Amnesia - 5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2015
  • Opdateret: 13 apr. 2015
  • Status: Færdig
For Ashton Irwin er kærligheden ikke just en dejlig og fortryllende ting. Året forinden, i sommeren 2013, blev han efterladt af sin daværende kæreste, da hun grundet sine forældres nye erhverv, måtte flytte fra Australien og om på den anden side af jorden. England var hendes nye hjem. Til trods for de løfter de tidligere lavede, må Ashton indse, at alt dette hører fortiden til. Han må nu lære at leve i nutiden, og derved også tænke på hvad der vil ske i fremtiden. Dog er det svært, da han stadig ikke er klar til at give slip på det de havde sammen. Han er ikke klar til at give slip på hende. Så med tankerne rettet mod deres tid sammen, ender den 19-årige australske dreng med at befinde sig på sit livs eventyr, for at jagte den kærlighed han længtes efter. Den kærlighed han har brug for at kunne føle sig hel.

87Likes
46Kommentarer
12764Visninger
AA

5. Three



Igen var det sket. Tredje gang indenfor en uge. ”Caaaaaaaaluuum.” Derfor råbte jeg også på en af mine bedste venner, for at bede ham om, hurtigt at sætte sig ned ved siden af mig.

”Hvad sker der, Ash? Du råber som havde du været med i en bilulykke.” Alvorligt kiggede jeg over på ham, da hans forsøg på at være sjovt mislykkedes. Han vidste, at jeg hadede når folk jokede omkring ulykker – især hvis det gjaldt drukneulykker eller bilulykker. ”Du ved hvad jeg mener,” sagde han så til sit forsvar, hvilket han sikkert troede kunne gøre hele situationen bedre.

Et suk forlod stille mine læber. ”Nevermind.” Igen rettede jeg så blikket mod computerskærmen jeg sad foran, og begyndte ihærdigt at pege på det, der tidligere havde slået mig ud af kurs. ”Se hvad der trender på Twitter lige nu.”

Calum kiggede ligeså på skærmen, og tabte kæben da han så hvad jeg også så.
#weloveyou5sos – måske det ikke lød af alverden, men når os fire drenge så os selv trende worldwide på twitter, havde vi givet hinanden tilladelse til at flippe ud.

Hele musikbranchen var stadig rimelig nyt for os, og da vi slet ikke var vant til at få så meget opmærksomhed som vi nu gjorde, var det at vi pludseligt var så populære på twitter, et meget stort og positivt skridt for os.

Calum grinte kort. ”Har jeg nogensinde fortalt dig, at vi har verdens bedste fans?” Ihærdigt nikkede jeg på hovedet. Hvis ikke vi alle fire slog det fast mindst én gang om dagen, at vi havde de bedste fans nogensinde, var der et eller andet galt.

Vi værdsatte dem alle så meget – hver eneste en af dem, da de var grunden til, at vi stod hvor vi gjorde. Det var deres skyld, at vi tidligere havde opvarmet for One Direction på deres Australien tour og igen senere på deres tour rundt i USA. Ja endda deres skyld at vi igen ville varme op for dem her i 2014, når de begyndte deres Europa tour.

Forsigtigt rodede Calum i sine lommer, og trak efter noget tid sin mobil op, som han begyndte at tjekke twitter på. Måske han skulle til at svare nogle af vores fans på de mange tweets de havde sendt os.

Selv, valgte jeg at tjekke Facebook ud, og som altid fandt jeg hurtigt mig selv ude på et sidespor, da hendes navn pludseligt stod skrevet over min computerskærm.

Maquenize Rose Johnson

Et navn der egentligt ikke havde været i mine tanker det sidste stykke tid. Mest af alt kunne jeg takke Luke for det, da han havde formået at holde mig underholdt i godt og vel en uges tid.
Dog lå det som en selvfølge for mig, at hver gang jeg var på Facebook, lige skulle tjekke hendes profil ud. Noget der var blevet en vane dengang vi stadig var et par, og som egentligt bare havde hængt ved siden.

I princippet fik det mig til at virke som en stalker. Endnu en gang. Og når alt kom til alt var det ikke for at tjekke op på hvad hun lavede, hvem hun hang ud med, eller hvor langt væk London egentligt var. Det var mest af alt for at bekræfte overfor mig, at vi stadig i det mindste var venner.

Og det var vi – det bekræftede det lille skilt på Facebook, hvor der så pænt stod skrevet ’Venner’.

Normalt fortrød jeg, at jeg overhovedet brugte tid på at tjekke hendes opslag, billeder og så videre, da jeg altid endte med at kigge på de billeder hun i sin tid havde postet af os begge – sammen. Dog fortrød jeg det i dag mere end nogensinde før.

For da jeg trykkede ind på hendes seneste billeder, nærmest veg jeg tilbage fra computeren, hvilket ikke både gav mig selv et chok, men også Calum, der ellers havde været fuldt optaget af sin telefon. Efter at have rullet lidt ned gennem hendes billeder, kunne jeg se at der ingen spor var tilbage af hendes tid i Australien.

Af en eller anden grund havde hun slettet alle minderne herfra. Minderne der indebar alle billederne af os som et par, alle minderne af os når vi hang ud sammen, når vi var på vores ugentlige dates og når vi normalt bare fjollede rundt med et par venner, som vi altid gjorde.

”Hvad sker der?” kom det bekymret fra min ven, der allerede sad lænet halvt ind over computerskærmen, sådan at jeg ikke selv kunne se noget.

”I-ikke no-noget,” fik jeg fremstammet. Mest af alt prøvede jeg på at lade som var der intet sket. Noget der var lettere sagt end gjort, da Calum lige før, godt havde set mit mindre udbrud, og derfor også vidste at der var noget galt.

”Så let narrer du mig ikke, Ash. Jeg så hvordan du veg tilbage af noget du så, så du kan lige så godt forklare mig hvad du har på hjertet.”

Var det ikke altid pigerne der havde en tildens til at komme ud med alle deres følelser, som de bare sad og plaprede løs, og var dette ikke også normalt dem der også havde intime og personlige samtaler med hinanden? Sådan en opfattelse havde jeg hvert fald altid haft.
Alligevel følte jeg mig præcist som en tøs i dette øjeblik, da Calum kiggede på mig med et af de der underlige og spørgende udtryk.

Da jeg ikke svarede kiggede han lidt nærmere på skærmen, og gispede lidt. ”Hun er ikke det værd, Ash.” Selvom ordene gjorde ondt, vidste jeg, at han sagde det for mit eget bedste.

”Hun har slettet billederne af os, Cal…”

”Og præcis derfor bliver du nødt til at komme videre. Ashton der er gået over et halvt år. Du kan ikke blive ved med at leve i fortiden.” Opmuntrende klappede han mig på skulderen. ”Du bliver nødt til at lægge det bag dig og starte med at leve i nuet fra nu af.”

Jeg var en taber når det kom til stykket. Det vidste jeg godt. For godt nok kaldte mine venner mig for en hykler, dog havde de den perfekte grund til det.

Calum havde ret – jeg levede som sagt i fortiden, og blev nødt til at tage mig sammen og leve i nuet.

Dog var det svært, når jeg ikke havde lyst til at leve i nutiden. Jeg ville blive i fortiden, og ville tilbage til dengang alt var godt.

Tilbage til den gang jeg svævede på en lyserød sky sammen med Quennie.

***

Undskyyyyyld for den lange ventetid, men jeg har været på ferie på Gran Canaria her den sidste uges tid, og har først haft tid til at opdatere nu! (Hvis I vil se hvad jeg har lavet på min ferie, kan I tjekke min mumble ud, hvor jeg har indsat et link til min blog)

Love you all

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...