Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 16 aug. 2018
  • Status: Igang
Menneske med en blodsforbandelse, eller gudinde med en mission?
Som syttenårig burde man være bebyrdet med overvejelser om uddannelse og karriere såvel som kærester og venner. Men da Amelia bliver kidnappet og bragt til en verden parallel med hendes egen, befinder hun sig pludselig midt i et endegyldigt opgør mellem Lyset og Mørket. Den magtsyge Gud af Natten med vampyrerne som sine soldater har tvunget Lysets engle i knæ. Deres sidste håb er den forsvundne Gudinde, og kapløbet om at finde Hende først er sat ind. Men kan Hun overhovedet leve op til forventningerne?

Dette er fortællingen om Dagen, Datter af Solen, og hendes liv som menneskepigen, Amelia Strattford. Tilslut dig Lyset og følg en Gudindes færd gennem denne fremmede verden.

God fornøjelse.

VOLD OG ANSTØDELIGT SPROG KAN FOREKOMME

27Likes
43Kommentarer
17768Visninger
AA

17. OTTENDE

Da vi havde gået i dagevis, begyndte bjergene at omslutte os helt. Vi gik langs en flod, der blev mindre og mindre, som vi steg opad. Det var begyndt at blive koldere, og vi havde alle klædt os i Edam og Adars tøj, lag på lag til der ikke var mere tøj at tage af. Det gik langsomt fremad, og vi måtte holde pause omtrent hver time, for at Silicia og jeg ikke skulle få højdesyge af de uvante stigninger.

Jeg forsvandt ind i mig selv og lod mine tanker overskygge den bidende kulde, mens mine ben bevægede sig mekanisk. Højre, venstre, højre, venstre. Og igen. Èn gang til. Endnu én. Højre. Venstre.

Da mit blik faldt på Adar, der rank bevægede sig fremad i et raskt tempo, faldt mine tanker på hans mirakuløse helbredelse. Den nat var Silicia kommet ud til mig på et tidspunkt, efter bålet var brændt ud.

”Du fryser jo ihjel herude,” havde hun sagt, da hun lagde sit tæppe om mine skuldre og hjalp mig ind i tippien, omtåget som jeg havde været efter at have døset hen på den måde. Edam havde båret Adar ind som en anden kludedukke, og den nat havde jeg bedt en bøn til min egen Gud, selvom jeg egentlig ikke ville have betegnet mig selv som religiøs – ironisk, ikke? Jeg havde bedt for Adars overlevelse. Jeg vidste ikke, om det var mig – eller Lux – der havde helbredt ham. Der skete noget den aften, men var det bare mine lys, der spillede mig et pus? Eller havde jeg rent faktisk gjort noget godt for denne verden?

Jeg trak op i mine adskillige ærmer for at klø de tynde sår på min ene arm. Jeg prøvede at holde igen, for jeg vidste, at så snart jeg begyndte at kradse det ene sted, ville det tage overhånd, og snart ville jeg gnide min ryg op ad det nærmeste træ.

Så langt nåede jeg dog ikke. Men det var ikke min egen selvbeherskelse, der forhindrede mig. Der var bånd, der holdt mig nede. Nej, sådan rigtigt. Nogen havde smidt en bunke reb over mig! Mine fødder blev viklet ind, og vægten af de tunge reb fik mig til at vælte omkuld.

”Hey!” gispede jeg, da jeg fortumlet forsøgte at tage fra med hænderne og blødgøre min konfrontation med jorden. Jeg forsøgte at finde hoved og hale i rebene, da det gik op for mig, at det ikke var en bunke reb, der tilfældigt var faldet ned over mig fra trætoppene. Det var et net. Et net, der havde til formål at fange mig. Chokeret vendte jeg ryggen mod jorden og orienterede mig mod min angriber. Men det var for sent.

Jeg stirrede skelløjet lige op i en meget skarp spydspids, der glitrede med en kølig, blågrøn farve. Min gamle ven, lapis lumen. Min første indskydelse var, at jeg ville blive afsløret ved den mindste berøring, så jeg møvede mig hen ad jorden, til min næsetip var i sikkerhed, før jeg lod mit blik løbe op langs spyddet. Det, der mødte mine øjne, var næsten lige så frygtindgydende for mig som Englenes Sten.

Over mig stod en menneskekrop klædt i de sædvanlige laser, nu i grønt og brunt, umiddelbart en kvinde. Men i stedet for et menneskehoved, sad der på hendes to skuldre en form for maske, skåret i træ, med uvirkelige proportioner og uhyggeligt forvrængede ansigtstræk. I den sene aftenbelysning og de lange skygger fra træerne, lignede det en dæmon. Nogen langt værre end vampyrerne. For en kort stund blev mindet om Amira og hendes kolde øjne skubbet langt, langt ned i glemmeren.

Jeg skreg, så fuglene lettede fra træerne omkring mig, og forsøgte at komme på benene for derefter at smide dem på nakken. Som I nok kan forstå, er det faktisk en smule svært at komme op og stå – og desuden kropumuligt at løbe – når man er viklet ind i et ti tons tungt net. Og det var jeg. Så i stedet for at komme så langt som op at stå, satte jeg i et krumspring væk fra dæmonen, hvorefter jeg landede hårdt på jorden og begyndte at trille over skovbunden.

Det var en fod, der stoppede min flugt. Klogt placeret mod min ryg, så jeg ikke kunne trille videre. Som et rabiesdyr lå jeg så der på jorden og hev efter vejret, mens jeg med opspilede øjne forsøgte at se min modstander an. Modstandere. Dæmonansigter var vendt mod mig fra alle retninger, hvert af dem mere farlige at se på end det forrige. Edam var overmandet af to af dem, der holdt ham på plads i hver af hans arme. En tredje havde Adar i et fast jerngreb, mens en fjerde havde den ene arm næsten hele vejen rundt om Silicia og en skarp kniv mod hendes strube. Der var seks af dem. Hende, der havde haft sit spyd rettet mod mig, stod nu i midten med spyddet solidt plantet i jorden ved sin side.

”Stop!” kommanderede Edam, som om dæmoner lytter til menneskers befalinger, og vrissede: ”Slip mig, Cato.”

De to dæmoner gav modvilligt slip på ham, mens den, der holdt Adar, usikkert skiftede sin vægt fra den ene fod til den anden. Edam var i to lange skridt henne ved hundæmonen i centrum, men på trods af hans aggressive udtryk, veg hun ikke for hans skygge. Hun stod rank på sin plads og drejede sit uhyggelige ansigt langsomt mod ham.

”Ophelie, få dine mænd til at slippe dem fri. Pigerne kan ikke gøre en flue fortræd,” talte han vores sag. Han tiltalte dæmonen ved navn. Kendte han disse forfærdelige væsner? Hun drejede hovedet og så Silicia an, hvorefter hun vendte sin opmærksomhed mod mig. Så kiggede hun på sine meddæmoner og nikkede.

Det næste, hun gjorde, forekom mig meget drabeligt. Hun løftede sine hænder og tog fat om sit hoved, hvorefter hun løftede det fra sine skuldre. Jeg så til med rædsel, mens noget helt andet dukkede op, hvor hendes dæmonhoved havde befundet sig. En kvindes ansigt havde gemt sig bag den grufulde maske. Det var svært at bedømme hende i skyggerne, men hun lignede en stærk kvinde, der havde rundet de 30, og måske endda nærmede sig 40. Hendes hår var samlet i en flettet knold på toppen af hovedet. Muligvis så det kunne være inde i masken.

De andre dæmoner slap deres tag i Silicia og Adar. Adar styrtede hen og slyngede armene om Silicia, der tog sig lamslået til halsen, bare for at sikre sig, at den stadig var intakt.

Min dæmon fjernede sin støvle fra min ryg, og tog i stedet fat i rebene for at løfte mig op og stå. Jeg var så godt og grundigt kludret ind i nettet, at der var flere steder, hvor min arm, min fod, mit hår og hvad ellers sad i klemme, og jeg måtte bide et av! i mig. Dæmonen hævede en dolk, der fik mig til at vige tilbage og miste balancen igen. Jeg værnede mig for slaget fra at ramme jorden, men et ryk i rebene fik mit tilbage på mine fødder. Med et stramt greb i nettet – delvist for at jeg ikke skulle forsøge at undvige – skar han systematisk rebene over, så de til sidst fald sammen i en bunke om mine fødder. Forsigtigt trådte jeg væk fra den. Jeg havde fået nok af de reb.

Kvinden trådte hen til mig og greb fat i min hage for at tage et kig på min venstre kind. Hun rynkede bekymret øjenbrynene, da hun fik set nærmere på snitsårene, der snoede sig ned fra min tinding og videre ind under kraven på min trøje. Jeg trak stille mine hænder op i de lange ærmer, så hun ikke kunne se, at de nåede helt ud til mine fingerspidser. Hun slap min hage og rystede på hovedet for sig selv. Jeg gjorde et kast med hovedet, så mit filtrede hår faldt ned over sårene og gemte dem i skyggerne.

”Edam, de er mærkede,” sagde hun. Der var det ord igen. Mærket. Som om jeg var nogens, ”Hvordan kan du vide, at du ikke har ledt vampyrerne lige hen til byen?”

”Englene af Serib indled for nogle uger siden et angreb mod Vampyrenes Hovedsæde i Barion. Hvem end, der måtte eje Cia,” sagde Edam og nikkede hen mod Silicia, ”Må være døde under slaget, for ingen kom efter hende. Vi mistede Am–” han gjorde et kast med hovedet i min retning, ”undervejs, da to af dem fandt os hos Helens forældre, men morgensolen kom bag på dem, og de blev fanget i lyset. Am fulgte vores spor og indhentede os ved foden af bjerget.”

Det var i hvert fald den historie, jeg havde stablet på benene til ære for hans mistroiske spørgsmål, som jeg af gode grunde ikke kunne svare på. Nårh, hvordan jeg fandt jer? Min sjæl besøgte jer om natten, og sådan har jeg fulgt efter jer. Ha! Han undlod desuden også den der lillebitte detalje med, at jeg var fra et parallelt univers og alt det der. Godt nok havde han kun talt til mig, hvis det havde været yderst nødvendigt, efter jeg viste dem mine mærker, men han syntes ikke lige til at mene, at dæmonerne her skulle kende til den forhistorie. Kvinden spurgte sådan set heller ikke ind til de finurlige sår i mit ansigt. Endnu.

Hun stod i et langt minut og overvejede situationen, før hun nikkede beslutsomt.

”Godt så. Giv dem bind for øjnene.”

Modvilligt måtte jeg lade dem fratage mig min synssans, og ført af en fast hånd om begge mine overarme forsøgte jeg at manøvrere min krop gennem skovbunden. Ingen sagde noget, og det eneste, jeg kunne høre, var lyden af de knækkende grene under mine fødder. Det var dog ikke, hvad jeg kunne høre, der skærpede min opmærksomhed. Det var alt det, jeg ikke kunne høre. Her manglede noget. Senaftenens fuglekvidder, dyr i skovbunden. Lyden af knækkende kviste fra de andres fodspor. Det var som om de herskede over skoven. Dyrene var forsvundet og end ikke et vindpust fik bladende til at risle fra trætoppene over os.

”Trappe,” lød det fra min højre side, idet min fod stødte imod noget hårdt. Min vægt bevægede sig forover, og jeg er ret sikker på, at mit hjerte nåede at springe et slag over, inden grebet om mine overarme strammedes og afholdt mig fra at falde. Jeg forsøgte mig igen med at træde varsomt frem. Er du nogensinde gået op ad en trappe med bind for øjnene? Det er ikke nemt. Hvis du træder for langt frem, falder du; hvis du ikke træder langt nok frem, falder du; og hvis du løfter din fod for meget eller bare ikke nok, falder du også. De gik ganske langsomt, men jeg kom opad. Vi gik opad i timevis, og det blev kun koldere og koldere. Til sidst var jeg så udmattet, at jeg stort set blev båret videre. Jeg tænkte på Silicia, der blot var skind og ben, og selvom jeg vidste, at det ikke var tilfældet, håbede jeg, at hun klarede sig. Men nej, Silicia var sikkert dejset om af udmattelse på nuværende tidspunkt. De første ti minutter havde hun snakket i vilden sky, hvorefter hun var blevet tavs. Efter en time havde hun beklaret sig med kortere og kortere mellemrum, men nu havde jeg ikke hørt en lyd fra hende længe. Jeg begyndte at blive alvorligt bekymret for hende.

Da bindet om sider blev fjernet fra mine øjne, troede jeg, at jeg helt havde mistet mit syn. For mørket fortsatte, og et kort øjeblik panikkede jeg. Indtil jeg fik øje på det svage, flammende skær nogle meter foran mig.

”Fremad,” sagde manden ved min højre side. Den anden havde sluppet sig tag i mig, da vi tilsyneladende gik langs en smal gang. Jeg begyndte at gå, og da jeg mærkede det hårde klippegulv under mine fødder, slog det mig. Nej, ikke gang. Grotte. Vi befandt os inde i en klippehule. Hvis jeg kiggede på flammens skær forude, kunne jeg svagt fornemme lyset reflekteret fra grottens klippeloft. Jeg kiggede op, men det var bælgmørkt. Jeg havde kun faklen at gå efter, og den var kommet faretruende langt væk. Hvis det var noget, der virkelig gav mig klaustrofobi, så var det ikke små rum, men mørke. I mørket var jeg fanget, ikke fordi jeg var bange for spøgelser eller hvad end, der gemmer sig i mørket. Men fordi jeg altid havde ment, at jeg kunne føle mørket lægge sig over mig som et klamt, fugtigt tæppe. Jeg satte farten op, støttede min frie hånd mod klippevæggen til venstre for mig, og forsøgte at indhente flammen.

”Woow, rolig,” sagde manden, som om jeg var en nervøs hest, selvom det var ham, der før havde kommanderet mig til at gå. Men jeg kunne ikke sætte farten ned. Jeg måtte indhente lyset.

Men hvad–

Lyset

LYSET FORSVANDT

Mørket ramte mig som et slag i hovedet. Nej, det var indbildning, flammen var jo lige dér. Min vejrtrækning var ude af kontrol, og fugtigheden fik den kolde sved til at pible frem under de mange lag tøj. Jeg rev min arm til mig og satte i løb. Jeg måtte indhente flammen!

”Hov, vent!” udbrød manden fortumlet, da jeg vristede mig ud af hans greb. Men han kunne ikke nå mig. Jeg havde svært ved at løbe lige, og jeg skrabede vist min skulder mod klippevæggen på et tidspunkt, men det gik så stærkt.

”STOP,” rungede det bag mig, men det kunne lige så godt være mørket, der forsøgte at fange mig.

Jeg skulle have lyttet.

I næste sekund stoppede tiden omkring mig. Der var ikke mere klippe under mine fødder. Kun mørkets, og jeg mærkede mit hjerte stoppe, idet tyngdekraften tog fat i mig.

Noget andet tog fat i mig. En fast hånd havde lukket sig om min underarm, men min krop fortsatte sin tur nedad, indtil jeg ramte klippevæggen. En panisk lyd slap ud af mig, og med begge hænder klamrede jeg mig til den arm, der afholdt mig fra mit møde med afgrunden.

Et øjeblik troede jeg, at det var Eliyas’ ansigt overfor mit, da jeg så op, og mit sind blev fyldt med lettelse. Det gav mig en følelse af sikkerhed, at Eliyas havde reddet mig så mange gange. En kortfilm spillede for mine øjne. Eliyas havde flået Alonzo væk, da han nær havde spist mig levende, og Eliyas var der også, da jeg snublede på skibets ræling og aldrig har været mere sikker på, at jeg skulle afgå ved druknedøden. Jeg så Eliyas redde mig ud af en brændende bygning og derefter forsvare mig med sit liv overfor englesoldaterne. Det næste billede, der ramte mig, var hans forfaldne skikkelse ved skrivebordet, da han havde påkaldt mig sidst. Jeg havde fortrængt tanken om ham for ikke at tænke på alle de grufulde ting, der kunne have hændt ham i mellemtiden. Hvorfor havde han ikke påkaldt mig igen? Ville han ikke se mig?

Da jeg blinkede igen, var det ikke længere Eliyas’ blå øjne, der stirrede ned på mig. Manden fik trukket mig op på klippeafsatsen, og jeg lå forpustet på alle fire og forsøgte at trække vejret helt ned i maven.

”Jeg. Kan. Ikke lide… Mørke.”

Da mit hjerte ikke længere sad helt oppe i halsen på mig, tog jeg mig sammen, og kom op at stå. Disse mennesker var i forvejen tilbageholdende overfor Silicia og jeg. Jeg skulle vise dem, at jeg godt kunne klare mig. Så jeg børstede skidtet af mig tøj og så på min redningsmand, der denne gang ikke var Eliyas.

”Tak,” sagde jeg og forsøgte mig med et lille smil. Manden lagde sine arme over kors og så mig an, som for at bedømme, om jeg ville springe ud over klippekanten én gang til.

”Ingen årsag,” svarede han kortfattet og begyndte at gå. Jeg fulgte efter. Da jeg så mig over skulderen på den stejle klippekant, gøs jeg, og rettede i stedet blikket opad. På det lille stykke himmel mellem de mørke bjergtinder, blinkende enkelte stjerner ned til mig. Jeg stirrede betaget på lysene, mens jeg faldt til ro.

 

Da jeg kunne se, hvad der lå nede i dalen, var himlen ved at lysne over horisonten bag bjergene. Dalen var hjem til en lille by. Det første, jeg lagde mærke til, var, at husene her ikke var bygget i mursten eller træ. De var alle sammen hvide, bygget i kalk. Jeg opdagede, at de ikke stod lige i forhold til hinanden. Skævheden var finurlig, og det var, som om alle facaderne var vendt mod den åbne plads i centrum. Solen brød frem mellem to bjergtinder over os, og mens vi bevægede os i slalom ned ad bjergsiden med kurs mod byen i dalen, kunne jeg se solens stråler strække sig længere og længere ned ad bjerget på modsatte side af dalen. Jeg var udmattet efter at have gået hele natten, og mine sanser var overanstrengte efter de mange timer i mørket bag lærredssækken. Solens gyldne lys afledte min opmærksomhed fra mine følelsesløse fødder og værkende knæ, og jeg fandt trøst i tanken om, at snart ville de varme stråler også nå mig.

Et øjeblik efter stod tiden stille. Trekantens spids havde nået byens centrum, og i samme sekund blev jeg overdynget i en kaskade af lys, og jeg var sikker på, at det, jeg så nede i dalen, kun kunne være en stjerne. Betaget stoppede jeg op og stirrede målløs på lyset, der ligesom kaldte på mig. Som om en del af mig altid havde manglet, uden jeg havde været klar over det, og pludselig var det lige her, lige foran mig. Et kvart sekund passerede, og jeg mærkede Adars hoved støde mod min ryg, da han ikke opdagede, at jeg var stoppet.

”Am,” sagde han og trådte forvirret op på siden af mig for at se, hvad jeg havde gang i, ”Hvorfor stopper du?”

Modvilligt flyttede jeg mit blik fra stjernen og kiggede i stedet på Adars nysgerrige ansigt.

”Undskyld,” fik jeg frem, før jeg bukkede mig ned mod ham for at tale lavmælt, ”Dér hvor jeg kommer fra, har vi kun stjerner på himlen.”

Jeg smilte uforstående da han grinte højlydt og lænede sig ind til mig for at hviske i mit øre: ”Men Am, det er slet ikke en stjerne.” Og så gik han videre, og jeg skyndte mig op på siden af ham.

”Hvad er det så?”

”Det er en krystal,” svarede han og så kort overvejende ud, ”Ikke lige så værdifuld som lapis tĕnĕbrae og lapis lumen – det er bare klar diamant.”

”Ikke værdifuld,” gentog jeg forbavset og så måbende ned på dét, jeg havde troet var en stjerne, mens jeg rystede på hovedet. Diamanten kastede udvaskede regnbuer op mod klippevæggen rundt om hele dalen, og den spejlede sig i de kalkhvide huse, der lyste op i svage regnbuefarver.

”Er det her, I bor?” spurgte jeg efter et stykke tids tavshed, og Adar nikkede.

”Velkommen til Civitas Salvus,” sagde han og slog armene ud til siden med front mod dalen, og et kort øjeblik mindede han mig om kristusstatuen uden for Rio de Janeiro. Men så blinkede han til mig, ”Vi kalder hende bare Salvie.”

Civitas Salvus. Hm. ’Den frelste civilisation’… Eller var det ’by’? Jeg gik længe og spekulerede over, hvorfor de var frelst. Måske havde de indgået en fredsaftale med vampyrerne, eller måske havde vampyrerne aldrig tænkt over at lede efter mennesker i bjergene. Det kunne også være, at dæmonmaskerne var for at skræmme de vampyrer væk, der skulle have været kommet forbi.

Jeg var ved at dejse om af udmattelse, da vi endelig nåede byen. Men turen stoppede ikke her, og vi fortsatte op ad en brostensvej, der så ud til at føre direkte gennem byen. Herfra kunne jeg se lysets kilde tydeligere, og jeg blev overbevist om, at det ikke var en stjerne. Adar havde haft ret. Det var en diamant. En sleben diamant, der var udformet som en statue på størrelse med en mandsperson. Man kunne nok bygge adskillige paladser for denne diamants værdi derhjemme. Da vi kom helt op til den åbne plads med diamanten i centrum, kunne jeg se, at det forestillede en engel. Hendes vinger var foldet ned langs hendes sider og fjerspidserne nåede næsten den sokkel, hun var placeret på. Hun var svøbt ind i lange klæder, der smøg sig om hendes krop, og hun stod med hænderne foldet over sit hjerte. Fordi hun var udhugget i klar diamant, kunne man se, at der, dér hvor hendes hjerte ville have været, var placeret en ikke-transparent sten. På grund af den måde, solens lys blev brudt i små stykker regnbue af diamantens overflade, forekom stenen mig lidt som en opal, der ændrer farve, alt efter hvordan lyset rammer den. På soklen stod der angivet:

Betira Lynnia Fiorenza af Serib

1156 – †1690

Efterfulgt af en latinsk sætning, som jeg ikke fattede en brik af. Jeg lod mit blik glide over statuen fra top til tå, men det var ikke mange sekunders beskuelse, jeg fik tid til, for truppen fortsatte ligeud. Da jeg endelig løsrev mit blik fra det smukke kunstværk, så jeg, at vi havde kurs lige mod en åbning, der var udhugget direkte i bjergvæggen. Det var storslået og officielt som fronten på et tempel med søjler og en trekantsgavl, der ledte ind i bjergets mørke dyb.

Der var ingen dør bag de store søjler, og vi trådte direkte ind i den storslåede søjlehal. Søjlerne bar på svalegange, der var oplyst af lange rækker af fakler, og øverst oppe under det golde klippeloft hang lys og brændte. De var spændt ud mellem søjlerne og arrangeret således at lyset formede en perfekt cirkel, hvis diameter næsten strakte sig lige så bredt som selve søjlehallen. I cirklens midte brændte nok halvtreds lys fra en lysekrone, og en uventet følelse af skæbnebestemmelse skyllede over mig. Det kunne blot være et tilfælde, men mine anelser sagde mig noget helt andet. Søjlehallen syntes at være lyst op af et flammende symbol. Selvsamme symbol som det, der lyste ud af panden på mig – eller rettere, Lux. I mit sind takkede jeg ironisk Amira for ikke at have prioriteret at skære symbolet i min pande, således at det ville være synligt for landsbyboerne, der tilsyneladende var hengivne tilhængere af Lux. Men hvorfor? Så vidt, jeg havde formået at stykke sammen, så repræsenterede Lux det gode og derfor englene, der personificerede godheden selv. Men beboerne i Civitas Salvus – i hvert fald alle, jeg havde mødt indtil nu – var mennesker, så hvad fik de ud af at tilbede Lux? Og hvorfor var hele byen centreret om en engels statue? Englene var nok det bedre alternativ. De gik i hvert fald ikke rundt og hærgede resterne af menneskeheden. Men de beskyttede dem heller ikke så vidt, jeg havde oplevet. Denne kamp virkede til at foregå udelukkende mellem vampyrer og engle. Så hvad skyldtes denne hengivenhed?

Flokken bevægede sig målfast direkte ind i bjerget, og efterhånden som vi bevægede os længere fra indgangen, blev her mere dunkelt. Til sidst kunne jeg ikke længere se Ophelie, der førte an. Pludselig stoppede de op foran Silicia og jeg, og som på kommando delte gruppen sig i to, og der dannede sig en sti mellem dem. Jeg gik ikke længere fremad, men stod usikkert og forsøgte at finde ud af, om vi skulle falde på geled, eller om stien var ment til os. Kvinden, der stod ved siden af mig nikkede for at genne os videre, og jeg tog forsigtigt Silicias hånd. Vi gik side om side op ad en stor trappe, der som resten af rummet var hugget direkte ud af klippen. De første ti trin ledte os opad, før vi nåede til et plateau, hvor trappen fortsatte til både højre og venstre. Foran os var en åben dør, der kun blev afsløret i mørket af et flammende skær fra rummet bag den. Ophelie og Edam var de eneste, der ikke var stoppet brat foran trappen, og vi fugte dem ind gennem døren. Vi blev mødt af flere sæt forvirrede øjne rettet mod os, så vi stoppede akavet op lige inde for døråbningen. Det gav et sæt i mig, da døren gik i med et brag bag os, og jeg slap Silicias hånd.

”Ophelie, hvad er dette?”

Den første til at åbne munden var en ældre herre. Han så ud til at være blevet forstyrret i at studere et gammelt kort, der lå udfoldet på et lille stykke af det lange bord foran ham. Han gestikulerede med en frustreret håndbevægelse mod Silicia og jeg, og jeg bed mig i læben, mens jeg kunne fornemme Silicia trippe usikkert på stedet. To andre mænd befandt sig i rummet med os, med deres kroppe plantet i stolen og deres nu skeptiske blik plantet på os. Edam trak en stol ud, der skrabede mod stengulvet så højlydt, at det gibbede i mig. Ophelie åbnede munden for at sige noget, men Edam kom hende i forkøbet mens han slog sig ned i sin stol.

”Gill, mød Am og Cia,” sagde han og vendte sig for at nikke i vores retning, ”De er svaret på vores desperate spørgsmål.”

”Jaså,” sagde den ældre mand og kløede sig i sin gråspættede skægstubbe, ”Hvordan vil du mene, at to mærkede unge kvinder skal kunne hjælpe os?”

”De er flygtet fra Barion,” sagde Edam endegyldigt, men jeg havde selv svært ved at se, hvordan det var godt for andre end mig selv og Silicia. Gill sukkede tungt, og Edam fortsatte.

”Og for at svare på dit næste spørgsmål – nej. Der er ikke nogen, der har fulgt os hertil. Vi har rejst sammen i tre uger.”

Tre uger? Havde jeg virkelig været i dette land mere end tre uger nu? Hvor længe havde jeg så været væk hjemmefra? Jeg havde absolut ingen fornemmelse for tid i denne verden, men det syntes heller ikke at være et synderligt vigtigt fænomen her. De fleste gjorde som de fandt det passende – når de fandt det passende.

”De kom derfra, Gill,” fortsatte Edam insisterende, ”De kan hjælpe os med at trænge ind.”

De sidste ord gav genlyd i mig et par gange, før de sivede ind, og jeg kiggede på Silicia med store, panikslagne øjne. Trænge ind? Ville han tilbage til det helvede? Et diasshow af rædsel begyndte i min bevidsthed. Ligene, der var dømt til at rådne op i gaderne; den lille pige, alene og bange; Genevria og hendes Mørkesten; ilden, der nær havde slugt mig; og Eliyas, der reddede mig. Det var længe siden, jeg havde hørt fra Eliyas, og jeg mærkede et stik i hjertet. Han befandt sig stadig i det helvede, og jeg var bange for, at han var ved at miste den Eliyas, jeg havde lært at kende ham som; ham, der havde tilladt sig selv at føle for mig. En lille del af mig var pludselig klar til at tage tilbage med det samme.

Gill, der måtte være autoriteten her i byen, så os an og tænkte. Længe. Før han til sidst gav os et langsomt, dybt nik.

”Det er risikoen værd at høre, hvad I har at byde ind med,” begyndte han med en beslutsom, dyb stemme, ”Men først må I hvile jer. I har haft en lang rejse, formoder jeg.”

”Tak,” sagde jeg og rømmede mig, da det, der kom ud mellem mine læber lød mere som et kvæk end det tak, det skulle forestille at være. Gill nikkede som svar og vendte sin opmærksomhed mod Ophelie. På trods af at jeg var taknemmelig, var jeg dog slet ikke lettet, og jeg sendte Silicia et nervøst blik. Hvordan skulle vi kunne hjælpe dem med at komme ind i Barion? Jeg havde kun været udenfor, da jeg ankom, og da jeg flygtede. Og sidstnævnte var ej at forglemme under angreb fra englene, så vi havde haft kaosset på vores side. Jeg håbede, Silicia havde mere at byde på end jeg. Hvis jeg skulle være ærlig, tror jeg aldrig, at jeg havde fundet ud alene. Stedet var jo en labyrint. Havde det ikke været for Silicia, var jeg højst sandsynligt ikke sluppet derfra. Nej, vent – havde det ikke været for Silicia, havde englene taget mig med. Jeg mindedes, hvordan hun med et rustent rør havde slået englen ud i den mørke gyde, lige som jeg var ved at blive offer for hans sværd. Silicia var egentlig ret modig på trods af sin svage skikkelse.  Jeg mærkede dog et stik af tvivl. Ville det være så forfærdeligt, hvis jeg var ved englene? Jeg var trods alt deres gud, ikke? Men jeg var ikke klar til den slags ansvar.

Det gik ikke op for mig, at mit blik havde låst sig fast på en af lampernes flammer, og at jeg havde stirret mig blind jeg-ved-ikke-hvor-længe, før en varm hånd blev lagt på min skulder, og det gibbede i mig. Det var bare Edam.

”Am, kommer du?” spurgte han og forsøgte sig med et lille smil. Det var første gang, han havde smilt til mig siden jeg havde fortalt ham min hemmelighed. Faktisk, så var det første gang, han overhovedet havde set mig i øjnene.

”Undskyld,” sagde jeg stille, da det gik op for mig, at han nok havde snakket til mig, mens jeg var faldet i staver. Jeg fulgte ham og Silicia ud af rummet og endnu engang ud gennem den store søjlehal. Denne gang var der ingen dramatisk afgrænsning af mennesker på linje. Da vi kom ud, stod solen højt på himlen, og jeg blev overrasket over at observere, at det næsten var middag. Men der var selvfølgelig ikke mange solskindstimer i døgnet, når man befandt sig nede i en gryde som denne. Andre ville nok lige skulle bruge et halvt minuts tid til at vænne sig til lysets intensitet, lige når man kom ud af den dunkle klippehule, men mine øjne var taknemmelige for lyset. Jeg var simpelthen så natteblind, og jeg havde været lige på nippet til at få hovedpine af mine anstrengelser.

Vi fulgte Edam tilbage til byens centrale plads, hvor den ’værdiløse’ kæmpediamant befandt sig, men her drejede vi ned ad en af de andre, mindre gader, hvor vi til sidst stoppede foran en af de små kalkbygninger. Jeg var ved at få det ret varmt under de omtrent ti lag tøj, jeg var pakket ind i. Der var ingen vind nede i gryden her, og under solen blev luften rigtig hurtigt rigtig varm.

Edam besteg de tre små trin op til hoveddøren og åbnede den. Silicia var den første til at følge med ind, og jeg lukkede forsigtigt døren bag os.

Vi blev mødt af et henrykt hvin, og Edam blev trukket ned i en omfavnelse af et par tynde arme. Da Edam rettede sig op og trådte til siden, dukkede en lille, midaldrende kvinde op. Hendes hår var rødt og kruset og strakte sig langt ned ad ryggen på hende. Hendes øjne var dybblå og lyste op på trods af de bekymringsfyldte rynker, der strækkede sig over hendes ansigtstræk.

”Du må være deres mor Lynn,” sagde Silicia og rakte høfligt sin ene hånd frem, ”Jeg hedder Cia”

Deres mor? De må have snakket om hende mens jeg havde været væk. Kvinden afværgede Silicias gestus og trak hende ind i et kram næsten lige så hjertefølt som før. Hendes oprigtige glæde fik mig til at smile.

”Og Am,” sagde hun, da hun trak sig ud af omfavnelsen og så mig an med hænderne placeret på mine skuldre. Jeg åbnede munden af forvirring over, hvor hun kendte mit navn fra, før jeg fik øje på Adar over hendes skulder, og jeg smilte. Hun så medlidende på de friske ar på min kind, før hun også omfavnede mig. Selvom hun var helt fremmed for mig, overgav jeg mig fuldkomment til hendes kram – og hvor var det dog tiltrængt.

”Tag I og snup jer et bad, mens jeg finder noget, I kan fylde jeres maver med,” sagde hun og hviskede, ”I lugter lidt af ged.”

Jeg kunne ikke lade være med at grine over hendes ærlighed, og smilet låste sig fast i mine læber. Jeg følte mig endelig i sikkerhed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...