Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 16 aug. 2018
  • Status: Igang
Menneske med en blodsforbandelse, eller gudinde med en mission?
Som syttenårig burde man være bebyrdet med overvejelser om uddannelse og karriere såvel som kærester og venner. Men da Amelia bliver kidnappet og bragt til en verden parallel med hendes egen, befinder hun sig pludselig midt i et endegyldigt opgør mellem Lyset og Mørket. Den magtsyge Gud af Natten med vampyrerne som sine soldater har tvunget Lysets engle i knæ. Deres sidste håb er den forsvundne Gudinde, og kapløbet om at finde Hende først er sat ind. Men kan Hun overhovedet leve op til forventningerne?

Dette er fortællingen om Dagen, Datter af Solen, og hendes liv som menneskepigen, Amelia Strattford. Tilslut dig Lyset og følg en Gudindes færd gennem denne fremmede verden.

God fornøjelse.

VOLD OG ANSTØDELIGT SPROG KAN FOREKOMME

27Likes
43Kommentarer
17786Visninger
AA

4. ANDEN

Da jeg atter var klar nok i hovedet til at øjne øjnene, lå jeg på en blød sofa i et rum victoriansk af udseende. Alle møblerne var af træ og udsmykket med sirlige udskæringer, hvor det end passede ind. Og var det ægte guld, olielamperne var lavet af? Og hvad med lysestagerne, hvis stearinlys kastede flakkende lys rundt i hele rummet?

Jeg ville sætte mig op, men jeg var nødt til at bide smerten i mig først. Alle mine muskler gjorde ondt, som havde jeg løbet et maraton. Jeg tog mig til halsen, hvor jeg kunne mærke to små runde sår med cirka to centimeters mellemrum. Nu var jeg også mærket som pigen, der var kommet til mig i mit fangerum.

Det gik op for mig, at mine hænder ikke længere var bundet. Mine håndled sved og var omkranset af en lyserød ring af slidmærker efter rebet.

Jeg begyndte at kunne høre højrystede stemmer. De var for langt væk, til at jeg kunne tyde ordende, men de kom nærmere. En af dem var den blonde vampyr, og han lød bestemt ikke glad.

”Fortæl mig sandheden, Jack!” råbte han, ”Jeg så hendes mærker!”

Manden, han talte til – Jack, som den blonde havde kaldt ham – svarede noget mere lavdæmpet, og jeg kunne endnu ikke høre det.

”Det er umuligt,” sagde stemmen, jeg kendte, ”Der er gået mere end tusind år!”

”Det er ikke umuligt,” svarede Jack roligt, ”Og du siger jo selv, du har set det. Det er mere, end jeg ved.”

”Men hvis hun er Ramons–”

”Shh!” Jack afbrød ham. Nu var de lige udenfor døren til rummet, jeg sad i, ”Ikke så højt.”

Der lød et klik, da en nøgle blev drejet i låsen, og døren blev skubbet op. Ind kom de to mænd. Jack var ikke så høj, men han så troværdig og alvidende ud. Hans hår var mørkt og halvlangt. Det øverste var samlet i en hestehale bag på hans hoved.

”Åh, du er vågen,” sagde han, ”Godt.”

Den blonde vampyr brugte sin super-klamme-vampyrkraft-fart til at nå over til mig, og jeg dækkede mit ansigt med mine underarme i forsvarsposition.

”Eliyas!” sagde Jack, ”Pas på hende, hun er ikke vandt til den slags.”

Han gik roligt over og satte sig ved sit skrivebord, mens den blonde, Eliyas, trak sig tilbage til et hjørne af lokalet og satte sig på en sofa, hvis puder var dækket med smukke broderier i guldfarvede tråde. Her støttede han hovedet med den ene arm på armlænet og så eftertænksomt på mig med en finger på læberne.

”Hvordan har du det, Amelia?” spurgte Jack roligt. Han så ikke på mig, men lagde den sølvfarvede nøgle i en guldbelagt, lille medaljon, der så ud til at være til en halskæde. Men puden indeni havde et hul, der akkurat passede med, at nøglen kunne ligge der.

Jeg kneb et kort øjeblik mine øjne mistroisk sammen. Hvor kendte de mit navn fra? Men det var vel ikke så mærkeligt. Det lød til, at de vidste mere om mig, end jeg selv. Hvor besynderligt, det end lyder.

”Underligt,” svarede jeg stille med en rusten stemme.

”Ja, det er meget normalt,” svarede Jack, men Eliyas fortsatte.

”Væsken, der var i sprøjten, boostede din produktion af blodceller, så du hurtigt ville komme dig.”

Jeg så tavst på ham. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Hvad sagde man efter at være blevet kidnappet og derefter næsten spist af vampyrer – der for resten fandtes i virkeligheden – for ikke at glemme det faktum, at hele ens krop kunne lyse op? Det var noget rod, det hele. Jeg ville hjem.

Men hjem var langt fra her. Hvor end her så var.

Det gik op for mig, at jeg stadig stirrede på ham, og jeg så ned på mine hænder. Studerede brandsårene om mine håndled. Hvorfor havde han kidnappet mig? For derefter at rede mig fra en af hans egne?

”Alonzo havde ellers godt fat i hende,” sagde Eliyas og så fra mig til Jack. Han tav og ventede svar fra Jack, men Jack havde bøjet sig over et søkort, der så ud til at dække hele skrivebordets overflade. Ved siden af ham lå et kompas og noget, der lignede en passer til at lave cirkler med.

”Hm,” mumlede Jack fraværende. Han samlede dét, jeg havde konkluderet, måtte være en passer, op og begyndte at bevæge den over kortet. Benene på passeren var spredt og det lignede, han talte skridtene fra ét punkt til et andet.

Det knagende træ og bølgernes brusen var det eneste, der kunne høres. Og selvfølgelig tankerne, der igen var i færd med at drukne mit hoved. Spørgsmålene var mange, og de pressede sig med ét på. Men jeg havde ikke lyst til at tale med dem. De var ikke som jeg. De var farlige, ukontrollerbare væsner. Som dræbte mennesker. Kunne man kalde dem kannibaler? Nej, det kunne man vel ikke. En kanibal var defineret som en, der spiste en anden af sin egen art. Og skulle man tro myter og historier, var vampyrer ikke længere mennesker.

Det var Jack, der brød stilheden: ”Vi har endnu tre dages sejlads, før vi bryder gennem porten,” sagde han eftertænksomt, ”og derefter yderligere to døgn, før vi når til havns i le port d’Barion.”

Porten?

”Porten til hvad?” sagde jeg, før jeg kunne få lagt bånd på mig selv. De vendte begge hovederne og stirrede på mig, som om de havde glemt, at jeg kunne konstruere sætninger af mere end ét ord. Jeg så ned. Deres opmærksomhed ville jeg ikke have. Jeg ville lades alene. Jeg ville hjem. Hjem til det stressede liv i Miami, hjem til min far og min bror. Åh, hvor jeg savnede dem.

De vekslede et blik og så ud til at beslutte, at det var en viden, jeg ikke skulle kende til.

”Du må hellere gå til køjs, Eliyas,” sagde Jack og lagde kompasset i en skuffe under skrivebordet, ”Det er ved at blive dag.”

Eliyas nikkede og så på Jack, der tog sig til panden, som havde han hovedpine. ”Hvad skal der ske med hende?” sagde han og nikkede i retning af mig. Jeg blev helt fortumlet over at være blevet skænket en tanke. De virkede ellers til i store træk at være ligeglad med mig.

”Hun bliver her dagen over,” svarede han, og begyndte at slukke de olielamper, der lyste rummet op. Der var ingen vinduer, og det flakkende lys fra flammerne, der var lokalets eneste lyskilde, døde ud et efter ét, indtil kun én olielampe stadig brændte. ”Vi stiller hende for Ramon i morgen aften. Han ved, hvad der nu skal gøres.”

Eliyas så overvejende på mig og nikkede afmålt. I næste sekund forsvandt han ud gennem døren, Jack sukkede opgivende. Jeg havde igen skuttet mig ved de hurtige bevægelser, men løsnede lige så stille op.

”Som sagt,” Jack gik roligt over mod døren, Eliyas praktisk taget havde løbet ned, ”Du tilbringer dagen her,” – han drejede en nøgle i låsen. Om det var for at holde mig inde eller vampyrerne ude, vidste jeg ikke – ”Jeg befinder mig inde ved siden af, hvis du har brug for noget,” – nøglen, der var gammeldags af udseende, blev lagt i en lomme på indersiden af hans frakke-skråstreg-kappe – ”Der er menneskeføde i skabet derovre. Prøv at få noget mere hvile”

Med de ord, forsvandt han ind gennem en dør, der måtte føre til et kaptajnsværelse. Mere hvile? Jeg havde brugt det meste af min tid på ikke at være ved bevidsthed, siden jeg modvilligt havde forladt Miamis trygge velkendthed.

Hvad skulle jeg stille op nu? Jeg forsøgte mig med at komme på benene. Eliyas havde haft ret. Det virkede, som om min krop og blodforsyning havde det ganske normalt. Men mit blod var ikke et af mine større behov lige nu.

Mad. Jeg måtte have mad. Sulten havde sneget sig ind på mig skyggen af alle mine andre bekymringer.

Jeg begav mig hen mod det anviste skab, der ifølge Jack skulle indeholde menneskeføde, som han så fint havde betegnet det kort forinden.

Og han havde ret. Eller ret var måske så meget sagt. Om dette føde var spiseligt, kunne jeg ikke bedømme, men min mave skreg på næring. De tørre kiks og stuetemperaturs-dåsesuppe, der sikkert for længst havde overskredet sidste salgsdato, var godt nok. I stunder som denne, måtte man ty til drastiske handlinger. Overlevelse frem for alt var et menneskeligt instinkt, såvel som et dyrs.

Kiksene var endnu mere tørre, end de så ud til. Suppen kunne jeg ikke åbne. Men min mund skreg efter vand. Væske. Suppe. Hvad som helst.

Med en gammel fyldepen fik jeg prikket et hul i det tynde metallåg, og suppen blev glædeligt modtaget i min tørre hals. Og således gik første af mange kedelige måltider, jeg havde foran mig.

 

 

 

Så stille som muligt listede jeg døren på klem til kaptajnsværelset efter at have stået og lyttet efter tegn på liv et minut eller to. Der var ingenting. Ikke engang lyden af vejrtrækning.

Jeg skubbede langsomt døren op, og bad til, at den ikke ville knirke. Selvom stort set hele skibet knirkede fra alle hjørner, holdt jeg stadig vejret, som jeg stod dér i døråbningen. Stadig intet. Der var bælgmørkt herinde, og det tog mine øjne yderligere et minuts at danne omrids og konturer i mørket. På værelset var en kommode, hvorpå der lå en notesbog med tilhørende fjer og blæk. Hvem i al verden brugte stadig den slags?

Ved modsatte væg stod en seng. I sengen lå et lig. Sådan forekom det mig. Kroppen tilhørte Jack. Han lå helt stille med hænderne foldede over brystet, og han trak ikke vejret. Hans brystkasse hævede og sænkede sig ikke på almindelig vis, som ved et menneske. Han fortrak ikke en mine, mens jeg på tåspidser listede mig over til ham.

Fandens, han havde stadig den samme kappe på, hvori han havde lagt nøglen. Den lå spredt ud over sengen som en vifte eller endda sorte vinger. Som en flagermus.

Et gulvbræt gav sig under min vægt.

Det var, som om tiden stod stille. Jeg trak ikke vejret, men ej heller gjorde Jack. Har lå, som var han forstenet. Forsigtigt og med rystende hænder løftede jeg hans ene hånd fra sin brystkasse. Den var kold og tung, men Jack havde stadig intet livstegn vist. Var han virkelig død? Måske var det bare sådan en standard-vampyr-trancesøvn, der havde hele skibets besætning i sin magt.

Nøglen befandt sig ganske rigtigt i inderlommen på frakke-skråstreg-kappen, og med en tilfreds følelse af triumf trak jeg mig ud fra hans sovekammer.

Med et klik gik låsen op. Jeg var fri. For nu.

 

 

 

Ah, sollys! Jeg vidste ikke, hvor længe, jeg havde været fanget i skyggen, men det var alt sammen ligegyldigt nu. Jeg stod på rælingen med et fast tag i en rebstige, der så ud til at føre op til en udkigspost. Som jeg stod dér med lukkede øjne, omringet af vinden, der legede med mit hår og rev blidt i mit tøj, var jeg i mit rette element. Min far havde altid kaldt mig barn af Solen. Han påstod, at jeg, lige siden jeg var helt spæd, ikke var til at holde styr på, så snart Solen brød frem blandt skyerne.

Her kunne ingen røre mig, her vovede vampyrerne sig ikke ud. Eller gjorde de?

En tydelig opmærksomhedskrævende rømmen bag mig.

Chokket sammen med mit forsøg på at vende mig fik min fod til at glide af rælingen, og i et øjeblik, der føltes som flere minutter, hang jeg faretruende i luften over vandet og kunne intet stille op. Det her var mit endeligt. Jeg ville blive suget langt under vandet og drukne.

Jeg havde altid troet at det, at livet passerede revy, når man lå på dødsrenden eller havde en nærdødsoplevelse, blot var en myte. Men lige nu bladrede min hjerne igennem et fotoalbum i et forsøg på at overbevise mig om, at dette ikke var det sidste.

Jeg så min far komme vinkende ud fra lufthavnen efter at have været væk i en uge på forretningsrejse i Canada. Min bror og jeg var kørt til lufthavnen for at hente ham. Jeg var seksten, havde netop bestået køreprøven og var stolt ejer af et kørekort.

Dernæst så jeg min bror. Han havde lige opdaget sin passion for basketball og viste mig stolt, at han kunne ramme i kurven ved første forsøg. Altså efter at have øvet sig lidt.

Billederne blev ældre og mere slørrede. Min underbevidsthed kastede minderne over mig: Jeg pustede ti lys ud på en fødselsdagskage; jeg legede med strengene på en guitar for første gang.

I min buttede barnehånd holdte jeg et billede af min mor og far på deres bryllupsdag. Det var før, jeg selv var blevet født. Jeg lignede min mor på en prik. Samme grønne øjne, samme mørke hår. Samme tendens til at opholde sig i solen for længe. Hun var død i barselssengen. Der var gået mange år, før min far havde fortalt mig, hvad der var hændt min mor. Han havde fortalt mig, at min mormor ligeledes døde af at give liv til min mor. Hun havde kaldt det en forbandelse, der lå over kvinderne i min slægt. Når ét lys slukkes, tændes et nyt.

Få nanosekunder efter at min balance havde svigtet mig, greb noget fat om min underarm og hev mig i sikkerhed. Ikke noget, men nogen.

 Eliyas, der stadig havde et fast greb om mit håndled, hævede et øjenbryn og så på mig. Med sin frie hånd, løftede han nøglen, jeg havde hængt om min hals for ikke at miste den, fra min brystkasse. Endnu en gang havde han redet mig. Han stod med let spredte ben på rælingen i perfekt balance med skibets rytmiske gyngen, hvorimod jeg stadig svajede med bløde knæ i chok efter min nærdødsoplevelse.

”Jeg behøver ikke engang at spørge,” sagde han med rystende hoved. Han lod nøglen falde mod mit bryst og trak mig i sikkerhed med ned fra rælingen.

”H-hvad,” jeg sank en klump og tog mig sammen, ”Hvad laver du her?”

”Jeg ville spørge dig om det samme,” svarede han kækt. Deja-vu.

”Men,” hvad var det lige, jeg prøvede at sige? Det naturlige lys fremhævede hans heldige træk, og han så igen næsten guddommelig ud. ”Solen?”

”Nåeh, dét,” han trak på skuldrene. Det var ingen sag. Han var blot super-vampyr. Mere havde han ikke at sige om dén sag, kunne jeg mærke på ham.

Jeg vred min arm fri af hans greb, og i et kort sekund så han ud til at have glemt, at han lige havde reddet mit skind endnu engang.

”Hvad er det, I vil med mig?” jeg trådte et skridt væk fra ham. Efter chokket havde lagt sig, ramte vreden mig i bølger. I dette øjeblik var jeg ikke længere bange for ham. Min frygt var veget for den mere dominerende følelse og gjorde plads til vreden, der banede sig vej gennem mit sind. Derudover kunne han ikke gøre mig noget. Jack var hans autoritetsfigur og havde tydeligvis beordret ham til at se efter mig eller noget i den dur.

”Det,” sagde han roligt og sukkede opgivende, ”Det kan jeg ikke fortælle dig.”

Jeg så på ham med sammenknebne øjne. Han vidste, hvem jeg var. Hvad jeg var. Hvad ønskede han at opnå ved at holde det fra mig? Det var mig, det handlede om! Jeg havde en uskrevet ret til at kende alle hemmeligheder om mig.

Jeg måtte lægge bånd på mig selv. Jeg lukkede øjnene i og udstødte et frustreret suk.

”Fint,” sagde jeg og åbnede øjnene. Jeg stillede skarpt på vampyren foran mig og ignorerede hans skønhed. Hvorfor var det nu lige, han ikke brændte op i Solens lys? Jeg havde rigtigt nok set ham i dagslys før; første gang, jeg så ham i Miamis gader, kort før han var dukket op i mit hjem den samme nat. Men de andre vampyrer så ud til at holde sig inden døre. Der var kun os på dækket. Og hans guddommelige ansigtstræk. Og mit jordiske udseende, der ikke på nogen måde kunne måle sig, og hans heltedåd og min akavede, klodsede stilhed.

Og den hemmelighed, han holdt skjult for mig.

Det var, som viftede han med det, han vidste, lige under næsen på mig. Den måde, han overvejende så på mig – og jeg, der trodsigt skulede tilbage – for dernæst at vende hovedet ud over havet med et dybt suk plaget af eftertænksomhed.

”Så vampyrer eksisterer virkelig,” sagde jeg, da jeg lænede mig op ad rælingen med blikket ud mod horisonten, ”Mit trettenårige vampyr- og Twilight-forelskede nyteenage-jeg ville have været helt oppe og køre.”

Jeg drejede hovedet en smule mod venstre og så på ham. Jeg vidste ikke, om han havde lukket mine ord ude, for der kom ingen reaktion fra ham. Han lignede en statue, som han stod dér. Jeg kunne næsten se tankerne flyve rundt i hovedet på ham som små, forvirrede burfugle ude af deres fangeskab for første gang.

”Hør. Du ved noget om mig, som jeg ikke selv ved,” prøvede jeg igen, ”Og som jeg nok ikke finder ud af foreløbigt. Det er kun retfærdigt, hvis jeg også ved noget om dig.”

”Okay,” sagde han.

”Okay?” jeg rynkede øjenbrynene og så mistænksomt på ham. Bare sådan?

”Det er ikke fordi nogen vil tro dig, hvis du render rundt og sladrer,” han trak på skuldrene og åbnede igen munden med et glimt i øjnene, ”Jeg er halvt engel.”

Engel? Ej, det var løgn. Han jokede med mig. Jeg kunne ikke holde grinet inde, da det pressede sig vej op gennem min krop hele vejen fra maven, og jeg blev nødt til at holde en hånd for munden for ikke at tiltrække opmærksomhed. Hvis jeg var uheldig nok – som jeg måtte indrømme, at jeg dog havde været på det seneste – var der mennesker, såsom den forvirrede kvinde, vågne og på vagt.

Jeg måtte tænke logisk. Hvis der fandtes vampyrer, hvorfor afviste min underbevidsthed så chancen for, at engle eksisterede? Jeg lænede mig bagover. Nej. Der var ingen tegn på vinger. Ikke en gang et lille dun fanget i tekstilen af hans falmede, dog hvide T-shirt. Og alligevel oplyste Solen hans gyldne hud.

”Du har ingen vinger,” sagde jeg i hån, ”Er du ikke lidt sølle af en engel at være?”

”Ha! Du ved virkelig intet om vores Verden – jeg bliver helt i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet har fået fat i den rigtige tøs,” og med de ord hoppede han med elegant lethed op på skibets ræling og gjorde en henkastet bevægelse mod vandet, ”Se.”

Jeg så forvirret fra ham mod vandet, der groft blev skåret op af det aggressive skib. Hvad skulle jeg se? Vores afspejlinger var bare to utydelige pletter. Ja, min overkrop syntes end ikke menneskelig, abstraktgjort af det urolige vand. Hvad var det for en mørk masse bag Eliyas? Jeg så op på ham igen. I refleksionen havde det set ud, som bar han en sort kappe, der blafrede i vinden bag ham. Men ingen kappe faldt ham om skuldrene nu. Jeg så mod vandet igen. Hvad i al verden var det?

”Refleksioner afspejler såvel som afslører vores sande jeg,” sagde han dystert.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...