We can't love each other 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jul. 2014
  • Opdateret: 7 sep. 2014
  • Status: Færdig
Dette er forsættelsen fra, "We can't love each other 2"
Marine fandt ud af, at hun var blevet gravid med Justin. Samme tid frier Justin til hende og hun sagde selvfølgelig ja. Men forhindringer, laver jordskælv i forholdet. Justin prioterere sin karrierer før Marine. Hvad sker der så, når ens forlovede ikke har tid til en?

173Likes
185Kommentarer
58129Visninger
AA

37. Kapitel 36 - Hvor er mit barn?

Marine's synsvinkel

Jeg vågnede af en bibe lyd, der var rimelig irriterende. Jeg åbnede mine øjne svagt, hvor jeg straks kunne mærke at jeg var helt svimmel. Jeg opdagede hurtigt at jeg var inde i et hvidt rum, et hospital rum. Hvad lavede jeg herinde? Jeg sukkede og prøvede på, at huske hvad der sidst var sket. Jeg kunne huske, at jeg stod derhjemme i køkkenet. Jeg havde lige parteret noget af kyllingen, hvor jeg lige pludselig fik mave smerter. 

Jeg kiggede hurtig ned på min mave, hvor jeg så at den ikke var ligeså stor, som den plejede at være. Jeg fik åbnet mine øjne ordentlig og fik et chok, da min lille datter var væk. Jeg kunne mærke, at der ikke var noget i maven, men jeg var øm. Hvor var hun? Jeg prøvede at rejse mig op, men kunne ikke komme op. Der sad en masse nåle i min hånd, hvilket fik mig til at rynke på panden. "Hvad?", mumlede jeg forvirret og så igen rundt i værelset. Jeg tog nålene af mig og rejste mig op. Jeg kunne mærke, at mine ben var udmattet. Hvor længe havde jeg ligget her og hvor var Justin. Jeg kunne mærke, at mine øjne blev blanke. Havde jeg mistet Scarlett? Drømte jeg, hvad skete der lige her? Jeg mærkede den første tårer, der rullede ned af min kind. "Scarlett", mumlede jeg forvirret og placerede mine hænder ned på maven. Jeg havde mistet min lille datter? 

Jeg kom hen til døren, hvor jeg hurtigt hev den op. Jeg kom ud på gangen, hvor der ikke var en eneste. Jeg sukkede og gned mig i øjnene, jeg måtte da drømme. "Hallo", råbte jeg forvirret. "Ja", kunne jeg høre en bekendt stemme svarer. Jeg kiggede ned mod gangen, hvor lyden kom fra. Efter lidt tid, kom der en mand i kirtel. "Marine? Er du vågnet", udbrød han overrasket. Han kom tættere på, hvor jeg så kunne se, at det var Dr. White. Vores læge, som havde undersøgt mig gennem hele graviditeten. "Dr. White?", hviskede jeg lavt. Jeg havde intet energi i kroppen. "Kom med mig", sagde han hurtigt og hjalp mig tilbage til værelset. "Hvor er min datter? Hvor er hun? Har i taget hende fra mig?", hulkede jeg panisk. Han rystede hurtigt på hovedet og prøvede, at få mig til at blive rolig. "Hun har det fint, slap nu bare af", konstaterede han og smilede til mig. Jeg sukkede lettende og lagde mig ned i sengen igen. "Hvor er hun? Jeg skal se hende", udbrød jeg bestemt. "Lige nu, skal du bare slappe helt af", pointerede han og lagde dynen ovenpå mig igen. Han gik over på den anden side, hvor han efterfølgende satte alle nåle ind i mig igen. Jeg stønnede af smerte og kneb mine øjne sammen, "jeg..skal..bare se hende", stammede jeg. Han nikkede forstående, "Justin, Pattie, Bruce og Diane, er oppe og se hende lige nu. Men jeg henter dem lige", forklarede han roligt og klappede mig nogle gange på skulderen. "Hvordan ser hun ud?", spurgte jeg ivrigt og sendte ham nogle store øjne. Han grinede lidt, "du kan selv se hende, når du har fået det bedre", sagde han og gik over mod døren. "Jeg har det fint", løj jeg og satte mig op igen. "Marine... Læg dig ned og slap af, jeg henter dem", gentog han dog med en vredere tone. Jeg nikkede forsigtigt og lagde mig tilbage igen. 

Hvordan mon Scarlett så ud? Hvordan var hun egentlig kommet ud? Jeg sukkede forvirret og lukkede mine øjne. Jeg forstillede mig, hvordan hun så ud. Hun burde da have brunt hår ligesom Justin og jeg. Jeg håbede lidt, at hun havde mine øjne, da det var specielt. Justin havde også nogle utrolig flotte hassel chokolade fyldte øjne, men grønne øjne til en brunette, var bare så specielt, på en god måde. Hun måtte da gerne have hendes fars søde læber og hans ansigt. Jeg grinede for mig selv, men blev afbrudt da døren nærmest blev sparket op. Justin kom forpustet ind og farede direkte hen til mig. "Mary", udbrød ham og trak mig ind i et lang kram. Jeg krammede ham igen, "hvordan ser hun ud?", spurgte jeg straks. "Hvor har jeg savnet dig, hvor er det godt, at du er vågnet", sagde han, og svarede slet ikke på mit spørgsmål. "Hvor lang tid har jeg været væk?", kom det undrende fra mig. "2 dage", sukkede Justin, som om det havde været en helvede uden mig. Jeg tog mig til hovedet, "hvordan...altså...fødte jeg hende?", spurgte jeg forvirret. Justin rystede hurtigt på hovedet, "du fik et akut kejsersnit", fastslog han og sendte mig et kærligt blik. "Jeg troede, at jeg havde mistet hende", sagde jeg lettet, altså fordi jeg ikke havde mistet hende. "Nej, hun ligger bare i en respirator maskine", forklarede han glad. "Hvordan ser hun ud?", mumlede jeg hurtigt. "Det vil jeg ikke sige dig, du skal selv se hende", svarede han drilsk. "Jamen...Jeg må først se hende, når jeg har fået det bedre", fortalte jeg sukkende. "Det er også fint nok, så kan du også holde hende, som den første", sagde Justin og satte sig på min seng. "Har du ikke holdt hende?", spurgte jeg, "nope, hun må først komme ud af maskinen om nogle dage", svarede Justin sukkende. Jeg nikkede stille og så på Justin, han havde en tårer på kinden. "Hvorfor græder ud skat?", grinede jeg sødt. "Jeg fik bare et chok, da jeg fik af vide at du var vågnet", indrømmede han og tørrede den hurtigt væk. Jeg begyndte at grine, "skulle jeg da havde 'sovet' i længere tid, eller hva?", kom det drilsk fra mig. Justin rystede straks på hovedet, "NEJ! JEG HAR SAVNET DIG SOM FANDEN SELV", forklarede han bestemt og trak mig igen ind i et kram. "Jeg kan slet ikke fungere uden dig babe. Du fuldender mig, det gør du! Jeg elsker dig af hele mit hjerte og jeg kan slet ikke fatte, at jeg skal giftes med sådan en fantastisk kvinde som dig", mumlede han ved mit øre. Jeg smilede og trak mig ud af krammet, så jeg kunne se hans smukke øjne, jeg lænede mig frem, så vores læber blev smækket sammen. Jeg havde bare brug for, at mærke ham. Det var et dejligt kys, ikke noget med tungen eller noget. Bare et ganske almindeligt, der betød meget mere, end det så ud til.

♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡♡

 Så vågnede Mary endelig! Hvad synes i historien? Der er mange, der beder om flere kapitler om dagen. Sagen er, at jeg ikke skriver forud. Jeg skriver afsnittet på samme dag, derfor går det lidt langsomt! Men.....Nu får i også det her ja! Det er bare ikke sikkert, at der kommer et imorgen. Jeg kan ikke love noget, men hvis jeg får tid, så kommer der selvfølgelig et:-) Forsæt god lørdaaaag:-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...