på drageryg gennem det uventede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jul. 2014
  • Opdateret: 3 jul. 2014
  • Status: Færdig
Alicia har endelig fødselsdag alle kommer, på nær hendes mor der er død, en død ingen kender til. fødselsdage er en god dag med gaver, fest og kage, men for Alicia vil dagen forandre hendes liv for altid. for til hendes fødselsdag for hun en halskæde, hvilket måske ikke lyder så mærkeligt, men det er det......

(denne historie lavede jeg sidste år. jeg håber i vil læse med og skrive hvad i syntes om den)

1Likes
2Kommentarer
499Visninger
AA

5. den grusomme kaptajn

Hun kiggede under trøjen for at være sikker på at den ikke var der. ”Den må være der. Huskede du at tage den på” spurte moren og kiggede sig rundt. ”ja jeg gjorde. Jeg tog den kun af da jeg gik i bad og så tog jeg den på straks efter” fortalte Alicia panisk. ”Og det er du sikker på?” de havde efterhånden kigget alle steder på Balder og Alicia. ”Ja, jeg er sikker” råbte Alicia”. Så må vi tage tilbage”, bestemte moren. De fløj hen til porten væk fra dødsriget. Lige da de skulle til at flyve videre hørte de en stemme bag dem. ”Leder i efter denne her?” De vente sig om. Der foran dem stod den grusomme kaptajn! Alicia kunne straks se hvem det var fordi han havde et klap for øjet og en kaptajnshat og en kappe på. Så svævede han og havde den samme benløse underdel, men han så slet ikke sød ud som spøgelserne fra dødsriget. Og så havde han Alicias halskæde i hånden. ”Giv min datter sin halskæde tilbage NU” tordnede moren. ”Nå, så det skal jeg, men hvad hvis hun ikke må få den?” spurgte han med en skinger uhyggelig stemme. ”Bare giv mig den ellers... ellers.....” - for hvad kunne Alicia egentlig stille op mod et spøgelse for så vidt hun vidste kunne sådan nogle ikke dø. Alicia satte Balder i gang og stormede mod den grusomme kaptajn. Men lige som hun skulle til at få fat i halskæden var den væk! Kaptajnen havde uden hun havde set det lagt den ind i sin hat. ”Vil du ikke hellere vide hvorfor jeg tog halskæden og hvordan?” spurgte han, men inden Alicia kunne nå at svare var han allerede i gang. ”Ja altså jeg syntes ikke at du må hærske. Det vil jeg nemlig gøre. Altså herske over hele Himmelrige. Så derfor har jeg tænkt mig at dræbe dig...”, sagde kaptajnen som om det var det mest almindelige man kunne fortage sig. ”Og det kan jeg lettest hvis ikke du har din halskæde. Så mens du var i bad kappede jeg snoren over, men kun lige så den kunne falde af”, sluttede han. ”Og hvad godt er der i at jeg skal få det at hvide?” snerede Alicia. ”Jeg kan bare godt lide at fortælle det til mine fanger før jeg dræber dem”. Uden kaptajnen havde set det havde moren sneget sig om bag ham, taget hans hat og var nu i gang med at kaste halskæden til Alicia. Hun nåede lige at gribe den, før den faldt ned til menneskene. ”Ha, hvad siger du nu hvor jeg har halskæden?” hvislede Alicia. Hun troede at de nu havde vundet men så let går det ikke, når man lægger sig ud med den grusomme kaptajn! ”Ja lad mig nu se, jeg tror jeg siger: ANGRIB” og ud fra alle skyer i nærheden væltede 100, nej snarere 1000! spøgelsespirater ud. De havde en lille pirat hat på hovedet, en sabel over skulderen og et uhyggeligt udtryk i ansigtet og så den svævende krop som alle andre spøgelser. De samlede sig om Alicia som om de var nogle sultende hunde om en bøf. De hævede deres svær en efter en og langede den ud om sig som at sige ”jeg er stærk og du er bare en lille splejs”. Alicia hørte de skarpe klinger mod hinanden og mærkede skrækken krybe op langs rygraden.

 ”Jeg må ikke dø, jeg må kæmpe. Jeg må ikke dø, jeg må kæmpe.” De ord gentog hun igen og igen for sig selv, men inderst inde vidste hun godt, at det var nu hun skulle dø! Så var det at der skete en hel masse lige efter hinanden . Hun mærkede smerten  bevæge sig fra det ene sted til det andet da sablerne på skift borede sig ind i hende. Men hun måtte ikke give op, hun måtte kæmpe for de døde, hun måtte slå den dumme kaptajn af pinden! ”Aaaaarrgggg” skreg hun og kæmpede med arme og ben, men det var som om hendes arme ikke lystrede. Så med et satte Balder i gang. Den for op på himlen og vinden blæste lige ind i de åbne sår. Det gjorde så utroligt ondt, men hvis hun gav slip på Balder nu ville hun havne lige i kløerne på den grusomme kaptajn og så ville han vinde. Det måtte ikke ske. Men så jog der en kæmpe smerte gennem hendes højre arm og hun faldt. Længere og længere ned faldt hun, og så med et blev alt sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...