I´m comming for you. (Big Bang fanfiction, mest Taeyang)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2014
  • Opdateret: 23 jan. 2016
  • Status: Igang
De mødtes for mange år siden, for hende var det venskab, men for ham var det mere. Venskabet gled stille ud i sandet og de mistede kontakten, men han blev ved med at elske hende, følge med i hendes liv. En dag får han den forfærdelige nyhed, hun er kommet til skade og det er slemt, men hvad skal han gøre, hans karriere kører på fulde drøn, men hvad er vigtigst arbejde eller kærligheden.

4Likes
0Kommentarer
477Visninger
AA

5. I will be there soon.

Taeyang P.O.V

Klokken er fem om morgenen her i Sydkorea. Jeg sidder og kigger på min computer, der ikke kommet flere opdateringer om hendes tilstand. Jeg har været oppe hele natten i håb om at finde ud af mere. Både hvordan hun har det, men også om jeg virkelig skal flyve hele vejen til Danmark for at se hende, har hun overhovedet brug for mig. Jeg kigger på uret igen, der er gået fem minutter, de samme spørgsmål køre rundt i hovedet på mig, skal jeg tage der over eller skal jeg lade hver? Kan jeg tillade mig at rejse mit i promotionen af min nye cd, derudover arbejder min manager på at min karriere i gang ovre i Japan, selv hvis jeg gør Korea færdig vil jeg ikke kunne rejse for jeg skal til Japan lige efter. Jeg kigger på min computer igen og åbner min kalender, i stedet for at se den proppet som jeg regner med, se jeg noget andet, tre dage uden planer, tre dage er nok til at tage til Danmark være der en dag og så tage hjem igen, jeg retter mig op i sofaen, det er jo helt perfekt, jeg skynder mig ind på nettet og finder nogle flybilletter, det er ikke let og det koster, men jeg finder nogen der passer og så helt uden mellemlandinger. Mens billetterne printer finder jeg min telefon og skriver til min manager at jeg har fyldt dagene ud så han skal ikke planlægge noget. Jeg lægger telefonen fra mig og går over til vinduet, solen kan ses gennem de tusinder skyskrabere, jeg kigger op mod himlen. Om to dage er jeg hos dig…

 

Mai P.O.V

 

Jeg åbner stille øjnene og kigger rundt i det lyse lokale. Min mor sidder ovre i hjørnet og læser i en bog og min far står ved siden af min seng med en kop kaffe i hånden. Da de opdager jeg er vågen kommer de begge over, min mor er ved at græde men hun holder det inde, typisk hende hun græder over alt men vil ikke indrømme det, men hvorfor er hun ved at græde? Jeg kigger ned af mig selv, men ser ikke andet end dynen, jeg bevæger det højre ben det gør ondt men ellers ingen problemer, jeg prøver at bevæge det venstre, men i stedet for en lettelse magen til den jeg følte da det højre lysterede, bliver jeg mødt med smerte. Jeg har lyst til at skrige, men holder det inde. Langsomt kommer det hele tibage til mig, ulykken, falckmændende, alle skaderne. Jeg kigger op på mine forældre, ingen af dem siger noget, men de ser begge forpinte ud. I det samme kommer en sygeplejeske ind gennem døren. " Godt og se at du er vågen" hun smiler til mig mens hun kommer helt ind i lokalet," har du ondt nogen steder?" jeg ryster stille på hovedet. " Når det er godt at høre, i kan bare fortsætte, med hvad i end havde gang i før jeg kom, så henter jeg lige lægen, jeg ved han gerne vil snakke med dig".

 

Da hun har forladt lokalet, kigger min mor på mig, " du skrammer mig aldrig på den måde ingen" hun starter hårdt men til sidst tager gråden over. "Undskyld" hvisker jeg stille mens min mor holder mig ind til sig. Jeg kan mørke min fars hånd, der stille stryger mig på hovedet. " Nu skal vi lige huske på, at det ikke var hendes skyld, ikke også skat" han lægger armen om mor og giver hende et lille klem inden han giver slip igen. " Jeg ved det godt, men hvem skal jeg ellers være sur på, han er jo død" jeg kigger på min mor. Er manden død? hvordan kan han være død? Hvis han er død hvem skal jeg så hade? Hvem skal jeg give skylden for det her? Han har jo stadig skylden, men det er lettere at have et levende mål end et der allerede er dødt. Min tankestrøm bliver afbrudt da lægen og en politibetjent kommer ind gennem døren. Jeg husker dem begge, politimanden var ham der havde snakket med min mor, har han været her hele tiden? Og lægen er den samme som tog imod mig, ham der læste skaderne, ham der bekræftede min smerte og de ting jeg havde frygtet.

 

" Det er godt at se du er vågen, det er tidligere end vi havde regnet med, men det er jo bare godt" siger lægen som jeg nu kan se hedder Kasper. Han baldre i nogle papirere" jeg kan se operationen gik helt efter planen, hvordan har du det?" "fint" hvisker jeg stille, i mit hoved var det noget højere, men min hals er helt vildt tør. Han kigger på mig igen og kigger så væk igen, nærmere bestemt på sygeplejersken " er du ikke sød at hente et glas vand til hende, det lyder som om hun kunne bruge det" hun nikker og går sin vej. Kasper vender sig igen hen mod mig, " Lad os lige se om du slap så billigt som vi tror" han tager en lommelygte op af lommen og lyser mig i hovedet. " Hver sød lige at kigge min finger en gang, ja godt og så følge den med øjnene" han nikker tilfreds og ligger lommelygten væk. " Og her til sidst hvad er dit navn?", " Mai Jørgensen" " Hvor gammel er du?" "17"" okay godt, vil du så lige bevæge dine arme for mig, og så højre ben tak, godt, dit venstre ben har brug for noget tid til at hele, det var ret slemt" jeg nikker stille, jeg kan faktisk godt huske listen af skader han læste op, især det om benet,  5 brud på et ben det er ikke så lidt. " Men for at komme med noget godt, din lunge fik vi styr på uden problemer, kraniebrudne heler uden hjælp, der var intet tryk på hjernen som i havde frygtet. De indre blødninger stoppede af sig selv, men på grund af bækkenet og benet er du nødt til at bliver her et stykke tid". Ved siden af mig kan jeg høre min mor puste ud, hun er lettet, så burde jeg vel også være det, men det eneste jeg kan tænke på er benet. " alt i alt burde du blive næsten så god som ny" slutter han og lukker sine papirere sammen. Han kigger rundt i lokalet " nogen spørgsmål?" jeg nikker " hvornår vil jeg kunne gå igen?"

 

Han ser lidt pint ud og sætter sig ned. " Jeg har snakket med din mor, mens du lå til opvågning og hun mente det her godt kunne være lidt svært for dig" jeg nikker stille inden han fortsætter. " Benet burde været helet nok til at du kan begynde genoptræning om en 2 måneders tid, men det er svært at sige, alle hele jo forskelligt, men du skal nok se frem til mindst et år uden nogen form for sport, her inkluderes også dans, måske endda længere tid. Lige nu skal vi bare håbe på at det hele som det skal og at du vil komme til at gå normalt igen. Jeg tror på at det hele nok skal gå og at du om 1 år til 2 vil være i stand til at leve som du har gjort før, men du må give det tid". Jeg trækker vejret dybt og puster stlle ud, det gør ondt men jeg har bruge for det, det ser ud som om jeg har lang vej foran.

 

Da lægen er gået stiller politimanden en hel masse spørgsmål, selvom at manden er død, skal de jo stadigvæk finde ud af hvad der skete, desuden vil mit og hans forsikringsselskab gerne vide så meget så muligt, det er jo dem der skal udbetale erstatning til mig. Da han er gået, er der helt stille i rummet, ingen siger noget, jeg har også brug for stilheden og det ved mine forældre. Efter hvad føles som timer kigger jeg på min mor, "mor har du taget min computer med?" hun nikker og finder den frem. Det er ikke ligefrem let at ligge med en computer når man kun må ligge fladt på ryggen men jeg må jo finde ud af det. Jeg åbner facebook som det første. Hele min startside er  fyldt med ønsker om god bedring og det samme er mine beskeder, men nogle skiller sig ud Taeyang har skrevet 3 gange, hvor at den sidste besked lyder " I will be there soon".  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...