Alt er intet uden dig

William har dumpet Juliet hos sin mor og sit helvede af en lillesøster for over et halvt år siden. Juliet er savner stadigvæk Julie, William og Emma, og hun ved slet ikke hvad hun skal gøre. Selvom hun er kommet over det værste, er der stadig lang vej til at glemme dem helt.
Men ville hun kunne gøre det? Eller vil hun fortsætte med at tro at hendes familie vender tilbage (ihvertfald to af dem)?

0Likes
3Kommentarer
309Visninger
AA

2. To

Jeg går langsomt og dovent ned af trapperne og videre ud af døren ved kantinen og ud i den friske luft.

Nu har jeg fri. Så må jeg godt være lidt doven.

At gå i folkeskole den ene måned og gymnasiet den næste, er noget af en omvæltning.

Niveauet i klasserne er selvfølgelig helt anderledes, men også bare hvordan det føles at være der. Det føles som frihed. Som om man ikke har en lærer over nakken hele tiden.

Over nakken… den sætning minder mig om William.

William… hold op jeg savner ham.

Jeg prøver at ryste minderne af mig.

Det er over et halvt år siden han forlod mig og jeg er ovre det.

Jeg fik muligvis en depression på grund af det, men jeg er ovre det!

Men det var nu også rimelig godt, at jeg fik den depression… jeg har lært så meget af den. Og hvis ikke det havde været for den, havde man aldrig fundet ud af at jeg har angst. For at miste dem jeg elsker…

Jeg smiler ved tanken. Det er så ironisk. Men det er også virkelig mærkeligt, fordi jeg kan godt få angstanfald, hvis der er for mange mennesker og for meget larm i et lokale.

Jeg sætter mig på en bænk i skolegården og finder mit musik frem, og lægger egentlig ikke mærke til, at de piger der kiggede efter mig og Johan i morges, er på vej i mod mig.  

Det er først da de er to meter fra mig at jeg lægger mærke til dem.

Og deres blikke er ikke ligefrem venlige.

Jeg prøver, at smile til, hvad der ligner alfahunnen.

“Drop det der sukkersøde smil, snuske”, siger hun og kryber indeni mig selv.

Den måde hun sagde ‘snuske’ på, minder mig alt for meget om Ralph.  

Hun sætter sig ned ved siden af mig, dog et stykke fra mig og jeg kryber lidt væk.

Jeg har det ikke godt med, at folk kommer for tæt på.

“Prøv og hør lille pige, du holder dig fra Johan okay? Ellers bliver det værst for dig selv, okay?” siger hun og kniber hendes blå-grønne øjne sammen og svinger med det kulsorte hår.

Seriøst?

Jeg griner hende lige op i ansigtet og rejser mig.

“Ja ja”, siger jeg og griner endnu mere, da jeg går ud mod vejen.

Jeg kan mærke deres hadefulde blikke i nakken og er fuldt og fast sikker på, at det ikke bliver de sidste.

Jeg kigger mig tilbage og vinker til dem med et sødt smil og griner da jeg vender mig og går videre.

Jeg har lige mødt Johan, de burde tage og slappe lidt af.

Men den slags piger er virkelig bare ‘en storm i et glas vand’-typen. Det er typen jeg holder mig fra. De er utilregnelige og der alt for meget drama, i at være i nærheden af dem. På skoler findes der simpelthen ikke noget værre end den slags piger som tror de ejer det hele og kan det hele. Fucking snobber.

Jeg går mod busstationen og prøver at undgå de kæmpe vandpytter der ligger og lurer om hjørnerne.

Pludselig, ud af det blå, kører der en bil, igennem en kæmpe vandpyt jeg lige har passeret og sprøjter vand helt op om ørerne uden på mig.

Ud af øjenkrogen ser jeg, at alfa-retardoen og hendes undersåtter er flade af grin indeni i bilen.

Jeg giver dem fingeren og ryster mit ene jakkeærme også det andet.

Jeg kigger ned på mine ben og ser, at de er gennemblødte.

Jeg slår opgivende armene ud til siden.

Og for at det ikke skal være løgn, begynder det at stå ned. Som i virkelig stå ned.

Det regner helt sindssygt, så jeg lægger slet ikke mærke til den bil der kører langsomt ved siden af mig.

Jeg begynder automatisk at gå hurtigere. Det føles præcis som dengang Ralph og co. bortførte mig. Første gang.

Bilen ruller vinduet ned, men jeg kigger bare lige frem.

“Hej Juliet, stop lige”, hører jeg en hypnotiserende stemme sige.

Johan.

Jeg stopper og kigger ind til ham i bilen.

“Hej”, siger jeg langsomt og smiler et høfligt smil til ham.

Han smiler tilbage til mig og kigger ned i sædet, som om han ikke rigtig ved hvad han skal sige.

“Må jeg spørge dig om noget?”, siger han og kigger op på mig igen.

“Det gjorde du lige”, siger jeg med et drillende udtryk i øjnene.

“Må jeg ikke give dig et lift hjem?”

Jeg læner mig lidt tilbage fra vinduet og tænker.

“Jeg har altså langt hjem.” siger jeg så med tøvende stemme.

“Hvor langt?” siger han, mens han lægger hovedet på skrå.

“Vejen?” siger jeg spørgende.

“Årh det er fin nok.” siger han med et smil og gør mine til at jeg bare kan hoppe ind.

“Men jeg er altså drivvåd.”

“Sæt dig nu bare ind Juliet” siger han med sjov i stemmen.

Jeg sætter mig hurtigt ind og smiler til ham.

“Det skal du altså have mange gange tak for, Johan”, siger jeg og smiler til ham.

Bare synet af ham giver mig kuldegysninger.

“Ingen årsag, søtte. Vi der er anderledes må jo holde sammen.” siger han og smiler til mig. Men hans øjne siger noget andet…

“Men søde Juliet nu hvor er du er her, i min bil. Så forlanger jeg noget af dig.” siger han alvorligt.

Jeg kigger bange på ham.

Åhh nej…

Så er han alligevel et røvhul.

Nå så kunne du være her hva’?!

“Fortæl mig om dig selv.” siger han og smiler til mig.

“Hvorfor i alverden vil du dog vide noget om mig?” svarer jeg med smil i stemmen.

“Lad os bare sige at…” siger han og smiler til mig, midt i et sving”... jeg er interesseret i alt der er anderledes. Jeg så, hvordan du grinede af Amalie. Det er ikke alle der har modet til det.”

Amalie… navnet er kønt, men det er også sådan lidt overklasse-agtigt. Perfekt til sådan en pige.

“Hvad vil du så gerne vide?” spørger jeg.

“Jeg vil gerne vide… hvad er din yndlingsfarve? Hvad hedder dine forældre? Hvornår er det din fødselsdag? Hvad er din yndlingssang? Hvad kan du godt lide og lave? Hvad skal dit første barn hedde?” remser han op, mens han holder øje med vejen.

Jeg hæver forbavset det ene øjenbryn og kigger på ham.

“Jamen dog… tja, min yndlingsfarve skifter tit. Men det ligger tit mellem orange, rød, pink og blå. Min mor hedder Maria og min far hedder Claus. Jeg har fødselsdag d. 14 August. Min yndlingssang lige for tiden er Latch med Disclosure og Sam Smith. Både originalen, men også den akustiske version. Jeg kan godt lide at træne, høre musik, synge, du ved, mainstream ting. Mit første barn skal hedde Hannah, efter min farmor.” svarer jeg.

“Jeg kan ikke engang huske at børste tænder hver aften, så jeg er rimelig imponeret over at du ikke glemte et spørgsmål”, siger han og griner.

Jeg griner med og siger:

“Hvor charmerende, Johan.”

“Nå flere spørgsmål…har du nogen søskende? Hvad hedder de?” spørger han.

Jeg kryber ind i mig selv og tænker, nej… alt andet end det spørgsmål.

“Johan… det… det kompliceret. Biologisk har jeg en lille-søster. Men hvis du spørger mig har jeg en storesøster og en… storebror.” siger jeg og synker en klump ved tanken om Emma og William.

Johan kigger på mig.

Han ser faktisk lidt overrasket ud.

“Hvad er der med dem?” spørger han og jeg sætter min albue i vinduet og tager min hånd op til panden.

“Johan… den ene er død og den anden er skyld i mit livs krise. Emma døde på grund af mig og William blev alt for optaget af at passe på mig til at kunne passe på sig selv. William efterlod mig hos min mor og…” siger jeg men stopper. Johan kender mig knap nok. Vi har først lige mødt hinanden.

“Hey… sig frem Juliet.” siger han og kigger på mig,”Jeg er ikke som alle andre, Juliet. Jeg knytter mig hurtigt til folk og jeg tror faktisk at vi kunne blive to fantastiske venner, dig og mig. Men jeg nød til at lære dig, at kende først. Tro mig søtte…”siger han og klemmer min frie hånd,”... hvis man er trænet til det, kan man godt se at der ligger tårer bag det ellers så smukke smil.”

De øjne han sender mig, mens han holder om min hånd…

Det giver mig den vildeste følelse.

Jeg kigger frem bag min hånd og smiler tilbage til ham.

“At smile er min yndlingsting at gøre. Jeg har fået, at vide, at andre folk bliver så glad af, at se mig smile.”

“Tro mig…”siger Johan og smiler et betydningsfuldt smil til mig, mens han drejer indenfor Vejens bygrænse,”... det gør man også.”

Jeg har lyst til at kysse ham på kinden og sige at han er dejlig, men det er nok at gå lidt for hurtigt frem.

“Hvor skal jeg køre hen?”

“Bare til banegården.”

“Det gør jeg søtte. Men lige inden du forlader mig… så har jeg et spørgsmål mere?” siger han.

“Skyd”, siger jeg og kigger ud af vinduet.

“Hvad er dit livs krise?”

Jeg stivner. Bogstaveligt talt. Jeg kan ikke få mine ben eller arme til at gøre noget som helst. Mine øjne bliver store.

“Det… det er meget privat…” får jeg endelig fremstammet.

Johan stopper bilen ude foran banegården, vender sig mod mig og klemmer min hånd.

“Hey… det er okay?” siger han og smiler til mig.

Jeg ånder lettet op og smiler til ham.

“Tak”, siger jeg og læner mig over og kysser ham på kinden.

Jeg kigger et øjeblik på hans ansigt, der er så tæt på mit.

Og vender så om og træder ud af bilen og går om til hans side.

“Vi ses imorgen”, råber han til mig og vinker.

“Det gør vi”, råber jeg tilbage og smiler til ham.

Jeg følger hans bil med øjnene, helt indtil jeg ikke kan se den længere og vender så om, så jeg kan komme hjem.

Hjem til det rene helvede.

Jeg ville ønske at jeg havde William. Eller Emma.

Det føles faktisk, som om jeg savner Emma mere end William… ved William har jeg følelsen af at det ikke er slut endnu. At mig og William ikke vil være adskilt for evigt.

Men med Emma… er det helt slut. Og det har det været i lang tid. Og der er absolut ingen chance for at jeg… kommer til at høre hendes stemme igen eller… bare se hende igen… eller får et kram af hende, som altid kunne hjælpe mig i svære tider…

Jeg føler et stik af savn. Og ikke normal savn.

Når jeg føler savn… så gør det ondt på mig. Så er det som om min krop ikke rigtig kan gøre noget. Det føles som at være lam, selvom jeg godt kan bevæge mig.

Det føles så tomt når jeg tænker på William og Emma. Og Julie for den sags skyld. Det føles som et stik i hjertet, når jeg kommer i tanke om min elskede niece. Men hun kan sikkert ikke engang huske sin skøre faster.

Kæft det føles hult i mit hjerte uden dem. Det føles som om der mangler noget der hvor mit hjerte sad. Det føles som om mit hjerte er blevet revet over i tre stykker og de hver har taget deres stykke med dem.

Og det gør det bare meget sværere at få samlet stykkerne igen.

Det gør ondt at tænke på dem… at tænke på at jeg ikke ved hvordan de har det, eller hvad de laver eller om jeg kunne hjælpe dem med noget, gør så sindssygt ondt.

Jeg går hjemad og prøver at tænke på noget andet.

Johan, ja ham vil jeg tænke på.

Han er egentlig meget mærkelig. På den gode måde.

Jeg tror egentlig han har ret. Vi kunne blive fantastiske venner.

Måske endda noget mere end det…

Det må jeg tage til den tid. Jeg ved ihvertfald, at jeg godt kunne få følelser for ham.

Han ville sikkert kunne være der for mig…

Hvad er der?

Jeg ved ikke om jeg tør lukke ham ind.

Hvad hvis det ender med, at det ikke går og mit hjerte bliver lige så knust, som da William efterlod mig. Jeg har virkelig ikke lyst til at få en depression mere. Jeg ved ikke om, jeg ville kunne klare det en gang til.

Jeg drejer om hjørnet og går op ad indkørslen.

Fedt, tænker jeg. Nadja er hjemme.

Jeg skynder mig ind i baggangen og tager sko og jakke af.

Jeg skynder mig så meget jeg kan, gennem køkkenet og ind i gangen og videre ind på mit værelse.

Dejligt, jeg kan hører Nadjas tv på hendes værelse. Så er hun derinde.

Jeg ånder lettet op og går roligt ind på mit værelse.

Så behøvede jeg alligevel ikke kæmpe, så snart jeg kom indenfor husets fire murer.  

Nej ikke idag.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...