Journey to emaciated


2Likes
2Kommentarer
354Visninger

2. 52,6 kg.

Det første Lærke gjorde da hun vågnede var at mærke efter om hendes hofteben stadig var tydelige. Det var starten på hendes morgenritual. Hendes hænder, kolde som is, mærkede sig efter konklusionen at de stadig var det frem opad mod det sted hendes kraveben normalt stak ud. Efter et par sekundter kom hun frem til de stadig gjorde det. Heldigvis. Først efter det slog hun øjnene op og lod hendes smagradgrønne øjne undersøge hendes hænder. Lidt efter lidt blev de tyndere. Som resten af hendes krop. Derfor bevægede hendes mundvige sig lidt opad i et smalt smil.

Lidt efter lidt er ikke godt nok.. Du har brug for at tabe dig hurtigere. Vær ikke stolt af dine fede pølsefingre.

Den skarpe kvindestemme var ikke fremmed for hende; den kommenterede altid på Lærkes dag. Negativt, selvfølgelig. Men hun gjorde heller aldrig noget rigtigt. Hun var bare fed og klodset. Det mente hun da. Og stemmen skarp som de barberblade hun skar sig med gav hende altid ret.

Og hvor meget vejer du overhovedet, fede? Jeg håber for din skyld du har tabt dig siden i går. 52,9 kg er ikke godt nok. Slet ikke.

Lærke gik hen til den skuffe hun skjulte vægten i og hev den ud. Så tog hun den kolde vægt og satte ned på trægulvet. Mens hun ventede på de fire ottetal blev til 0,0 tog hun hurtigt den sorte og hvide minnie mouse natkjole af og kastede den. Intet andet skulle på vægten end hende. Hun vejede nok allerede, der skulle ikke hjælp fra tøj til at gøre hende federe. Bh'en blev også åbnet med de iskolde, let rystende fingre, inden den blev hevet af og bare kastet et sted hen i værelset. Hvor den landede fokuserede hun ikke på; hun skulle skynde sig.

Skynd dig, fede.

Resten af tøjet blev hurtigt flået af og hun trådte op på vægten der heldigvis ikke var gået ud endnu. Tallene svingede lidt mellem 52,5 og 52,7. Efter nogle sekundter blinkede vægten 52,6. 

Kun 300 gram mindre end i går, fede? Hvornår får du selvkontrollen til at kunne tabe dig rigtigt? Du vil aldrig blive tynd. Du vil altid være fed. Altid.

52,6? Kun 52,6? Hahahahahahahahaha!

Stemmen, stadig skarp som barberblade, rungede om hende. Dog mere hult denne gang. Og en anden stemme snakkede i munden på den skarpe. Den var mere dyb. Skræmmende dyb som en dyb, sort afgrund der ville tage flere timer at nå bunden af. Og man kunne ikke undgå at dø hvis man faldt i dens gab. Og så kom den modbydelige, onde latter fra den afgrundsdybe stemme.

Lærke tog hurtigt undertøj på, men inden hun nåede at finde resten fangede hendes blik det store spejl lige foran hende. Hvert sekund hun kiggede i det spejl føltes som hun stod i den varmeste del af helvede hvor ilden ydmygende pinte hende for hendes synd; hun skuffede alle. Hun var for fed. Hun gjorde aldrig noget rigtigt. Men hun kunne ikke fjerne sit blik. Hun studerede sin krop. Sit ikkeeksisterende mellemrum mellem benene. Hun kunne klart og tydeligt se knoglerne der forsøgte at hoppe ud af det hud, fedt og muskel de var fanget i. Men endnu mere tydeligt var alt det fedt der sad rundt på hendes lår. Hendes arme. Hendes mave. Over alt på hende. Det fedt der ikke hørte til. Det fedt der gjorde hende uren. Uperfekt. Ødelagde hende. Ødelagde den perfekte pige der gemte sig under det og forsøgte at hoppe ud. Det perfekte skelet der gemte sig. Det perfekte skelet der ventede på at kunne komme ud. Men det perfekte skelet som blev holdt fanget af fedtet. Men det skulle hun nok sørge for stoppede. Hun skulle nok vise verden hvem hun rigtigt var. Om hun så endte med at skulle skære og flå hud og kød af sig og hun så kun var en bunke knogler med sit eget pulserende hjerte knuget hårdt i sin hånd. Just wait and see..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...