Amnesia - 5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2015
  • Opdateret: 13 apr. 2015
  • Status: Færdig
For Ashton Irwin er kærligheden ikke just en dejlig og fortryllende ting. Året forinden, i sommeren 2013, blev han efterladt af sin daværende kæreste, da hun grundet sine forældres nye erhverv, måtte flytte fra Australien og om på den anden side af jorden. England var hendes nye hjem. Til trods for de løfter de tidligere lavede, må Ashton indse, at alt dette hører fortiden til. Han må nu lære at leve i nutiden, og derved også tænke på hvad der vil ske i fremtiden. Dog er det svært, da han stadig ikke er klar til at give slip på det de havde sammen. Han er ikke klar til at give slip på hende. Så med tankerne rettet mod deres tid sammen, ender den 19-årige australske dreng med at befinde sig på sit livs eventyr, for at jagte den kærlighed han længtes efter. Den kærlighed han har brug for at kunne føle sig hel.

87Likes
46Kommentarer
12765Visninger
AA

13. Eleven



Success og rosende ord, var alt 5 Seconds Of Summer havde modtaget indtil videre, som vi allerede havde spillet et par koncerter som opvarmning for One Direction. De fem drenge, Liam, Harry, Niall, Louis og Zayn var vi derved også begyndt at bruge en del tid sammen med, og alt i alt havde vi en sindssygt fed oplevelse.

Det at kunne sidde på scenen, foran 50.000 mennesker i gennemsnit, med tommestikkerne i mine hænder, og give den gas på trommerne samt give den hele armen med mine tre venner, var alt jeg nogensinde i min vildeste fantasi kunne drømme om.
Derfor sugede jeg også alt til mig - oplevelserne, de ting vi stadig manglede at lære, og de ting vi lærte som vores eventyr udformede sig for os.

Dog vidste jeg også, at det måtte have en ende på et eller andet tidspunkt.

En ende der blev nået, i det vi satte vores fod i den engelske by, Manchester.

Manchester, var et ord og et bynavn der i mange måneder havde hjemsøgt mig. Både i min dagligdag med også i min søvn og i mine drømme. Det var et navn på en by, jeg aldrig havde haft så meget fokus på før i tiden, men et navn som pludseligt hjemsøgte mig, da en bestemt person gav det en betydning i mit liv.

”Ash, hvad siger du til at tage med os og de andre drenge ud og spille en omgang paintball i dag? Vi tænkte at det var tid til lidt drengehørm, og Niall siger, at de andre også er med på idéen.” Luke, der var kommet ind hotelværelset til mig, virkede til at være i et prægtigt humør i dag. Om det skyldtes vores fridag, eller om det var grundet, at han hellere end gerne ville ud på paintballbanen og skydes gul og blå af de andre drenge, var ikke til at vide med den dreng. Alt jeg vidste, var dog bare, at han ville have mig med.

Jeg sukkede kort og rystede på hovedet. ”Jeg bliver nok nødt til at melde fra i dag, Lukey,” indrømmede jeg, og håbede ikke yderligt på, at han ville spørge ind til mine planer for dagen.

”Men alle de andre tager med, så hvorfor gør du ikke?” Så let gik det dog ikke for mig. Luke var alt for nysgerrig, og ville selvfølgelig gerne sætte sin næse i de ting jeg havde planlagt.
Jeg valgte ikke at svare ham hvilket alligevel virkede til at være nok svar for ham, da han udbrød: ”Du tager over til hende. Gør du ikke?!”

Denne gang nikkede jeg kort på hovedet, og lod mit blik rette sig mod gulvtæppet under mig. Egentligt havde det ikke hele tiden været min mening og intension at jeg ville besøge Maquenzie, men nu hvor vi allerede var i nærheden af hvor hun boede, kunne jeg vel lige så godt gribe changen og se hvordan hun havde det.

”Du ved godt, at du ikke gør det let for dig selv, helt at komme dig over hende, mate.” Endnu en gang nikkede jeg. ”Og at se hende vil med garant i ikke hjælpe på situationen.” Selvom Luke kun ville mig det bedste, kunne jeg alligevel ikke lade være med at blive irriteret over, hvordan han prøvede på at tale mig fra at besøge min ekskæreste. Dog vidste jeg også, at han havde ret i det han sagde - det ville blive hårdere og sværere for mig at komme mig helt over hende, hvis ikke jeg snart gav slip, og når jeg så hende, ville den proces jeg havde gennemgået de sidste mange måneder, sikkert være spildt. ”Men gør hvad du vil. Vi skal nok være her for dig når du kommer hjem, og så kan det måske være du er klar til en omgang paintball.”

Som han altid gjorde, så klappede han mig venskabeligt på skulderen og forlod værelset, hvorpå jeg selv sad tilbage.

Jeg valgte at trække i mine støvler, fik hevet en jakke frem fra knagen, og drog så af sted mod den adresse, jeg sidste år fik tilsendt på Facebook af Maquenzie. At hun havde sendt den til mig, var med garanti fordi, hun mente vi kunne holde kontakten ved lide, ved hjælp af breve vi så kunne sende frem og tilbage fra Australien og England.
Problemet var bare, at vi aldrig havde sendt ét eneste brev til hinanden. Primært fordi jeg ikke ville være den første til at sende til hende, grundet den måde hun bare gjorde det forbi på mellem os, og primært fordi hun ikke følte for at tale med mig igen. Fordi hun med garanti prøvede at glemme sit tidligere liv i Australien.

Nede på gaden fik jeg med lethed prajet en taxi, og fik med rystende bevægelser givet ham adressen. Efter ganske kort tid, stoppede chaufføren endnu en gang op, og forklarede mig, at ende destinationen nu var nået.

Altså var det nu det ville gå løs. Det var nu jeg skulle stå ansigt til ansigt med Mac i godt og vel et år.

Huset de var flyttet ind i, virkede enormt i forhold til det, de forhen havde boet i, da hende og jeg stadig var et par. Faderens forfremmelse havde med garanti præget udbuddet af huset og af deres pengepung. Den mahognifarvede dør jeg begav mig vej op til, virkede så ganske lille, hvilket fik min hånd, der tøvende bankede på, til at virke endnu mindre.
Alt i alt kunne man vel godt sige, at jeg følte mig ret så malplaceret i disse omgivelser, og i dette miljø.

Om mine bank på døren var blevet hørt eller ej, undrede mig, for ingen lukkede op efter et par minutters venten. Mon de overhovedet var hjemme?

Jeg indså, at det hele tiden havde været en forfærdelig idé, at troppe op, her foran hendes dør og snakke med hende, uden overhovedet at have tænkt situationen igennem. Måske Luke havde ret - måske jeg bare burde have taget med drengene ud på paintballbanen.

Disse tanker ændrede sig dog, da døren med en stille bevægelse gik op, og frem kom en genkendelig og savnet person til syne. En person der stadig lignede sig selv, som hun havde gjort sidste sommer, da jeg sidst havde set hende. En person, jeg bedre kendte som min ekskæreste.

”Ashton,” halvhviskede hun, tydeligvis i chok over det syn der havde mødt hende. Dog mukke jeg også mærke, hvordan jeg selv gik i baglås, og hvordan jeg ikke var i stand til at rykke mig ud af stedet. Hendes stemme var præcist som jeg huskede den, og det skræmte mig.

Det skræmte mig, hvor meget hendes brug af mit navn, kunne få mig til at ville springe tilbage i armene på hende, og håbe at alt ville blive godt. At alt nok skulle ordne sig mellem os.

Mere sagde hun ikke, men nærmest sprang mig i favnen, efter at have været kommet til sig selv igen. Hendes reaktion, fik mig til at tænke tilbage på den drøm jeg tidligere havde haft. En drøm hvor hun netop også havde sprunget i favnen på mig, og hvor altid bagefter var smuldret ud i sandet for os.

”Hvad laver du dog her?” kunne jeg høre hendes stemme sige ufatteligt tæt på mit øre. ”Jeg troede du ville stadig være i Australien.” Selvfølgelig troede hun det, eftersom at jeg ikke havde fortalt hende, hvor meget succes 5 Seconds Of Summer egentligt havde opnået her på det seneste, og hvor stor en mulighed vi havde fået, ved at varme op for One Direction.

Så jeg måtte fortælle hende det. ”Drengene og jeg er på tour rundt i Europa sammen med One Direction som vi varmer op for. Vi spiller for gennemsnitligt 50.000 mennesker ved hver koncert.” Mens jeg snakkede, havde hun igen fået fodfæste og stod tæt foran mig, mens hun lyttede til hvert eneste ord jeg fortalte hende. ”Vi skal senere hen rejse rundt i USA også, hvor vi også skal opvarme for dem.”

Macquenzie vidste, at det altid havde været min drøm at se verdenen, især hvis det havde været med at optræde at gøre, og at jeg nu udlevede min drøm, så ud til at komme bag på hende. ”Hvor har jeg dog savnet dig,” sagde hun, og ignorerede fuldstændigt det jeg lige havde sagt til hende om at udleve af min drøm, og om at jeg fik lov til at rejse verden rundt. Som var hun mere eller mindre ligeglad. ”Og du aner ikke hvor tit jeg har tænkt på dette her øjeblik. På dette øjeblik hvor vi igen ville være genforenet, Ashie.”

”På hvilket øjeblik?” spurgte jeg om, godt og grundigt rundforvirret over det hun sagde. For hvis hun havde tænkt på dette her øjeblik, det øjeblik hvor vi skulle genforenes, hvorfor havde hun så ikke selv gjort noget for det? Hvorfor havde hun ikke rejst til Australien, og havde opsøgt mig? Eller i det mindste kunne hun da have ringet.

”Det øjeblik, hvor jeg igen ville få dig at se.” Egentligt havde jeg intet at besvare hendes indirekte spørgsmål med. Det var trods alt hende der slog op med mig så hvis der var en af os, der ville have ventet på at genforenes, ville det vel være mig. Det var mig der havde haft noget at se frem til, og hende der egentligt bare havde levet livet i et nyt kontinent.

”Jeg har også sav-” Mere nåede jeg ikke at sige, da døren som tidligere havde lukket sig selv lidt i igen, nu på ny blev åbnet, og en dreng kom til syne. En dreng jeg ville skyde til, at være på samme alder som mig.

”Ehm…” kom det akavet fra ham, som havde han troet han ville møde et andet syn, end hvad han rent faktisk mødte. Som havde han ikke regnet med, at Maquenzie ville stå tæt op og ned af en dreng, han aldrig havde set før. ”Hvad sker der her?” fortsatte han så.

Fire ord der fik min ekskæreste til at vige væk fra mig, hvorpå hun bakkede tilbage så hun no stod klods op og ned af drengen i døråbningen. Jo mere jeg kiggede på drengen, jo tydeligere blev det også for mig, at jeg rent faktisk havde set ham før. Det var drengen fra Facebook. Ham drengen der tidligere bare blevet taget et billede af sammen med Mac, og som med garanti var hendes kæreste.

”Ashie, det her er Marcus. Marcus er min kæ-” Jeg lod hende ikke færdiggøre sin sætning, da jeg vente mig om på hælen og begyndte at gå væk fra huset og fra de to personer, jeg tidligere havde stået og kigget på. ”Hey vent. Ash hvad laver du? Du må ikke gå.” Hun løb efter mig, og rev fat i min arm.

”Må jeg ikke gå? Hvorfor ikke? Så du kan vise din kæreste frem for mig? Så du for alvor kan slå fast, at der aldrig nogensinde vil blive noget mellem os igen, og at det for alvor er slut? At det er på tide jeg kommer videre.” Min stemme havde hævet sig, hvilket jeg aldrig havde gjort før overfor hende. Dog gjorde det mig bare så arrig, at hun ikke virkede til at forstå hvorfor jeg var sur. At hun ikke fattede, at hun ikke sådan uden videre kunne springe i armene på mig, for faktisk at have en kæreste ventende indenfor. Hvor dobbeltmoralsk var det ikke lige?

”Det var en fejl at komme her, og jeg er ked af, at jeg belejrede dig med et besøg. Det kommer ikke til at ske igen.” Kort sukkede jeg, inden jeg for sidste gang kiggede på hende. ”Sig hej til dine forældre fra mig.” Og de ord lod jeg være de endelige og sidste ord, jeg nogensinde ville sige til hende. Hun fortjente ikke min tid, og fortjente da slet ikke alt den opmærksomhed jeg gennem det seneste år havde haft rettet mod hende.
Ikke når hun behandlede mig som var jeg et stykke legetøj, hun tog frem når hun havde brug for noget at lege med.

I dette øjeblik gik det også op for mig, at jeg nu alvor var klar til at komme videre. At jeg, Ashton Irwin, var ovre min ekskæreste med fuld overbevisning om, at jeg var på rette spor nu. Et spor der ville lede mig ind i nye eventyr og som forhåbentligt ville åbne nye døre på den vej jeg valgte at gå.

To ord sad derfor også plantet i mine tanker, da jeg endnu en gang fik prajet en taxa.

To simple ord - farvel Maquenzie. 

***

Andet sidste kapitel er nu kommet ud... :-( Og Ashie har nu foralvor givet slip på Maquenzie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...