Big Brother del 2 - A New Chapter - Genudgivelse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jul. 2014
  • Opdateret: 9 feb. 2018
  • Status: Igang
Sidste gang vi hilste på Justin Bieber og Aimée Diamond var i Big Brother huset. De havde et heftigt forhold til hinanden og lige hvor vi alle troede det ville gå godt for dem, så endte alt i en pludselig graviditet, som langtfra var planlagt. Aimée var fast besluttet på at beholde sit kommende barn og det var underordnet om det skulle være med eller uden Justin i sit liv. Vil Justin og Aimée finde sammen igen og vil Justin kunne acceptere faderskabet, og vil han i så fald kunne holde sig på måtten med hensyn til en vis ekskæreste? - Følg med i Big Brother del to - A New Chapter.

146Likes
114Kommentarer
19246Visninger
AA

7. "Selvoptagede svin!"

Jeg kunne slet ikke tro det, eller jo, jeg kunne faktisk godt forestille mig, at hun var i stand til at gøre det, men hvorfor lige i dag? Jeg sukkede hårdt og så væk fra hendes stramme smil. Hun var med garanti pokkers jaloux, hvis jeg kendte hende ret, men det havde hun slet ikke ret til. Jeg så hen på Aimée igen og rystede langsomt på hovedet. Aimée så ikke glad ud og jeg forstod hende da også.

"Undskyld søde, men jeg anede virkelig ikke, at hun ville dukke op? Jeg havde slet ikke lavet nogen aftaler med hende.. Jeg sværger...", nærmest hviskede jeg til Aimée, så Selena ikke skulle høre hvad jeg og Aimée snakkede om. Aimée nikkede uden at smile.

"Det er okay, Jus...", svarede hun stille.

Jeg rystede på hovedet og lagde ret ubevidst min højre hånd om hoften på Aimée uden at tænke over det. Ja, ren vane, fordi jeg savnede at røre hende.

"Nej, det er ikke okay, smukke.. Det er slet ikke okay, og det skal Selena også vide...", hviskede jeg på en anstrengende måde.

Ja, Selena forstod virkelig at sætte mit pis i kog. Aimée så ud som om hun sank en klump og hun så ned i vandet, hvor min hånd stadigt var placeret på hendes hofte. Jeg så samme vej ned og fjernede straks min hånd med et akavet lille grin. Okay, den havde jeg seriøst bare ikke tænkt over. Jeg smilte svagt til Aimée.

"Måske, jeg bare skulle smutte hjem nu?", spurgte hun stille.

Det sårede mig faktisk. Jeg rystede stille på hovedet.

"Nej, jeg skal nok få hende ud.. Det lover jeg...", hviskede jeg.

Aimée så målløs på mig. Jeg tog en dyb indånding.

"Bliv her, så går jeg indenfor og snakker med Selena.. Jeg er straks tilbage.. Promise...", forklarede jeg stille.

Aimée sukkede hårdt og smilte ikke, men nikkede blot. Jeg smilte forsigtigt og gav hende et flygtigt kys på panden.

"Tak...", svarede jeg stille og gik lidt til siden og sprang til op på poolkanten.

Selena sad med et fornærmet smil på en casual måde med benene over kors på min solvogn. Jeg gik dryppende hen mod hende og nærmest rev i mit håndklæde på ryggen af solvognen. Ja, gu var jeg irriteret! Selena så tilbage på mig, mens jeg stod og duppede mit krop med håndklædet.

"Der er nok nogen, der hygger sig, hva?!", kom det i en flabet tone fra Selena, mens hun smilte på en jaloux måde. Jeg smilte ikke og stod bare og sendte hende en stram mund, mens jeg skulede på hende.

"Skal vi gå indenfor?", spurgte jeg bare sarkastisk og lagde mit håndklæde om nakken på mig. Selena rejste sig med et overfladisk smil og jeg lod mærke til at hun så hen mod Aimée, der gik forsigtigt op ad den lave ende i poolen, så man pludseligt kunne se Aimées smukke mave. Selena gloede mærkeligt, men jeg var ikke sen til at aflede Selenas opmærksomhed ved at gribe hende irriteret i armen, så vi kunne gå indenfor i stedet.

"Er hun gravid?!", kom det chokeret fra Selena. Jeg slap hendes arm og så ikke på hende, men fortsatte blot indenfor til stuen. Jeg satte mig hen i min ene hvide sofa og jeg betragtede Selena kom hen mod mig, mens hun stadigt spejdede hen mod terrassedøren, hvor man kunne ane Aimée lægge sit håndklæde om sig til hun forsvandt ude af syne, eftersom hun åbenbart lagde sig ned på solvognen. Selena så ned på mig med et dømmende blik.

"Hun er jo gravid!", kom det i en dømmende tone fra hende. Jeg så træt op på Selena.

"Og? Hvad vedkommer det dig?", spurgte jeg sarkastisk. Selena så målløs ned på mig.

"Det er dig ikke?", sagde hun dømmende og så med et hårdt blik ned på mig med hendes hænder placeret i hofterne på hendes lille stramme og korte røde kjole. Ja, hun var da seriøst stadset ud til narrestreger! Typisk hende!

"Jeg ved seriøst ikke hvad du snakker om, Sel? Gider du godt sætte dig ned i stedet for at stå op?", svarede jeg sarkastisk og tog mig opgivende til panden uden at se på hende. Jeg kunne fornemme ud af øjenkrogen at hun satte sig i den anden sofa over for mig.

"Det er dig, der er faderen til hendes barn, ikke?"

Jeg så træt op på hende.

"Nej!", svarede jeg på en ret overbevisende måde. Selena så åndssvagt på mig.

"Den tror jeg altså ikke på, Jus?! I bollede som kaniner i Big Brother huset! Det husker jeg ligesom!", kom det hårdt fra hende. Jeg sukkede og rullede øjnene af hende.

"Er du snart færdig?", spurgte jeg uinteresseret.

Selena fnøs. Jeg rettede mig op og stødte mine albuer i mine lår og så indgående på hende med skulende blik.

"Hvorfor kom du, Sel?", spurgte jeg meget svagt interesseret.

Hun smilte ikke, men tog en dyb indånding og rejste sig pludseligt og gik med langsomme skridt i hendes stiletter og satte sig pludseligt ved siden af mig i sofaen. Jeg gloede målløs på hende.

"Svar mig?", spurgte jeg sarkastisk.

Selena slappede mere af i ansigtet og kom med et svagt smil, som slet ikke så iscenesat ud overhovedet. Hun lagde bevidst sin venstre hånd på mit højre knæ. Jeg gloede undrende på hende.

"Jeg savnede dig...", svarede hun lavt. Jeg sank en klump.

"Nej.. Det er ikke sandt...", svarede jeg modstræbende og rystede på hovedet.

Hun nikkede med et lille smil og lænede sig mod mig og kom ret tæt på mig. Jeg lagde min hånd på brystkassen af hende.

"Sel stop! Det bliver aldrig os!", sagde jeg bestemt.

Selena så skuffet på mig rykkede sig tilbage i sofaen.

"Det er hende, ikke?", spurgte hun på en ret jaloux måde. Jeg så på hende med et løftet øjenbryn.

"Hvad mener du?", spurgte jeg undrende.

Selena grinte et kort sarkastisk grin og rystede på hovedet og så væk fra mig i sekunder inden hun så på mig igen.

"Jeg er ikke født i går, Jus! Det er Aimée, ikke?! Du har følelser for hende, ikke?!", kom det i en lettere kold tone fra hende. Jeg så bare træt på hende.

"Mit liv vedrører ikke dig Sel, og du burde efterhånden være klar over, at man som kendt vælger at gå stille med dørene, ikke? Jeg gider ikke, at der allerede står i nyhederne i morgen, at Justin dater Aimée, vel?!", svarede jeg stramt. Selena sad seriøst med skuffen nede i gulvet.

"Så I har virkelig gang i noget?!", fløj det olmt ud af hende. Jeg sukkede opgivende.

"For helvede Sel, hun er min veninde, ikke andet, okay?!", svarede jeg hårdt.

Jeg elskede virkelig Aimée, men der var ingen grund til at sprede sladder allerede nu. Jeg prøvede ligesom at vinde Aimées tillid først. Selena så skeptisk på mig.

"Den vil du have jeg skal tro på, Jus?", spurgte hun med et flabet smil. Jeg nikkede uden at smile.

"Du er sikker på, at du gør det rette i at afvise mig?", spurgte hun med et drillende grin. Jeg rullede øjnene af hende.

"Sel, lad mig være og vær venlig at gå!", svarede jeg olmt. Hun smilte langtfra og rejste sig og jeg rejste mig med.

"Du vil fortryde det Justin!", svarede hun hårdt. Jeg så træt på hende med armene over kors.

"Gå nu bare, ikke?!", svarede jeg bestemt.

"Bump!"

Den distraherende lyd afledte både min og Selenas opmærksomhed over mod terrassedøren, hvor Aimée på en undskyldende måde samlede sin vandflaske op fra gulvet.

"Undskyld...", kom det i en stille stemme fra hende. Jeg så undrende på hende. Hun smilte akavet og pegede ind et sted i huset.

"Jeg skulle på toilettet...", tilføjede hun med et svagt smil. Jeg nikkede forstående med et lille smil.

"Justin?"

Selenas stemme fik mig til at vende min opmærksomhed mod hende og helt uventet trak hun mig ind i et hårdt kys på munden. Jeg skubbede hende kæmpende væk og gloede målløst på hende.

"Hvad fanden laver du?!", spurgte jeg olmt og hørte pludseligt løbende skridt i baggrunden og lyden af hoveddøren der smækkede hårdt i. Selena smilte frydende.

"Så! Nu er vi kvit!", udbrød hun med et flabet smil.

"Du....", svarede jeg fnysende og vendte mig mod vejen mod hoveddøren og forlod Selena i stuen.

Jeg styrtede mod døren og nærmest rev den op og så Aimée var på vej til at sætte sig ind i sin bil. 

"Ikke på vilkår...", mumlede jeg og løb så hurtigt jeg kunne til hendes bil. Jeg nåede lige at gribe fat i hendes bildør, som hun skulle til at smække i.

"Lad være, Justin! Jeg gider ikke det her mere!", kom det frustreret fra hende og jeg kunne se, at hun var så tæt på at græde.

"Aimée, hør nu på mig! Alt det der med Selena var slet ikke planlagt. Hun dukkede bare uanmeldt op!", svarede jeg frustreret og satte mig på hug foran åbningen til hende. Hun så ned på mig og tårerne fik endelig frit løb fra hende.

"Du kyssede hende!", kom det fra hende og et hårdt hulk kom fra hende. Jeg lagde min venstre hånd på hendes venstre hånd og krammede min hånd om hendes.

"Alt var ikke som det så ud til. Selena kyssede mig i protest for at gøre dig ked af det. Jeg kyssede ikke igen. Det er helt ærligt... Please, du må ikke køre nu, smukke... Jeg vil bare så gerne at vi ville kunne få det her til at fungere...", forklarede jeg stille og fandt hendes blik. Hun snøftede stille med tårerne rendende.

"Justin... Hvis det her, er én af dine snedige metoder til at score et hurtigt knald, så er jeg ikke den rette til det...", hulkede hun stille. Jeg rystede stille på hovedet.

"Det er det ikke... Aimée, jeg savner dig...", svarede jeg stille.

Vi blev afledt af lyden af stiletter og jeg så mig flygtigt bagud og så Selena gå med raske skridt mod sin bil. Hun så flygtigt på mig med et koldt blik og sekunder efter satte hun sig ind i bilen og kørte væk med hjulspin. Jeg vendte min opmærksomhed mod Aimée. Jeg rejste mig og bøjede forover hende.

"Forstår du ikke, at jeg faktisk elsker dig?", tilføjede jeg stille. Hun hulkede voldsommere.

"Justin... Stop nu med dine små lege... Det gør ondt i hjertet på mig...", hulkede hun hårdt. Jeg sank en klump og kunne ikke holde mig tilbage. Jeg nærmede mig hendes grædende ansigt og lagde mine læber over hendes dirrende læber, der smagte salt på grund af tårerne. Jeg kyssede hende stille uden tunge og hun kyssede selv med et øjeblik, men stoppede vores kys og skubbede mig væk.

"Justin... Jeg kan ikke.. Jeg behøver tid...", hulkede hun.

Jeg trådte modstræbende tilbage fra hendes bil og lagde hånden på hendes åbne dør.

"Lov mig, at vi ses igen?", spurgte jeg stille med en tåre rendende stille ned ad min ene kind. Hun så ikke på mig, men græd bare, mens hun holdte om rattet.

"Baby?", spurgte jeg stille.

"Vær sød, at lukke døren...", sagde hun med grådkvalt stemme.

"Please? Lov mig, at vi ses igen?", spurgte jeg grædende.

"Luk nu...", svarede hun med en skinger stemme, mens hun græd.

Jeg sank en klump og nikkede svagt og lukkede stille døren til hendes bil. Jeg kunne se, at hun sad og tørrede de værste tårer væk fra hendes ansigt, inden hun startede bilen. Jeg kunne ikke lade være med at hulke voldsommere end før, da jeg så hende køre væk...

~

Jeg vidste ikke om det var på grund af graviditetshormonerne eller hvad pokker det var, men jeg følte mig virkelig knust indeni. Det gjorde forfærdeligt ondt i min mave og tårerne blev ved med at strømme ned af mine kinder.

Jeg hulkede for livet løs og havde svært ved at koncentrere mig ordenligt om vejen. Jeg tror babyen i min mave lagde mærke til at jeg var oprevet og ked af det, for pludseligt begyndte min lille pige at sparke godt til inde i maven. Ja, jeg ventede mig en pige og jeg glædede mig mere end noget andet til at hun skulle komme til verden. Synd at der stadigvæk gik så lang tid før hun ville melde sin ankomst, men så havde jeg i det mindste noget af glæde mig til.

Jeg lagde min ene hånd på maven og havde den anden hånd på rattet og begyndte med forsigtige og blide bevægelser at nusse min mave. Hun sparkede godt til derinde og det fik mig til at smile, til trods for alle de tårer, der stadigvæk blev ved med at løbe ned af mine kinder.

Jeg forstod virkelig slet ikke det med Selena. Hvorfor pokker var hun pludselig dukket op i Justins hus og hvorfor havde hun kysset Justin, som Justin påstod, men jeg vidste ikke helt om han talte sandt. Han havde en gang før prøvet at være sammen med Selena på samme tid som han var sammen med mig og det var i Big Brother.

Jeg snøftede lavt. Jeg havde så mange ubesvarede spørgsmål flyvende rundt i hovedet og det irriterede mig grænseløst.

"Så prinsesse, mor hun er okay...", sagde jeg med en moragtig stemme til min mave, eftersom at lillepigen stadig sparkede inde i min mave. Jeg nød de øjeblikke hvor hun var aktiv inde i min mave. Det var virkelig en fantastisk følelse. Jeg kunne sagtens forstille mig at hun blev verdens bedste datter nogensinde, når hun kom til verden, men der gik som sagt noget tid endnu.

Jeg havde virkelig nydt at Justin havde været over min mave i dag. Han havde virket oprigtig og lige i det sekund havde jeg troet, at han faktisk gerne ville være far for barnet, men jeg tog vidst fejl. Jeg følte virkelig ikke at jeg kunne stole på ham, efter det kys jeg så med ham og Selena. Jeg havde ellers haft det så dejligt og hyggeligt med ham i poolen, men var det bare skuespil fra hans side af?

Jeg begyndte at hulke voldsomt ved tanken om at det måske bare var skuespil fra Justins side af. Tænk hvis han virkelig elskede Selena og havde inviteret mig, for at gøre hende jaloux for så at vinde hende tilbage? Det gjorde så ondt i mit hjerte.

Jeg kørte indtil siden og standsede bilen, for jeg kunne slet ikke se noget ud af mine øjne for alle de tårer og jeg vidste slet ikke om jeg overhovedet havde gjort det rigtige. Jeg havde jo ikke rigtig ladet Justin tale ud og han havde virkelig virket knust, da jeg valgte at køre væk fra ham.

Jeg begravede mit ansigt ned i mine hænder og hulkede. Jeg var i vildrede og vidste ikke hvad pokker jeg skulle. Skulle jeg tage chancen og køre hjem til Justin igen og lade ham forklare eller skulle jeg bare køre hjem til mig selv og ikke lave andet end at tude mig selv ihjel? No way. Min beslutning var taget.

Jeg startede bilen op igen og vendte om og begyndte at køre mod Justins hus igen. Vi blev simpelthen nød til at få snakket ud med hinanden. Jeg orkede ikke at være sønderknust...

~

Jeg standsede bilen i Justins indkørsel. Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst. Gjorde jeg nu overhovedet det rigtige? Tænk hvis jeg kom til at fortryde dette?

Jeg sank en klump. Min mave gjorde stadig ondt og nej, det havde ikke noget at gøre med min graviditet overhovedet. Min mave gjorde ondt, fordi jeg var dybt forelsket i en person som jeg slet ikke vidste om jeg kunne stole på.

Mit hjerte føltes knust, hvilket det også var; knust af fyren, jeg elskede mere end nogen anden. Det værste var nok det faktum at jeg ikke anede om hans følelser for mig var ægte. Det nagede mig virkelig.

Jeg åbnede min sele og gik forsigtigt ud af bilen. Mine øjne var helt klistrede, på grund af al min gråd. Jeg følte mig ærligtalt mere død end levende lige nu, men det gad jeg ikke at tænke på. Det vigtigste var bare at jeg fik snakket med Justin omkring dette.

Jeg smækkede forsigtigt døren i og låste den, ved at trykke på mine nøgler, så bilen lyste og låste automatisk. Skide smart og nemt og jeg elskede det.

Jeg gik med forsigtige skridt hen til hoveddøren. Min krop rystede en smule, men jeg bildte mig selv ind at det var på grund af min gråd fra før og ikke på grund af nervøsitet.

Min krop var stadigvæk en smule våd fra badeturen i poolen og jeg var stadig kun iført min bikini med et håndklæde om mine skuldre. Pisse upraktisk, men jeg kunne intet gøre ved det lige nu, og jeg nægtede simpelthen at skifte i min bil.

Gjorde jeg nu overhovedet det rigtige? Måske jeg hellere bare skulle snakke med Justin på et andet tidspunkt end lige nu? Måske vi begge havde brug for at tænke tingene igennem og derefter snakke sammen? Tankerne fløj rundt i hovedet på mig og jeg var i tvivl om hvad jeg skulle gøre.

Jeg tog en dyb indånding helt nede i maven og bankede derefter roligt på hoveddøren, dog højt nok til at Justin ville kunne høre det, hvis han altså ikke var ovenpå.

Der gik et stykke tid hvor jeg bare stod og ventede på at døren skulle blive åbnet, men pludselig trak en person ned i håndtaget og døren åbnede sig. I døren stod han med røde, forgrædte øjne. Det var tydeligt at han lige havde grædt.

Overraskelsen stod ud af hans øjne. Han havde nok ikke lige regnet med at jeg ville dukke op igen, efter jeg selv smuttede fra ham.

"Aimée?", spurgte han med en lav stemme og fjernede ikke blikket fra mig.

Jeg bed mig lettere nervøst i underlæben og vidste ikke hvor jeg skulle kigge hen, så det resulterede til at jeg stod og kiggede ned i fliserne foran døren.

"Du kom tilbage?", lød det fra ham igen og med det, rettede jeg mit blik op på ham, så jeg mødte hans øjne. Jeg var på kanten til at begynde at græde igen, men jeg gjorde alt for ikke at vise det.

"Jeg gik jo bare fra dig, uden du nåede at forklare..", svarede jeg stille og bed mig svagt i underlæben. Tårerne pressede sig virkelig på, men jeg lod dem ikke få frit løb.

"Justin, jeg savner dig..", sagde jeg lidt efter og mærkede den første tåre rende ned af min kind. Jeg kunne simpelthen ikke holde dem tilbage længere. Jeg var stadigvæk forelsket i ham, mere end jeg overhovedet anede. Han slikkede sine læber med hans tungespids, lod jeg mærke til. Det så altid så dejligt ud, når han gjorde sådan noget.

"Savner du mig?", spurgte jeg efter noget tid, hvor han stadig ikke havde sagt noget. Blot stod han og kiggede på mig, indtil han begyndte at sige noget.

"Selvfølgelig gør jeg det.", sagde han uden at fjerne blikket fra mig. Hans stemme var lav, nærmest hviskende og hæs.

Han trådte nogle skridt nærmere på mig, så vores brystkasser snittede hinanden. Mit hjerte bankede hurtigt i brystet på mig og jeg var nærmest bange for om han kunne høre det.

".. jeg tænker på dig hele tiden, Kylie..", hviskede han med hovedet lænet ind til mit ene øre.  Jeg måbede over det han hviskede. Hvem fanden var Kylie?

Jeg trådte hurtigt nogle skridt tilbage og så på ham med et vredt blik, hvorefter jeg stak ham en ordentlig flad med min højre hånd på hans højre kind, så der lød et ordenligt klask fra hans kind af.

"SELVOPTAGEDE SVIN!", råbte jeg vredt i hovedet på ham. Det sydede og boblede indeni mig af vrede. Kæft, en stor narrøv han var! Jeg havde intet tilovers for ham længere.

"Jamen, Aim..", mere nåede han ikke at sige, før jeg cuttede ham af ved at sparke ham hårdt i bolleværket, så et skrig undslap hans læber og han faldt lettere sammen på gulvet.

"Det her beviser bare, at du har gang i alt for mange piger og ikke har en skid empati eller omsorg for andre! Sig mig, har du overhovedet andet end sex og piger i hovedet?! Farvel, og tak for lort!", skreg jeg yderligere ned i hovedet på ham, mens han sad og jamrede sig på gulvet ved hoveddøren, mens han tog sig for skridtet, og hans ængstelige blik op på mig, sagde bare alt!

Jeg vendte mig vredt omkring og gik med hurtige skridt væk fra hans hus. Jeg traskede surt mod min bil igen og fortrød så inderligt, at jeg var taget tilbage til ham. Jeg skulle fandeme bare have kørt lige hjem, men det gjorde jeg med garanti og nu! Justin var det ledeste og meste utroværdige svin, der kunne gå på to ben.

Jeg fik hurtigt fundet mine nøgler frem og fik låst min bil op, derefter var jeg også bare hurtig til at sætte mig ind. Jeg startede hurtigt for bilen og bakkede ud af hans indkørsel. Jeg skulle kraftedeme ikke have noget med den idiot at gøre. Han havde nævnt navnet Kylie? Hvem fanden var hun og hvorfor havde han overhovedet sagt det? Jeg kogte af vrede og frustration.

Jeg sked ærlig talt på selen lige nu, for jeg ville bare gerne hurtigst hjem som muligt og ikke mindst bare langt væk fra Justin...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...