I´m comming for you. (Big Bang fanfiction, mest Taeyang)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jul. 2014
  • Opdateret: 23 jan. 2016
  • Status: Igang
De mødtes for mange år siden, for hende var det venskab, men for ham var det mere. Venskabet gled stille ud i sandet og de mistede kontakten, men han blev ved med at elske hende, følge med i hendes liv. En dag får han den forfærdelige nyhed, hun er kommet til skade og det er slemt, men hvad skal han gøre, hans karriere kører på fulde drøn, men hvad er vigtigst arbejde eller kærligheden.

4Likes
0Kommentarer
476Visninger
AA

3. Det forkerte sted på det forkerte tidspunkt

Mai P.O.V

 

Det var tidlig morgen og jeg var på vej til skole, for en gangs skyld havde jeg besluttet mig for at cykle i stedet for at tage bussen. Jeg kunne næsten se skolen, men jeg så ikke bilen der kom ud fra en af sidevejene. Han skulle holde tilbage og første da jeg mærkede et slag der sendte mig hen af jorden gik det op for mig, at han ikke havde gjort det. Jeg ligger på vejen, det kan jeg se på grund af bussen der kommer lige hen imod mig, den prøver at bremse, men alt bliver sort.

Jeg kan hører stemmerne rundt om mig, de råber, skriger og ringer. Er det slemt? Jeg prøver at åbne øjnene, men finder det umuligt. En Falck mand snakker til mig, som om han ved jeg høre efter. Han beder mig om at holde ud, brandmændene skal lige flytte bussen. Ligge jeg under den? Kørte den over mig, burde jeg ikke have mere ondt end det her? Gad vide om jeg overhovedet er vågen måske er det hele bare en drøm.

 

Hvis jeg var i tvivl før, er jeg sikker nu, jeg er helt vågen og det ved menneskerne omkring mig nok også nu. Skriget der slap fra mig da de lagde mig på båren afslørede mig vidst godt og grundigt. Turen til hospitalet er noget af det værste jeg nogensinde har prøvet, hver gang vi kørte over et hul eller ramte et bump, løb smerten hele vejen igennem mig. Jeg havde mest af alt lyst til at græde, men ville heller ikke viser manden der sad ved siden af mig og skrev ned hvor vågen jeg egentlig var. Da vi ramte et bump igen, slap et lille piv fra mig. Han lagde blokken fra sig og rejste sig op, "Jeg tror lige vi giver dig lidt mod smerten ikke osse søde, bare hold ud vi er der lige om lidt", jeg ville gerne svare, men jeg kunne ikke det var som om talens brug havde forladt mig og det eneste jeg kunne var at græde, men jeg ville ikke.

 

Da vi kom til sygehuset, var der mennesker over det hele, og alle stillede de spørgsmål, men ingen ventede på svar. Jeg havde kun været der et øjeblik da jeg blev kørt til scanning, før de fik resultaterne ville de ikke kunne fjerne noget af alt beskyttelsen der gjorde det umuligt at bevæge sig. Da jeg bliver kørt tilbage til akut afdelingen hvor jeg kom fra, fik jeg øje på min mor, hun står ovre i siden og snakker med en politimand, jeg kan genkende hans stemme, han var på stedet.

Jeg vil gerne sige noget til hende, men jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Hun kommer hen og stiller sig ved siden af sengen, stryger mig over håret og siger det nok skal gå, og at far er på vej.

 

Lægen kommer tilbage lidt efter, han snakker til min mor, fortæller hende om skaderne, jeg vil ikke høre det, men jeg bliver jo nødt til det. Dobbelt kraniebrud, tre brækkende ribben, "klemte" lunger, brud på bækkenet, indre blødninger, men det værste var benet, 5 brud på samme ben, så de ville sende mig til operation med det samme. Han kunne ikke love at benet ville blive helt normalt igen, så det er slut med dansen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...