Love

Grace White er kæreste med Max Peterson, og har været det siden hun gik i tiende klasse. De er kommet så langt i deres forhold, at de har besluttet sig for at blive gift. Men kun en måned før brylluppet, bliver Max sendt til Afghanistan med resten af sin deling.
Hvordan vil Grace klare det, at skulle gå i uvidenhed om hvornår han kommer tilbage, eller om han overhovedet nogensinde kommer tilbage til hende?
Da hun siger farvel til Max ved bussen, møder hun Cathy Thompson, hvis mand også lige er blevet sendt til Afghanistan, for anden gang. Det vil vise sig, at de to unge kvinder, vil blive rigtig gode veninder og en stor støtte for hinanden.

0Likes
0Kommentarer
391Visninger
AA

1. Kapitel 1

"Det er okay Max, det er det du vil. Tag nu bare afsted, jeg skal nok klare mig til du kommer hjem igen." 

Svarede jeg endnu engang, da Max spurgte, om jeg nu også var sikker på, at jeg var okay med at han tog afsted. Det var jeg jo sådan set ikke, jeg mener, hvem ville dog have det okay, med at sende sin kæreste i krig, med frygt for aldrig at se ham igen? Men jeg måtte støtte ham i hans valg, det var det kærester gjorde, også selvom det føltes som om der var en del af en selv, der blev revet i tusinde stykker, af frygten for hvad han ville blive udsat for. 

"Okay, pas nu godt på dig selv." 

Jeg nikkede, og sagde at det skulle jeg nok. Forsøgte at holde tårerne tilbage, da de ikke ligefrem ville hjælpe hverken Max eller mig i denne situation. Der kunne ske mange ting på et halvt år, jeg frygtede for hans liv, og tænkte tit på, hvad jeg mon skulle gøre, hvis jeg fik beskeden om at han var faldet i kamp. Jeg ville ikke kunne leve uden ham, derfor gjorde det så forbandet ondt, at måtte sige farvel til ham her, foran bussen ud til flyvepladsen. Hvordan skulle jeg kunne komme videre, hvis der skete ham noget? Det var jo meningen at vi skulle giftes, men så var han blevet kaldt ind i militæret, og bedt om at tage med til Afghanistan, for at hjælpe trupperne dernede. 

Han sagde altid, når jeg spurgte ham om hvorfor han så gerne ville afsted, at det var fordi landet havde brug for ham, men hvad med mig? Jeg havde jo også brug for ham. 

"Kom nu bare sikkert hjem, ikke?" 

Han nikkede, og sagde at han skulle gøre hvad han kunne. En enkelt tårer slap ud af min barriere, Max tørrede den forsigtigt væk. 

"Jeg skal nok klare mig, bare vent og se." 

Sagde han, og kyssede mig blidt på kinden, inden han tog sin sports taske op, og gik over mod bussen. Han vendte sig kort om, og så på mig med et vemodigt smil på læberne, inden han gik helt ind i bussen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at dette måske var sidste gang jeg så ham i live. 

Jeg blev stående, indtil jeg ikke længere kunne se bussen, og først der lod jeg tårerne strømme. Følelserne jeg havde gemt for ham, for at vise at jeg var stærk nok, brød sammen og flød ud i stride strømme. Jeg havde ikke nået at stå der særligt længe, før en venlig hånd blev lagt på min skulder, og en vemodig kvindestemme bad mig følge med hende. 

"Der er ingen grund til at alle ser dig græde herude." 

Sagde hun, og holdt sin ene arm trøstende om mig. Jeg kendte hende ikke, men hun kunne ikke være ret meget ældre end mig, at dømme ud fra hendes unge udseende, og den spinkle stemme. Jeg lod mig bare følge med, uden rigtigt at kunne se noget for de mange tårer. 

"To kopper kaffe tak." 

Sagde hun, betalte, og trak mig forsigtigt med sig hen til et af de bagerste borde på caféen. Jeg satte mig forsigtigt ned, og så mig lidt omkring, stadig med øjnene fulde af vand. Jeg kunne ikke få det til at stoppe igen, det var som en lavine, der var blevet forårsaget af den mindste lyd. 

"Jeg ved hvordan du har det, jeg har lige sendt min mand afsted, det er anden gang han skal til Afghanistan, men det er bestemt ikke lettere, end det var første gang." 

Sagde hun, og lod tjeneren sætte kopperne på bordet, inden hun talte videre.

"Men du skal nok klarer den, jeg ved det bliver svært til at starte med, fordi du vil føle dig ensom, men med de rette venner, og familiens støtte, vil du komme igennem det. Præcis som jeg gjorde det sidst Henry var afsted." 

Jeg nikkede, og lyttede til hende, men kunne stadig ikke standse tårerne i at løbe. De fortsatte, som var de to små vandfald, ingen skulle kunne få ned med nakken. 

"Ej undskyld, jeg har helt glemt at præsentere mig selv, har jeg ikke? Nå, men jeg hedder altså Cathy, og er femogtyve år gammel. Det lyder ikke af ret meget, når jeg lige har fortalt at Henry er min mand vel? Men vi besluttede os altså for at blive gift unge, det var ikke ret lang tid efter han var kommet hjem fra sin første udstationering." 

Jeg nikkede, og fik fremtvunget et lille smil, mens jeg præsenterede mig selv som Grace. 

"Jeg synes nu ikke det lyder til at være for ungt, jeg er kun tyve, og Max og jeg har allerede besluttet os for, at vi skal giftes. Vi skulle være blevet det i næste måned, men så blev han udsendt, så vi måtte udskyde det." 

Sagde jeg, og mærkede hvordan tårerne endnu engang pressede sig på, ved tanken om, at vi måske aldrig ville nå at blive mand og kone for hinanden. 

"Du skal ikke være ked af det, hvilken deling er han havnet i, ved du det?" 

Jeg nikkede, og sagde at det vist nok var det Hr. Thompsons deling. 

"Jamen så skal du jo slet ikke være bekymret, det er jo min Henry der er delingens leder. De skal ikke være bekymret, min Henry beskytter sin deling så godt som han kan, om det så gælder at han bringer sig selv i fare. Men hvad siger du til, at udveksle numre, så vi kan mødes og snakke ind i mellem? Jeg ved hvor svært det er at stå alene når ens kære er i krig, det var det i hvert fald for mig første gang Henry var afsted." 

Jeg nikkede, og sagde at det lød som en god ide. Så fandt jeg et lille stykke papir frem, og skrev mit nummer til hende. 

"Gud, er klokken allerede så mange, så må jeg hellere skynde mig ud og handle, jeg skal snart hente lille Victor i vuggestuen. Men det var hyggeligt at tale med dig, op med modet ikke? Det hele skal nok gå." 

Jeg nikkede, og gav hende et venligt smil, da hun rakte hånden frem mod mig for at sige farvel. Så drak jeg den sidste mundfuld af min kaffe, tørrede kinderne, og rejste mig for at gå hjem, til den nu tomme lejlighed. Jeg måtte få anskaffet mig en kat, eller en hund, så jeg ikke følte mig så alene. 

Jeg var dog ved bedre mod nu, end jeg havde været for bare et par timer siden, for Cathy måtte have det sværere end mig. Når nu hun havde lille Victor, der ville komme til at mangle sin far hvis han faldt under krigen. Og selvfølgelig havde hun ret, Max skulle nok klare den. Det virkede betryggende på mig, at Henry var i samme deling som Max, så kunne han måske lære en at kende i delingen. 

Jeg besluttede mig for, at tage et smut forbi min mor, for at høre om hun ikke ville en tur med ned i byen og få noget god mad. Det havde jeg selv brug for, for at få tankerne afledt en smule, det, og så for at udskyde at tage hjem lidt længere. Jeg havde jo ikke noget at komme hjem til lige nu, lejligheden var tom, og det kunne jeg ikke bære lige nu. 

Jeg var på en måde glad for, at Max og jeg endnu ikke havde fået børn, for jeg vidste ikke hvordan jeg ville skulle kunne klare det, hvis han faldt i kamp og jeg så sad alene tilbage med et barn. 

Jeg bankede stille på døren, og ventede så på at min mor åbnede den så jeg kunne komme indenfor. Der gik ikke lang tid, før jeg hørte hendes velkendte skridt, nærme sig hoveddøren. Hun åbnede døren, og stod med et forsigtigt smil, for lige at se hvordan jeg havde det med det hele. Men da hun så at jeg smilede til hende, bredte hendes smil sig til at fylde det meste af ansigtet. 

"Hej min skat, kom indenfor." 

Sagde hun, og trådte lidt til siden, så jeg kunne gå forbi hende, og ind i gangen for at tage sko og den tynde jakke af. 

"Jeg tænkte på, om du måske ville med ned i byen, og få noget godt at spise? Jeg har ikke rigtig lyst til at komme hjem til en tom lejlighed, ikke lige nu." 

Sagde jeg hudløst ærligt, for jeg vidste at min mor, til enhver tid ville kunne forstå mig. Det gjorde hun også denne gang, hun nikkede, og sagde at det lød som en fremragende idé. Så kunne vi jo også finde lidt gode sager til os selv, det syntes hun at vi fortjente. Jeg nikkede bare, med et hoved fuld af tanker, som jeg ikke rigtigt kunne finde hoved og hale i. 

Det var efterhånden noget tid siden, at jeg havde haft en rigtig mor/datter shoppetur med min mor, så måske det ikke var så dårlig en idé jeg var kommet på. Bagtanken var jo bare, at det sådan set var for at jeg ikke allerede nu, skulle hjem til en tom lejlighed. Gad vide hvad jeg nu skulle få aftenerne til at gå med, Max og jeg sad jo altid og spillede et eller andet brætspil, inden vi gik i seng, eller hvad vi nu kunne finde på af hyggelige ting sammen. 

"Skal jeg så ikke bare lige skifte tøj, så vi kan komme afsted?" 

Spurgte hun stille, og rev mig nænsomt ud af mit tankemylder. Jeg så undrende på hende, og spurgte om hvorfor hun ville skifte, det hun havde på var da fint nok til en mor/datter shoppingtur. 

"Det ved jeg ikke, jeg kan da også godt bare beholde det her på, hvis du synes det?"

Jeg rystede på hovedet, og sagde at det måtte hun selv bestemme sig for, jeg ville ikke bestemme over hende. Hun nikkede bare, og tog så sin lille taske ned fra krogen og hentede sin pung.

"Så er jeg vist også klar, skal vi?" 

Spurgte hun, og åbnede galant døren for mig, og svang den ene arm dramatisk ud mod havelågen, som tjenere nu engang gør når de skal vise en vej. Jeg nikkede, og stillede mig ud på den lille forterrasse, hun havde en der var meget større omme bagved, men af en eller anden grund, kunne hun bedre lide at sidde på den her ude foran. 

Jeg vidste ikke om det var for at hun kunne holde lidt øje med det hele, eller om det var fordi hun følte sig alene omme bagved. Hun havde jo ikke far længere, han var død for nogle få år siden, og siden havde hun vist følt sig en anelse ensom. Så jeg kom så tit jeg kunne, og lavede alverdens ting med hende. 

Som vi gik ned mod byen, snakkede vi om alverdens ting, lige fra hvordan det gik med naboen der lige havde fået killinger, til det nok uundgåelige emne, Max og hans rejse til Afghanistan.

Min mor var meget modstander af krig, hun kunne virkelig ikke se, hvorfor folk skulle ende og skyde på hinanden, eller hvorfor en krig skulle gå ud over så mange uskyldige mennesker. Det havde hun jo nok ret i, men som jeg havde forsøgt at sige til hende, for at hjælpe Max lidt, skulle der jo folk til, for at få stoppet de mange uroligheder i verden. Det var lige indtil at Max kom hjem og fortalte, at han selv skulle afsted. Jeg havde godt vidst at det var det han ville, men jeg havde alligevel håbet, at han ville glemme den idé når nu vi giftede os. Men det gjorde han altså ikke, vi nåede jo ikke engang at blive gift før han tog afsted. 

"Du skal ikke være bekymret Grace, han skal nok komme tilbage til dig, det er jeg sikker på." 

Hun måtte have kunnet se, at jeg uden helt selv at vide det, at jeg gik og tænkte på om jeg mon nogensinde fik Max at se igen. Men selvfølgelig gjorde jeg det, de havde ret, både min mor og Cathy, Max var stærk, så selvfølgelig kom han tilbage. Vi skulle jo også giftes når han kom hjem igen, så jeg vidste at han ville gøre absolut alt hvad han kunne, for at der ikke skete ham noget. Men jeg kunne alligevel ikke lade være med at bekymre mig.

"Kom, jeg kender det helt rette sted at få noget godt at spise, det er et nyt sted, men jeg har allerede været der med en af mine bekendte. De laver noget fantastisk mad derinde, og servicen er bare helt i top." 

Jeg nikkede, og sagde at det lød dyrt, men min mor rystede bare på hovedet, og sagde at det faktisk var rigtig billigt inde hos dem. 

"Jeg skal nok betale, så kan du give en is her lidt senere."

Jeg nikkede endnu engang, og sagde at det var en aftale. Det var nu meget rart at have en at snakke med, som man vidste forstod en. Min far havde engang været soldat, det var efterhånden mange år siden, men han var kommet helskindet hjem, så hvorfor skulle Max ikke også komme det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...