Til vejens slutning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 dec. 2014
  • Opdateret: 8 dec. 2017
  • Status: Igang
Denne historie, er om en ung pige, der lever et uinteressant liv. Men så en dag, flytter der en ny familie i et hus ved siden af og inden nogle dage, har den unge pige lært en speciel medlem af deres familie at kende.

2Likes
1Kommentarer
226Visninger
AA

2. Vil det nogensinde stoppe?

 

Jeg vågnede op ved et sæt, da orglet begyndte at spille og salmen gik i gang. Jeg kiggede forvirret rundt for at se, hvor jeg var.

Nå ja, kirken. Præstens prædiken var helst færdig. Jeg satte mig til rette, og forsøgte at skjule min gaben med hænderne om munden, men det mislykkedes. Min far stak forsigtigt sin albue i min side og et streng udtryk i hans øjne gav sig til kende. Han havde sikkert ikke lagt mærke til at jeg var faldet i søvn før nu.

Ved siden af ham så man et hovede i retningen af mig. Det var min mor. Hun havde nogle få rynker under sine blå øjne og hendes kortklippede lyse hår fik hende til at se ud som en kone i begyndelsen af halvtredserne, selv om hun kun var fire-og-tredive år. Det var uden tvivl begrund af alle skænderierne på det seneste.

Jeg følte et stik af dårlig samvittighed. Mor og far gjorde alt hvad de kunne for at bevare deres omdømme i denne by, og hvis jeg gjorde sådan noget som at lægge mig til at sove i kirken, viste også en del respektløshed for præsten. Det var som om kirkefolkens motto var: Ingen respekt for præsten, ingen respekt fra andre. Det ville som sagt også sætte mine forældre i et dårligt lys, og ville blive opfattet som dårlig opdragelse af sit barn. Og en god opdragelse af sit barn, ville i denne by blive accepteret i alle synsvinkler. Jeg havde aldrig forstået denne by, og det ville jeg helst aldrig komme til at gøre.

 

Da vi kørte ind i indkørslen hjemme hos os, da kirken var færdig, steg jeg hurtigt ud i den bagende sol, gik med hastige skridt ind i huset, og nåede lige at høre min mor råbe,

"Vivian!"

Jeg smækkede døren ind til mit værelse  i, låste den og tændte for min cd'afspiller. Inden sangen fra Greenday '21 guns' begyndte at fylde mit værelse hørte jeg mine forældres stemmer.

 

"Hvordan kunne du undgå at lægge mærke til hende? Så du ikke hvordan alle vendte sine øjne imod os da du vækkede hende?"

"Hvad ellers skulle jeg gøre? Bare lade hende ligge og snorke til kirkegangen var færdig?"

"hvad med at se efter hende, så hun ikke faldt i søvn?"

Skreg mor efter ham. Jeg kneb øjnene sammen. Igen Vivian, igen lykkedes dig at få dine forældre at skændes. Jeg tog en dyb indånding, og prøvede at slappe af. Min krop rystede, jeg skulle ikke skrige af vrede. Jeg prøvede teknikken som jeg havde lært af lærerinden, -at tælle langsomt, for at slappe af. -En, to, tre, f.. Jeg nåede ikke engang at tælle til fire, da jeg pludselig fandt mig selv nede i køkkenet, skrigende til mine forældre: 

"Stop! Jeg orker ikke mere... jeg kommer måske tilbage da i er færdige med at skændes, hvis i nogensinde bliver det."

Overrasket af mine egne ord, løb jeg -med tårer i øjnene, ud af døren.

 

Men i den overdrevne fart jeg løb i, kom jeg ikke særlig langt. Jeg smækkede mig i noget og faldt ned på det tørre græs. Jeg hørte en høj lyd af noget stål brase ind i hinanden. Inden jeg kunne se efter hvad det var jeg havde smækket mig i, besvimede jeg.

 

"Åh nej! Er du okay?" hørte jeg en bekymret, hæs stemme spørge. Jeg åbnede øjnene, og så mig omkring. De to skraldespande uden for vores hus, lå hulter om bulter. Nogle stærke arme løftede mig op på fødderne. Jeg kiggede på personen, og der stod han. Med sine muskuløse arme, blå øjne, fyldige læbe og sit krøllede hår, var jeg okay.

Hvem var den her dreng?

 

Hej allesammen. Nu skrev jeg lige denne her historie, hvad synes i om den? Skal jeg fortsætte, eller..?? Plis skriv jeres mening i kommentar.
Tak :)
 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...