In Pain? Just Smile.

Prøv at forestil dig det - fra en dag, til en anden, vågner du op, og ikke længere kan gå, knapt nok stå på dine ben. Det lyder surrealistisk, gør det ikke? Hvorfor forestille sig sådan, når sandheden jo er, at du bare kan rejse dig, gå og løbe så langt du vil? Det med at vågne, og ikke længere kunne gå, det er ikke noget der sker. Så forestil dig det, at det er sådan det er. Forestil dig at lægerne tager et helt år, om at finde ud af hvad pokker der er galt. Forestil dig, at gå med smerter hver eneste dag i benene, uden at kunne gøre noget ved det, du kan kigge på alle andre, der gør alt det, du ikke kan. Forestil dig at vokse op med det.

Det lyder forfærdeligt gør det ikke? Det lyder som noget ikke kan foregå i denne tid, noget der ikke kan ske for normale mennesker. Men det sker, i dagens Danmark, for normale mennesker.

Det her, er mit liv. I dag er jeg 15 år gammel - men historien starter længe inden.

5Likes
8Kommentarer
586Visninger
AA

4. ► Alene i klassen..

Vi er ca. i år 2010 hvor jeg er en 10-11 år gammel.

Klokken ringer ind, og jeg kan høre tumulten fra resten af klassen der suser ind af døren. Der bliver grinet og råbt i alle hjørner og jeg overvejer ironisk nok, et kort sekund, at holde mig for ørene. Hvorfor skal frikvarteret ende så forbandet hurtigt? Jeg forsøger at ignorere de mange lyde omkring mig, selv da Anders og Mattias sætter sig på hver sin side af mig. Ikke fordi de vil, men fordi de skal. Hele klassen sidder i det vores lære Isabelle kalder for "hestesko." Og jeg er uheldigvis endt i midten, og endnu mere uheldigt, med to drenge på hver side af mig. Jo da, jeg kan godt snakke med dem - men en større veninde er jeg ikke til dem. Ikke mere end at jeg skal hjælpe dem med deres dansk opgaver. Men når jeg skal have hjælp til matematik, er jeg overladt til mig selv. Jeg klemmer kort hårdere omkring omslaget af min tykke Harry Potter bog, da Anders skubber til mig med albuen. ,, Hallo, Asta kommer nu. " Jeg trækker på skuldrene. Asta, er vores matematik lære. Komplet uduelig, hvis du altså spørger mig - mig har hun aldrig lært noget i matematik.

Jeg lytter med et halvt øre, da hun beder os finde vores ark frem, og jeg lukker da også bogen og tager arket op, og ser op, da hun forklarer os opgaven. Hun snakker løst og fast om den her opgave i 5 minutter, og jeg fatter intet overhovedet. ,, Nu må i gerne gå i gang. Har i problemer, så ræk hånden op." Jeg sukker, og kigger ned på opgaven i 2 minutter, uden at blive mere klar i hovedet, før at jeg rækker hånden op. Asta kommer ned og ser på mig. ,, Hvad er problemet Liva?" Jeg ser på hende og derefter ned på opgaven. ,, Jeg fatter ingenting af det her overhovedet! Hvad er det jeg skal, og hvordan gør man?"

På en måde forstår jeg jo godt, hvad det er jeg skal. På arket foran mig ligger der en række tekst opgaver, hver især med både plus, minus, gange og divider stykker. Men jeg aner ikke hvordan jeg skal lave dem. Asta forklarer mig det, og går igen. Ti minutter senere sidder jeg stadig og glor ned på arket, før jeg rækker hånden op igen. Resten af klassen små-snakker, og er allerede halvvejs med opgaven. ,, Hvad nu, Liva?" Hun forsøger at se tålmodigt på mig, da jeg siger præcist det samme som sidste gang. " Prøv dig nu bare frem, du finder ud af noget." Svarer hun, og går igen.

Jeg sidder 2 minutter mere, skriver noget ned på papiret, noget som måde Mattias og Anders tror er udregninger. I stedet skriver jeg ting som "lorte matematik" , og andet. Ja min grammatik, den har aldrig svigtet.  Efter jeg har skrevet noget på papiret, opgiver jeg og trækker Harry Potter bogen hen til mig igen, og læser videre. Jeg lytter med et halvt øre, da Asta hoster og siger at jeg pakke bogen væk. Næh nej, når ikke hun vil hjælpe eller få mig til at forstå, kan det hele da også være lige meget. Hun er ligeglad alligevel.

Klokken ringer, da jeg har nået en 3-4 kapitler. Det tager længere tid, fordi jeg sidder og forsøger at lukke lydende ude. Normalt ville jeg ha nået en 5-6 kapitler på den tid.

Da jeg ser op, er alle i gang med at pakke deres ting, og jeg følger efter, i et langsomt tempo. Anna og Rikke, dem der skulle forestille at være mine veninder, kommer traskende. ,, Skynd dig lige lidt, vi skal altså nå bussen Liva!" De står og tramper med fødderne, mens jeg stille og roligt pakker mine ting og tager tasken på ryggen. ,, Rolig nu" svare jeg - ,, Bussen er her jo alligevel først om 20 minutter."

Jeg er ikke engang nået ud af døren, før den ene trækker i min hånd, og den anden skubber til min ryg. Selvom jeg ingen smerter har, så har jeg altid været betydeligt langsommere end alle andre. Jeg har aldrig kunnet løbe mere end højest 50 meter og aldrig kunnet gå mere end højest en halv kilometer - og så gør mine fødder altså også bare ondt.  Alle på skolen ved det, men det er absolut ikke alle der respektere det ligegodt. Før nævnte piger lader som om at de gør - men jeg ved at de hader det, og gør alt for at minde mig om det, bare fordi det er sjovt at se min reaktion.

Så vi trasker ned af trapper - to etager - før at vi bevæger os ud på udendørsarealet. Anna og Rikke snakker om løst og fast henover mine skuldre, og når langt foran mig, fordi de går i, hvad jeg med vilje kalder, for normale menneskers tempo.

" Hey! Vent lige!" råber jeg opgivende efter dem, og forsøger at sætte farten en anelse op - dog uden held, fordi at efter korte sekunder så kan jeg mærke hvordan mine ben opgiver, og jeg sætter farten ned igen, da to piger kommer gående. Pernille og Kimmie, går forbi mig. ,, Hvad laver du? Kan du ikke gå hurtigere?" De griner hånligt, og skubber til mig, da de når mig. Jeg siger ingenting, men går efter, lige da jeg ser bussen komme kørende ind på parkeringspladsen.

Jeg sukker og hiver skoletasken længere op på skulderen, mens at jeg følger efter dem, ind i bussen. Min angst for hvem der sidder i bussen, bliver kun større, da jeg ser alle de store sidde der, deriblandt min storebror Nicolai, og hans ven Jakob.. Han er så sød. Jeg ser ned, da jeg får øje på nogle af de "slemme" drenge også, og jeg forsøger at gå ubemærket forbi, men jeg får da et grin, og et skub i ryggen med på vejen - Jeg ved ikke om Nicolai ser det, eller om han bare ignorere det. Jeg ser også Anna og Rikke ignorere mig, så jeg skynder mig ind på det første ledige sæde for mig selv, og gemmer mig.

Hvornår stopper det her? Hvornår får jeg lov til at.. ja, bare være mig? 

Jeg mærker bussen rumle, og sætte frem i gear da vi køre ud fra parkeringspladsen. Larmen er øredøvende, og jeg trækker knæene op til brystet på sædet, og kigger ud af vinduet. 

 

Det var sådanset første kapitel, hvor i får lov til at se mig skrive sådan rigtig og leve mig ind i det. Vi holder os lidt i den her 10-års alder, før vi hopper videre. Bare rolig, vi er kun lige startet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...