In Pain? Just Smile.

Prøv at forestil dig det - fra en dag, til en anden, vågner du op, og ikke længere kan gå, knapt nok stå på dine ben. Det lyder surrealistisk, gør det ikke? Hvorfor forestille sig sådan, når sandheden jo er, at du bare kan rejse dig, gå og løbe så langt du vil? Det med at vågne, og ikke længere kunne gå, det er ikke noget der sker. Så forestil dig det, at det er sådan det er. Forestil dig at lægerne tager et helt år, om at finde ud af hvad pokker der er galt. Forestil dig, at gå med smerter hver eneste dag i benene, uden at kunne gøre noget ved det, du kan kigge på alle andre, der gør alt det, du ikke kan. Forestil dig at vokse op med det.

Det lyder forfærdeligt gør det ikke? Det lyder som noget ikke kan foregå i denne tid, noget der ikke kan ske for normale mennesker. Men det sker, i dagens Danmark, for normale mennesker.

Det her, er mit liv. I dag er jeg 15 år gammel - men historien starter længe inden.

5Likes
8Kommentarer
591Visninger
AA

10. ► Idræt

Anna griner af mig - hun ser direkte på mig, som var jeg en joke, og griner. 

,, Hvad er det dog du siger? Liva, du kan .. du kan ikke bare blive rask! det er en sygdom du har haft hele dit liv. " Hun smiler overbærende og skubber til mig, muligt venligt men hårdere end forventet , så jeg snubler tilbage, og falder over mine klodsede ben. ,, Se - ingen forskel."

Jeg rejser mig irritabelt og retter på det lange hår der nu ligger i kaskader foran de blå øjne. ,, Der er forskel på at være klodset - og på at være syg."  snerre jeg og trækker min stol ned, lige præcis i samme tidspunkt da Asta kommer ind. Endnu en matematik time - skønt. Jeg trækker den tredje Twilight bog op på bordet - jeg mangler lige et par sider fra igår af.

 

-.-.-.-.-..-

Klokken ringer, og vi skal alle bevæge os til idræt. Jeg følger med Anna og Rikke til omklædningsrummet for pigerne. Jeg vrider nervøst hænderne da vi går derind - 4 klasser, 7.a,  7.b, 7.c & 7.d - piger. Jeg ser ned, og trækker mit gymnastiktøj op af tasken, og klæder om, i nærmeste hjørne - alligevel føler jeg at alle glor på mig, og jeg ved godt hvorfor. Jeg er større, på flere måder, end de andre i klassen er. Jeg har ikke en flad mave, og sammentidig, så bliver min bh-størrelse ved med at gå op, og hofter er også ved at ankomme. Jeg høre ikke til længere, resten af pigerne ligner endnu en flok pinde i luften..

Jeg mumler lavt noget, og tager sko på, for derefter at skynde mig ud til fodboldbanen, uden at se tilbage, uden at vente på nogle. De indhenter mig efter lidt, og spørger ikke engang til hvad der er galt med mig - de kender ikke de ord jeg er blevet kaldt, men de er ikke interesserede nok, til at ville spørge. 

Da vi kommer ud i skolegården, står vores idrætslære, og stopper os.

,,Hvad nu Jacob?" Han smiler overfriskt, og rusker os i skuldrene, mega venligt som han plejer. ,, Vi skal være i skolegården - vi skal lave det samme som bib-test - bare udenfor!"

,, En.. Coopertest?" spørger jeg, overklog som jeg er. Han nikker, og kalder på de andre, både drenge og piger der kommer forbi.

Skønt! Vi skal løbe i 12 minutter, rigtig vise hvad vi kan! Så skal de bare se. 

,, Fint. Find jer en makker, to og to - Den ene skal løbe først, den anden skal løbe bagefter." Alle finder sig hurtigt ud i makkerpar, og jeg står tilbage, da en pige fra den anden klasse kommer. Mille, hedder hun. En pige jeg snakker med faktisk, og også har været en del hjemme ved. ,, Skal vi være sammen?" Hun smiler og jeg nikker.

,, Må jeg løbe først?" Jeg smiler, og hun sender mig et sødt smil, overbærende. Selvfølgelig, lad hende dumme sig først.

 

Jacob smiler, og forklare os reglerne. Vi skal bare løbe, alt vi kan, i 12 minutter - og jeg stiller klar, klar til at løbe - klar til at vise, at jeg sagtens kan!

Med fornyet selvtillid sætter jeg igang, løber i god takt med de andre - de første 10 skridt. Allerede der sakker jeg bagud, men nægter at give op - presser mine ben igang, men uanset hvad jeg gør, så sakker jeg mere og mere bagud, og tårene presser sig på, i min øjenkrog.

Ikke græd! Du kan godt! kom så! Jeg mærker ømheden og smerten tage over da vi når halvvejs rundt i skolegården, og jeg går resten af vejen. Jeg får en streg på hånden da jeg er nået en omgang, før at jeg løber en halv omgang og går resten. Sådan fortsætter det, til jeg kun kan løbe en 1/4 af runden - og til jeg ikke kan løbe overhovedet. Tårene triller nu - hvad er det jeg forsøger at bevise?

Klokken ringer, og jeg trasker ind, ved synet af ca, 6 streger på min hånd. Mille smiler og roser mig, og gør sig klar til at løbe selv. Jeg sætter mig ned, og tørre tårene af min kind. Anna og Rikke kommer forbi, viser mig stolt deres 10-12 streger på hånden.

,, Så Liva - hvis du virkelig er rask. Så er du bare uendelig dårlig til at løbe og gøre alt andet - for du er ligeså dårlig som du plejer at være." De griner, vender rundt og hepper på deres makker. Jeg mærker tårene komme op igen, og jeg trækker benene op til hovedet, på bænken, mens at jeg hepper på Mille, og tvinger tårene væk, indtil vi endelig må gå op og klæde om. Jeg skynder mig, op og skifte tøj og skynde mig ud inden nogle stiller spørgsmål, før at gå ud på det nærmeste toilet, hvor jeg endelig bryder sammen.

 

Hvad havde jeg troet?

Hvad havde jeg forventet?

At jeg kunne løbe 10-12 runder som alle andre, bare fordi Christian siger jeg næsten er rask?

Tårene triller og triller, og jeg priser mig lykkelig for at jeg ikke går med mascara. Tilgængæld bliver mine øjne blot våde og røde. Jeg snøfter og tuder i et par minutter mere, før at jeg går ned og henter mine ting, for at gå ud til bussen - uden at se på nogle - for alle kan se det, og jeg ved det - tårene triller stadig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...