English Love Affair | Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 feb. 2015
  • Opdateret: 13 jun. 2016
  • Status: Igang
England. Drømmedestinationen for mange unge. Heriblandt finder du Elena Rhodes, en syttenårig pige med meget håb og mange drømme. Da hun beslutter sig for at tage til England i tre måneder, har hun sine forældres fulde opbakning. Uskyldig som hun er, regner hun ikke med at der sker det helt store og at alt går efter planen. Hun er den type der altid følger reglerne, men når hun lige pludselig skal til at spille et spil, som hun ikke kender, så går det galt. Regler bliver brudt, forbudte følelser opstår og Elena finder sig selv udenfor sin comfort zone.

97Likes
195Kommentarer
61081Visninger
AA

9. 8

 

8

"You're staring."

 

Elenas synsvinkel

 

Jeg vågnede ved følesen af sol i mit ansigt og lyden af en anden vejrtrækning end min egen. Først blev jeg enormt forskrækket, men lige så snart jeg fik vendt mig om og så Luke, huskede jeg at han havde sovet hos mig.

Først, var jeg gået ud fra at han ville sove på sofaen nede i stuen, men efter en lille diskussion med ham og mig selv, blev vi enige om at han kunne sove i min seng, ved siden af mig. Han havde haft et smil på læben, da han lovede at han ikke ville prøve på noget, men han holdte sit løfte (på trods af at han var en anelse påvirket) og det var jeg var ret taknemmelig for.

Jeg havde ikke fortalt ham om Ashton, for jeg vidste ikke om det var nødvendigt. Luke var en ven og man har ret til som pige, at have drenge venner. Der var heller ikke noget i mellem Luke og jeg, så der var heller ikke noget grundlag for, at nævne Ashton. Jeg ville selvfølgelig ikke lyve, og sige at jeg ikke havde en kæreste hvis Luke spurgte. Men det gjorde han ikke, så Ashton forblev uomtalt.

Luke lå få centimeter fra mig, med dynen halvt over hans ansigt, så det eneste af ham man egentlig kunne se, var hans lukkede øjne og uglede hår. Af det jeg kunne se af ham, så han enormt fredfyldt ud og lignede en, der sov tungt. Hans stabile vejrtrækning kunne høres og selvom min krop ikke var i kontakt med hans, kunne jeg alligevel mærke, at han var varm.

Jeg trak dynen op over min egen krop og lagde mig til rette, stadig med fronten mod Luke. Han rykkede en anelse på sig, men hans øjne forblev lukkede. Dog efter et par minutter rynkede han på næsen og sukkede mildt, inden han lod en hånd køre hen over ansigtet. Derefter slog han øjnene op og jeg nåede lige præcis at fjerne mit blik fra ham, så han ikke opdagede at jeg havde betragtet ham mens han sov.

Han sagde ikke noget, men trak blot dynen en smule af sig. Siden vi lå under den samme dyne, røg den også af mig og blottede den grimme t-shirt, som jeg altid sov i. Fra hvad jeg kunne se kiggede han ligeud, hen mod væggen og havde slet ikke opdaget at jeg var vågen. Det var i hvert fald hvad jeg troede, for da jeg rørte på mig endnu en gang kiggede han næsten forskrækket hen på mig, som om at han havde glemt han var hos mig.

Hans blå øjne stirrede ind i mine og jeg fandt et lille smil frem. ”Godmorgen.”

”Morgen.” svarede han træt og lagde armene oven på dynen, der lå henover halvdelen af hans mave.

Mine øjne låste sig fast til hans arme, der var dækket af tatoveringer helt fra skulderen til håndledet. Jeg havde set hans tatoveringer før, men aldrig så tæt på. De sidste par dage, havde han rendt rundt i langærmede trøjer eller skjorter, hvor man ikke kunne se dem, men han havde smidt trøjen i løbet af natten, så alle hans tatoveringer nu var ubedækkede.

”Har du sovet godt?” spurgte jeg, stadig med blikket rettet mod hans arme.

Han trak på skuldrene. ”Ja, det tror jeg.”

Hans tone var en anelse monoton og det lød som om, at han ikke var helt på toppen. Måske var han ikke helt udhvilet eller havde hovedpine efter i går, men jeg spurgte ikke ind til det.

Lidt efter lød hans stemme igen. ”Du stirrer.”

Jeg fjernede mit blik fra hans arme og rettede det mod hans ansigt, der var lyst op i et lille smil. Varmen i mine kinder steg og en lyserød farve dækkede dem.

”Nej jeg gør ej,” mumlede jeg, og måtte bide mig i indersiden af min kind, for ikke at grine.

Der var ikke noget der stoppede Luke og han lod en lille latter forlade hans læber, inden han satte sig op. Hans hånd kørte kort igennem hans hår, inden han drejede sig, fjernede dynen og steg ud af sengen. Jeg fjernede også dynen fra min krop, men blev liggende lidt endnu, mens mit blik igen betragtede Luke og hans bevægelser. Han var kun iført underbukser, da han bøjede sig ned efter sine sorte bukser, der lå et lille stykke fra sengen. Inden han trak dem på, fiskede han sin mobil ud af lommen og scannede skærmen, som jeg gik ud fra var fyldt med beskeder og andre notifikationer. Luke virkede som om han havde en del venner og var en anelse ”populær”. Der var i hvert fald mange der genkendte ham og sagde hej, til Calums fest i går.

Han udstødte et højt, nærmest irriteret suk – som hev mig ud af mine tanker – inden han trak sine bukser på og derefter proppede mobilen i lommen. Hans blik kørte hen over gulvet, hvor jeg antog at han ledte efter sin skjorte fra i går. Den lå i fodenden af sengen og før jeg nåede at bevæge mig og give den til ham, fik han selv øje på den og hev den over hovedet.

”Jeg, ehm, smutter nu.” mumlede Luke og kløede sig akavet i nakken, inden han knappede den næst øverste knap på hans skjorte.

Jeg satte mig hurtigt op ved lyden af hans ord og nikkede kort, inden jeg svang benene ud over sengekanten. Jeg fik samlet mit hår i en hestehale, mens Luke og jeg gik hen til døren og ud mod trappen. Selvom jeg ikke havde hørt at Jill skulle have kommet hjem, så kunne jeg ikke lade være med at blive mere og mere nervøs for hvert enkelt trin vi gik ned ad trappen. Jeg ville helst ikke have at hun skulle vide Luke havde sovet her, for jeg havde sådan på fornemmelsen, at hun ville få den forkerte idé. Hun ved at jeg har en kæreste, så hvis hun så os, mig i mit nattøj og Luke med sit uglede, blonde hår, ville hun helt sikkert stille spørgsmål. Også selvom vi ikke have lavet andet end at sove, så ville jeg hellere end gerne undgå hendes spørgsmål.

Det så heldigvis ud til, at hun ikke var kommet hjem, for da vi nåede gangen var der ikke andre lyde i huset, end Luke der traskede hen til sine sko.

Han satte sig ned på gulvet og tog fat i den ene sko. Jeg satte mig blot på trappen og lod mit blik være på Luke, mens jeg ventede på at han fik bundet sine sko.

Han så træt ud. Han havde en mørk farve under øjnene og så en smule bleg ud. Det var også lige før at hans mundviger vendte nedad, for et smil var det modsatte af det han havde placeret på læberne.

Som den person jeg nu er, kunne jeg ikke lade være med at spørge. ”Er du okay?”

Sidste gang jeg spurgte om det spørgsmål, skabte det ravage. Ikke alene blev jeg forskrækket, men også helt chokeret over den måde han opførte sig på og den attitude han havde. Jeg håbede inderligt at han ikke ville flippe ud nu og jeg regnede også med, at siden vi nu havde et form for venskab, at han ikke ville gå helt amok på mig.

”Jeg har det fint.” kom det fra ham, i en hård, monoton tone, hvor jeg ikke kunne lade være med at få kuldegysninger, der langsomt kravlede op ad mine arme.

Et eller andet var galt. Jeg kunne se det på hans ansigt og mærke det på hans kropssprog. Han kiggede kort på mig, hvorefter han rettede sin opmærksomhed på den anden sko og i det lille splitsekund mine øjne mødte hans, kunne jeg se, at de ikke var helt så skinnende som de plejer at være.

”Luke-”

”Jeg har det fint, lad være med at blande dig!”

Måbende, rynkede jeg mine øjenbryn og kiggede overrasket på ham. ”Jeg sagde ikke noget!”

”Men du skulle til det.” svarede han spydigt og bandt den sidste knude på snørebåndene, på hans venstre sko.

”Undskyld, du behøver ikke blive sur over det.”

Jeg var ikke chokeret over det faktum, at han flippede ud igen, for et eller andet sted, så fandt jeg det ikke usandsynligt. Jeg forstod bare ikke hvorfor han gjorde det. Det var lidt af en gåde, hvordan han kunne blive sur så hurtigt.

Luke svarede mig ikke, men rejste sig blot op og tog en dyb indånding. Han kørte kort sine hænder hen over sit ansigt, hvorefter hans øjne landede på mig.

”Jeg skal nok lade være med at spørge dig igen, Luke, men du så virkelig ikke særlig glad ud og jeg ville bare-”

”Drop det.”

Han begyndte langsomt at gå mig på nerverne endnu en gang. Jeg kunne godt lide Luke, han virkede som om at han var en god potentiel ven, men lige så snart han fik den attitude på, som han havde nu, fik jeg en stor knude i min mave.

”Du opfører dig som en total idiot!” røg det ud af min mund, før jeg overhovedet nåede at tænke mig om.

Da han gik fra mig under Calums fest i går, var jeg ikke helt sikker på om jeg var, eller kunne tillade mig at blive sur på ham, men nu var jeg helt sikker på at jeg var vred.

”Surprise, Elena.”

”Hvorfor gør du det her?”

”Jeg går nu.” sagde Luke og undgik dermed mit spørgsmål.

”Fint.”

Jeg gik hen til døren og åbnede den for ham. Han gik forbi mig og forsvandt hurtigt ud ad døren, uden at sige et eneste ord til mig.

 

×

 

Luke var i mine tanker resten af dagen. Da Jill kom hjem forsøgte jeg, at smide ham ud af mit hoved og lade som om intet var sket, men det var sværere end jeg havde troet.

Jeg forstod stadig ikke hvordan han kunne flippe ud over sådan et mildt spørgsmål. Det var næsten som om, den dag hvor han havde siddet på trappen foran sit hus, havde gentaget sig. Jeg var på en måde chokeret, selvom jeg havde set den komme.

Det der irriterede mig mest, var, at han sikkert havde et eller andet som han kunne have brug for at snakke om, men nægtede.

 

Næste dag var heller ikke meget bedre; Luke var stadig i mine tanker, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg var sur på ham og havde egentlig ikke rigtigt lyst til at tale med ham igen lige foreløbigt. Han gik mig på nerverne, når han gjorde sådan som han havde gjort.

Han havde sendt mig et par sms’er, men jeg havde valgt ikke at svare på. Jeg havde ikke en gang kigget på dem, men kun set at de var fra ham.

Derimod havde jeg skrevet lidt frem og tilbage med Ashton, som havde haft en mindre travl dag, med en masse huller hvor han havde haft tid til at skrive med mig. Selvfølgelig havde jeg ikke sagt noget om Calums fest eller Luke, der blev og sov hos mig. Han vidste ikke en gang at jeg havde snakket med Luke igen. For ham var Luke ikke andet end en truende, tatoveret dreng der var gået for tæt på hans kæreste, men lige nu skulle han heller ikke være andet end det.

Min mobil bippede endnu en gang og jeg lænede mig frem fra min varme plads i sofaen og kiggede på min mobilskærm. Det var Luke, igen.

”Skal du ikke svare på dine beskeder?” spurgte Jill, som på trods af at hun havde blikket låst fast til hendes computerskræm, alligevel lagde mærke til at jeg bare havde sat mig tilbage i sofaen igen, uden at svare på beskeden.

Hun arbejdede hjemme i dag, men havde valgt at sidde nede i stuen, sammen med mig. Jeg trak blot på skuldrene.

”Jo, på et eller andet tidspunkt.” mumlede jeg. ”Det er ikke så vigtigt.”

Et eller andet sted ville jeg gerne tjekke beskederne og det ville jeg også komme til, men jeg skulle stadig bruge lidt tid på, at bearbejde tankerne om Luke.

Det burde ikke være sådan et stort problem og jeg er sikker på, at jeg gjorde det værre end det var. Jeg kunne bare ikke lide, når Luke havde den attitude, hvor han var truende, vred og flabet. Efter at vi havde brugt noget tid sammen troede jeg ikke, at jeg ville se den side af ham igen. Jeg havde regnet med, at han havde reageret sådan fordi han ikke vidste, hvem jeg var til at starte med og ikke havde lyst til at fortælle om hans problemer til en fremmed. Men nu kendte han mig en smule og alligevel var han sådan. Vi havde det så sjovt til Calums fest og vi hyggede os den dag, han tog med mig ind til byen. Jeg ville gerne bruge mere tid sammen med ham, for jeg havde virkelig brug for en ven og Luke var det tætteste jeg var kommet på det indtil videre.

Jeg tog en hurtig beslutning og rakte ud efter min mobil, hvor jeg begyndte at læse de beskeder, som Luke havde sendt mig.

 

× × ×

tusind tak til jer der har liket og sat på favoritlisten, og ekstra tak til jer der har smidt jeres mening i kommentaren, det betyder ekstremt meget for mig. de kommentarer jeg har fået har været super søde (og de sætter verdens største smil på mine læber.) så bliv endelig ved med det. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...