English Love Affair | Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 feb. 2015
  • Opdateret: 13 jun. 2016
  • Status: Igang
England. Drømmedestinationen for mange unge. Heriblandt finder du Elena Rhodes, en syttenårig pige med meget håb og mange drømme. Da hun beslutter sig for at tage til England i tre måneder, har hun sine forældres fulde opbakning. Uskyldig som hun er, regner hun ikke med at der sker det helt store og at alt går efter planen. Hun er den type der altid følger reglerne, men når hun lige pludselig skal til at spille et spil, som hun ikke kender, så går det galt. Regler bliver brudt, forbudte følelser opstår og Elena finder sig selv udenfor sin comfort zone.

97Likes
195Kommentarer
61073Visninger
AA

6. 5

 

5

"Who's Elena?"

 

Elenas synsvinkel

 

Forvirring var den første følelse der ramte mig, da jeg slog øjnene op. For det første, så lå jeg ikke i min seng ovenpå, men på sofaen i stuen, og for det andet, så bragede tv’et på en højere lydstyrke end jeg lige kunne klare.

Jeg satte mig op, greb ud efter fjernbetjeningen og fik slukket for tv’et. Mine hænder fandt vej til mine øjne og jeg gned forsigtigt i dem, inden jeg udstødte et træt, lille suk.

Jeg forsøgte at finde et svar på hvorfor jeg var hernede og ikke oppe på værelset og da jeg fik øje på min computer, som stod placeret på stuebordet, kom jeg med det samme i tanke om, hvorfor jeg havde siddet hernede til at starte med.

Da jeg var kommet hjem og havde været i bad efter min løbetur i går eftermiddags, hyggede Jill og jeg os udenfor, med det frugt hun havde lavet, og senere hen på aftenen fik vi set en masse film. Jill blev hurtigt træt og allerede omkring klokken elleve gik hun i seng. Dog var jeg ikke specielt træt og fandt hurtigt ud af at jeg kunne udnytte den her mulighed, til at snakke lidt med Ashton. Det endte ud med, at vi sad og snakkede på Skype helt til klokken fire om natten og jeg derfor måtte have faldet i søvn hernede, inden jeg overhovedet nåede at tænke på, at bevæge mig ovenpå.

Jeg smilede svagt, da jeg åbnede computeren og kom ind på Ashton og min samtale, som var foregået før han ringede.

Han forklarede, at han ikke ville have så meget tid den næste måned og at det her nok blev vores sidste lange samtale i et stykke tid. Det gjorde mig selvfølgelig en smule trist, men det var acceptabelt. Han vil jo stadig være der når jeg kommer hjem.

Vi snakkede om hvad vi havde lavet, og om hvordan det gik. Han fortalte mig at han havde gang i en helt masse spændende projekter, hvilket også var derfor at han ville have for travlt til at snakke det næste lange stykke tid, hvor jeg fortalte ham om den hyggelige dag jeg havde haft sammen med Jill. Dog fortalte jeg ikke helt detaljeret, for der var visse ting jeg ikke ville have, at han skulle vide.

Mens jeg snakkede med Ashton, gik det op for mig, hvor dum jeg egentlig havde været. Jeg havde givet mit nummer til Luke, den mystiske, tatoverede dreng. Jeg havde fortalt Ashton dagen inden, at han virkede skræmmende og at jeg ville holde mig langt væk fra ham, men hvis jeg nævnte at jeg havde givet ham mit nummer, ville det bare virke som om, at jeg havde noget kørende med ham, og det har jeg ikke. Jeg kender ham jo ikke en gang.

Det værste ville være hvis Ashton troede, at jeg havde noget kørende med en anden. Det sidste jeg vil, er at være Ashton utro. Det ville være det værste der nogensinde kunne ske, og jeg tror aldrig at jeg ville kunne tilgive mig selv igen.

Jeg klappede computeren sammen og tog den under armen, inden jeg rejste mig op. Godt nok var klokken ikke mere end ni, men nu hvor jeg har været vågen i et stykke tid, har jeg ingen mulighed for at falde i søvn igen, også selvom jeg ikke havde sovet så forfærdelig meget.

Et lille gab forlod min mund, da jeg gik ud fra stuen og hen mod trappen. Jeg kunne mærke min mobil i lommen på mine shorts, glide op og ned af mit lår, for hvert skridt jeg tog. Det var dog til at holde ud, og da jeg endelig var kommet ind på mit værelse, tog jeg den op og lagde den på natbordet. Jeg smed mig i sengen og trak hurtigt dynen op over mine halvkolde krop. Min computer – som jeg også havde sat på natbordet – tog jeg, og lagde oven på dynen. Jeg lukkede Skype, og åbnede Safari, for lige at tjekke op på hvad der var foregået i mine venners liv, men efterhånden som minutterne skred frem, kunne jeg mærke, at jeg ikke var så lysvågen længere og at jeg ikke ville have et problem med at sove et par timer mere.

 

”Godmorgen,” smilede Jill og satte en kop kaffe på køkkenbordet ved siden af mig. ”Har du sovet godt?”

Jeg var lige kommet ned igen, efter at have sovet omkring tre timer mere. Det føltes godt at have bare en lille smule energi.

”Ja,” jeg trak lidt på det, mens jeg lagde hænderne om koppen. ”Jeg vågnede hernede, men gik ovenpå og sov lidt ekstra.”

”Faldt du i søvn hernede?”

Jeg nikkede blot, og førte koppen op til min mund. Kaffen var brandvarm, og duften var stærk.

”Hvem snakkede du med i går aftes?” spurgte Jill interesseret og tog en tår af hendes egen kaffe.

”Ashton.” Jeg kunne ikke sige hans navn, uden at smile stort.

Mit smil smittede og Jill lod et lille grin forlade hendes mund, inden hun kiggede spørgende på mig igen. ”Hvem var det egentligt du gik med udenfor i går?”

Mit smil falmede med det samme ved hendes ord.

”Hvad? Hvornår?”

”I går, da du kom hjem,” mumlede hun, og satte sin kop på bordet. ”Ikke at jeg udspionerer dig, men jeg så at du kom gående med en eller anden høj fyr.”

Jeg kunne mærke min mave slå knuder, og jeg bed mig i underlæben. Hun havde set mig komme gående med Luke, og det havde jeg det ikke ligefrem godt med.

”Det er bare en eller anden fyr.” løj jeg, og kiggede ned i gulvet. ”Han bor lidt længere henne af vejen, forbi søen.”

”Okay. Så du kender ham ikke?”

”Nej,” sagde jeg simpelt, og rettede mit blik op på hende igen.

Det var jo rigtigt nok, at jeg ikke kender ham. Det var også den eneste grund til, at jeg kunne kigge hende ind i øjnene og sige det.

 

×

 

Lukes synsvinkel

 

”Calum!”

Jeg smækkede døren bag mig og gik ned ad trappen. Musikken spillede højt og jeg spurgte mig selv hvorfor jeg egentlig råbte efter ham, når han højest sandsynligt ikke kunne høre mig.

Jeg nåede enden af trappen, og forsøgte at finde den nærmeste kontakt, så jeg rent faktisk kunne se hvor jeg var.

Et lydløst suk forlod mine læber, som jeg bevægede mig fremad, stadig gående i mørke uden nogen spor af en kontakt. Det skete hver gang jeg kom hjem til Calum. Jeg skulle altid vandre rundt i mørket, inden jeg nåede til hans værelse.

Endelig nærmede jeg mig enden af den lange, mørke gang, og jeg kunne se lyset brænde inde bag Calums dør.

Jeg tog fat omkring dørhåndtaget, men da jeg hverken kunne dreje det, eller åbne døren, hamrede jeg min hånd på overfladen af døren tre gange.

”Calum! Åben døren!”

Der gik et lille stykke tid, før der lød et lille ’klik’ og dørhåndtaget blev hevet ned. Til min overraskelse var det ikke Calum der stod i døren, men Michael.

”Oh, hey Luke.”

”Hey,” mumlede jeg og trådte indenfor.

Michael lukkede døren bag mig, hvorefter han gik hen og slog sig ned på sofaen. Jeg lænede mig blot op af væggen og løftede et øjenbryn. ”Hvor er Calum?”

Michael grinede svagt, inden han rystede på hovedet. ”Hvor tror du?”

”Hvis jeg vidste det så havde jeg nok ikke spurgt.”

”Rolig.” Michael løftede begge hænder foran sig i en slags forsvarsposition.

Et lille grin forlod min mund, inden jeg bed mig i underlæben og kørte en hånd igennem mit hår. ”Seriøst, hvor er han? Hvis han ikke er her, hvorfor er du her så?”

”Jeg er her af samme grund som dig,” mumlede han og pillede ved et af de mange huller i hans sorte trøje.

Endnu et suk forlod mine læber, dog var det denne gang et frustreret et. Calum er der aldrig, når han skal være der.

”Han er nok sammen med Abby,” mumlede Michael igen, og sukkede lige så frustreret som jeg selv havde gjort.

”Hvem er sammen med Abby?”

Jeg vendte mig om ved lyden af Calums pludselige stemme. Han var lige trådt ind ad døren og gik direkte forbi mig og hen til sofaen, hvor han plantede sig et stykke fra Michael. ”Og hvad laver I egentlig her, når jeg ikke er her?”

Du er sammen med Abby.” fastslog jeg, og rullede med øjnene.

”Vi er her fordi vi troede, at du var her.” tilføjede Michael, med et grin på læberne, som irriterede mig ekstremt.

Det var jo forhelvede meningen, at vi skulle være alvorlige. Men det lykkedes aldrig når det kom til os.

”Hvor var du, Calum?” spurgte jeg, og besluttede mig for at sætte mig ned, siden jeg ikke rigtigt magtede at stå op længere.

Jeg satte mig i mellem Calum og Michael, og hev min mobil op af lommen, mens jeg ventede på svar fra Calums side af.

”Well,” Jeg kunne høre, at han havde et smil placeret på hans læber. ”Jeg var faktisk sammen med Abby.”

”Big surprise,” mumlede jeg, med et grin. ”Pas nu på du ikke bliver forelsket.”

”Du skulle nødigt snakke Luke,”

Jeg hævede begge øjenbryn og kiggede undrende på Michael, der bare sad med et smørret grin malet henover hele sit ansigt.

”Hvad mener du? Jeg-”

”Hvem er Elena?” afbrød Calum og pegede ned mod min skærm.

Jeg kiggede ned og opdagede at jeg var inde under kontakter, hvor jeg var inde på Elena, hvis nummer jeg fik skrevet ind i går.

Jeg rømmede mig en enkelt gang, mens jeg kæmpede for at finde en ordentlig formulering, som jeg kunne svare Calum med.

”Bare en pige.”

Det var ikke en ordentlig formulering, men den gik. Jeg kender ikke Elena, jeg ved ikke andet end at hun har brunt hår, en flot krop og en uskyldig udstråling.

”Bare en pige?” gentog Michael, der på mystisk vis havde fundet en pose chips, som han åbnede og gik i gang med at gnave sig igennem.

Jeg nikkede blot og trak på skuldrene. ”Jeg kender hende ikke.”

”Hvorfor har du så hendes nummer?” spurgte Calum skeptisk og forvirret.

Han virkede ubehageligt meget interesseret i, at jeg havde nummeret på en pige, som han ikke kendte.

”Fordi jeg mødte hende og spurgte om det.”

Jeg var svagt irriteret, men lod det ligge. De andre virkede også som om, at de bare ville stoppe den her, siden de nok kunne fornemme at de ikke ville få noget ud af mig. Jeg havde heller ikke så meget at sige.

Jeg kiggede ned i min mobil og så Elenas navn samt nummer skrevet hen over skærmen. Tanken om i går fik mig til at krumme tæer. Jeg kunne udmærket godt huske, hvordan jeg flækkede efter at jeg havde spurgt om hendes nummer og hvordan jeg næsten faldt over ingenting. Jeg kom også direkte herovre fra, så det gav vel meget god mening.

Jeg trak begge mine ærmer ned over mine tatoverede arme, hvorefter jeg gabte højt. Jeg havde ikke sovet specielt meget i nat og det begyndte at indhente mig nu.

”Calum, har du ikke noget jeg kan drikke?”

”Hvad vil du have?”

”Noget der kan give mig lidt energi, tak, inden jeg dør.” Den sidste del blev sagt på en meget dramatisk måde.

”Kaffe?”

”Fint.”

Calum rejste sig, og gik hen mod døren, hvorefter han forsvandt ud i mørket. Lidt efter kunne man høre ham trampe op ad trappen og ud af kælderen.

Her havde jeg brugt mange aftener, når jeg ikke gad at være derhjemme. Michael var her også næsten hele tiden, og det var altid os tre. Calum er den type der tit holder fester, og inviterer alle, Michael er den type, som intet problem har med mennesker, så det er altid sjovt. Vi har altid noget at lave.

Jeg rettede endnu en gang mit blik mod min mobil. Elenas nummer stod stadig printet på min skærm og jeg forsøgte stadig at finde ud af, om jeg skulle skrive en besked til hende, eller om jeg bare skulle lade det ligge. Men inden jeg nåede at bestemme mig, kom Calum tilbage, med et par kopper i hånden, der så ud til at være varme.

 

× × ×

heeeej, tak til jer der læser med og kommenterer (det siger jeg hele tiden, men det betyder jo meget for mig)

det her er en lille filler, som alligevel har noget vigtigt indblandet, håber ikke i synes det er kedeligt eller noget, hahah. tryk endelig på min follow knap og bliv fan af mig, hvis du har lyst til at få notifikationer når jeg publicerer nye historier. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...