Den lille piges genforening

Da jeg har valgt, at deltage i konkurrencen zombierne indtager Movellas, har jeg valgt at skrive en historie, som foregår i en verden med zombier. Det vil sige, jeg har valgt valgmulighed 2. I må meget gerne give den en chance, og selvfølgelig skrive hvad i synes om den, og hvad jeg kan gøre bedre.

3Likes
5Kommentarer
242Visninger

1. Kapitel 1

Jeg gik ned ad den lange mørke gang. Jeg kunne høre en, liste sig hen ad gulvet.  Jeg kiggede mod min højre side, en slidt bamse lå smidt på jorden. Den var beskidt, ødelagt og manglede et øje.  Jeg vendte mig om, og sprang et skridt tilbage af synet. En lille pige med en hvid kjole på, stod med ryggen til mig. Hendes kjole lignede en, hun havde haft på i flere år. Hendes hår hang ned ad ryggen på hende. Det var brunt, men slidt.

Jeg gik hen mod hende, men da hun vendte sig om, sprang jeg alligevel tilbage igen. Hendes ansigt var flænset, og blodet løb ned ad hende. Hun havde bamsen i hånden fra før, og kiggede bestemt mod mig. Hun gjorde mig usikker og bange. Hun gik med faste skridt hen i mod mig, mens jeg satte farten om, og gik ned ad den lange gang. Jeg skulle ud derfra.

Jeg var bange. Ikke bare bange, men rædselsslagen. Hendes kridhvide hud, blodet der strøg ned ad hendes kinder og øjnene, der vendte det hvide ud ad. Jeg var sikker på, hun var en zombie. Men da fandtes da ikke zombier, gjorde der? Spørgsmålet gentog sig selv flere gange inde i mit hovedet. Jeg glemte næsten, at jeg var på flugt fra hende, så da jeg kiggede bagud, var hun lige i hælene på mig.

Lyset fra udgangen kom til mit synsfelt. Jeg vidste, min far ventede på mig, så det var bare et spørgsmål om tid. Jeg måtte give det sidste, jeg havde i mig. Jeg kunne nemt genkende min fars sorte BMW, hvor på der stod politi. Og da jeg kunne skimte den, gav det mig alligevel mere energi. ’’Far! Hjælp mig, nu!’’, jeg hvæsede efter vejret. Min far så chokeret ud, men jeg kunne tydeligt se, han trak pistolen frem, og sigte efter den lille pige. Hun kom tætter og tætter på.

Jeg var ved at opgive håbet. Håbet om at slippe væk fra hende, jeg følte mig fortabt. Jeg blev nok ædt levende op af hende, mens jeg langsomt ville kunne mærke, jeg forvandlede mig til en zombie. Hvordan mon det er at være zombie. Føler man sig levende eller død? Kan man mærke følelser inden i, eller er alting bare lige gyldigt for en?

Jeg kunne mærke noget gribe fast om mit ben. Jeg prøvede hysterisk, at sparke det væk. Jeg kunne ikke mærke, hvad det var, men det var ubehageligt. Det var som om en kold fornemmelse skyllede ind over mig. Og i det sekund gik det op for, hvad der havde taget fat om mit ben. Det var hende. Hendes negle borrede sig ind under min hud.

Lige i det jeg troede mit håb var ude, hørte jeg et skud. Åndende lettede jeg ud, men kiggede alligevel forvirret rundt. Den lille pige faldt langsomt til jorden, mens blodet løb kraftigt ned af hende. Jeg faldt til jords, og begyndte langsomt at hulke.

Jeg kunne mærke min fars langsomme bevægelser hen over min ryg. Det beroligede mig en smule. Bare tanken om jeg var i sikkerhed, og at hun var væk.  Det hele virkede som et mareridt. Det virkede så urealistisk.  Jeg nev mig selv for at vågne, men jeg vågnede ikke. Det var ikke bare et mareridt. Det var virkelighed. Jeg hørte mine egne hulk.

’’Der fandtes ikke zombier!’’, jeg gentog mig selv flere gange, mens jeg slog rasende ned i jorden. Jeg kunne tydeligt mærke, hvordan stenene fra asfalten borrede sig ind i min hånd, mens den dunkede af smerte.  Min far skubbede mig ind til ham, og holde mig fast i hans arme, så jeg ikke kunne bevæge mig. Jeg lå i nogle sekunder, og bare nød den tryghed, han gav mig. Hysterisk rev jeg mig ud af hans favn og kæmpede med at komme op at stå.

’’Jeg vil hjem. Jeg vil hjem nu!’’, min stemme råbte nærmest. Min far hjalp mig op, mens han bare nikkede stille på hovedet. Jeg havde vel gjort ham forskrækket. Han havde aldrig set mig sådan. Jeg kunne ikke engang genkende mig selv. Jeg var ikke bare bange for zombier, eller hvad det nu var. Jeg var også bange for mig selv i dette øjeblik.

Jeg manglede kontrol. Ikke bare kontrol, men selvkontrol. Jeg styrede ikke mig selv længer. Det var som om, den lille pige havde overtaget min krop, og alt jeg prøvede på, var at føle frihed og tryghed. Måske havde hun ramt mig. Måske havde hun rent faktisk overtaget min krop i det øjeblik, hun fik fat i mit ben.  Da jeg mærkede den kolde følelse, måske var det min sjæl, som forlod min krop. Måske var det i det øjeblik, hun overtog min krop, og lod min sjæl sive ud i det blå og vandt styringen.

Jeg rystede på hovedet af mig selv. Hvor var jeg dog åndssvag at høre på. Der fandtes ikke zombier, og man kunne i hvert fald heller ikke overtage andre folks kroppe, nu måtte jeg altså styre mig. Jeg tog endnu en kæmpe indånding og puste ud igen. Det var som om, jeg havde fået et kæmpe slag i maven, for jeg følte mig tung i kroppen.

Med fars hjælp fik jeg bevægede mig hen mod bilen. Jeg smed mig nærmest ind i bilen, mens jeg lænede mig tilbage og nød øjeblikket, hvor bilen startede. Lyden af motoren, som gik i gang, gav mig en berolige følelse, som om det først gik op for mig der, at jeg var i sikkerhed nu.

Da bilen trillede stille væk, kiggede jeg alligevel bagud, for at se til den lille pige. Et chok mødte mig. Hun lå der stadig, men denne gang var det, som om en hvid skygge var omkring hende. Jeg mærkede langsomt, hvordan min puls kom op at køre igen. Jeg vendte mig om med det samme, lukkede øjnene og sagde til mig selv, det bare var syner. Hun var død. 

*

Der var gået en uge, og hele ugen havde jeg været plaget af det samme mareridt. Nemlig zombier der overtog min krop. Det var som om, det blev mere og mere realistisk jo flere dage, der gik. Jeg følte mig fortabt, og ikke i stand til at kunne udfører nogle som helst daglige opgaver. Skolen havde jeg lagt bag mig, da jeg ikke kunne gå ud ad døren, uden jeg mødte en masse stemmer. 

De råbte og skreg af mig, så snart jeg trådte et skridt ud ad døren. Jeg vidste det ikke var sandt, men der var alligevel noget, som gjorde mig bange. Mine knogler var kommet til syne, og jeg havde mistet en hel del af min farve i huden. Jeg lignede rent faktisk en zombie - bare i levende tilstand.

Tænk hvis hun virkelig havde overtaget min sjæl? Jeg havde ikke kunne føle selvkontrol en eneste gang siden den aften. Det var som om, hver gang jeg ville sige ja, endte jeg alligevel med at sige nej og omvendt. Min far havde flere gange kiggede på mig med hans bekymrende blik, og jeg kunne skam godt forstå ham. Men som om det hjalp på noget? Det gjorde det hele værre. 

Han havde flere gange truet med, hvis jeg ikke snart begyndte i skole, ville han sende mig til den lukkede afdeling. Og jeg vidste, han mente det, derfor skræmte det mig. For hvad vil stemmerne ikke lige sige til, hvis jeg kom sådan et dystert sted hen. De vil måske blive endnu værre, og ikke bare være stemmer, men måske ende med jeg vil kunne se dem for mig. 

Jeg havde flere gange set et skarpt lys, mens den lille pige stod i midten og rakte en hånd hen mod mig. Jeg havde ikke turde, at tage i mod hendes hånd, for hvad vil der så sket? Vil hun så rive mig med ned til hendes verden? Og hvilken verden vil det så være? vil der overhovedet være noget, eller ville jeg bare være død, uden egentlig at være død?

Tanken gjorde mig bange, og gav mig endnu en grund til, hvorfor jeg ikke skulle udfordre skæbnen og gå ud ad døren. Måske jeg skulle prøve og udfordre skæbnen, bare for at se hvad der egentlig skete. Måske var det enden på det hele. Måske kunne jeg så være fri og virkelig føle frihed og tryghed.

Jeg lukkede øjnene i og prøvede at ignorere smerten, der knurrede ind mod min mave. Jeg havde lagt mig i foster stilling, så det ikke var så slemt. Jeg klemte mig helt sammen, og prøvede at lade søvnen komme over mig. Men det var som om den ikke ville. Det var som om, jeg var lyst vågen, selvom mine øjne skreg for at klappe i.

*

Lystet ramte mine øjne, og jeg kunne tydeligt se den tynde, hvide hånd række ud mod mig. Jeg lukkede øjnene og prøvede at fokuser på, hvad de sagde. ’’Hjælp!’’. Jeg gispede nærmest af forskrækkelse, da hovedet stod klart for mig. Det var hende. Det var 100 på, det var den hvide pige. Hendes hånd rakte stadig hen i mod mig, og jeg forsøgte at tage i mod den.

Da jeg ramte hendes baré hånd, skød der et stød igennem min krop. En kule røg igennem mig, og jeg blev ramt af et skarpt lys. Jeg lukkede øjnene i, da det sveg for mine øjne. Jeg tog den ene arm foran ansigtet og prøvede at følge med i, hvad der skete. Men lyset var for skarpt. Mine øjne kunne ikke tåle det, og derfor måtte jeg opgive, og lade dem falde i igen. En træthed kom ind over mig, og det var som om jeg lettede fra jorden. Stemmerne begyndte at grine hånligt ad mig, og jeg kunne ikke forstå hvorfor.  

*

Jeg vågnede af en hånd blev lagt over mig. Min krop føltes letter. Jeg kørte en hånd opad min arm og mærkede tydeligt mine knogler. Jeg kiggede ned ad mig selv og lå hurtigt mærke til, hvor gammel jeg så ud. Min hud var helt slidt. Min krop var som en tændstik, og jeg kunne ikke bevæge mig i mit normale tempo. Et spejl kom hen foran mig, og jeg begyndte at skrige.

Hun havde overtaget min krop. Jeg havde fået fred. Men jeg havde ikke fået fred, på den måde jeg havde ønsket. Jeg havde fået fuldstændig fred, jeg var ikke længer til stedet. Jeg var blevet en zombie. Jeg kørte langsomt min pegefingre hen over mit ansigt, for at sikre mig, det virkelig var mig, jeg kiggede på.

Mine tårer begyndte at trille. De var nærmest utydelig på min døde hud. Jeg var død. Eller nej jeg var ikke død, men jeg var heller ikke levende. Kunne det overhovedet være rigtigt? Hvad skulle jeg gøre af mig selv, jeg ville ikke være en zombie.

’’Lad mig komme hjem’’, jeg hulkede. Zombierne omkring mig, kom slyngende hen mod mig, mens de greb ud efter mig. Jeg lod dem tage mig, det var forbi med mig, det hele var forbi. Mens jeg faldt til jords, og så dem komme tætter på, gik det op for mig, hvad der var sket. Jeg havde fået fred. Jeg var blevet en zombie. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...