Big Brother del 2 - A New Chapter - Genudgivelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2014
  • Opdateret: 9 feb. 2018
  • Status: Igang
Sidste gang vi hilste på Justin Bieber og Aimée Diamond var i Big Brother huset. De havde et heftigt forhold til hinanden og lige hvor vi alle troede det ville gå godt for dem, så endte alt i en pludselig graviditet, som langtfra var planlagt. Aimée var fast besluttet på at beholde sit kommende barn og det var underordnet om det skulle være med eller uden Justin i sit liv. Vil Justin og Aimée finde sammen igen og vil Justin kunne acceptere faderskabet, og vil han i så fald kunne holde sig på måtten med hensyn til en vis ekskæreste? - Følg med i Big Brother del to - A New Chapter.

146Likes
114Kommentarer
19259Visninger
AA

2. The meeting!


14/6-2014, Los Angeles. 

Duften af kage hang i luften. Det var sådan at jeg helt fik lyst til at købe noget lækkert fra bageren af, men jeg lod være. Det var ikke derfor jeg var taget i storcentret i dag, bare for at købe kage. Nope, jeg var fast besluttet på at det skulle være i dag, at det store baby indkøb skulle være.

Jeg var sådan cirka lige gået ind i fjerde måned og jeg havde intet købt endnu til mit kommende barn. Jeg kunne da sagtens vente et par måneder mere med at købe ind til babyen, men jo længere jeg ventede, jo mere voksede maven sig, og så ville det blive for svært for mig at købe baby ting alene. 

Ja, du hørte rigtigt - alene. Jeg havde slet ikke haft kontakt til Justin, siden han havde valgt at smutte ud af Big Brother, og hvis jeg skulle være helt ærlig, så regnede jeg heller ikke med, at jeg ville få kontakt med ham igen. Jeg var stadig godt sur over det han havde sagt til mig, inden han forlod Big Brother-huset. En abort, seriøst? Hvad fanden havde han lige tænkt sig? Jeg havde aldrig og jeg mente virkelig aldrig nogensinde kunne finde på at slå et levende væsen ihjel på den måde, hvis jeg selv kunne undgå det. Både Justin og jeg havde været skyldige i en graviditet, så vi var ligesom to om det her, og selvom Justin ikke havde delt min beslutning, så havde jeg alligevel truffet valget om at blive enlig moder. 

Og selvfølgelig havde fortrudt inderligt, at jeg seriøst ikke havde haft en eneste fornuftig tanke om, at Justin og jeg skulle have brugt kondom inde i Big Brother-huset, men alle de fornuftige tanker omkring beskyttelse, var ligesom faldet til jorden for længst, og selvom jeg godt var klar over, at mit aldrig liv ville blive det samme som før med en kommende baby, så valgte jeg alligevel at tage ansvar, og selvom jeg vidste, at jeg ville gå en svær og hård tid i møde med ansvaret for et lille væsen, så gjorde jeg det, og selvom graviditeten langtfra havde været planlagt, så glædede jeg mig til at blive mor.

Trods mit valg, så spøgte Justins kolde forslag stadigt i mine tanker. Bare det, at han havde forslået, at jeg fik mig en abort, var kommet som et chok for mig, at han selv helt seriøst havde overvejet den slags, og jeg var blevet godt vred over det. Det var jeg så helt klart stadigvæk! Det havde virket så ligegyldigt og koldt fra hans side af. Han var selvfølgelig en fyr, så han kunne jo komme og påstå hvad som helst, men ikke des mindre, gjorde hans tankegang og påstand ham til et egocentreret svin, der ikke ville tage en skid ansvar selv. Og lige der, havde jeg allerede indset, at jeg havde haft ret fra starten af, dengang jeg mødte ham første gang i Big Brother-huset. Medierne havde sgu helt, eller ja delvist ret i det de påstod om selveste Justin Bieber.

Jeg huskede tydeligt da han forlod Big Brother. Jeg kunne ikke lade være med at græde, da han tog sine kufferter og forsvandt fra Big Brother. Om det var fordi at han skred at jeg græd, eller om det var på grund af min graviditet vidste jeg ikke, men jeg græd i hvert fald virkelig meget og det gjorde han også.

Tårerne rendte ned af mine kinder, da Justin kom gående ind med hans kufferter og skulle til at sige farvel til os alle sammen. Jeg var virkelig tæt på at bryde fuldstændig sammen, men jeg lod være. Justin behøvede ikke at se hvor ked af det jeg var. Det var kun noget jeg vidste og ingen andre.

Jeg var ikke den eneste deltager, der stod og små græd. Mange af de andre stod også og fældede en masse tårer, imens Justin gik rundt og krammede alle deltagerne farvel. Særligt Selena brød fuldstændig sammen, da Justin gik hen til hende, for at give hende et farvelkram.

Jeg kunne ikke lade være med at himle med øjnene over hende. Hun var sgu da for meget og det irriterede mig grænseløst at Justin ikke kunne se det. Det var hendes skyld at vi var blevet så uvenner og at han nu ville forlade mig.. eller, det var jo faktisk min pludselige graviditet, men alligevel.

Hun havde virkelig været med til at lave en masse lort i vores forhold og det hadede jeg hende virkelig for. Hun var bare en dramaqueen, som skulle smides ud fra Big Brother og det ville jeg med glæde sørge for.

Hun havde ødelagt mig så meget, så nu var det min tur til at ødelægge hende. Hun fortjente så inderligt at få lov til at smage hendes egen grusomme medicin - havde jeg ikke ret?

Min vejrtrækning begyndte pludselig at blive mere uregelmæssig, da Justin nærmede sig mig for at sige farvel til mig. Hans øjne var rimelig røde, og han lignede en der kunne bryde sammen når som helst. Sådan havde jeg det også.

Et eller andet sted, så ønskede jeg så inderligt at han ville blive hos mig, men han havde fandeme dummet sig så meget at han også bare gerne måtte skride. Ja, som du kunne se på det hele, så kunne jeg virkelig ikke finde ud af mine følelser, men det var vel også forståeligt, ikke?

Jeg bed mig svagt i underlæben, da Justin pludselig stod over for mig. Vi stod egentlig meget tæt, men det gad jeg ikke tage mig af lige nu.

Længe stod vi bare og så hinanden i øjnene uden at sige en eneste lyd. Mange af de andre deltagere gloede på os, men det gad jeg ikke at tage mig af lige nu. Den eneste jeg fokuserede på var Justin.

"Vind det hele, ikke? Du er den eneste der fortjener at vinde herinde fra..", lød det pludseligt fra ham med en svag stemme. Jeg nikkede stille, hvilket fik Justin til at smile svagt og uden jeg havde set den komme, lagde Justin pludselig sine muskuløse arme om mig og trak mig ind i et kram.

Jeg lagde mine arme om ham og begyndte at græde helt ustyrligt ned i hans skulder. Hvorfor skulle ulykkelig kærlighed også gøre så pokkers ondt? Jeg følte virkelig at mit hjerte var blevet revet ud af brystet på mig.

"Jeg.. jeg lover dig, at jeg nok skal vinde det hele..", græd jeg ned i hans skulder og ud fra hvad jeg kunne mærke, nikkede han. Han trak sig forsigtigt væk fra mig og igen fik vi øjenkontakt.

Tårerne strømmede ned af hans kinder og han snøftede svagt. Der var ingen tvivl om at han også var lige så knust som jeg. Vi elskede jo stadig hinanden, gjorde vi ikke? Jeg elskede i alt fald stadig ham. Ens følelser for en person forsvinder jo ikke bare lige med det samme, vel?

"Jeg må hellere gå nu..", sagde han med en trist stemme og flyttede sig væk fra mig, hvorefter han tog fat i hans kufferter. Han sendte mig et skævt smil inden han vendte sig om og begyndte at gå ud af huset.

Jeg brød fuldstændig sammen og inden jeg havde set mig om var han væk. Justin var væk og han kom ikke tilbage. Nu skulle jeg bare vinde Big Brother, som jeg havde lovet ham. Det ville jeg...

Jeg vågnede op fra mit flashback og tog mig kort til hovedet. Hvad skete der lige for at jeg pludselig begyndte at tænke sådan på ham og så på den måde? Han havde jo opført sig som en idiot over for mig og skred jo helt sikkert fra Big Brother, netop fordi han ikke ville begynde at tage ansvar. Han havde helt sikkert bare taget valget og flygtet fra mig, som en dårlig undskyldning over for mig. Jeg havde jo ingen kontakt haft til ham - overhovedet! Så hvorfor pokker begyndte jeg nu at stille ham op som et medfølende og smukt glansbillede på min nethinde? Mine tanker var helt sikkert forskruede og forvirrende, og det var garanteret mine pokkers følsomme graviditetshormoner, der spillede ind. Jeg rystede på hovedet og begyndte at smile svagt for mig selv, da der ikke var så langt igen til butikken med baby tingene.

Tro det eller lad være, men jeg vandt faktisk Big Brother, trods en masse problemer med Selena i løbet af vejen, men jeg fik hende da smidt ud og det var jo perfekt!

Der var ingen tvivl om at mit kommende barn bare skulle forkæles. Jeg havde jo ligesom vundet to millioner dollars, og jeg var alene og skulle til at have mit første barn, så det gjorde da ikke noget at mit barn blev forkælet en lille smule? I hvert fald skulle min kommende baby ikke mangle noget. Det var sikkert.

Jeg satte farten en anelse op, for nu begyndte jeg at blive en smule ivrig - misforstå mig ikke, men hvem kunne overhovedet stå for små søde baby ting? I alt fald ikke mig. Jeg glædede mig!

Jeg nåede hen til den kæmpe store butik og var ikke sen til at smutte ind i butikken. Mange folk i butikken stoppede op for at glo på mig, men hvad regnede jeg ligesom med? Folk kendte mig jo fra Big Brother, og dog kendte de intet til min graviditet.

Jeg havde fået en dejlig, lille bule på min mave, men den kunne skjules godt, hvis jeg gik i løst tøj og det gjorde jeg meget for tiden. Jeg skulle sgu ikke nyde noget med at offentligheden skulle have noget af vide om min graviditet.

Jeg valgte med vilje bare at ignorere folk, der stod og gloede og begyndte at kigge rundt på de forskellige ting. Jeg vidste udmærket godt, at jeg selv var udenom det selv, hvis min graviditet blev opdaget, men jeg nægtede at lade en anden købe mine ting for mig. Jeg ville selv bestemme hvilke ting min kommende baby skulle have, og så var det ikke værre at hvis folk spurgte ind til det, så kunne jeg bare svare at det var en gave. Det ville jeg i alt fald kunne lige indtil min mave begyndte at vokse mere.

Jeg gik hen til afdelingen med babytøj og lad mig bare sige det sådan, jeg fik et mindre flip ved synet af alle de søde små bodystockinger og hvad der nu ellers var der. Tanken om at om cirka fem til seks måneder ville jeg have min egen lille baby, fik mig til at smile. Jeg glædede mig...

~


Jeg strakte mine arme. Damn, jeg var helt færdig efter 15 stive timer i studiet. Ja, du så rigtigt. Jeg levede og åndede for min musikalske karriere. Ja, jeg havde været en del bagud med mit arbejde, syntes jeg selv, mens jeg havde opholdt mig i fem uger i Big Brother. Der var meget, som jeg savnede ved den tid, men også meget, som jeg fortrød.

Jeg arbejdede udelukkende for at tænke på noget andet end en vis pige, der blev ved med at træde rundt i mine tanker 24/7. Jeg kunne ikke få Aimée ud af hovedet og bare tanken om hvordan jeg måtte forlade hende sidst. Ja, den dag havde vidst nok været én af de værste dage i mit liv. Hvis jeg havde vidst hvor meget smerte det ville forårsage i sidste ende, så havde jeg nok taget et andet valg, end bare at give op. Men jeg var bange - Virkelig bange! Bare tanken om at en pige, som jeg kun lige havde fundet sammen med, og det med at Aimée var blevet gravid. Bare tanken om, at se mig selv som far? Det kunne jeg seriøst ikke! Den slags var kommet, som et lynnedslag fra en helt klar himmel.

Mine tanker på Aimée ville ingen ende tage. Hvis hun stadigt var lige fast besluttet på, at beholde barnet, jamen så vidste jeg også, at hun formentlig rendte gravid rundt. Om hun var fundet sammen med en anden, ja det vidste jeg ikke? Aimée havde holdt ved i Big Brother og med tæt løb med Niall i finalen, så havde Aimée alligevel stukket af med sejren på et tæt løb på 54% af stemmerne, mens Niall måtte takke med en andenplads på 46% af stemmerne og en andenpræmie på en 14 dages rejse med alt betalt og destination efter eget valg. Der vidste jeg, at han havde smuttet med sin familie til Thailand i 14 dage. Det var også ret velfortjent.

Aimée havde selvfølgelig været blevet rigtig glad, da hun vandt, men bare at se hendes udtryksløse blik på tv skærmen, fik mig til at indse at selvom hun var glad for præmien, så var det ikke indre lykke, som hun gemte på.

Aimée var blevet stemplet som en realitykendis nu, men hvad jeg vidste af, så agtede hun at holde lav profil. Hun var blevet spottet i gadebilledet adskillige gange og havde været med i mange ugeblade, men kun i hverdagsbilleder. Hun var ikke at se i modemagasiner, selvom jeg vidste, at hun var fotomodel. Om hun havde stoppet sin karriere, eller hvad hun havde vidste jeg ikke? Dog havde der været et par reportager af hende, hvor der var blevet taget nogle billeder af hende og billeder af hendes indretinger i hendes nye hjem et sted i LA i et par boligmagasiner, men ellers havde hun bare sørget for at holde lav profil.

Jeg havde dog set hende på en del afstand engang for en måneds tid siden inde i centrum, hvor jeg så hende komme ud fra Starbucks med en kaffe eller milkshake eller hvad pokker hun havde i hånden? Hun så mig ikke, eller om hun med vilje ikke ville se mig, vidste jeg ikke? Jeg havde i alt fald været på vej ind i min Fisker, der på gaden, hvor jeg havde fået øje på hende ovre på den anden side. Jeg havde bevidst ikke prøvet på noget, for jeg mente, at hun formentligt nok var temmelig hidsig på mig, så hvorfor prøve på noget?

Selena havde ikke været den sidste, som jeg havde set til. Vi havde prøvet igen - igen, at være sammen, men hele tre dage lykkedes det at holde idyllen med masser af romantik og samvær, men så sprang bomben igen. Kun fordi Selena havde set et lille udsnit af mine beskeder på min iPhone, hvor jeg havde skrevet sammen med Chantel, så var Selena blevet hidsig over det og givet mig en kold, så nu lå jeg på is igen, og selvom Selena skrev til mig jævnligt om vi ikke skulle prøve igen og om hvor meget hun savnede mig, så havde jeg svært ved at finde ud af hvad jeg virkelig ville.

Jeg kunne ikke finde ud af mine følelser for Selena. Jeg vidste ikke om de overhovedet var ægte eller om det var min libido, som styrede mig, når jeg var mest svag på visse øjeblikke, hvor tanken om en lækker omgang sex, bare lå på sinde og intet andet! Lige der var Selena fantastisk at have i baghånden, når det var slemmest. Måske var det en lidt skidt tanke, men tilgiv mig lige ikke?

Jeg var ligesom en fyr med lyster på livet og havde jeg ikke fået noget i et stykke tid, så var det bare fantastisk, at jeg kunne komme af med noget energi på den måde. Om det så var frustrationer eller bare sjov, så var det underordnet. Som det var nu, så var jeg bare mig selv med mine venner og veninder, hvor tiden gik med masser af arbejde til ære for mine elskede og trofaste Beliebers, ellers var det shopping, byture, privatfester, eller ren chill out med gutterne.

Jeg så på mit rolex i guld. Jeg kunne se, at den var ved at være to om eftermiddagen. Ja, jeg burde nok komme hjem og sove, men jeg følte mig rastløs, for jeg havde heller ikke lyst til at tage hjem og sove i frygt for at tankerne ville svirre rundt i hovedet på mig, eller om jeg ville drømme endnu en gang om Aimée og hendes vedvarende grædende blik, som jeg aldrig kunne få ud af hovedet. Den tanke sad som limet fast til nethinden.

"Hvad så Bizzle, kalder sengen?", spurgte Ryan, mens han klappede mig på min skulder. Jeg så små-træt op på ham.

"Ja egentligt, men jeg har seriøst ikke lyst til at tage hjem lige nu.", svarede jeg med et skævt smil.

"Hvad så med en lille smuttur i centret og shoppe lidt?", kom det ovre fra Chantel på den anden side af rummet i studiet. Jeg smilte skævt.

"Det kan vi da godt og så måske en smuttur på café? Det kunne jeg seriøst godt dyrke.", svarede jeg med et træt smil.

Chantel var hurtigt oppe at stå på hendes platformstiletter, og hun tog sin coat og sin lysebrune shopper over skulderen og hendes store Diór solbriller i ansigtet. Jeg nikkede og rejste mig og Ryan gjorde det samme.

"Hvem smutter med os?", spurgte jeg halvhøjt i studiet.

Usher lavede en nej tak tegn med et smil.

"Jeg smutter sgu hjem til familien og tager mig en velfortjent fridag.", svarede Usher ovre fra én af lænestolene af.

Jeg nikkede med et smil og så hen på Kenny, der sad og halvsov i sofaen.

"Tager du med os Kenny?", spurgte jeg med et smil.

Kenny så træt hen på mig med et halvt åbent øje på mig. Jeg grinte smørret.

"Får jeg bonus for det?", grinte han i et stort gab. Jeg grinte smørret.

"Fem hundrede dollars for nogle ekstra timer, så kan du tage fri ved en fem, seks tiden. Aftale?", spurgte jeg med et smørret smil.

Kenny nikkede og rejste sig træt fra sofaen.

"Aftale Biebs, lad os komme af sted..."

~

Godt og vel tyve minutter efter, steg jeg ud af min leoprikkede Audi sammen med Chantel, Kenny og Ryan. Nok var vi kun fire, men det var også fint nok for mig. Så skabte vi heller ikke for meget røre i gadebilledet, selvom både paparazzis og flere civile mennesker havde lagt mærke til mig og de andre. Men herre gud altså, jeg og vennerne havde da også ret til lidt alsidigtet og privatliv, ikke?

Med flere fremadrettede mobiltelefoner på mig og mennesker, der ikke forstod hentydningen af at træde pænt til siden, stod som proppet for at tage skide billeder eller filmklip af mig. Jeg gad seriøst ikke at værdige dem et blik. Jeg var kommet for at chille lidt med vennerne og bare få lidt ro i hovedet på en lille cafè-tur i centret. Yup, tro på det, for jeg var faktisk sulten og kunne helt sikkert dyrke en kop kaffe eller en kold cola.

"Justin? Justin, her ovre!"

"Justin, kommer du og Chantel sammen?"

"Justin, hvad med Selena?"

"Justin, må jeg ikke få et knus af dig?"

Ja, spørgsmålene blev slynget ud fra både civile, Beliebers og paparazzis. Jeg magtede ikke at svare på et eneste spørgsmål nu. Kunne de seriøst bare ikke lade mig og mine venner være lidt? Var det virkelig for meget forlangt?

"Træd til siden tak!", røg det koldt ud af Kennys mund.

Selv jeg og Ryan skubbede lidt på.

"Hallo main! Er det for meget forlangt, at jeg ikke gider alt det her pis lige nu?!", råbte jeg små-irriteret.

Ja, jeg råbte det ikke for at støde nogen, men jeg tænkte bare på at slappe af, fordi jeg var overtræt efter 15 timers arbejde og lidt mere til. Jeg tror bare at folk sommetider bare ikke tænkte over, hvor meget jeg knoklede og bare havde brug for at være mig og kun mig! Jeg ville være et menneske med fri rådighed til at være mig selv og være sammen med vennerne uden at skulle få stukket spørgsmål og kameraer op i fjæset på mig og mine venner. Det var vel ikke egoistisk tænkt, vel?

Efter godt og vel ti minutters asen og masen på parkeringspladsen og frem til hovedindgangen til centret, nåede vi langt om længe indenfor, til trods for flere, særligt tøsebørn med deres mobiler, der fulgte efter os i centret. Ja, den slags kunne jeg ikke gøre noget ved, så frem de bare holdte afstand. Yup, jeg ville nok aldrig få mit ønske opfyldt om 100% privatliv. Det var ren ønsketænkning, men jeg havde da gode dage, hvor jeg kunne slippe temmelig billigt. Jeg vidste udmærket godt, at en tur i centret var lig med masser af mennesker, særligt nysgerrige mennesker, ja sådan var det bare!

"Træd til siden, tak!", råbte Kenny endnu engang, da en fan kom lidt for tæt på, da vi skulle op ad rulletrappen til førstesalen.

"Jamen, jeg er kun en fan!", svarede hun undskyldende og filmede videre. Jeg vendte blot mit ansigt den anden vej.

"Ja, det kan godt være, men Justin vil helst være lidt i fred, tak!", svarede Kenny højt til pigen og skubbede hende blidt til siden fra rulletrappen.

Dog lod jeg flygtigt mærke til at pigen hoppede på rulletrappen med to andre piger godt og vel fem meter bag os. Vi nåede alle fire op på førstesalen og straks stoppede Chantel op ved Louis Vuitton butikken og tjekkede en taske ud, der hang i lås på et taskestativ.

"Neeeeej Jus, se lige den her! Ville den ikke klæde mig helt vildt?!", udbrød hun begejstret. Jeg grinte smørret og stilte mig hen ved hendes venstre side og greb ud efter selvsamme taske og studerede den hurtigt med min ene hånd.

"Er du sikker på at den er stor nok til dig, smukke?", spurgte jeg med et grin. Chantel rødmede i fnis.

"Jamen, den skal ikke bruges til shopping, men når jeg skal på mine café og byture med veninderne og med dig for eksempel? Please, please, please?!", jublede hun lillepigeagtigt. Jeg trak på smilet og nikkede.

"All right, den er din!", svarede jeg med et smørret smil og hænderne i mine bukselommer.

Chantel sprang mig om nakken og krammede mig febrilsk.

"Tak tak tak!", jublede hun, mens hun overdængede mig med en masse kys på kinden og fjernede sig igen fra mig.

Hun gik straks ind i butikken for at hente en sælger. Jeg rystede på hovedet med et lille grin.

"Justin, jeg elsker dig!"

Jeg sukkede opgivende over at høre den samme tøsestemme fra før ved rulletrappen. Jeg vendte mig ikke om, men Kenny var der straks til skubbe hende væk, ja selv Ryan.

"Justin er udmærket klar over, at du elsker ham og han elsker også dig, men nu vil jeg tilføje for aller sidste gang, at Justin og os andre vil sætte stor pris på at du og dine veninder lader ham være i fred. Vi skulle alle sammen gerne kunne være her, ikke?!", kom det i en lang smøre i en pæn tone fra Kenny.

Jeg så mig flygtigt tilbage og fangede pigens triste blik. Jeg sukkede hårdt og ville selvfølgelig ikke udstilles som en snobbet type. Hun så ret ked ud af det.

"Jeg elsker dig Justin!", gentog hun, mens hun trådte flere skridt tilbage.

Jeg sukkede svagt og trak på skuldrene.

"Tja, hvorfor ikke?", tænkte jeg og sendte Kenny et flygtigt smil, som han forstod og jeg begav mig hen til pigen og hendes to veninder.

Ja, der var trods alt kun de tre her lige nu, så for at gøre dem lidt glade, trodsede jeg mit ikke-gide humør og kom smilende, men træt hen til de jublende piger og gav dem alle et knus. Særligt pigen med sin iPhone var nærmest utrøstelig.

"Jeg elsker... diiiig...", hulkede hun i knuset med mig, så jeg ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet over det. Hun var sgu kær.

"Jeg elsker også dig.", svarede jeg i grin på en lettere useriøs tone. Ja, sådan som jeg nu svarede fans.

Kenny måtte hjælpe med at fjerne hende, efter hun fik overtalt mig til et par billeder sammen med hende, inden Kenny fik hende og hendes veninder til at gå deres vej, eller i alt fald til at holde ordenligt afstand.

"Det er den der taske!", fik Chantel mig ud af mine tanker, da hun og en sælger kom og åbnede låsen på taskestativet.

"Hvem betaler?", spurgte sælgeren.

Jeg nikkede blot, som et hint for, at det var mig der stod for betalingen, og fulgte sælgeren, Chantel ind i butikken, mens Ryan og Kenny valgte at blive udenfor butikken. Jeg kom hen til skranken, hvor Chantel stod som en begejstret og betragtede sælgeren, der scannede tasken ind og pakkede den forsvarligt i en kasse og en pose.

"Så bliver det 735 dollars!", udbrød sælgeren.

Jeg nikkede og fiskede min pung op ad min baglomme, der sad lidt ned ad baglåret på grund af mine baggy bukser. Jeg fiskede mit Diners Club kort op og nikkede til sælgeren.

"Bare på beløbet!", sagde jeg bestemt og satte kortet i chip-aflæseren og tastede min kode ind.

Chantel og jeg begav os ud af butikken og sekunder efter begav vi os alle videre ned gennem centret og forbi de forskellige butikker. Vi kom forbi en typisk stor baby forretning og bare synet af noget af alt det miniaturetøj, der hang udenfor butikken, fik mig til at synke en hård klump over med tanken på Aimée, der måske bar rundt på en gravid mave, men jeg var ikke helt klar over det, som sådan?

"Guud, er det ikke Aimée?!", udbrød Chantel pludseligt og var stoppet op og pegede ind mod baby-butikken.

Både jeg, Ryan og Kenny stoppede op og vendte os omkring. Jeg så Chantel stå og pege derind. Jeg vendte mit blik mod butikken og mit hjerte skippede flere oktaver, da jeg så et hoved langt væk halvt gemt bag nogle hylder, som utroligt nok lignede Aimée ret meget.

"Jo, tror jeg...", mumlede jeg og gik resolut ind i butikken.

"Skal vi gå med?!", kom det spørgende fra Ryan bag mig.

"Nej, bare bliv bare her, for jeg er straks tilbage.", svarede jeg med ryggen til og begav mig ind i baby-butikken.

Damn, jeg følte mig pænt meget malplaceret her mellem en masse baby-pink, baby-blåt og oceaner af baby-tøj og alt mulig baby-grej. Ja, butikken var enorm stor og det kom helt bag på mig, hvor meget man kunne få til de små poder. Jeg fik flere undrende blikke, fra typiske kvinder, der var mere eller mindre gravide i flere størrelser og aldre. Jeg kunne fornemme flere af kvinderne stå og snakke bag min ryg, så jeg ikke skulle høre noget. Ja, jeg var vel lovligt genkendt og hvad pokker skulle en verdensstjerne, som Justin Bieber lave i en baby-butik? Godt spørgsmål ikke?

Jeg spejdede efter den kvinde, der lignede Aimée mellem de mange gange af alt muligt baby-stuff.

"Undskyld, kan jeg hjælpe den unge mand med noget?", hørte jeg en kvindestemme bag mig.

Jeg vendte mig diskret om og smilte undskyldende til den middelaldrende sælger. Jeg rystede på hovedet.

"Jeg kigger bare omkring... om... om der er noget at finde til min søsters baby...", slyngede jeg nervøst ud og damen nikkede og gik igen.

"Min søsters baby? Wtf?", mumlede jeg. Hvad pokker var det for en plat undskyldning, som jeg var kommet med? Min søster var da slet ikke gammel nok til at have børn selv - Ja, hun var ikke engang noget nær teenager endnu. Der var flere år til de teen-år endnu

Jeg spejdede rundt i butikken og fik endelig øje på hende. Det var hende! Hun stod, som optaget og studerede noget, der kunne ligne en sutteflaske eller noget? Jeg kunne slet ikke få øjnene væk fra hende og begav mig roligt over mod hende.

"Hej Aimée.", sagde jeg i normalt toneleje, og hun lignede én der blev ret forskrækket og hun så op på mig.

Hun gloede undrende på mig og smilte slet ikke.

"Hvad vil du?", spurgte hun koldt og vendte sig mod en indkøbsvogn, der var halvfyldt op med alt muligt til babyer. Jeg gloede noget.

"Nå eh, du shopper vidst nok?!", spurgte jeg med nervøs stemme.

Hun lagde den indpakkede sutteflaske ned til de andre varer i indkøbsvognen. Hun rettede sig op og så olmt på mig.

"Altså, hvad vil du Justin? Er du nu begyndt at stalke mig eller hvad?!", udbrød hun irriteret.

Jeg rystede på hovedet.

"Nej, jeg så dig tilfældigt herinde, og så ville jeg lige hilse på dig og høre dig hvordan det hele går?", svarede jeg med et spørgsmål og smilte usikkert.

Hun betragtede mig med løftede øjenbryn.

"Ja, dig bliver man sgu ikke klog på!", svarede hun olmt. Jeg smilte usikkert og lod mit blik glide ned ad hendes løse bluse og hendes sorte leggins. Jeg kunne seriøst ikke se om hun var gravid eller ikke var gravid. Det drev mig til vanvid.

"Er... er... du stadig gr... gra...", jeg kunne ikke fuldende sætningen.

Aimée smilte sarkastisk og skubbede på vognen.

"Ja, jeg er... Tilfreds?!", svarede hun snerpet og efterlod mig, hvor jeg stod.

Jeg følte at jeg var limet fast til det skide gulv, i denne skide baby-butik, hvor jeg bare betragtede Aimée gå videre rundt med sin indkøbsvogn mellem alle gangene og hun værdigede mig næsten ingen blikke. Hvad fanden skete der for det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...