One Direction | Remember Me { Færdig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jul. 2014
  • Opdateret: 12 aug. 2014
  • Status: Igang
Det er ikke sjovt, at blive droppet. Af sin bedste ven, er det endnu værre. Efter mere en 10 års tillid, smutter Louis Tomlinson til berømt land, og efterlader pigen Shay Malone i Doncaster, ene og alene. Shay pakker sig ind, og lukker andre ude. Men kan det have konsekvenser? Og hvad med Louis? Finder de hinanden? Og kan Louis overhovedet huske Shay? Hvad så med det, at blive forelsket i sin bedste ven, det er jo så cliché. Men det sker, og måske sker det også for Shay.

199Likes
192Kommentarer
10871Visninger
AA

9. Kapitel 9.


 

 

Tirsdag morgen. Shay på sin cykel, på vej til skole. Hamrende smadret, nervøs og ikke mindst forfærdelig knust. Hele aftenen igår, gik på at modtage sms'er fra Harry. Græde, tænke og ikke mindst finde ud af, hvad jeg skulle sige til Felix. Sætningerne blev: Louis var min bedsteven, for et par år siden, han blev berømt og egocentreret, og glemte mig. Jeg kunne bare ikke klare at se ham igen, så jeg gik. 

Det beskriver ikke det hele, men han må kunne se på mig, at jeg ikke har løst til at forklare mere. "Shay!" Jeg vender forskrækket hovedet, og ser Felix, når man nu tænker om ham. "Hej.." Starter jeg ud, og vender så hovedet igen. "Hvorfor.. Hvad skete der igår?" Spørger han undrende, og jeg kan mærke hans blik på mig. Jeg tager en dyb indånding, og kigger kort hen på ham, for dernæst at kigge på vejen igen. "Louis-" "Jeg mener, du kan jo ikke bare gå midt i det hele, Shay." Afbryder han mig hårdt, og sætter farten en smule op. Irritationen vælter rundt i min krop. "Louis var min bedste ven, for et par år siden, han blev berømt og egocentreret, hvilket resulteret i at han glemte mig. Jeg kunne ikke klare at se ham igen, så jeg gik." Snerrer jeg af ham, hvilket resulterer i, at han svarer hårdt igen. "Shay forfanden. Det var en skolelektion, du kunne ikke bare skride pga. ham!" Vrissen i hans stemme er tydelig, og jeg bider mig i læben. Tårerne presser sig på, og uden at tænke, fyrrer jeg løs. "Det er ikke dig, der har mistet din mor til kræft, det er ikke dig, der troede du stolte på Louis. Han var min bedste ven, forhelved. Men han skred, og ignorerede mine opkald, beskeder og alt andet, der havde med mig at gøre! Jeg troede virkelig, at jeg havde fundet min soulmate, men nej. Du forstår ikke en skid, Felix." Min snakken er blevet til råb, og jeg klemmer godt om mit cykelstyr. Der er stille i nogle minutter, der føles som år. Lysten til at tage i skole, er meget, meget lille. "Undskyld, Shay. Det vidste jeg slet ikke." Hans mumlen lyder pludselig trist, og jeg kigger kort over på ham. Hans øjne er røde, og jeg bider mig selv hårdere i læben. "Det er okay, Felix." Siger jeg bare, og lader ham sunde sig lidt.

 

Vi kører i stilhed derud af, og er ved skolen ti minutter efter. "Vi skal bare tage direkte derhen." Informerer jeg blot, og parkerer cyklen i cykelstativet, lige ved siden af Felix. "Min far er terminal kræft patient." Hans stemme er tynd, og jeg spærre øjnene på. "Det er jeg ked af, Felix." Min stemme er mild, og afslappet. Selvom jeg inden i, er ved at springe. Terminal kræft patient, betyder at hans far er døende. I sidste ende går han bort, uanset hvad. Han får bare medicin, for at forøge sin livstid. Minderne om min mor, går gennem mit hoved, og jeg husker tydeligt, hvor forfærdeligt det var, at se ens kære, være tæt på døden. "Han har været det, i en måned." Hvisker han, og jeg nikker medfølende. Jeg kærtegner blidt hans arm, mens vi går på fortovet, på vej mod sættet, mens Louis og Harry, er ude af mit hoved, og det eneste jeg koncentrerer mig om, er Felix.

 

 

Vi når langsomt hen til sættet, og den første der kommer hen til os, er Anthon. "Shay og Felix. Hej igen." Hans stemme er en smule pisset, men jeg kan ærlig talt godt forstå det. Jeg skred igår, og forstyrrede endda optagelsen. Folks blikke er svære at tyde, men de fleste er irriteret. "Undskyld, Anthon." Siger jeg blot, og kigger kort ned. "Det er okay, Shay. Du har kender altså drengene?" Spørger han, denne gang er hans stemme også meget blidere. "Ja, det gør jeg vel.. Louis hjalp mig med min sorg, da min mor døde af kræft. Han var der for mig, indtil han blev berømt, og skrottede mig. Det var derfor, at jeg fik et lille flip igår." Forklarer jeg alvorligt, og kan mærke mine ord, går lige i Anthon's hjerte. "Gud Shay. Du skulle have sagt noget, da. Og Louis siger han 'ikke' kan huske dig, eller hvad?" Jeg nikker bare, mens jeg kigger på mit guldur. "Ved du hvad! Vi arensgerer et møde med dig og Louis, lige med det samme. Vi skal afklare det her, så vi også kan komme igang med at skyde nogle optagelser, er du med?" Hans ansigt er venligt, men hans stemme er meget hård. "Ja, sir." Siger jeg, og han griner kort.

 

 

Tirsdag formiddag. Shay der sidder på en stol, og venter på Louis. Dernæst, skal jeg snakke med hele bandet, fordi Anthon vil have alt på plads. Jeg tripper utålmodigt med fødderne, og bider mig i læben. Hvilket minder mig om Louis, så jeg skynder mig at lade være. Tankerne flyver gen- "Jamen jeg gider jo ikke! Jeg kender hende ikke, Anthon." Louis's råb, forstyrrer mine tanker heftigt, og jeg kan mærke tårerne presse sig på. Jeg finder min telefon i min baglomme, og går ind under fotos. Billederne af Louis og mig, ligger der stadig, og jeg rejser mig op fra stolen, og går udenfor. Jeg stiller mig hen ved siden af Anthon, der står overfor Louis, med et vredt blik. "Gør du ikke?" Skriger jeg, hvilket slet ikke var meningen, men alligevel klasker jeg min telefon, op i ansigtet på Lou. "Hvad er det?" Anthon kigger nysgerrigt på Louis, der kigger tomt på mobilen. "Værsgo." Siger jeg kort, og rækker dernæst telefonen til Anthon. "Du kan bare swipe til venstre." Han gør som jeg siger, og hans øjne udstøder kraftig vrede. "Gør du ikke, knægt?" Siger han hårdt, og kigger på Louis, der stadig ser tomt på mig. "Sig dog noget, dreng. Hvorfor lyver du?" Spørger Anthon dumt, og puffer lidt til Lou. Der er stille i lang tid, og jeg er en smule bange for, at man kan høre mit hjerte banke alt for heftigt. 

 

Efter lang tid, åbner Lou alligevel munden. "Kom." Hans stemme er lille, mens han nikker til mig, og dernæst over mod vognen, vi skulle have talt i. Jeg følger tavst efter, med en knude i maven, selvom jeg allermest har løst, til at give ham en lussing. "Shay, jeg ved godt hvad jeg har gjort. Men jeg var alt for chokket, da jeg så dig. Intet ville komme ud af min mund, så jeg tænkte hurtigt. Du må ikke tro, at jeg glemte dig. Jeg vil altid huske dig, men dengang.. Vi var så nye og unge. Du må høre på mig, Shay! I dag fortryder jeg, at jeg ikke bare var ligeglad med Simon Cowell, og alle de andre professionelle, der sagde vi skulle droppe kærester og nære pigevenner. Jeg mener det. Men grunden til, at jeg sagde jeg ikke kendte dig, var, at jeg ikke havde løst til at blive mindet om, hvad jeg har gjort mod dig. Efterladt dig i den tid, du allermest havde brug for hjælp. Jeg er så ked af det."  

 

 

 

✻✻

 

 

Hej smukke mennesker - igen for 9'ende gang. :P

Det har var så endnu et kapitel! BTW Der er kommet 29 likes, på den her movella! + 53 Favorit lister! Det er så viiiiiiildt. <3 Tusind tak!

Der kommer endnu et kapitel, ved 40 likes, så like, like, like! :D 

Elsker jer alle!

 

 Mysh xx

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...