Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 24 nov. 2018
  • Status: Igang
Menneske med en blodsforbandelse, eller gudinde med en mission?
Som syttenårig burde man være bebyrdet med overvejelser om uddannelse og karriere såvel som kærester og venner. Men da Amelia bliver kidnappet og bragt til en verden parallel med hendes egen, befinder hun sig pludselig midt i et endegyldigt opgør mellem Lyset og Mørket. Den magtsyge Gud af Natten med vampyrerne som sine soldater har tvunget Lysets engle i knæ. Deres sidste håb er den forsvundne Gudinde, og kapløbet om at finde Hende først er sat ind. Men kan Hun overhovedet leve op til forventningerne?

Dette er fortællingen om Dagen, Datter af Solen, og hendes liv som menneskepigen, Amelia Strattford. Tilslut dig Lyset og følg en Gudindes færd gennem denne fremmede verden.

God fornøjelse.

VOLD OG ANSTØDELIGT SPROG KAN FOREKOMME

28Likes
43Kommentarer
17992Visninger
AA

19. NIENDE

Jeg kunne mærke skovbunden under mine bare fødder. Det bløde, fugtuge mos kildede mig på de få steder, hvor jeg endnu ikke havde udviklet hård hud under fødderne. Min far havde lært mig, at bare tæer var nøglen til at bevæge sig gennem terrænet uden en lyd, og dyrelivet omkring mig ænsede mig end ikke. Jeg havde sat min vejrtrækning ned til noget, jeg knapt kunne mærke, og det var kun den periodevise damp, der afslørede mit åndedræt. Luften var kølig og frisk, og jeg kunne mærke blodet strømme gennem mine varme kinder. Den tidlige morgensol skinnede pletvist gennem de forårsgrønne trækroner, mens jeg snoede mig ind og ud mellem træerne med et fast greb om buen i mine hænder. Jeg havde allerede en pil mellem mine fingre, klar til på et splitsekund at spænde strengen og lade spidsen skære sig gennem luften mod sit bytte.

Mit lange, mørke hår, der ellers ville indramme mit ansigt og falde om mine skuldre, var trukket bagud i en fletning for at holde mit syn frit. Jeg var iklædt en brun skindkjole, som min mor havde syet dengang, hun var i live. Det var før, jeg blev født. Min far havde sagt, at hun gav mig sit liv, og at hun levede videre i mig. Jeg havde kun min fars familie, og han havde kun mig. Nu var han syg, og jeg var nødt til at jage for at forsørge os, selvom jeg var en kvinde. De andre så ned på os, fordi han havde oplært mig i buens kunst, men han havde ingen sønner. Han havde aldrig ladt sig selv elske efter min mor. Han havde altid forklaret deres misbilligelse med, at jeg var meget bedre end mændene. Jeg var den bedste jæger på egnen, og de andre ville ikke acceptere det. Fordi jeg var en kvinde. Men jeg behøvede ikke deres respekt for at ramme plet.

Dér.

Jeg stoppede op. Hjorten havde ikke set mig. Jeg placerede stålfast mine fødder i jorden under mig, uden at knække selv den mindste kvist. Jeg rettede ryggen og trak i buens streng, mens jeg åndede ind. Jeg holdt vejret, mens jeg sigtede, og åndede først ud, da jeg slap pilen. Pilens fjer snittede min kind på sin vej, og den slap buen og skød afsted gennem luften. Lige mellem to forgreninger af hjortens gevir fandt pilen vej til hjortens ene øje, hvor jeg vidste, at den ville dø uden at lide.

 

Jeg slog øjnene op med en underlig fornemmelse. Det var ikke som at vågne fra en drøm. Det var ikke en drøm, det var jeg sikker på. Jeg huskede det hele så klart. Lugten af forår i luften; lyden af vinden i de friske blade; følelsen af mos mellem mine tæer; synet af den fredeligt græssende unge kronhjort. Det var alt sammen så virkeligt. Det var mig. Eller det havde i hvert fald været. Jeg var sikker.

Jeg tog mig til hovedet i forsøget på at fastholde mindet. Gned mig i øjnene for at minde mig om, at jeg var vågen. Jeg sukkede. Så stille som muligt smøg jeg mig ud af tæpperne og rejste mig fra den slidte madras, jeg frivilligt havde meldt mig til at sove på. Det var, som om jeg kunne huske, hvordan jeg slangeagtigt skulle bevæge mig for ikke at lade stoffet give en lyd fra sig. Som om mit sind kunne huske, hvad der skulle til. Det var underligt. Jeg havde altid været så klodset. Måske var det indbildning, men jeg var næsten sikker på, at jeg kunne tilgå den indlærte evne, jeg havde tilegnet mig i mit tidligere liv. Det måtte være indbildning.

Silicia lå i sengen med ryggen til mig, og jeg kunne se hendes brystkasse hæves og sænkes i takt med hendes stille vejrtrækning. Det var Adars værelse, vi sov på. Han var rykket ind til Edam for at gøre plads til Silicia og jeg. De var alt for gæstfrie. De vidste ikke engang, hvem vi var. Men efter et par uger i ødemarken kan man vel ikke undgå at lære hinanden at kende. Alien, havde Adar kaldt mig, da jeg havde afsløret, at jeg var fra en anden verden. Og alligevel havde de lukket mig ind i deres hjem. Men det virkede heldigvis til, at Edam var ved at acceptere mig igen. Det var virkelig en byrde, der havde løftet sig fra mine skuldre.

Da jeg stille havde lukket døren ind til Silicia, havde jeg egentlig besluttet mig for at gå en tur i byen, selvom det stadig var mørkt udenfor. Det måtte være tidligt om morgenen. Men da jeg begav mig igennem det lille hus, nåede jeg ikke længere end køkkenet, før jeg blev mødt af en mørk silhuet, og jeg gispede.

”Åh, undskyld, kære.”

Jeg åndede lettet ud. Det var bare Lynn. Min paranoia var seriøst ved at tage overhånd. Men det er der vel ikke noget at sige til, taget i betragtning af, at jeg blev kidnappet fra mit hjem af udødelige væsner og bragt til en eller anden parallel dimension, for så at blive fortalt, at jeg tilmed er en gud. Lige pludselig havde jeg lyst til at skrige, at de alle sammen kunne gå ad helvede til; at de havde ødelagt mit liv. Men det var kun Lynn, der kunne høre mig, og hun var jo netop en af de få, der havde taget imod mig med åbne arme. Når jeg tænkte over det, var Silicia og Lynn faktisk de eneste på listen over folk fra denne verden, der ikke havde mødt mig med fjendtlighed. Det var ikke bare mig, denne verden gjorde paranoid. Det var alle, der måtte leve i den. Og så var der denne tilsyneladende glemte by, der lå isoleret fra omverdenen, hvor bjergvæggene rejste sig beskyttende til alle sider. Men de måtte da være nødsaget til at bevæge sig udenfor dalen indimellem, ligesom Edam og Adar havde været det – og den gruppe, der havde mødt os på den anden side af en af bjergtoppene. De to brødre havde egentlig aldrig fortalt, hvad de lavede så langt væk fra deres hjem. Og hvorfor i al verden havde man valgt at sende en lille dreng som Adar afsted? Det var jo uforsvarligt.

”Er der noget galt?”

Det var Lynn igen. Jeg blinkede for at komme ud af min tankestrøm. Tilbage til virkeligheden, Amelia. Eller, pseudovirkeligheden, som det var for mig. Hvis man overhovedet kan kalde den det, for var den ikke lige så virkelig som min egen virkelighed? Jeg gned mig i øjnene. Jeg måtte se at vågne op.

”Nej, undskyld,” svarede jeg søvndrukkent, langt om længe, ”Jeg blev bare vækket af en drøm, og så kunne jeg ikke falde i søvn igen.”

Jeg fik lyst til at spørge hende, hvorfor hun var oppe midt om natten, men jeg afholdt mig fra det, da jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle formulere mig uden at lyde anklagende eller mistænksom. Svaret fik jeg dog, da jeg så nærmere på Lynn. I lyset fra olielamperne og den svage ild fra kakkelovnen i hjørnet kunne jeg se, at hun havde et forklæde slået om sig, og derefter fik jeg øje på ingredienserne på bordet.

”Er du ved at bage? Midt om natten?” spurgte jeg overrasket, men Lynn svarede mig bare med et lille grin.

”Midt om natten,” gentog hun grinende, ”Det er skam ikke midt om natten, fjolle, det er bare dalen der er mørk. Solen står snart op, vil jeg tro. Vil du have en kop te?”

Det kan godt være, at det var et spørgsmål, men jeg nåede ikke at svare, før hun klappede i hænderne, hvilket resulterede i at en sky af melpartikler opstod omkring hende, hvorefter hun rakte op på hylden over hende efter en krus.

”Nej, nej, ellers tak,” skyndte jeg mig at sige, da jeg egentlig aldrig havde været for glad for varme drikke, med mindre jeg var syg, og det derfor var nødvendigt, ”Jeg tænkte egentlig, at det måske ville være rart at gå en tur – se, hvad det er her for et sted.”

”Åh, det lyder da som en god idé,” sagde hun og stillede kruset tilbage på sin plads, ”Så vil du måske hente lidt vand til os fra søen? Den er så smuk, den må du se. Den ligger nok knap en halv times gang herfra, så er du hjemme til friskbagte boller.”

Pludselig forstod jeg, hvor Adar havde sit optimistiske livssyn fra. Der var en ubekymret lethed over Lynn, og den smittede af på mig, så det kunne mærkes på smilebåndet.

”Det vil jeg meget gerne,” sagde jeg.

”Skønt,” smilede hun og børstede sine hænder af i forklædet, ”Kom med mig.”

 

Lynn klædte mig på til at gå ud i den tidlige morgenstund, og til at holde vandet i gav hun mig to keramiske vandbeholdere, der når de var fyldt skulle hænges på hver ende af en lang pind, jeg skulle balancere over skuldrene. Men på turen mod søen benyttede jeg pinden som vandrestav, og med de to krukker i deres snore over min ene arm, kunne jeg have en fakkel i den anden hånd.

”Den får du ikke brug for på vej hjem,” havde Lynn sagt, ”Solen når at stå op. Bare følg floden mod strømmen. På et tidspunkt skal du gå på en bro langs klippesiden, men den skal du ikke være bekymret for – den har holdt i hundrede år, og vi går på den hver dag.”

Jeg tvivlede på at en bro i så fugtige omgivelser ville holde i hundrede år uden at rådne, men jeg gik ud fra, at det nok bare var et udtryk for, at den havde holdt længere end, hvad hun vidste af.

Men der, hvor to bjergsider lukkede sig om floden, var det ikke en bro, min sti ledte hen til. Det var en afsats af brædder lagt oven på tykke bjælker, der var banket ind udhugninger i den massive sten. Der var ikke noget rækværk, intet, der afholdt mig fra at falde ud over kanten og ned i den stærke strøm. Her blev jeg lidt stående og så konstruktionen an, før jeg tog mig sammen og trådte op på afsatsen. Jeg holdt faklen ud i strakt arm foran mig, men jeg kunne ikke se, hvor lang tid jeg skulle gå over vandet, da floden forsvandt bag et sving længere forude. I revnen over mig kunne jeg se den dybblå himmel med adskillige stjerner på, og jeg håbede på, at jeg som Solens Gudinde kunne finde en lille smule støtte i de millioner af små sole, når nu jeg ikke havde min egen. Jeg tog en dyb indånding og fortsatte med varsomme skridt.

Det første stykke tid kunne jeg høre vandet bruse under mig, så lyden af de knirkende brædder blev maskeret. Men lidt efter lidt spredte klipperne sig og gav plads til vandet, og da jeg langt om længe nåede den såkaldte bros ende, kunne jeg kun høre lyden af fredeligt rindende vand. Jeg sukkede lettet, da jeg endelig mærkede fast grund under mine fødder, og jeg kiggede op for at takke stjernerne. Men stjernernes lys var nu afløst af en lysnende himmel. Jeg kunne mellem bjergtoppene se de første solstråler ramme enkelte skyer, der eksploderede i et mekka af violette til rosa nuancer, der afslørede, at solen snart ville kæmpe sig op over horisonten. Jeg frydede mig over daggryets begyndende frembrud, og jeg så virkelig frem til at mærke de varme stråler atter ramme min hud. En tanke slog ned i mig.

Jack havde kaldt mig Solens Datter. Men hvad betød det egentlig? Den eneste gang, jeg havde oplevet faktisk at have kræfter, var, da jeg havde helbredt Adar efter Amiras dødbringende pil. Hvad hvis det ikke var det eneste, jeg kunne?

Et øjeblik stod jeg bare og stirrede på farverne, der langsomt ændrede sig, før jeg besluttede mig for at lægge mig i græsset, så jeg bedre kunne kigge op i himlen og betragte den smukke udsigt. Jeg lagde pinden og krukkerne i græsset ved siden af mig, før jeg stak faklen i den fugtige jord. Jeg tog en grådig indånding i den friske luft, og lod mine tanker flyde til lyden af vandets rislen, mens mit blik forsvandt i himlens vidunder.

Jeg forsøgte at genkalde mig, hvad der var sket i øjeblikket inden jeg faldt i søvn ved Adars side den nat, men mindet var udvasket og svagt. Jo – der havde været en melodi. En melodi, der havde sit udspring et eller andet sted dybt inde i min sjæl, langt tilbage i mit liv. Arh, hvordan var det nu, den lød? Tænk, Amelia! Tænk.

Men det var som at prøve at huske vindens farver; som om jeg jagtede et minde, der ikke eksisterede. Jeg sukkede. Det var umuligt. Jeg havde ingen kontrol over mine evner – og ville nok aldrig få det.

Mine tanker faldt på min sidste dag i Miami. Jeg havde siddet i en af de små, solbelyste gader med ryggen mod en pastelfarvet mur, der føltes varm mod min ryg og fik min hud til at klistre af sved. Men det var ikke noget, jeg havde lagt mærke til, for min bevidsthed befandt sig et andet sted. Jeg havde siddet og spillet guitar for mig selv. Det havde ikke været nogen bestemt sang, bare nogle tilfældige toner, jeg ikke kunne komme i tanke om.

Det gav et sæt i mine fingre. Min krop huskede den rytmiske bevægelse over strengende, den genkaldte sig tonerne, og pludselig sprang melodien frem i mit hoved. Før, jeg kunne stoppe den, havde den fundet vej til mit stemmebånd, og jeg nynnede uhæmmet. Melodien var blid og melankolsk og egentlig ikke særlig munter, men alligevel spredte en varm fornemmelse af glæde og sindsro sig i min krop, og jeg smilte mod den stadigt lysnende himmel, der nu havde et strejf af turkis over sig. Skyerne stod tydeligt frem med deres begyndende gyldne nuancer, og det var, som om tiden stod stille, mens jeg lå dér i græsset ved floden.

Der skete noget.

Det skete så langsomt, at jeg næsten ikke ænsede det. Men en tåge begyndte at sprede sig i kanten af mit synsfelt, og jeg satte mig op og opdagede, at den lå lavt i en cirkel omkring mig. Jeg holdt vejret, og melodien pausede. Det var, som om tågen holdt inde, da jeg stoppede med at nynne, og jeg betragtede den lidt, mens den lå og ulmede i græsset. Langsomt genoptog jeg melodien.

Jeg havde næsten bildt mig selv ind, at tågen dansede omkring mig, mens den gradvist rejste sig fra græsset. Jo, jeg var altså meget overbevist om, at den dansede. Da den havde nået omkring en meters højde, kom jeg på benene for endnu at betragte den i sin fulde form, mens den pulserede i takt med min ordløse sang. Den lagde sig over græsset under mig, så det eneste, der bekræftede mig i, at jeg stadig stod på jorden, var belastningen af min egen vægt på mine ben. Jeg rakte min ene hånd ind i tågen og kunne med det samme mærke den kølige fugtighed fra de små vandpartikler. Men det var ikke det eneste. Da min hud ramte de små dråber, var det som en tændstik til ilden, og min hånd lyste op med et velkendt, køligt lys, der fik partiklerne i tågen til at glimte. Betaget begyndte jeg at dreje langsomt rundt, mens jeg trak min hånd gennem tågen for at betragte glimtene. Tågen begyndte at kravle op langs min arm. Da den nåede mit ansigt, føltes det nærmest som om den kærtegnede min kind; som om vi kendte hinanden godt. Som mor og datter. Ud af øjenkrogen kunne jeg fornemme mine lys, og jeg lod mig opsluge af tågen.

Melodien stoppede, og den sidste tone hang i tågen som et ekko, mens jeg så min krop falde til jorden. Bevidstløs. Tågen tog mig til sig, bar mig; løftede mig, så jeg til sidst ikke længere kunne se min krop, ikke kunne se dalen, floden, end ikke bjergene. Men der skete ingenting. Tågen stod stille. Der var ingen stemme at følge, ingen dragende kald, for jeg havde ikke forladt min krop for at besvare en hidkaldelse. Jeg stod stille i luften, for denne gang vidste tågen ikke, hvor jeg skulle hen. Denne gang var det mig, der bestemte. Og jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvem jeg ville se. Der var kun ét ansigt, der dukkede op i min bevidsthed.

Eliyas

Tågen rørte på sig. Som om der gik en strøm gennem tågen, som en krampetrækning – voldsom, men kortvarig. Og så stod tågen stille igen. Tyk, fugtig og omklamrende. Der skulle mere til. Jeg fokuserede på nuancerne i hans navn, smagte på det i tankerne, sang det for min bevidsthed. Jeg forestillede mig hans ansigtstræk, der var hærgede af et alt for langt liv med alt for mange fejl og tyngden af det ansvar, der fulgte med udødeligheden. Et ansvar, mange ellers syntes at have forkastet sig.

Jeg klemte øjnene hårdt i og lukkede alt andet end Eliyas ude. Ikke at det var så svært, for synet og hørelsen var de eneste sanser, jeg stadig havde, når jeg var Lux. Da tågen begynde at bevæge på sig igen, åbnede jeg ikke øjnene, selvom jeg kunne mærke, at jeg bevægede mig gennem luften. Jeg blev ved med at bygge flere detaljer på mit indre billede af hans ansigt. Hans øjenfarve, hans smil, hver enkelt tand, og hvert enkelt hårstrå i hans skødesløst charmerende hårpragt. Det virkede.

Da jeg atter stod stille, åbnede jeg tøvende øjnene. Jeg svævede i luften over ruinerne af en gammel kirke. Så de havde altså været kristne her en gang. Det var ret skræmmende at se, hvor meget lig hinanden de to verdener havde været. Det her kunne meget vel have været min verden. Jeg fik øje på ham blandt murbrokkerne. Han sad alene på resterne af en falden mur og lod til at være langt væk i sine egne tanker. Så snart han stod klart for mit syn, kastede jeg mig mod ham for at omfavne ham. Lykkeligt havde jeg glemt det faktum, at jeg ikke var andet end lyspartikler i luften. Men før, jeg kunne nå at registrere det, kom han på benene, greb en sten på størrelse med et forvokset græskar fra den bunke, han havde siddet på, hvorefter han slyngede den mod mig som for at skyde mig ned. Jeg nåede ikke at flytte mig, da det hele foregik i vampyr-superhastighed (og jeg blev mindet om, hvor uhyggeligt det var, når han brugte sin evne), og et øjebliks rædsel skyllede over mig, mens jeg forsøgte at værne mit hoved med mine arme. Der gik et sekund, og da jeg var sikker på, at jeg ville have været død, åbnede jeg øjnene igen. Den store sten rullede et par omgange i græsset bag mig, hvorefter den tungt faldt til jorden. Den var gået lige igennem mig. Jeg så chokeret fra stenen til Eliyas.

Ved Nox’ bagdel, Strattford!” udbrød han med et lettet smil og smed endnu en sten – nu kun på størrelse med en knytnæve – mod mig.

Jeg rynkede forarget på næsen og rykkede mig ikke for stenen, der fortsatte uhindret gennem luften.

”Jeg vil helst være fri for Ramons bagdel, tak.” Jeg havde faktisk lykkeligt glemt hans eksistens for en stund. Gad vide, om han vidste, hvor jeg var?

”Jeg troede, du var en engel!” sagde han frustreret.

”Hvad hvis jeg var? Stakkels engel, siger jeg bare,” grinte jeg, ”Du er godt nok noget nervøs af en stor og stærk vampyr at være.”

Han lod sig igen dumpe ned på rester af ruinen, mens hans ansigt skiftede fra lettet til lettere såret.

”Jeg kunne have dræbt dig!” lød det forfærdet fra ham, hvorefter et smil bredte sig over hans læber, mens hans blik blev lyst op af – ja – mig, faktisk.

”Arh, nu synes jeg du bliver lidt for selvsikker,” sagde jeg og smilede drilsk, før jeg tilføjede, ”Jeg er trods alt en gud.”

”Touché,” svarede han og blev stille, mens han betragtede mig i luften. Jeg følte mig lidt som en freak, så jeg så ned i jorden og lod tågen sænke mig, hvorefter den slap sit tag i mig og krøb væk gennem græsset, før den forsvandt helt. Jeg gik forsigtigt over mod ham og forsøgte at bevæge mig så menneskeligt som muligt. Og det skal lige siges, at det altså er kropumuligt, når man ikke har en krop.

”Jeg er glad for at se, at du ikke sidder i et sørgeligt, mørkt værelse længere,” sagde jeg, lige før jeg lagde an til at sætte mig ved siden af ham. Men jeg kunne have svoret, at det ikke var min mening at falde igennem murbrokkerne i forsøget, men ned faldt jeg altså, til jeg var helt dækket af jord og sten. Op mellem stenene kunne jeg se hans forvirrede ansigtsudtryk.

”Amelia?” kaldte han og begyndte at flytte stenene for at grave mig op. Men jeg havde bare lyst til at grave mig længere ned af ren og skær ydmygelse. Hvorfor skulle jeg være så forbandet klodset? Hvad blev der af de evner, jeg netop havde erhvervet mig her til morgen? De gjalt måske kun min krop. Jeg sukkede irriteret og bevægede mig langsomt op gennem bunken, mens jeg i tankerne takkede guderne for, at man ikke kunne se hvor tomatrødt, mit ansigt ville have været.

”Man skulle tro, jeg var vant til det efterhånden, men det her med at svæve er altså sværere end det ser ud,” mumlede jeg idét, jeg nåede tilbage til overfladen. Det var egentlig mest til mig selv, men Eliyas havde hørt det, og han grinte kort, mens jeg fandt på plads ved siden af ham. Da jeg så op på ham, opdagede jeg, at solen var brudt frem bag horisonten, for Eliyas’ ansigt var dækket af kaskader af gyldent lys. Jeg betragtede ham sultent, mens hans blik var optaget af noget andet i solens retning. Hans hår skinnede i lyset, og hans blå øjne syntes nu nærmest turkise som et klart ocean, man kunne dykke ned i blandt koraller og fisk som i en helt anden verden – altså, ikke bogstaveligt talt, vel. Det var først, da hans kæbe bevægede sig, og han åbnede munden for at sige noget uden at flytte blikket, at jeg kunne løsrive min opmærksomhed fra hans tryllebindende øjne.

”Det ser nu meget let ud,” sagde han og nikkede frem for sig. Jeg rynkede øjnene og kiggede et øjeblik skeptisk på ham, før jeg vendte mit blik i den retning, han havde nikket.

”Hvad mener–” fik jeg sagt, før jeg fik øje på dem. Til at starte med, lignede de duer, der fløj forvirrede rundt i en hvirvelvind. Men efter jeg havde undersøgt dem nærmere, opdagede jeg, at de hvide vinger havde kroppe.

”Wow,” fik jeg fremstammet lettere målløs.

De fløj ikke forvirret rundt i en hvirvelvind, som jeg først havde fået indtryk af. De bevægede sig nærmere i elegant ekstase. Med udstrakte lemmer – arme og ben såvel som vinger – nød de den frie følelse af luft omkring dem; af vægtløsheden, som jeg også selv kendte. Pludselig længedes jeg efter at lade vægtløsheden omslutte mig; at flyve med dem, og tage del i hvad, der lignede en sværm af små fugle på denne afstand. At være en del af en sameksisterende organisme og samtidig nyde den lykkelige frihed med dem; at strække mine arme og ben og mærke vinden omkring mig, mens min krop blev lyst op af den gyldne solopgang.

Da jeg langt om længe fik vristet mit blik væk fra den betagende seance, der udspillede sig over horisontlinjen langt fra os, vendte jeg mig mod Eliyas for at opdage, at han ligeledes var optaget af englenes dans i luften. Men mens jeg selv havde set til med fryd, lå der i stedet et bedrøvet udtryk over Eliyas’ ansigt. Jeg åbnede munden for at sige noget, for at spørge ham, hvad der var galt. Men før, ordene faldt på plads, fangede en bevægelse lige bag os min opmærksomhed, og jeg gispede.

”Dine vinger,” udbrød jeg overrasket, ”Du har vinger!”

Ja, okay, jeg ved godt, at jeg længe havde vidst, at han havde vinger, men nu var de virkelige. Jeg kunne se dem, og ikke som en refleksion, som han tidligere havde angivet som den eneste måde at se dem på. Første gang, jeg havde set dem, havde været i bølgernes brus på skibet, hvor de i høj grad bare havde lignet en sort batmankappe, der indrammede hans skikkelse. Anden gang havde været da han havde hidkaldt mig, hvor jeg havde set dem i spejlet som et par store kragevinger. Kulsorte, som om de nærmest opslugte al lys, de blev ramt af. Denne gang var de sorte fjer blanke og indbydende i solens gyldne skær. De store vinger mindede mig nu mere om en elegant sort svane end en mørk krage, som de havde gjort det, da jeg så dem i spejlet ved mit sidste besøg hos Eliyas. Jeg rakte ud for at lade min hånd køre over de glatte fjer, men den faldt lige igennem. Nårh, ja, jeg var stadig bare luft og lys.

”Ja,” sagde Eliyas kortfattet og kiggede sig over skulderen på de majestætiske lemmer, der stak ud af ryggen på ham og hang ned over murbrokkerne. Han rakte om bag sig for at lade sin hånd glide over fjerene, akkurat som jeg ville have gjort det, og fjerene glitrede ved bevægelsen. En af dem sad løst og faldt af da Eliyas rørte ved den. Den var omtrent så lang som min egen underarm, og den dalede nu fredfyldt mod stenene mellem os. Han samlede den op og holdt den ud foran sig i tavshed, mens vi begge betragtede den smukke fjer, der nu ved nærmere undersøgelse syntes at reflektere alle regnbuens farver i sit skær. Det var i hvert fald, hvad jeg selv syntes om den. Men Eliyas virkede mere til at se på den med en snært af foragt i sit blik.

”Hvorfor flyver du ikke med de andre engle?”

Spørgsmålet røg ude af mig, før jeg havde tænkt det igennem. Måske en af følgerne ved at min hjerne teknisk set ikke havde forladt min krop og nu lå bevidstløs i dalen. Eliyas kiggede stift ned i jorden, da han svarede.

”Mine vinger har altid været sorte,” sagde han monotont og dystert og trak på skuldrene i ligegyldighed, men jeg vidste bedre. Jeg kunne se på ham, at han hadede det.

”Jeg har aldrig kunne flyve med de andre ved solhverv. Kun hvide vinger kan bære,” fortsatte han, ”Men de ved ikke, at jeg blev både vampyr og engel den nat. De ved kun, at jeg er vampyr. De ville dræbe mig, hvis de vidste det. I denne verden kan man ikke være både god og ond – det er menneskeligt.”

”Det er jo fuldkomment tåbeligt,” sagde jeg, igen uden at tænke mig om, ”Du er jo supervampyr; du kan tåle solen–”

”Ja,” afbrød han mig, ”Derfor er jeg for stærk. Hybriders eksistens er en trussel for begge parter. Hvis de havde bare en anelse om det, ville jeg være jagtet af alle.”

Et kort, humorløst ha! forlod mine læber.

”Velkommen til min verden,” sagde jeg modløst. Siden jeg blev bragt til denne verden, havde jeg vitterligt været på flugt fra alle. De eneste, der ikke var efter mig (endnu), var menneskene. Jeg skulle bare holde på min hemmelighed, og så var jeg i sikkerhed.

”Hvor er du, Amelia?” spurgte han og så mig i øjnene med det mest fortabte blik, jeg nogensinde havde set, ”Du er ikke hos Englene, du slap væk fra Vampyrerne. Er du død?”

Jeg rystede på hovedet og havde lyst til at fortælle ham alt. At jeg havde det godt; at jeg var sammen med Silicia; at vi i vores flugt fra Barion havde fået hjælp af de to brødre, Edam og Adar; at vi havde fået ly i den frelste by, Civitas Salvus – Salvie, som Adar havde kaldt den. Men jeg kunne ikke fortælle ham det. Jeg kunne ikke risikere at bringe menneskebyen i fare, for hvis Eliyas kunne finde mig, så kunne Genevria og Ramon også. Så med et stik i hjertet sendte jeg ham et bedrøvet smil.

”Jeg er i sikkerhed,” svarede jeg og lagde min hånd over hans på stenene (en symbolsk gestus, for han kunne jo ikke mærke den, og jeg kunne ikke mærke ham), ”Det er det vigtigste.”

Han så ned på vores hænder og nikkede langsomt med sammenknebne læber og rynkede øjenbryn uden at sige mere.

Det gjorde virkelig ondt ikke at fortælle ham det, men han virkede til at forstå, selvom han ikke var tilfreds. I stilheden mellem os dukkede et spørgsmål op i min bevidsthed.

”Eliyas?” begyndte jeg, og han svarede med et Hm? før jeg fortsatte, ”Hvordan bliver man både vampyr og engel? Hybrid?”

Han flyttede lidt utilpas på sig, før han fjernede hånden fra stenen for at pille ved fjeren, han stadig holdt i den anden hånd. Så begyndte han at fortælle uden at fjerne blikket fra fjeren, og jeg vidste, at det ikke var et nemt emne for ham.

”For at omdanne et menneske, skal vampyren drikke næsten hver en dråbe af personens menneskelige blod, og lige før hjertet giver efter, skal mennesket indtage en dosis sort blod fra vampyren. I starten var mennesket nødt til at drikke blodet, og omdannelsen krævede altså en villighed fra menneskets side. Men man fik hurtigt opfundet sprøjten, så man kunne tvinge mennesker til omdannelse.”

Han så ned og drejede sin arm så underarmen blev blottet for mit syn. I leddet hvor huden var tyndest, og hvor menneskers blodårer trådte tydeligt frem, kunne jeg se en lille prik på Eliyas’ hud. Et ar. Mine øjne blev store.

”Eliyas, du–”

”Ja,” afbrød han hurtigt og fortsatte dystert, ”Mit liv blev taget fra mig.”

Jeg sagde ikke andet, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. I stedet lagde jeg min hånd på hans underarm over arret, mens jeg forsøgte ikke at kigge på ham alt for sørgeligt, for jeg vidste, at han afskyede medlidenhed. Ligesom ham rettede jeg blikket mod den sorte fjer, der efterhånden var blevet ret pjusket at se på. Men Eliyas så ud til at være langt væk i sin tankeverden, mens han langsomt destruerede fjeren mellem sine fingre, og han genoptog ikke sin fortælling af sig selv.

”Hvad skete der så?” forsøgte jeg mig, og Eliyas så kort op på mig, som om han havde glemt, hvor han var.

”Engle kan ikke omdanne et levende menneske, ligesom vampyrerne kan. Eller, det vil sige, vampyrerne er nødt til at dræbe mennesket først, mens en engel kun kan redde en person, der allerede er død. Englenes omdannelse handler om en forlængelse af livet, mens vampyrens mål er en udvidelse af døden,” forklarede han, hvorefter han igen så op på mig, denne gang for at finde ud af, om jeg stadig var med. Jeg skyndte mig at nikke opfordrende, og han sænkede igen blikket og forsatte.

”Ved et menneskes død skal en engel græde en tåre af ægte kærlighed, samle den i et glas og lade den fordampe i solens lys inden den første solnedgang, der følger menneskets sidste hjerteslag,” sagde han. Jeg fornemmede, at hans tone blev mindre og mindre bitter, mens han kiggede mod solen og englene, der stadig boltrede sig i lyset.

”Du var elsket af en engel?” spurgte jeg, måske lidt for overrasket. Han nikkede og flyttede ikke blikket fra horisonten. Himlen var helt turkisblå, og solen var allerede over halvvejs fremme.

”Jeg voksede op hos englene i Serib – Englenes land,” han pausede et øjeblik for at gøre en håndbevægelse over vores udsigt som for at vise, at det var her, han snakkede om, ”Jeg var forældreløs ved vampyrenes hånd lige som så mange andre børn i Serib. De gav os et nyt hjem i Vatikafeltet og et liv med det formål at opdrage os til at kæmpe for Lysets side. Det var her, jeg lærte Jack at kende. Ét af de klareste minder, jeg har fra mit menneskeliv, er fra den dag, han trådte blødende ind på Peterspladsen kort efter solnedgang og var døden nær. Jeg var ikke meget mere end 5 år gammel. Men jeg var en af den Oprindelige Engel Betira Fiorenzas mest lovende elever.”

Han snakkede generelt som om jeg burde kende de steder, han nævnte, og jeg forsøgte egentlig ikke at dvæle ved navnene, da det ville ødelægge fortællingen, hvis jeg stoppede ham for at få forklaret alt. Men dét navn havde jeg hørt før. Det var et – for mig – meget usædvanligt navn, så jeg genkendte det med det samme. Det var hendes mindesmærke, der stod opført i Civitas Salvus. Betira Lynnia Fiorenza af Serib. Hendes dødsår havde været 1690, så Eliyas måtte altså være ældre end det, hvis han havde kendt hende. Et kort øjeblik blev jeg helt slået bagover over hans alder. Jeg havde godt gættet, at vampyrerne kunne leve i meget lang tid og måske endda for evigt, hvis de ville, men jeg havde aldrig overvejet hvor gammel, Eliyas faktisk kunne være. Året 1690 var jo næsten firehundrede år siden! Hvis Eliyas var mindst firehundrede, hvor gammel var Jack så ikke lige?

”Da jeg var 22, tog jeg med Jack tilbage til Barion, så jeg kunne lære vampyrernes svagheder at kende. Men jeg opdagede også mine egne svagheder. Jeg var menneske. Jeg var ingen ting i forhold til dem. Jeg forelskede mig i én af dem, mens jeg var der, men hun blev enden på mit menneskeliv. Jeg nåede at leve 25 år som menneske, før Jack fandt min krop den nat – udtømt og under omdannelse. Han skyndte sig til Vatikafeltet, hvor Betira græd for mig. De var udmærket klar over, at det var farligt. Ikke alle menneskekroppe kan klare de to omdannelser på samme tid. Mange går i stå, og deres kroppe visner i stedet. Men Jack og Betira tænkte, at alt ville være bedre end en evighed som vampyr for mig. Og de har ret. Men selv efter omdannelsen er livet som både vampyr og engel farligt. De kalder os Dødsengle. Jeg ved ikke, hvor mange, vi er. Vi lever i skjul. Oftest som vampyrer, da det er sværere at skjule en blodtørst end et sæt usynlige vinger. Ja, lige bortset fra ved solhvervets begyndelse.”

Og netop som ordene havde forladt hans læber, gik fjeren i opløsning mellem hans fingre. Jeg kiggede op, og himlen var englefri. Da jeg vendte blikket mod Eliyas, opdagede jeg, at hans vinger var væk, akkurat som den sorte fjer. Eliyas mødte mit forvirrede blik med et svagt smil.

”Solopgangens lys kan noget helt særligt. Men kun ved sommersolhverv er lyset stærkt nok til at give vores vinger styrke,” forklarede han. Og ganske rigtigt var solen nu synlig i sin fulde, cirkulære skikkelse. Solhverv… Det mindede mig om noget. Solhverv falder – lige med undtagelse af skudår – altid på den 21. juni.

”Det er min–”

”Fødselsdag,” afbrød han mig, ”Det ved jeg.”

”Et tillykke ville være rart,” sagde jeg jokende.

”Tillykke,” gav han efter. Men han så mig ikke i øjnene, og lykønskningen virkede langt fra oprigtig. Det var, som om der var noget, han manglede at fortælle. Eller måske endda som om han skjulte noget for mig. Det var min attenårs fødselsdag. Måske betød det noget i min uendelige livscyklus? Men jeg måtte have tiltro til, at han ville fortælle mig det, hvis det blev nødvendigt. Så jeg pressede ham ikke. Jeg havde alligevel andre ting at tænke på. Såsom at træne mine gude-superkræfter, og, ej at forglemme, hvordan jeg kunne hjælpe Gill med at planlægge et angreb på Barion. Selvom jeg havde mest lyst til at bruge al min tid på førstnævnte og absolut ingen på det sidste, vidste jeg, at jeg blev nødt til det.

”Hvordan ved du det?” spurgte jeg lettere akavet. For jeg kendte jo godt svaret.

”Vi holdt øje med dig i flere år, før vi kunne få bekræftet, at du var Hende,” okay, det var ret så uhyggeligt, men det blev værre, da han fortsatte, ”Du var ret grim i din rottehaleperiode.”

Jeg kunne have svoret, at min puls blev skyhøj og mit ansigt ildrødt, hvis ikke jeg havde været så heldig, at jeg ikke havde min krop med mig. At være Gud kom med en fordel eller to, måtte jeg efterhånden indrømme. I min pinlige frustration kastede jeg mig mod ham for at skubbe ham ned fra den ødelagte mur, vi sad på. Men selvfølgelig faldt jeg lige igennem ham. Helt seriøst, hvornår lærte jeg det? Da jeg endelig fik stoppet min bevægelse gennem luften, lå jeg og svævede få centimeter over græsset. I næste sekund var Eliyas’ ansigt lige over mit, og et ustandseligt smil tog form over mine læber. Et smil, han gengældte, mens jeg forsvandt dybt ned i hans blå øjne.

Jeg kunne have ligget her i en evighed. Jeg ville ønske, at dette øjeblik, med alt dets lys og delte glæde, kunne eksistere udenfor tidsbegrebets begrænsninger. Men jeg ville også ønske, at jeg kunne mærke ham. Kysse ham. Køre mine hænder gennem hans hår og mærke hans arme omkring mig. Eliyas fornemmede mit smil blegne.

”Hvad er der galt?” spurgte han og granskede mit ansigt for svar.

”Jeg er nødt til at komme tilbage til min krop,” svarede jeg. Himlen var blevet helt blå, og jeg havde været væk for længe. Jeg kunne ikke risikere, at Lynn ledte efter mig, eller at andre, der skulle hente vand, ville støde på min livløse krop ved søen. Han nikkede forstående og placerede begge sine hænder omkring mit ansigt. Som om han forsøgte at fastholde noget, der blot langsomt ville sive ud mellem hans fingre.

”Hvordan fandt du mig?” spurgte han så, ”Jeg har ikke hidkaldt dig.”

”Jeg er ved at lære at kontrollere det,” svarede jeg med et smil, ”Sejt, ikke?”

Da smilet lyste hans ansigt op igen, lagde jeg min hånd mod hans kind, lukkede øjnene, og svævede opad, så mine læber ville have mødt hans. Men før, jeg blev mindet om, at det ikke var muligt, lod jeg mig opsluges i min tåge. Jeg vidste ikke, hvornår jeg kunne se ham igen. Jeg ville have, at mit nyligste minde af ham var et fyldt med glæde. Og jeg ville have, at hans nyligste minde af mig var af mine følelser for ham. Selvom jeg måske ikke havde defineret dem særligt tydeligt. For det kunne jeg ærligt talt ikke overkomme. Men jeg havde en fornemmelse af, at jeg umuligt kunne være i sikkerhed i bjergene særligt længe. Uanset hvor, jeg befandt mig, syntes ondskab og rædsel altid at indhente mig. Så selvom det måske var egoistisk af mig, sagde jeg hverken farvel eller vi ses. Jeg kunne simpelthen ikke bære at tage afsked med ham. Så jeg flygtede ind i min beskyttende tåge og tilbage til min krop, og kort efter slog jeg øjnene op til synet af den samme sprække mellem klipperne, som jeg havde gjort det lige før min astraludflugt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...