Opgøret | FSA - prøve

503965
Det her er en novelle jeg skrev til en FSA - prøve i dansk. Jeg ville bare lægge den ud og se hvad I synes om den - om den er lige så god som min lærer vurderede den til eller.... Jeg fik 12 for den med feedbacken :"FREMRAGENDE OPGAVE !! SUPER NOVELLE, FORNØJELSE AT LÆSE !!! KARAKTER: 12. (Ja de lærer kan bare ikke det med at slette mellemrummet mellem tegnene XD)
Håber I vil tage godt imod den, og forstå de hints jeg har gemt i teksten :)

AA
aa

2. Opgøret ✠

 

Det havde de sidste to dage været så meningsløst; så fortabt.

Mens jeg sad med perler og snor i hånden, faldt det mig ind, at ikke en eneste perle var sat fast på den brune rem, jeg i den sidste time havde kæmpet en brav kamp med. Det undrede mig egentlig ikke, for sekundet efter kom svimmelheden, og derefter kvalmen til mig. Jeg kaldte med mine lungers fulde kraft på far, som kom styrtende ind fra haven med ordene: “Hvad er der nu galt lille?”. Det havde gjort så mærkelig ondt at skrige på den måde, men jeg ignorerede det. Far kendte mig åbenbart bedre end jeg selv gjorde, så jeg skulle ligge på sofaen den næste halve time, og glo mopset ned i det blomstrede betræk. Han havde mumlet noget, samtidig med at hans blik var en smule bekymret.
   Stuen så meget lille ud hernede fra. Den snurrede næsten rundt som en karrusel, når mine øjne fandt vej til den hvide krukke henne i hjørnet - hvilket jeg ikke brød mig særlig meget om. Jeg hadede karruseller, ikke mindst når tivoli kom til byen.
Jeg sank en klump i halsen og lukkede øjnene. Noget fik mig til at tænke på mor, da det netop var denne sofa, hun for nogle få dage siden havde ligget på. Jeg prøvede at forestille mig hendes ansigt, men den tomme hinde af sort var det eneste jeg så, når øjnene var klemt helt sammen.
I det samme gik døren op, og med en gennemsigtig væske jeg formodede var vand i hånden, kom far ind ad døren. Han stillede det roligt på bordet, mens en blid hånd strøg mit hår.
“Prøv nu at få noget søvn, så er du sikkert frisk når du vågner”.
Jeg nikkede lydigt og kiggede et sekund væk fra hans ansigt, og over mod krukken. Det svimlede stadig, men jeg undlod at sige det. Han rømmede sig, og det fik min opmærksomhed til at lande på ham igen.
“Du skal ikke være bange Liv. Det er sikkert ikke noget”, hviskede han kærligt, og rejste sig op for derefter at passere døren og lukke den stille i. Med ‘noget’ mente han sygdom. Det var blevet vores indforståede ord. Men det var heller ikke ‘noget’ jeg var bange for, selvom jeg faktisk følte mig lige så bleg som hun havde været i den sidste time.
   Mine øjne søgte rundt omkring i stuen, bare af vane. Og det var der, jeg opdagede, at vandet far var kommet ind med, var blevet til jord. Glasset var væk, og jorden lå nu der på den blanke overflade. Jeg blev forvirret, og tænkte på om man overhovedet kunne have jord i et glas, og jeg blev enig med mig selv om, at det var let nok, bare man tog jorden ude fra bedet; det andet jord var for hårdt at grave op.
   Mine øjne gled videre rundt i rummet der indebar både et bord, og et par stole med rødt betræk. Også chatollet som altid havde stået på den plads, gjorde rummet selskab. Men det der befandt sig ovenover chatollet var det, som gav et lille stik bag ribbenene. En fugl af en slags sad der i tapetet, og blinkede til mig. Fuglen der mest lignede en papegøje, rystede hovedet en gang, og samlede en rund ting op fra den malede blomst på væggen. Det lignede en kerne af en slags, som den behændigt passede på med ikke at sluge - det lignede det i hvert fald. Jeg blinkede en gang og kunne ikke helt tro hvad jeg så. Den fugl plejede ikke at være der, for jeg havde aldrig i mit liv lagt mærke til den.
Med lette ben hoppede den rundt i tapetets farvede planter, indtil den nåede kanten af chatollet, og satte af med sine mægtige vinger. Den hoppede ud ad væggen og fløj spejdende rundt, og jeg forestillede mig hvordan den måtte have siddet derinde i lang tid nu, og tænkt på hvordan verden egentlig så ud, når man ikke var tapet.
   Jeg fulgte intenst dens sorte øjne, hvis blanke overflade skinnede en smule mat. De lignede lidt natten når man kiggede ud ad et vindue, og lyset indenfor gengav sig i det gennemsigtige glas. Fuglen udbrød et hæst skrig, inden den tabte kernen ud af munden. Tankerne strømmede igennem mit hoved mens den runde sten suste nedad. Nej! Den skal da ikke tabe kernen! Hvad mon der sker når den lander? Går den i stykker? Hvad hvis den går i stykker? Skal jeg dø nu?

   En forfærdelig pine var sat i gang i mine lunger, og hvis det ikke havde været fordi en lille sten var fløjet gennem luften, havde jeg bukket mig sammen af smerte. En grimasse skar over mit ansigt, da den stenen landede lige blødt i den hvide krukke - næsten som om at det var med vilje. Jeg åndede en smule hæst ud.
   I de næste sekunder skete der ingenting, og mine øjne fulgte kun fuglens behagelige, nedkølende vingeslag som den fløj i en cirkel over krukken og jeg. Jeg fokuserede på dens øjne igen, mærkede hvordan den borede sig dybt ind i mig, som om den kunne læse mit sind, min skæbne. Men det var behageligt, det ville ingen have troet hvis jeg fortalte dem, at en fugl kunne kigge ind i mig. Jeg lukkede øjnene, og tænkte på hvordan far ville gøre store øjne og sige: “Nu drømmer du vist”.
Jeg slog øjnene op igen, og søgte efter stedet hvor jorden havde ligget, men det var der ikke mere; ikke et eneste sandkorn var at se på fladen.
   Jeg lukkede øjnene igen, talte til ti, mens jeg tænkte på hvor det mon var blevet af. Derefter slog jeg hurtigt øjnene op til en skuffelse, der fyldte mig fra oven. Både jorden og fuglen var nu væk. Det kunne ikke passe, for hvorfor ville fuglen og jorden forsvinde uden at sige farvel?
   Jeg turde ikke lade øjenlågen omslutte mit øje igen, men gjorde det alligevel. Farverne dansede for mit indre, mens tallene langsomt blev mindre og til sidst nåede nul, hvor jeg åbnede øjnene til et syn som gjorde den kolde smerte bag ribbenene lidt varmere. Noget grønt i krukken var begyndt spire, og jeg måtte holde en hosten inde af spænding for at se hvad der ville ske.  

Den lille spire voksede sig hurtig stor, og som sekunderne gik også mere mørk. En åbning i taget og revner i væggen kom til syne, og så snart ud som om at de altid havde været der. Jeg undrede mig lidt over hvorfor skyerne var så sorte deroppe, men skubbede tanken væk. Det var de altså ikke da jeg for snart en halv time siden kiggede ud ad vinduet. En lille brise kom oppe fra hullet af, og jeg overvejede et øjeblik, om det måske lokkede mig af en eller anden grund. Men det kunne et hul jo ikke, så det var mærkeligt at bilde sig selv ind. Jeg hostede nogle gange ned i hånden, der efterlod en rød klat, inden jeg hurtigt rejste mig op. Jeg fik tørret klatten væk. Bukserne var den samme farve som blodet, så det kunne far ikke se.
   Med det samme stik i ribbene, bevægede jeg min vej fra sofaen, og hen til krukken der stod i nærheden af chatollet – jeg undgik selvfølgelig at kigge på krukken og dens afskallende maling, og selvom jeg kun kunne se omridset af den i øjenkrogen, så den så lille ud som den stod der, med det kæmpe træ der bugtende helt op i himmelen. Alligevel valgte jeg at sætte hænderne på stammen og forsigtig trække mig selv opad. Det hårde bark føltes mærkeligt rug under fingrene, men det fik mig ikke til at stoppe. Heller ikke selvom jeg var så svimmel at mit hoved næsten snurrede rundt, og jeg nogle gange var tæt på at give slip på stammen. Som jeg kom tættere på de mørke skyer, blev alting også mørkere. Kanterne i mit syn blev snævret ind, og jeg følte at jeg kiggede igennem en kikkert. En hæs latter brød ud, og jeg opdagede at den kom fra min egen mund - og det var da også sjovt. At ens øjne pludselig blev lavet om til en kikkert, var da noget at grine af.
   Jeg fortsatte med et smil på læben. Træet begyndte at blive tyndere, og jeg kunne regne ud at enden snart ville komme. Men inden jeg nåede at trække mig selv længere op, blev mit syn så snævert, at jeg ikke kunne se mere. Jeg kunne ikke føle mere. Jeg kunne ikke høre mere. Jeg kunne ikke huske mere. Der var kun sort.

 

   En pige løb ned ad gangen. Hun havde mørke øjne, sort hår og de røde bukser sad godt fast med et bælte på maven. Nogle ville sige hun lignede sin mor, men det syntes hun ikke selv. Ikke med den hvide farve i hovedet, de blå læber og sveden på panden - Selvom det også var sådan hun havde set ud for nogle få dage siden. Moren.
   Hun fik øje på noget under sig; en pige nøjagtig magen til hende selv. Pigen lå i en blomstret sofa på siden, og en rødlig væske løb ned ad hendes kind, ned på sofaen. Pigens øjne blev med et sæt store og runde, og derefter lå hun helt stille. Og der var intet spor af liv i de fortabte øjne. Men Liv vidste at hun ikke var død - bare i choktilstand, der var en af symptomerne på lungepest som lægerne kaldte det. De havde stillet diagnosen efter moren var død, mens Liv stod lænet op ad sin far, inde ved retsmedicinsk institut. Hun havde kigget på lagnet, hvorunder hendes mor lå. Hun kunne lige forestille sig, hvor dårligt man lå på sådan en metalbarre. Det var ikke noget hun havde lyst til at prøve nogensinde.
Pigen dernede gispede pludselig op, og hun fægtede ud med armene; prøvede at gribe ud efter noget, som angiveligt ikke var der, mens øjne kørte rundt. Og bevægelserne var krampagtige, som når en epilepsi går i gang. Men det fik ikke Liv til at standse løbet op, for den lange gang blev lysere for enden. Det vidste hun, det var en ting hun var sikker på.
   Pigen kæmpede en kamp, trak sig sammen i smerte, og åndede hæst ud igen. Hendes hjerte bankede af overbelastning, og munden formede utydelige ord. Kramperne var væk, men ikke den uovervindelige hamren i hendes hoved og bryst. Pigen prøvede at synke, men det var umuligt. Hun prøvede at ånde, men det var også umuligt. For hvert et sekund bredte der sig en lammelse fra hendes bryst, og til sidst faldt hendes hoved tilbage på madrassen og et sidste suk forlod de blodmanglende læber. Denne gang var øjnene tomme hinder, munden en åben bog og kroppen så hvid som den lille kerne, der var landet i krukken. I det samme kom hendes far ind, bange og med et forvildet udtryk i øjnene tog han fat om hendes bryst og pumpede det bedste han kunne.
   Liv blev ved med at løbe, og lukkede øjnene i. Hun åbnede dem hurtigt igen, og som med et knips kom fuglen fra før, flyvende over hovedet på hende. Dens mærkelige farver og dens matte øjne genkendte hun med det samme, og hun glædede sig da hun lukkede øjnene igen. Med det samme var hinden åben igen, og uden at tænke nærmere opdagede hun at jorden – det som havde ligget på det blanke bord - også var tilbage. Liv blev ved med at løbe, og hun løb ned ad en skovvej, med sand og småsten under fødderne. Hendes øjne gled rundt, mens benmusklerne skreg efter hvile, og hun tænkte på at stoppe. Men så fik hun øje på hende, stående ved vejens ende, inde imellem træerne. Livs mor vinkede og drejede hovedet så det varme smil var endnu tydeligere. Hun overvejede om det mon kunne passe at moren var kommet tilbage?
   Og det var dér at Liv kunne have brugt sin sunde fornuft. Vejen endte, og det gjorde Liv også så småt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...