Dark shadow

Dette er et oneshot, som jeg har skrevet da jeg følte mig inspireret. Da jeg ikke kan skrive, specifik hvad den handler om, må i læse den. Dét jeg er ude efter er at rive jer ind i et andet univers, kaldet bøger. Jeg vil rive fat i det mørke. Rive fat i det lyse. Og rive fat i det mystiske. Denne historie er som en båd som sejler ind de mindste steder. Som sejler ind i de mystiske steder. En båd som bliver styret af skyggen selv.
"Tør du hoppe med ombord?"

3Likes
1Kommentarer
457Visninger

1. Shadow

Hendes mørke hår hang let ned over skuldrene, men hun prøvede ihærdigt at få det til rette på hendes ryg. Hendes ansigt var rettet mod mig, hele tiden. Og hendes øjne stirrede i mine, hele tiden. På én og samme tid følte jeg mig levende, og skrækslagen. Der var noget mystisk over hende, man kunne ikke blive klog på hende. 

 

"Hvad hedder du?" spurgte jeg nysgerrig. Jeg var godt nok ikke den bedste til dette, altså til at spørge folk om noget. For jeg ville ikke forlange noget af folk, ikke engang deres navn. Jeg ved godt det er fuldstændig latterligt, men ligemeget hvad, var jeg ikke en som forlangte det mindste af folk. Det føltes bare så forkert. Det var også derfor jeg krympede mig over mine egne ord.

Hendes øjne så ud i luften. De kiggede ikke længere i mine, og først da, opdagede jeg at jeg havde holdt mit vejr. Hun tog simpelthen pusten fra mig. Dét havde jeg aldrig oplevet før, ikke denne slags pust. Selvfølgelig var der dengang jeg fik en bold i maven, men selv dét kunne ikke sammenlignes med dette. Jeg sukkede lettet ud, overrasket over hvilken magt hun havde over mig, og hun havde ikke engang sagt noget. Ikke ét ord.

 

"Ophelia" Mumlede hun. Så stadig ud i luften, forventede ikke at jeg sagde mit. Det var det første ord jeg havde hørt hende sige. Ophelia. Hvor var det et flot navn. Jeg ville ønske jeg kunne være som hende, være mystisk og lukke mig ind i en skal, hvor der kun lige var plads nok til mig selv... Men jeg kunne ikke styre mig.

"Niall James Horan" Sagde jeg, og nev mig selv i armen. Hvorfor sagde jeg hele mit navn? Hvorfor gjorde jeg dette mod mig selv? 

 

Men hun sagde ikke noget. Hun så ud i luften. Hendes øjne skinnede let af solens stråler, og hendes mund... Man kunne lige akkurat ane et smil. Bare et lille et. Et lille smil som kun varede et par sekunder. Et lille smil som ikke kunne nå op i hendes øjne. Men jeg var ligeglad. Et smil er et smil. Men et smil fra hendes side af, var uventet, underligt, men alligevel helt ekstra ordinært.

 

Dér sad vi i timer. Vi sad der bare. Vi sagde ikke noget. Hun så ikke på mig, så ud i luften, som hun havde gjort hele tiden. Det var underligt. Hvis man så på hendes krop og væremåde, var der ikke nogle tegn på at hun skulle være syg, på nogle måder. Jeg tænkte bare at hun ikke sagde noget, fordi hun ikke ville lukke mig ind. Jeg måtte ikke blive en del af hendes skal. Men underligt nok havde jeg det okay med det. Underligt nok, var det helt fint med mig.

 

Når hun endelig rykkede på sig, blev man helt forskrækket. Men hun bevægede på sig, på sådan en rolig måde at det var okay når hun bevægede sig. Selvfølgelig var det det. Men hver gang hun gjorde noget, var det nyt for mig. Og jeg blev nødt til at få det hele med. Men så rykkede hun på sig, vendte sig mod mig og kiggede på mig. Kun lige i et minut. Så vendte hun sig igen, og kiggede ud i luften, som hun altid gjorde. Det største smil blev placeret på mine læber. Det var som om, hun også skulle have det hele med.

 

De gange hun slog øjnene i, var de gange jeg beundrede hende mest. Hun lukkede sine øjne i og lagde sig ned. I den grå kjole blev hun som ét med taget. Som om de blev smeltet sammen. Som om det var sådan det skulle være, som om det var sådan hun skulle være. Stille og ét med alt. Hendes hår blafrede stille omkring hende. Hun foldede sine hænder ovenpå sin mave. Ikke et smil var på hendes læber, men det var okay. Det var okay, så længe hun var okay.

 

Da mørket var ved at ligge tungt over byen, fór hun op. Hun kiggede frustreret rundt og man kunne se panikken boble i hende. Jeg blev helt forskrækket. Jeg havde været vant til hendes rolige aura. Dét her var en helt anden side jeg ikke brød mig om. 

Hun kiggede på mig, så min frustration. Og med ét var alt hendes panik væk. Utroligt at hun kunne det. Det var helt... Jamen, ord kan ikke beskrive hende, det var bare så fantastisk. Hun så ned på mig igen, denne gang som hun altid plejede at gøre og være. Rolig og afslappet lod hun ordene forlade hendes mund: "Farvel James" Og med de ord forlod hun mig, på det kolde tag med en knude i maven.

 

Hun kaldte mig James. Hvorfor? Det ved jeg virkelig ikke. Kunne hun ikke huske mit navn? Var hun alt for langt væk fra den virkelige verden, til at ville høre på mig? Det var som om at knuden spredte sig, den ødelagde mig langsomt. Men så gentog jeg mine egne ord. De ord jeg havde selv havde sagt: "Niall James Horan" 

Hun kaldte mig mit mellemnavn. 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

"Den aften blev jeg på taget i lang tid efter. Jeg ville finde på et navn som jeg kunne kalde hende næste gang jeg ville se hende" Jeg tager en dyb indånding. "Jeg lå der bare, prøvede at finde på nogle navne, i starten kaldte jeg hende for M. For hun var mystisk. M for Mystisk. Men dét navn holdt jo ikke. For det var ikke godt. Det var et tåbeligt navn. Helt vildt latterligt faktisk" Jeg kommer med et lille grin. Så ser jeg på damen foran mig. En kvinde i 30'erne. Skulderlangt hår, brunt og bølget. Et par briller i havblå hænger på hendes næse. "Hvorfor ville du give hende et navn?" Spørger hun mig om. "Jeg ville finde på et navn for at være som hende. Jeg ville være ligesom hende, mystisk og spændende. Jeg ville have hende til at ville have mig" Svarer jeg hende.

 

"Men så en dag hvor jeg ikke havde set hende i lang tid. Blev min mor ringet op af en. Hendes far. Han sagde at Shaylene Ophelia Dowson var død. Min mor sagde til mig at vi gerne måtte besøge hende, inden hendes begravelse" Jeg tager mod til mig og snakker videre "Hun sagde hun hed Ophelia. Hendes mellemnavn, det samme hun kaldte mig for, altså mit mellemnavn" Jeg ser på hende "Det var jo helt fantastisk. Det var jo mystisk, hun ville lide det" 

"Nå, men vi tog derhen. Da vi trådte ind lå hun der. Hun lå ligesom hun altid gjorde. Foldede hænder ovenpå maven, lukkede øjne og håret som foldede sig ud til hver side. Det eneste som ikke lignede hende, var at hun manglede vinden i håret. Den vind som kom i hendes hår, selv når der ikke var vind. Da hun lå der, lignede hun en skygge. Hun lignede hendes egen skygge. En skygge af hende selv, som jeg ikke troede var mulig at se. Hun var sin egen skygge. Hun levede som en skygge. Stille og betaget af vinden. Mystisk og mørk. Måske var det derfor hun forsvandt på taget. Fordi man ikke ville kunne se hendes skygge, fordi den forsvandt så snart mørket og over. 

 

Dér var jeg lykkelig, jeg var lykkelig over at finde et navn der passede hende perfekt. Jeg var lykkelig over at hun fik fred, at hun endelig kunne være den skygge hun altid prøvede at være. At hun endelig kunne være mørk og mystisk, præcis som hun ønskede. Men det var ikke et farvel. Det var noget andet.

"Vi ses Shadow"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...