Hermione Granger og De Vises Sten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2014
  • Opdateret: 8 mar. 2017
  • Status: Igang
"Trevor!" råbte han lettet og rakte armene frem - jeg kunne ikke lade være med at være lidt skuffet over, at det var noget så brunt, slimet og vortet, vi havde brugt hele togturen på at lede efter. Lykkelig genforenelse, tænkte jeg ironisk, men var nu alligevel glad på Nevilles vegne.
Så kunne vi træde ud i den friske septemberluft, der duftede af dugvådt græs. Kæmpen løftede en knytnæve på størrelse med en fodbold - næsten, i hvert fald - og bankede hårdt tre gange på slottets tunge dør.

21Likes
36Kommentarer
6577Visninger
AA

1. I

For syv hundrede og tyvende gang så jeg op på den hvide væg, hvor uret hang og tikkede taktfast. Tyve over fire. Suk.

 "Så, det var vist det. De har virkelig nogle flotte kindtænder, Mrs."

 Den ældre dame kom med noget besvær ned fra tandlægestolen og tog med en sløv bevægelse sin håndtaske fra stolen ved siden af mig.

 Et skarpt blik fra mor fik mig til at smile anstrengt og lades som om, jeg ikke havde spor imod at sidde her og spilde min sommerferie i den tandlægetunge luft, der på en eller anden måde virkede alt for ren.

 Tik-tak-tik-tak... enogtyve over. I mine tanker bad jeg tiden gå hurtigere, viserne dreje hurtigere, dagen overstås hurtigere, hurtigere, hurtigere. Jeg var ved at blive sindssyg af at sidde her på taburetten og bare vente.

 Mor fulgte den lavstammede dame ud af klinikken, og den velkendte summen af hendes stemme nåede mig fra gangen. "... Og en fortsat god ferie..." Det var ikke andet end remser, bare en facade af trylleformularer, der skulle få Mrs. Dull til at komme igen, når den næste tand faldt ud. De klistrede besværgelser blev proppet med ekstra mange komplimenter, når det var Mrs. Dull, det drejede sig om, for den krumbøjede dame var én af mors faste patienter. Hendes tænder gik i forrådnelse og faldt ud én for én, og klinikken modtog urimeligt mange penge, hver gang en af tænderne skulle erstattes med plastic. Jeg havde ikke tal på, hvor mange gange jeg i de seneste år havde siddet i den stol og set Mrs. Dull trisse ind og ud ad døren.

 Igen blev jeg utilpas. Det var, som om der hang en sygdom af dårligt humør og kedsomhed omkring Mrs. Dull, og den smittede alt og alle, hun kom i nærheden af. Tobakslugten hjalp heller ikke meget på det. Jeg skævede til tulipanerne i vinduet og forventede nærmest at se dem hænge med hovederne slapt nedad i den gamle dames nærvær.

 Men nu var hun væk igen. Eller hvad? Jeg havde stadig kvalme.

 "Er der noget i vejen, skat?" Mor var kommet ind igen.

 "Jeg keder mig."

 Mor sukkede og satte sig på stolen, hvor håndtasken havde stået før. "Du plejer da ikke at kede dig, når du læser. Hvad med de tre bøger, du havde med? Hvorfor læs-"

 "Dem er jeg færdig med," afbrød jeg utålmodigt. Det her var en samtale, vi havde haft før.

 "Alle tre? Kun på otte timer?"

 "Fire," rettede jeg. "Resten af tiden har jeg lavet ingenting."

 Hun trak vejret dybt ind, næsten lydløst gennem de perfekte tænder, som hun gjorde, når hun ikke vidste, hvad hun skulle sige, og så lod hun til at beslutte sig for ikke at snakke mere om det. "Hør, Hermione, det her var den sidste kunde. Om lidt kommer-"

 Igen blev hun afbrudt. "Hej, I to!" Far stod i døren og smilede veltilfreds. Med rutinerede bevægelser trak han de hvide plastikhandsker af og smed dem fra sig på tandlægestolen.

 "Så er der ferie! Hvad siger I til det?" Han smed sig i stolen, oven på handskerne, og snart var mine forældre fordybet i feriesnak, som jeg hurtigt holdt op med at lytte til. Ikke fordi jeg ikke var nysgerrig på, hvor vi skulle rejse hen i år, men fordi min opmærksomhed var fanget at noget andet.

 Der var noget galt. Den larm af stemmer og skridt, som hele dagen havde lydt fra venteværelset, var med ét forstummet. Mor opdagede det også og tyssede på far. Så sad vi i et par sekunder på hver vores taburet og holdt vejret og lyttede intenst til stilheden. I min mave begyndte uroen at røre på sig.

 Og så var der pludselig en lyd: En skrøbelig, gammel stemme, jeg genkendte som Mrs. Dulls, efterfulgt af en ung kvindestemme, som skingert trængte gennem døren: "Vær forsigtig, Mrs. - måske er den vild."

 En anden råbte en advarsel, og det gav et ryk i mig. Jeg mærkede noget. Både den råbende nysgerrighed, som jeg altid havde kendt, og som gjorde, at jeg var nødt til at vide, hvad der foregik på den anden side af døren - men også noget andet. Noget nyt. Nærmest som en bydende stemme i mig. Ud ad døren. Ud og se...

 "Hermione!" udbrød mine forældre i munden på hinanden, men jeg registrerede det knapt nok på min vej ud af rummet.

 Jeg nåede frem til døren og trykkede den op.

  En lille flok bestående af tandlæger og patienter stod spredt i rummet, naglet til jorden som stenstøtter. Alle stirrede de mod vinduet for enden af venteværelset, hvor Mrs. Dulls lavstammede skikkelse kunne anes bag et brus af noget, som jeg først ikke kunne se, hvad var, senere ikke kunne få til at passe - men det var rigtigt nok.
  En ugle. Med forpjuskede, brune fjer og et kroget næb, der så rimelig skarpt ud. Den holdt et eller andet i den ene klo. Et gulligt ark- 
  Den underlige følelse rørte på sig igen.
  Hvorfor var der ikke nogen, der hjalp hende? Det gik op for mig at jeg var stoppet op og stod og stirrede målløst ligesom de andre, så jeg hankede op i mig selv. "Mrs.? Mrs. Dull? Undskyld mig-"
  "Frøken Granger," lød den gamle dames stemme fra virvaret af uglefjer. "Ja... du har jo også alderen til det."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...