nice to meet you again ♡ luke hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jul. 2014
  • Opdateret: 28 dec. 2014
  • Status: Færdig
[luke hemmings]
At blive sendt på sommerlejr næsten hele sommeren er langt fra Sarah Adams kop te. Men det bliver det, eller i hvert fald en del af det, da hun møder Luke Hemmings, som også er blevet sendt afsted. Det startede med en lille ferie flirt, men det endte ikke der.
Mens hun virker som en glad og optaget pige, forgår der en hel masse ting i hendes liv. En flytning, væk fra alt hun kendte, til en lille by med fremmede mennesker. Udover hendes bedsteforældre, som var grunden til flytningen, da hendes bedstemor blev meget syg. At være enebarn med arbejdsnarkomaner som forældre og stå i en situation som hendes er ikke nemt.
Men som Luke gjorde hende i fantastisk humør fordi han var der, gjorde han hende også i dårligt humør da de forlod hinanden. Sarahs plan er nu at glemme alt og starte igen, men hendes plan mislykkes da hun møder Luke, igen.
Vil deres historie fortsætte eller slutter den der?

[AU - ikke kendte]

182Likes
423Kommentarer
61025Visninger
AA

26. maybe we're not a cliché / Sarah

 

26

maybe we're not a cliché

***

 

Sarahs synsvinkel.

”Mor, du forstår det ikke. Jeg vil tilbage til London sammen med Gwen. Det er jeg nød til.” råbte jeg lidt for højt. Jeg kunne ikke klare det længere. Det eneste grund til at jeg var her, var på grund af mine bedsteforældre, og den eneste grund til at jeg blev var Luke, men Luke var ikke en god grund længere.

Men han var en af de personer der stod i gangen, og havde hørt hvert eneste ord.

”F-forlader du Sydney?” hviskede Luke. Jeg stirrede på ham. Jeg svarede ham ikke, men kiggede bare over på ham og hans mor.

”Hvad laver du her?”

”Sarah, snak pænt til ham!” sagde min mor bestemt og kiggede skuffet på mig. Hvorfor begyndte hun at bekymre sig nu? Jeg ville bare tilbage til London, og bo hos min moster sammen med Mary. Mary og jeg gik på samme skole, men hun var en klasse under mig.

Så skulle jeg flytte til elendige Sydney, og på den elendige sommerlejr, hvor jeg mødte Luke som i øjeblikket var mere elendig end Sydney og sommerlejren til sammen.

”Jeg kommer for at undskylde.” sagde han lavt. Han var tydeligvist nervøs. Hans øjne var røde, og hans kinder begyndte at blive en smule våde, da en tårer trillede ned ad den.

”Det er sødt!” Udbrød Gwen, som havde virkelig dårlig samvittighed, da jeg fortalte hende om Luke og jeg.

”Nej. Det er ligegyldigt.” vrissede jeg og trak Gwen med ovenpå. Jeg var ligeglad med, hvad end Luke havde at fortælle mig. Jeg var færdig. Færdig med Sydney, færdig med Luke.

”Helt ærligt, Sarah. Giv drengen i chance.”

”Nej, Gwen.”

”Men han er lækker, og virkelig sød. Jeg vil vædde med at han er en prins, og behandler dig som en prinsesse.” jokede hun og kiggede spørgende på mig.

”Prinser stikker ikke tungen ind i munden på andre end hans prinsesse.”

Selvom situationen var en smule slem, begyndte Gwen at grine. Jeg begyndte også at grine. Det bankede på min dør, og så stoppede vi, hvilket irriterede mig.

”Sarah, Luke har brug for at du snakker med ham.” sagde min mor, som stod sammen med Liz. Jeg kiggede tøvende ud af vinduet og så på Gwen, som nikkede ihærdigt.

”Sig han skal komme herop.” hviskede jeg tøvende. Jeg havde ikke lyst, men det skulle gøres. Jeg kiggede undskyldende på Gwen som hurtigt forstod, og forlod rummet uden et ord.

”Sarah,” Lukes stemme var lav, og den rystede forfærdeligt meget. ”Jeg er virkelig ked af det.” Jeg kiggede ned på gulvet, som jeg sad på.

Luke satte sig på min kontorstol foran mig, og kiggede så på mig.

”Du er virkelig ked af det, er du ikke?”

”Jo, Sarah. Jeg beder dig, fortæl mig hvad jeg skal gøre for, at gøre det godt igen.” Luke kiggede på mig med tårer i øjnene, og jeg spottede noget håb. Luke så sød ud, dog kunne jeg ikke få mig selv til at indrømme det.

”Bare,” startede jeg, og satte mig op i sengen så jeg sad længere væk fra ham. ”Lad mig være.”

”Men, forlader du Sydney?”

”Hvis jeg kan.”

”Bliv.”

”Nej.”

”Bliv.”

”Luke, nej.”

”Sarah…” Han stoppede og det fik mig til at kigge op. Jeg græd. Han græd. Hvorfor græd vi?

”Ja?”

”Jeg…” Luke irriterede mig. Hvorfor spyttede han ikke bare de ord ud.

”Luke. Jeg er så tæt på at smide dig ud, så hvis du ikke siger noget snart så farvel.” Luke havde ikke sagt noget i to minutter. Han havde bare holdt øjenkontakten med mig, hvilket var smertefuldt.

”Sarah,” startede han lavt og kiggede ned i gulvet. ”Jeg elsker dig.” Alt frøs til is. Måske var det bare mig. Jeg trak ikke vejret. Elskede han mig? Var mit liv som en Gabriella Aplin sang?

Please don’t say you love me ’cause I might not say it back.

“Gå,” hviskede jeg med tårer trillende ned ad mine kinder. ”Luke, gå.” sagde jeg igen, da Luke ikke havde forladt rummet. Luke nikkede og gik hen mod døren.

”Jeg elsker dig, okay? Lige meget om du elsker mig eller ej, så elsker jeg dig.” Med de ord forlod han mit værelse, og jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle stille op med mig selv lige nu. Jeg havde lyst til at lukke alt ude, og bare forlade Sydney.

Jeg skulle helt klart tilbage til London.

***

”Jeg er ked af det, Sarah.” sagde Gwen pludseligt til mig, da vi lå sammen og så en eller anden virkelig kliché kærlighedsfilm, hvilket gav mig lyst til at kaste fjernbetjening ind på skærmen, og se skærmen flække og falde i tusind stykker.

”Lad os nu bare glemme det.” Jeg smilede og kiggede hen på Gwen, som kiggede trist på mig. Hun begyndte at blive en smule urolig, og pausede så filmen. Jeg fjernede ikke blikket fra skærmen. Jeg vidste ikke om jeg var sur på Gwen. Hun var fuld, men det var Luke også. Gwen anede ikke jeg havde Luke, og hun vidste ikke en gang at jeg havde noget med nogen. Luke vidste til gengæld alting, dog ikke at det var Gwen. Det gjorde måske lidt mere ondt, når det var din bedsteveninde han kyssede med, men uanset hvad var det forkert.

Han var ikke den eneste grund til at jeg ville forlade Sydney, men dog var han den eneste grund til jeg var blevet her.

”Jeg kan ikke bare glemme det!” råbte Gwen. Jeg var glad for at mine forældre var hos mine bedsteforældre. ”Jeg ødelagde et perfekt forhold.”

”Det var ikke perfekt.”

”Nej, men det var noget, og jeg ødelagde det.”

”Luke hjalp til.” sagde jeg og kiggede flabet på hende. Hun rev sig irriteret i håret.

”Hvorfor forlade Sydney på grund af en fejl, Sarah?”

”Det var ikke bare en fejl,” fastgjorde jeg, og satte mig ordenligt op. ”Jeg savner London. Jeg har fået to veninder og jeg havde Luke, og jeg keder mig.”

”Keder dig? Jeg vil vædde med at dig og Luke har haft det sjovt.”

”Luke var bare en dum sommerflirt.” Folk havde ret når de sagde at sommer flirts ikke varede for evigt. Fuck sommer, og fuck Luke Hemmings.

”Sarah, sommerflirts holder som regel ikke i mere end et par uger.”

”Jeg vil bare hjem til London, okay? Hjem.

”Hjem.”

I samme øjeblik bankede det på mit vindue, og jeg kiggede ud for at finde Luke. Luke stod på en stige, helt oppe ved vinduet.

”Hvor meget koster en flybillet til London?” sagde Luke forsigtigt, dog som om intet var sket. Som om det var normal bare at stå ved mit vindue, når man havde kysset med en andet.

”Gå nu, Luke.”

”Hvis du forlader Sydney, så tager jeg med.” Luke åbnede munden igen. Jeg savnede allerede hans læber.

”Jeg forlader ikke Sydney,” hviskede jeg, og så blev mine øjne våde. Hvad skete der med mig? Jeg skulle være stærk ikke svag. Jeg skulle være stærk nok til at forlade ham, men jeg ville ikke være svag. Jeg skulle ikke have brug for ham. Han kiggede på mig med så meget håb i blikket, at det næsten gjorde mig syg. ”Jeg forlader dig.”

Med de ord sagt, lukkede jeg vinduet. London bliver godt, London bliver fedt, London bliver… Luke frit. Problemet var bare at jeg ikke vidste om det var godt eller dårligt.

***

Luke: Bliv.

Luke: Jeg har brug for at du bliver.

Luke: Svar mig, Sarah.

Luke: Sarah. Jeg beder dig.

Luke: Du kan ikke hade mig for evigt.

Luke: Jeg har brug for dig.

Luke: Bliv, bliv, bliv.

Luke: Uanset hvor meget du hader mig, lader jeg dig altså ikke være.

Luke: Sarah. Sarah. Sarah.

Luke: Den er 1 om natten, men svar mig.

Luke: 01.37

Luke: Jeg har rigtig meget brug mig dig.

Luke: Du ved. Brug. For. Dig.

Luke: Jeg beder dig. Svar mig.

Jeg sukkede og smed min telefon væk. Gwen var i bad. Min telefon ringede og ringede.

Luke: Sarah. Jeg kan virkelig godt lide dig, og jeg har brug for at du bliver.

Gwen skulle hjem i dag. Jeg havde fået hende til at glemme alt, så vi hyggede os bare, som vi plejede. Luke skulle på ingen måde bringes på banen. Jeg var ked af det, dog var jeg ikke et stort rod. Det Luke gjorde var så forkert, og det bedste var at han vidste det.

En time, så skulle vi kører Gwen tilbage til lufthavnen. Jeg havde ikke lyst til at hun skulle forlade mig, fordi så skulle jeg i skole, hvilket betød at jeg skulle prøve at undgå Luke. Jeg ville ikke undgå ham, men jeg ville bare heller ikke risikere at det skulle ske igen. Jeg ville gerne stole på Luke, men jeg var ikke stærk nok. Det her var ikke verdens undergang.

”Din mor siger at vi skal til at smutte.” Gwen stod i døren, med tørt hår og tøj på.

”Oh, okay.”

”Det har været interessant.”

”Det var en måde at sige det på.” grinede jeg, selvom der ikke rigtigt var noget at grine af.

”Hør, Sarah. Jeg er så ked af det, og jeg ville ønske at jeg kunne tage det tilbage, men…”

”Men det kan du ikke, og det er ikke kun din skyld. Luke skulle have stoppet dig.”

Hun nikkede og kiggede undskyldende på mig. Pludselig kunne jeg se at hun havde et undrende blik i øjnene.

”Hvor kender du Luke fra?”

Jeg burde bare fortælle hende det. Hvad kunne der gå galt.

”Jeg mødte ham på sommerlejren, og vi klikkede bare.”

”Aw, en sommerflirt.”

”Gwen, jeg beder dig, stop.” Da Gwen indså at hun ikke gjorde situationen bedre, kiggede hun endnu en gang undskyldende på mig. Denne her weekend havde været som, at få en mursten i fjæset indtil både dit ansigt og murstenen var ødelagt. Mindre smertefuldt, men ja.

”Piger, vi kører!” råbte min mor nede fra køkkenet. Da vi kom ned med Gwens tasker stod hun klar med bilnøglerne i hånden.

”Når…” sagde Gwen så.

”Lad mig tage dine taskerne, så venter jeg i bilen.” Gwen nikkede og tog i mod min mors tilbud. Hun sagde farvel til min far, og gav ham et kortvarigt kram, og sagde tak for at hun måtte komme som den yderst høflige person som hun sjovt nok ikke var.

Da vi kom udenfor stod den høje blonde idiot med en lidt for hot læbe piercing i vores indkørsel.

”Luke, hvad laver du her?”

”Jeg giver ikke bare op, Sarah. Jeg har også en ret stort telefon regning, for jeg tror ikke du har tjekket din telefon.”

”Luke. Lad vær med at opfør dig som om intet er sket.” sagde jeg og hev Luke med mig, for at snakke en smule med ham. Jeg havde den største trang til at kysse ham, dog stadig slå ham.

”Sarah. Kan vi ikke bare være det søde kliché par, som du sagde var dumt men du elskede?” Luke kiggede bedende på mig, dog holdte han sin afstand.

”Måske er vi ikke en kliché alligevel, Luke,” Ordene forlod min mund en smule lavt, og der gik det op for mig, at jeg ikke var helt okay, og at Luke havde givet mig en masse, men havde taget til fra mig igen. ”Vi har ikke en lykkelig slutning.”

Lukes mund åbnede let, men ingenting kom hun. Jeg krydsede mine arme over mit bryst, og lod en af mine hænder pille en smule ved mine læber. Jeg vidste ikke, hvad der skulle ske nu, så jeg gik.

Jeg gik væk fra Luke, væk fra os, væk fra det vi nu havde. Måske var det godt bare at ende det, måske var det virkelig godt. Jeg kunne koncentrere mig, om min skole, mine nye veninder og ikke Luke.

Det var bare en ting, som ikke var helt rigtigt. Jeg havde lyst til at gå tilbage, og mærke Lukes arme rundt om mig, som de plejede. Jeg havde lyst til at være en del af det platte forhold, som vi havde. Jeg havde lyst til at være Lukes, men der var meget i mig, som fik mig til at lade vær. Jeg vidste jeg skulle væk. Jeg ville til London, og når Gwen var smuttet, ville jeg starte planlægningen af rejsen. Jeg ville købe en billet til London, men ikke en retur billet.

Luke havde lavet en fejl, og den betalte han for nu.

***

hey hey hey,,!!

ehm, ja, endnu et kapitel!

Jeg har lige publiceret en ny jule novelle, hvilket ikke er en jule kalender, og det ville betyde så ufattelig meget, hvis I gad at tjekke den ud, give noget respons, like og favorisere... hvis I altså har lyst.

MEN DEN HER NÆRMER SIG EN SLUTNING. JEG TÆNKER AT JEG LAVER OMKRING 29-30 KAPITLER OG MULIGVIS EN EPILOG, HVAD SIGER I TIL DET? HUH HUH HUH.

elsker jer, byeee xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...