ivrigt hejser hun den ned. Cody håber inderligt, at der bare er en lille smule vand tilbage, så hun stadig har lidt længere tid tilbage, til at tage afsked med sin mor, far og søskende. Hun er ikke klar til at miste dem endnu.

 I hvad der føles som en evighed hiver hun rebet ned, indtil hun til sidst kan mærke og høre, at tønden kommer i kontakt med vandoverfladen. Det lyder lidt som om en dreng, der laver udspring fra femmetervippen, og lander på maven. Cody får altid ondt i maven af at tænke på det.

 Med en antydning af et smil, hejser hun tønden op igen, efter at have sikret sig, at den var fyldt. Vægten er nu blevet en bemærkelsesværdig del tungere, og Cody indser nu, at hun måske har overvurderet sine kræfter lidt. Lidt meget måske. For da det endelig lykkedes hende at få den helt op, er hendes tynde spaghettiarme slappe og udmattede, og tanken om, at hun skal bære den tunge tønde hele vejen hjem igen gør hende blot yderligere træt.

 Hun kaster et flygtigt blik mod vandet, mens hendes øjenbryn langsomt begynder at rynke sig sammen. Vandet er fuldstændig rent; det er krystalklart, og ligner noget, der ligeså godt kunne komme fra det carribiske hav. Cody har aldrig hørt om brønde, der indeholder så rent carribisk vand – og hvis de faktisk fandtes, ville de da ligge her.

 Cody griber fat om tønden, glemmer helt om vægten, mens hun stirrer bundløst ned i vandet. Hun kan se noget på bunden, noget, der bestemt ikke lå der før, da hun hejste den ned. Fristelsen til at drikke vandet selv stiger i hende, men forsvinder så igen ved tanken om sin familie, der lige nu ligger og hoster sig selv til døde.

 Så i stedet for at vende den på vrængen over hendes mund, lader hun sine dirrende fingre søge ned i vandet. Selvom hun tydeligt kan se genstanden i vandet, må hun alligevel rode lidt rundt i bunden, før hun mærker noget både koldt og varmt mod sin fingertip. Med en nysgerrighed, der lige akkurat toppede Peter Pedals, samler hun objektet op fra vandet. Hendes fingre drypper vand fra sig, og hun kan ikke lade være med at gribe dråberne med hendes tunge – byen er jo i vandmangel, så hun må udnytte enhver chance for vand.

 Hvad i alverden, tænker Cody til sig selv, mens hun studerer hvad der viser sig at være en sølvring. En utrolig elegant og smuk ring, med en diamant i midten, der er så tiltrækkende, at Cody ikke kan slippe øjnene fra den. Hun tænker, at den sikkert har tilhørt drengen, der dengang faldt ned i brønden. Men på den anden side er smykket måske ikke det mest drengede i verden. Tværtimod, kan Cody sagtens forstille sig en knælende mand, der putter denne præcise ring på en kvindes ringefinger.

 Med den tanke, lader Cody omfavne sin egen finger, og til hendes overraskelse passer den perfekt. Hun beundrer den på en hvis afstand. Hun har aldrig set noget så flot, og hun vil være skør, hvis hun ikke beholder den. Hvilket er præcis hvad hun har tænkt sig.

 Et undertrykt fnis undslipper hendes læber, og hun læner sig uden at tænke over det op ad én af stolperne på brønden. Det er ikke til at sige hvor længe hun står der, men for Cody føles det kun som et minut. Først da en dyb knurren lyder skoven, slipper Cody ud af sin trance og kigger instinktivt op. Til at starte med ser hun den ikke, grundet, at den næsten falder i ét med skoven, men da den knurrende lyd suppleres med fodtrin i skovbunden, får hun øje på den. En ulv. 

 Cody glemmer nu alt om ringen, og har mere travlt med at udtænke en sindrig plan for hendes flugt. Hendes mor har altid fortalt hende, at hun skal være meget notaben ude i skovene, men ikke før nu indser Cody, at den halvgamle kvinde måske har fat i noget. Men lige nu er det eneste hun kan tænke på at komme hjem til sine nærmeste. 

 "God hund," hvisker Cody præget af frygt, efter at hendes teori om, at den måske ikke har set hende blev pillet fra hinanden. Den mørkebrune ulvs øjne borer sig ind i Cody, og den går så pirrende imod hende, at Cody næsten tror, at den gør det med vilje. Hvorfor angriber den hende ikke med det samme? Og får det overstået? 

 Cody er så blændet af frygt, at hun ikke tænker yderligere over, at hun i øjeblikket presser sin ryg op ad træstolpen, der holder brønden oppe. Ulven udstøder en hårrejsende gøen, hvilket giver Cody det sidste skub bagud. Inden hun kan nå at lukke et skrig ud af sine læber, er stolpen knækket over i to, og Codys afhængige krop får frit fald bagud. Hendes pludselige bevægelse sætter noget igang hos ulven, der ikke tøver med at gå i angreb. Men ulven må vinke farvel til sin bytte, for ivrig efter at komme så langt væk fra den ulv som muligt, svinger Cody sine ben over gærdet, og ned det går. Det hele går så hurtigt, at hun næsten ikke når at opfange hvad der sker, men smerten holder hende opdateret om, at hun støder mod muren til brønden. Codys indmad vender og brokker sig, i takt med at det gemte skrig endelig finder sin vej ud - men ingen kan høre hende helt ude i skoven. 

 Hun skriger hele den lange vej, tønden også gik. Først nu har hun opfattet, at hun hoppede ned i brønden. Frivilligt. Hun får lyst til at kaste op, og hvor hjertet burde sidde, sidder der i stedet frygt, og hjertet er flygtet helt op til hendes hals. Det siger et ordentlig plask, da Cody rammer vandoverfladen. Hendes øjne kigger hjælpeløst mod lyset for oven, fra der, hvor hun lige er faldet ned. Ulven står der, med forpoterne oppe på gærdet. Hun kan se, at dens kæber bevæger sig op og ned, men hun kan ikke høre noget af angst. Hun er næsten sikker på, at hun skal dø nu. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...