Destroyed ϟ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 jul. 2014
  • Opdateret: 7 jul. 2014
  • Status: Igang
'I'm a grenade and at some point I'm going to blow up and I would like to minimize the casualities, okay?' | Egentlig virker hun da meget ordinær. Altså Nelly Patrick. Sytten år gammel, studerer på sit andet år og kan da sagtens slå sig løs i ny og næ. Men på den anden side, hvis man nu vender mønten, så skjuler hun et eller andet. En slags hemmelighed. Pludselig vælter hendes verden omkuld, da hun støder ind i Harry Styles. Nelly forsøger at skåne Harry fra sit dilemma, selvom det kræver flere kræfter end hun overhovedet har. Én ting er i hvert fald sikkert; Nellys hemmelighed vil koste både tårer, følelser og sidst men ikke mindst: liv.

4Likes
1Kommentarer
372Visninger
AA

3. Kap. ➀ - Jason-tingen.


 

Saltvand dannede sig ude i øjenkrogende, og formede sig derefter til tårer. Uanset hvor hårdt jeg anstrengte mig for at holde dem tilbage, så var det ikke længere muligt at gemme mig bag masken. Tårerne strømmede nemlig allerede ned - én efter én.

 

 

"Desværre er jeg ikke stand til at kunne hjælpe Dem meget længere, miss Patrick. Som sagt, Deres venstre nyre er snart ude af funktion. Uanset hvor meget jeg ønsker at undlade at fortælle Dem dette, så er De placeret i en målgruppe af livsfare hvis en doner ikke snart kommer til rådighed."

 

 

Jeg kunne mærke Dr. Olson lægge en medlidenhedshånd på min skulder. Egentlig havde jeg trang til at trække skulderen til mig, men jeg undlod. På en måde var det rart med sympati.

 

 

"Er der noget jeg kan gøre?" mumlede jeg optimistisk. 

 

 

"Ja, du skal blive ved med at tage din medicin. Desuden udskriver jeg endnu en recept til dig, som burde være stærkere for nyren," duplicerede Olson og kastede et kort blik ned på min journal der flød på hans skrivebord.

 

 

"Jamen, det vil jeg så fortsætte med," svarede jeg lavmælt. "Kan jeg gå?"

 

 

"Selvfølgelig." Han åbnede døren for mig. Jeg tørrede et par tårer væk fra mine kinder, samlede mig adræt og rejste mig op fra stolen.

 

 

Jeg slentrede ud af Olsons kontor med hængende hoved. Et kapitalt hul havde åbnet sig i min mave, og på en eller anden måde, voksede sig større og større.

 

 

"Miss Patrick, én ting til," udbrød Dr. Olson pludselig, og tog fat om mit håndled. "Det allerbedste råd jeg personligt kan anbefale Dem er, at leve som om intet er hændt. Tro mig, i sidste ende vil du opfatte, at det er det bedste du har kunnet gøre under hele sygedomsforløbet."

 

 

Jeg sukkede kort, hvorefter jeg trak min hånd til mig.

 

 

√v^√v^√♥

 

 

 

Endelig. Jeg var kommet hjem. Min mor hentede recepten for mig på det lokale apotek, så jeg var alene i huset. Det var faktisk dét som jeg havde allermest lyst til på det tidspunkt. At være alene.

 

 

Jeg lå i min seng med hovedet gravet ned i en pude. Mine øjne sveg af at græde så meget - specielt på én enkelt dag. Men det ragede mig egentlig ikke så forfærdeligt. Selvom jeg nærmest tvang mig selv til presse et par tårer til ud, så kunne jeg tydeligt mærke, at det var alt for overbelastende. Så dér lå jeg; syg, ynkelig og mascarapletter ud over det hele. Fantastisk.

 

 

Min krop sitrede. Det bankede nemlig på hoveddøren. I et kort sekund, overvejede jeg at lade som om, der ikke var nogen hjemme. Men på den anden side, kunne det muligvis være noget vigtigt eller for den sags skyld akut. Så jeg tog mig sammen, og hoppede ud af sengen. Inden jeg forlod værelset glimtede jeg mig selv i mit spejl, for at tjekke, at jeg ikke så helt forfærdelig ud.

Mit hår havde bølget sig fra glat og blødt til begyndelsen på små krøller, så jeg fandt en elastik frem og samlede lokkerne i en hestehale. Derefter fjernede jeg den udtværede mascara.

 

 

√v^√v^√♥

 

 

Har I mødt Jason? Nej, det var da en skam. Men lad mig da endelig præsenterer jer for ham. Believe me, I vil elske mig for det. Ironi kan forekomme.

 

 

Jeg åbnede hoveddøren. Jason.

 

 

”Hvad så, smukke?” flirtede han med et lumsk smil. Jeg lagde armene over kors.

 

”Er der noget?” spurgte jeg koldt.

 

 

”Neej, ikke sådan rigtig. Jeg ville bare invitere dig til fest.” Hans smørrede smil blev større, og dermed mere lumsk. Ad.

 

 

”Nej, tak, Jason. Jeg tror, jeg springer over.” Jeg var ved at smække døren i hovedet på ham, men han støttede imod.

 

 

”Nelly, skat, du vil ikke gå glip af den her fest. Min ven, Pete, holder den hjemme i sin lejlighed i aften. Du ved jo, at Pete holder de fedeste fester – endda med sprut.” Jason braste ind af døren. Chok.

 

 

”Nej, Jason. Jeg gider ikke,” svarede jeg med et højere og mere aggressivt tonefald. Spasseren lo ad min sætning.

 

 

”Kom nu, smukke. Jeg ved, at du vil. Dine forældre behøves jo heller ikke at vide noget, hvis det er dét du går over surmuler over.” Han strøg min kind.

 

 

”Jeg synes, du skal gå,” mumlede jeg. Han tog fat omkring mit liv.

 

 

”Hvad de gamle ikke ved – får de gamle heller ikke ondt af,” hviskede han i mit øre. Jeg sukkede.

 

 

”Jason, jeg synes virkelig, at du skal gå.”

 

 

”Hvorfor dog?”

 

 

”Du aner ikke, hvor utilpas jeg bliver, når du er i nærheden,” svarede jeg lavmælt. Han grinte lidt for sig selv.

 

 

”Det er vel kun en god ting.”

 

 

”Du misforstår, Jason. Du er et problem for mig,” sukkede jeg igen.

 

 

”Så lad mig løse det problem.” Jason pressede mig hårdt ind til sig, hvorefter han placerede sin mund på min. Jeg kæmpede imod.

 

Min krop vred sig fra side til side i et forsøg på, at undslippe hans greb. Men han havde fat i mig hele tiden, og slap aldrig.

 

”Stop, Jason!” råbte jeg halvkvalt. Jasons tunge befandt sig nemlig konstant i min mund, og nærmede sig af og til min gane.

 

 

 

”Hold kæft,” afbrød han frigidt.

 

 

Jasons ragede på mig. Tårer pressede sig på.

 

 

”Stop,” prøvede jeg igen. Men Jason lyttede ikke.

 

 

Jeg fik nok. Jeg fik simpelthen nok. Mit knæ placerede sig mod hans skridt, hvor jeg derefter gav ham et kick. Jason krympede sig jamrende sammen. Endelig kunne jeg tage chancen. Jeg fór som en gal ud af huset, men inden, spyttede jeg på ham.

 

 

Svin.

 

 

√v^√v^√♥

 

 

Egentlig havde jeg ingen anelse om hvor jeg mon skulle søge dækning henne. Måske hen til min mors praksis? Nej, dårlig idé. Fars kontor? Endnu dårlig idé. Så jeg tog hjem til min veninde, Scarlett. Scar var også i øvrigt den eneste, udover min familie selvfølgelig, der kendte til dét om min nyre.

 

 

”Nelly, hvad laver du dog her? Er der sket noget?” spurgte Scarlett forbavsende. Jeg stod i hendes hoveddør mens regnen silede ned. Egentlig lignede jeg sikkert også en druknet mus.

 

 

”Har du tid?” spurgte jeg snøftende. Da hun opsporede mine rødsprængte øjne, tog hun mig ind til et stort kram. Det var som om, hun allerede vidste det hele.

Egentlig var det dét som jeg elskede allermest ved Scarlett; hun kunne se alt igennem et par øjne. Alt simpelthen.

 

 

√v^√v^√♥

 

 

 

”Sikken idiot!” udbrød Scarlett. Jeg havde fortalt hende alt om min dag – både episoden ved klinikken og selvfølgelig alt det om Jason-tingen. Men hun virkede tydeligvis mere ophidset over Jason-tingen end dét om min nyre.

 

 

”Tag det roligt, Scar.”

 

 

”Jeg melder det til politiet. Manden er jo syg!” Hun rejste sig op, og greb derefter ud efter sin mobil. Jeg stoppede hende.

 

 

”Lad være, Scarlett. Jeg beder dig,” bønfaldt jeg hende. Hun kastede mig et surt blik.

 

 

”Er du overhovedet klar over det her? Manden burde anholdes!”

 

 

Suk.

 

 

”Hør, Scar, der er ikke sket mig noget. Desuden gik han bare over gevind. Ikke andet.”

 

 

”Du beskytter ham jo,” påstod Scarlett. Nutellamad.

 

 

”Nej, jeg beskytter ham ikke. Jeg har endda aldrig brudt mig om ham. Men du gør emnet værre end det overhovedet er,” forsvarede jeg hidsigt mig selv. Desuden hvis nogen valgte at fortælle politiet om alt dette, skulle det i hvert fald være mig. Ja, tak.

 

 

Scarlett rørte ikke sin mobil. Hun satte sig i stedet ned på sofaen ved siden af mig, og omfavnede mig.

 

 

”Du er sej, mus,” påstod hun. Jeg smilte.

 

 

”Så kan vi være seje sammen,” svarede jeg og kyssede hende på kinden.

 

 

_______________________________________________________________

 


 

Jeg lod mine hænder glide ned ad hendes bar overkrop. Hun var smuk. Men egentlig ikke direkte noget specielt for mig. Komisk nok, kunne jeg knap nok huske hendes navn. I hvert fald noget der starter med C. Tror jeg nok. For mig er det nu også ligegyldigt. Hendes krop er det vigtigste. 

 

"Harry!" gispede hun. Jeg smilte.

 

"Du er perfekt," opmuntrede jeg hende.

 

"Ikke stoppe," stønnede hun.

 

Hendes svedige krop imod min. Perfekt.

 

√v^√v^√♥

 

Mit blik faldt kort på hotelværelsets runde ur. Kvart i ni.

 

Jeg formåede mig at rejse mig op fra sengen, uden at vække hende. Bravo. Nu til det vigtigste; tøjet. Adræt trak jeg skjorten over, fik bukser på, jakke udenover og sidst men ikke mindst: mine sko - mine elskede sko.

 

Inden jeg listede ud af hotelværelset, faldt mine øjne kort over på pigen. Hun var, som sagt, smuk og egentlig ville jeg da gerne lære hende bedre at kende. Men på den anden side ville hun være nyttesløs for mig. Hvad skal jeg dog med en kæreste?

 

Jeg smågrinte over tanken.

 

√v^√v^√♥

 

Petes fest havde jeg set frem til i et par uger nu. Det var et stykke tid siden jeg sidst havde set ham, dermed også et stykke tid siden jeg sidst havde besøgt London. I de sidste fem-seks måneder har jeg nemlig arbejdet på et par fotosessions rundt omkring i England. Så, ja. Jeg har savnet London. Mit London. Mit elskede London.

 

"Hey, Styles!" En dyb stemme i den spækkede lejlighed overdøvede mine øre. Pete.

 

"Pete!" Jeg fik øje på ham.

 

"Hvor fanden har du været, man?" spurgte Pete. Jeg maste mig forbi en flok dansende fulderikker.

 

"Arbejde. Jeg blev hyret som fotograf heromkring i England."

 

Pete nikkede.

 

"Det er i hvert fald lækkert at du er tilbage." Han gav mig et venligt skulderklap. 

 

_______________________________________________________________

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...