En del af min verden - 1930

Anna bor sammen med sin mor Elsa i en fin lejlighed, dog er det ikke deres. Det er herskabet, som Annas mor arbejder for.
Herskabet har en datter Amalie på omtrent samme alder som Anna. Amalie, er en skændsel for familien, og som sagt gør det, det ikke bedre, af at Lotte blander sig i det. Amalie og hendes far direktøren bliver tit uvenner, således stikker Amalies mor Olga af engang i mellem, når det hele stiger hende til hovedet. Anna som beundrer Olga enormt meget, kan ikke forstå hende, hvorfor dog stikke af?
Det bliver heller ikke ligefrem bedre, når mor begynder at se en ny fyr ved navn Claus. Han hænger altid efter Annas mor, og hun har sine tanker om at han vil giftes med mor. Men Anna har bestemt ikke i sinde, at få Claus som sin nye stedfar, når hendes egen selv skred. Hun må bekæmpe ham på alle mulige måder.
Det er starten af sommerferien. Amalie og hendes familie er taget til deres villa på landet, det kunne Anna også have været, men hun bliver nødt til at beskytte mor.

4Likes
30Kommentarer
419Visninger
AA

3. Hemmeligheder

Det var åbenbart ikke kun mor, der havde hemmeligheder for Anna. Nu virkede det også, som om Amalie holdt noget hemmeligt for hende. Anna begyndte ligefrem at spekulere på, om der var noget galt med hende, siden hun ikke havde nogen mystiske hemmeligheder. Hverken sine egne eller nogen hun delte med andre. Var hun for kedelig? For social... eller hvad var der i vejen? Amalie blev jo anset for at være et såkaldt "problembarn", og mor havde også i en overgang været ængstelig for, at Anna skulle tage lære fra hende og blive ligesådan. Nu var hun faldet til ro, men før i tiden havde hun ikke set med de milde øjne på deres venskab.

Så snart Anna havde sagt eller gjort noget, som mor ikke brød sig om, troede hun straks at det kom fra Amalie. Det var meget uretfærdigt! Anna kunne da godt finde på sine "dumheder" selv, for hun var bestemt ikke nogen engel. Det var blandt andet derfor Amalie og Anna havde det så sjovt sammen.

Men i øjeblikket var Amalie lidt svær at finde ud af. Hun kunne pludselig få et tankefuldt blik og se forskende på Anna. Det så ud som om hun havde noget vigtig at sige, som hun ikke turde komme frem med. Somme tider bankede hun på døren, og når Anna spurgte, hvad hun ville, så hun underlig ud i ansigtet og sagde, at der ikke var noget, også gik hun igen.

En gang, da Anna var på vej igennem lejligheden for at finde mor, dukkede Amalie pludselig frem bag et skab og greb fat i hende.

"Er du alene?" Hviskede hun.

"Ja, da."

"Så går vi ind til dig."

"Kan du ikke vente et øjeblik? Jeg skal lige sige noget til mor." Nej, Amalie kunne ikke vente,

"Jamen det tager kun et sekund," sagde Anna.

Amalie satte fingeren på hendes læbe og tyssede på hende, selv om der ikke var en sjæl i nærheden. Så halede hun hurtigt af sted med Anna, og så snart de var kommet ind på værelset, sank hun ned i den bløde lænestol ovre i hjørnet.

"Lås døren," hviskede hun.

Anna gjorde som hun sagde. Amalie var somme tider så dramatisk. Det plejede at være et tegn på, at der var sket noget. Nu rev hun sig i håret og hviskede med en ynkelig mine: "Åh, det er ikke let det her!" Så tav hun, og Anna ville ikke spørge om noget. Hun ville ikke virke nysgerrig, for hun vidste af egen erfaring, at hvis hun spurgte for meget, fik hun slet ikke noget af vide. Sådan var hun også selv. Hun ville bestemme. Hun ville ikke overtales.

"Jamen, så lad være! Jeg har ikke tænkt mig at tvinge dig til noget." Amalie tyssede på hende.

"Shhh... Du må ikke tale så højt! Det kunne være, at der var nogen der lyttede med."

"Hvem skulle de da være?"

"Det er jo det man ikke ved. Måske min far.." Anna brast i latter.

"Direktøren? Skulle han liste rundt og lytte efter os? Nej, ved du nu hvad! Det tror du da heller ikke selv på?"

Amalie indrømmede at det dog ikke var særlig sandsynligt, men man måtte tage alle muligheder i betragtning. Og direktøren havde altid været mistænksom over for hende. Så snart noget gik galt, troede han altid, at det var Amalies skyld.

"Er der da sket noget særligt?" spurgte Anna.

Amalie sagde først ikke noget, men derefter lænede hun sig hen til Anna og hviskede: "Det er sådan, Anna.... jeg er bare så bange for, at hun skal tro, at jeg sladrer."

"Hvem er hun? Mener du Olga?" spurgte Anna.

"Nej da det må du ikke tro. Kom herhen og sæt dig, Anna!" Men Anna blev stående henne ved døren hensunket i sine egne spekulationer. Amalie klappede utålmodigt på sædet. "Kom så! Sæt dig" Anna lo bare: "Jeg er da ikke nogen hund!"

"Nej, undskyld... værsgo at sidde ned, mener jeg." Anna satte sig lydigt ved siden af Amalie, som sendte hende et spørgende blik. "Hvorfor er du så tavs i dag, Anna?"

"For at give dig lov til at snakke, selvfølgelig. Jeg venter og lytter."

Da hviskede Amalie hurtigt: "Susan skal holde op." Anna havde svært ved at skjule sin forbavselse. Ikke over at Susan skulle holde op. Det var selvfølgelig trist, men så sørgeligt var det heller ikke. Susan var Amalies to lillebrødres barnepige, og Anna og Amalie havde haft ret meget at gøre med hende.

"Anna! Forstår du ikke, at vi bliver nødt til at gøre noget ved det?" sagde hun.

"Vi kan da ikke forhindre Susan i at flytte... hvis det er det, hun vil."

"Nej selvfølgelig ikke. Men jeg er heller ikke så sikker på, at hun i virkeligheden har lyst til det. Jeg har ikke fortalt dig det hele endnu.." Det var tydeligt, at Amalie gerne ville betro sig til Anna, men ikke vidste om hun turde.

"Har du sværget på ikke at sige noget?" spurgte Anna.

Amalie spekulerede et øjeblik. "Nej ikke direkte, men Susan opfattede det sikkert sådan. Jeg plejer ellers altid at kunne mærke, når jeg skal tie stille med noget?" spurgte hun.

Det kunne nu være svært at afgøre. Det havde Anna selv prøvet mange gange. Hun vidste ikke altid, om hun skulle tie eller tale.

"Jamen, vi to kan da stole på hinanden." sagde hun. "Vi er jo forbundsfæller."

Amalie smilede lettet. "Det har du ret i!" Allerede, da de mødtes første gang, bestemte Amalie, at de skulle være venner for livet. Hun plejede at minde Anna om det i kritiske situationer. Nu var det Anna, der mindede hende om det. Lidt efter bøjede Amalie sig hen og hviskede noget i Annas øre.

"Lidt højere." hviskede Anna. "Jeg kan ikke høre det."

Da trak Amalie vejret dybt, tog ligesom tilløb og hviskede endnu engang i Annas øre: "Susan er gravid."

"Det passer ikke."

"Jo det passer. Men der er ingen, der ved det, undtagen mig. Og så dig nu..." Det var sandelig en alvorlig sag, det forstod Anna godt. At være gravid uden at være gift var næsten det værste der kunne ske. Mor havde heller ikke været gift da hun var  gravid med Anna, men det hele gik godt, takket være farmor.

Susan havde ingen farmor og for den sags skyld heller ingen at støtte sig til. Hvis hendes far fik af vide hvordan det stod til, ville hun blive sat på porten. Hun boede nemlig hjemme hos sine forældre. Hendes mor var flink, men hendes far var hård som flint. Susan fik prygl. At komme hjem med en lille unge. Han ville slå hende ihjel.

"Jamen, her er jo så mange værelser. Kan hun ikke bo her?" spurgte Anna.

Det havde Amalie allerede tænkt på, men det var umuligt, for så var hun nødt til at fortælle hvordan det var fat med Susan. Og det kunne hun ikke. Amalie skulle egentlig heller ikke have haft det af vide. Men en dag på vej hjem fra skole havde hun fået øje på Susan på legepladsen i parken. Hun sad på en bænk og passede på Amalies lillebrødre David og Daniel, som legede i sandkassen. Amalie gik hen og satte sig ved siden af Susan, som virkede udsædvanlig fåmælt. Men da de begyndte at tale om drengene, kvikkede hun op. Hun var meget knyttet til dem, og pludselig brast hun i gråd.

"Det bliver ikke let at forlade dem." snøftede hun.

Amalie blev naturligvis forskrækket og spurgte, hvad hun mente med det. Jo, hun blev nødt til at sige op. "Jamen, hvorfor?" spurgte Amalie. Hun prøvede på alle måder at berolige Susan. Hvorfor skulle hun sige op hvis hun havde det godt hos dem? Hun havde altid passet sit arbejde. Alle var tilfredse med hende derhjemme. Hvad var hun bange for? Hun kunne da ikke tro, at hun ville blive sagt op?

"Nej, nej... jeg siger selv op," snøftede hun.

Bagefter var det umuligt at få et ord ud af hende; hun snøftede bare og græd, men Amalie gav ikke op, og hvordan hun end bar sig ad, lykkedes det hende til sidst at lirke ud af Susan, hvorfor hun mente, at hun var nødt til at sige op. 

Jo, hun ventede sig altså, Hun sagde ikke noget om faren, og Amalie spurgte heller ikke. Hun havde derimod spurgt hvornår barnet skulle komme. Susan vidste det ikke med sikkerhed. Engang til vinteren.

"Du har massere tid til at tænke i," forsikrede Amalie. "Det skal nok ordne sig." Men Susan jamrede, og fablede noget om, at direktøren nok allerede godt vidste, hvordan det stod med hende, for han havde set meget underlig ud den sidste tid.

"Direktøren ser altid underlig ud." sagde Amalie. "Jeg er ikke særlig vild med ham. Og det siger jeg, selvom han skal forstille at være min far." Susan så strengt på hende.

"Man skal holde af sine forældre!, sådan noget må man ikke sige, Amalie." formanede hun snøftende.

"Det skal man aldeles ikke! Er de dumme, så er de dumme. For resten tror jeg slet ikke på, at han er min far." Susan svarede ikke. Hun tørrede tårerne væk, men der kom hele tiden nye trillende. Til sidste lykkedes det Amalie at få overtalt Susan til ikke at sige op med det samme, men se tiden lidt an. Der kunne ske meget inden vinteren.

Amalie kiggede på Anna. Hun havde hviskede hele tiden og dirrede af sindsbevægelse.

"Nu forstår du vel nok hvorfor jeg ikke ville sige noget, jeg har holdt det for mig selv i over 3 uger." Susan havde som sagt ikke direkte afkrævet et tavshedsløfte af Amalie, men hun havde sagt: "Kan jeg stole på dig?"

Og Amalie havde selvfølgelig bedyret, at det kunne hun sagtens. Så Susan tog det sikkert for givet, at Amalie ikke ville sige det til nogen. Derfor måtte hun under ingen omstændigheder få af vide, at Anna vidste det. Anna nikkede og var meget forstående overfor den situation de var havnet i.

"Det er et meget stort ansvar, vi tager på os, forstår du det?" sagde Amalie meget alvorligt. "Det gælder mindst to menneskers liv."

"Mindst to? Hvad mener du?"

"Hun kan jo få tvillinger." mente Amalie.

"Nej, nu må du holde op! Så kan hun lige så godt få trillinger eller firlinger..."

Amalie brast i latter, men hun prøvede at se streng ud: "Det er ikke noget at lave sjov med, Anna. En ulykke kommer sjældent alene!"

"Nå, det mener du ikke?" sagde Anna. "Men det her er da ingen ulykke. Det er jo fantastisk. Vi er et par utrolig gode forbundsfæller, vi skal nok klare det, Amalie! Og hun så får femlinger!"

♣♣

Det var så det andet "officielle" kapitel. I må meget gerne smide en respons i kommentaren!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...