English Love Affair | Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 feb. 2015
  • Opdateret: 13 jun. 2016
  • Status: Igang
England. Drømmedestinationen for mange unge. Heriblandt finder du Elena Rhodes, en syttenårig pige med meget håb og mange drømme. Da hun beslutter sig for at tage til England i tre måneder, har hun sine forældres fulde opbakning. Uskyldig som hun er, regner hun ikke med at der sker det helt store og at alt går efter planen. Hun er den type der altid følger reglerne, men når hun lige pludselig skal til at spille et spil, som hun ikke kender, så går det galt. Regler bliver brudt, forbudte følelser opstår og Elena finder sig selv udenfor sin comfort zone.

98Likes
195Kommentarer
61568Visninger
AA

4. 3

 

3

"Don't worry, I'm not getting near that jerk again."

 

Elenas synsvinkel

 

Solen stod direkte ind ad vinduet og direkte i ansigtet på mig, hvilket var en af grundene til, at jeg valgte at slå øjnene op.

Jeg vendte mig – så jeg havde ryggen mod vinduet – hvorefter jeg greb ud efter uret på natbordet, og drejede det, så jeg kunne se hvad klokken var.

10:01

Efter at have siddet ved bålet i går i et par timer, valgte Jill og jeg at tage hjem. Der var klokken omkring ni om aftenen. Da jeg havde fortalt alt hvad jeg havde at sige om Ashton, begyndte vi at snakke om alt muligt andet og før vi vidste det, var de fleste mennesker gået hjem.

Jeg strakte mig, inden jeg besluttede mig for, at rulle ud af sengen.

Jeg kom hurtigt på benene og gik stille og roligt hen til skabet, hvor jeg fandt en tynd sweater og et par træningsbukser. Jeg gik også lige forbi spejlet, hvor jeg valgte at sætte mit hår op i en hestehale, inden jeg åbnede døren og forlod værelset, for at gå nedenunder og få noget morgenmad.

Mit blik faldt hen på alle de søde familiebilleder, der hang rundt omkring på væggene. Min hånd lagde jeg på gelænderet, mens jeg traskede ned ad trappen.

Der var ikke rigtigt nogle lyde i huset, da jeg kom nedenunder. Jeg trådte ind i køkkenet og ledte forgæves efter Jill, der ikke så ud til at være nogle steder.

Jeg skulle lige til at kalde på hende, da jeg gik forbi spisebordet, hvor der lå en seddel.

 

Jeg er taget på arbejde, nænnede ikke at vække dig. Jeg er hjemme i aften omkring klokken seks.

- Jill.

 

Jeg smilede let over den lille seddel, inden jeg lagde den ned igen, og gik hen mod køleskabet. Det at hun først ville være hjemme omkring klokken seks, gav mig en masse tid til udforske stedet. Måske kunne jeg endda tage også tage ind i byen undersøge stedet der.

Jeg hev noget pålæg ud fra køleskabet, og fandt noget brød ikke så langt derfra. Inden længe havde jeg en perfekt morgenmad på min tallerken, og jeg kunne ikke vente med at spise den, så jeg kunne komme videre.

 

×

 

Jeg havde ikke rigtigt lavet så meget og klokken var blevet cirka to om eftermiddagen. Det eneste jeg havde præsteret at lave indtil videre, var, at skrive til min mor og Ashton efter at jeg havde spist morgenmad, hvorefter jeg var gået ovenpå og skiftet til noget andet tøj, hvor jeg derefter var taget ind til byen. Jeg gik rundt derinde i et par timer og fik egentlig ikke udrettet så meget. Dog fik jeg set stedet og havde fået et godt førstehåndsindryk, hvilket var det eneste jeg gik efter lige i dag.

Jeg trådte ind ad døren, lukkede den efter mig, og gik hen mod og op ad trappen. Nu havde jeg planer om at tage ud på en løbetur, hvor jeg også kunne kigge lidt nærmere på kvarteret.

Jeg kom op ad trappen og gik overraskende stille hen mod mit såkaldte værelse. Det første jeg gjorde var, at komme af med den hæsligt varme sweater, som jeg havde på. Godt nok var den tynd, men den var ekstremt varm, når solen skinnede udenfor.

Jeg fik skiftet til en sort tanktop og hoppede endnu en gang ned i mine træningsbukser, inden jeg smed mine brune støvler og trak mine løbesko på. Jeg strammede også lige min hestehale en gang, inden jeg var på vej udenfor igen.

Som sagt, så var det enormt varmt udenfor. Solen bagte ligefrem ned på min halvblege hud, og jeg lyver ikke, når jeg siger, at det rent faktisk var rart. Siden det regnede lige da jeg ankom, var jeg glad for at se at solen også kunne skinne i England.

Jeg låste hurtigt døren, og tog mine høretelefoner i ørene, inden jeg stille og roligt begyndte at lunte fremad og ud på fortovet.

Kvarteret her var pænt. Husene var ikke ens, men havde alligevel en masse fællestræk, som gjorde det ekstremt overskueligt.

Jeg havde sat den sædvanlige spilleliste til at køre, og det gjorde det en tand nemmere at blive ved med at løbe. Min kondition var ikke den bedste, men den var heller ikke decideret dårlig. Musikken fik bare min lyst til at blive ved med at løbe til at vokse.

Jeg nåede enden af vejen, hvilket var omkring søen, hvor bålet var placeret i går og jeg besluttede mig for at dreje om hjørnet, hvor resten af kvarteret fortsatte.

Efterhånden som minutterne skred frem, begyndte jeg at blive en anelse forpustet. De resulterede i, at jeg valgte at give mig selv en velfortjent pause, og dermed gå en smule.

Jeg kiggede endnu en gang rundt på alle husene, og beundrede dem. Mit blik farede lige fra det ene hus til det andet, fra den ene side af vejen til den anden, lige indtil jeg spottede en person, som sad på trappen foran døren. Hans blik var gudskelov rettet mod jorden denne gang.

Det overraskede mig at jeg kunne genkende den mørkeblonde dreng fra i går. Men igen, han skilte sig også ekstremt meget ud fra mængden. Som han sad der, med det sorte tøj på den kridhvide trappe passede han heller ikke ligefrem godt ind.

Jeg nærmede mig langsomt hans hus (eller hvad jeg gik ud fra var hans hus), og jeg følte en slags nervøsitet rumle i min mave. Det gik dog hurtigt op for mig at jeg ikke har nogen grund til at være nervøs.

Jo tættere jeg kom på ham, desto mere lagde jeg mærke til hans ansigt og krop. Igen så han ikke ud som om at han morede sig, men det er heller ikke lige just morsomt at sidde og stene på en trappe.

Jeg tog den ene høretelefon ud af øret, men fjernede ikke blikket fra ham.

Det slog mig pludseligt, at han næsten så ud som om han oprevet over et eller andet og før jeg nåede at stoppe mig selv, åbnede jeg min mund.

”Hey, er du okay?”

Han kiggede op med det samme, nærmest som om at han var blevet forskrækket ved mit pludselige spørgsmål. Hans øjne virkede tomme og han var hurtig til at hæve et øjenbryn.

”Hvem fanden er du?” Accenten var tyk og tonen han brugte var fyldt med ren afsky, næsten som om han væmmedes ved mig.

Mit hjerte begyndte langsomt at banke hurtigere. Det var ikke lige den reaktion jeg havde forventet.

”Ermm,” var det eneste der kunne forlade min mund.

Jeg åndende ind og forsøgte at finde nogle ord, hvilket kun virkede svært lige i dette øjeblik. Hans utålmodige blik var heller ikke noget der hjalp specielt meget, men jeg fandt dog til sidst det rigtige svar. ”Mit navn er Elena.”

”Godt for dig.” svarede han igen, med en irriteret tone. ”Hvad vil du?”

Jeg så med garanti overdrevet dum ud, men grundet hans tone, røg min kæbe til jorden.

Hvad har jeg gjort den knægt?

Endnu en gang skød han øjenbrynene i vejret og afventede et svar fra min side af. Han virkede virkelig til at have et problem med mig, hvilket rent faktisk irriterede mig en smule, eftersom jeg ikke engang kender navnet på ham. Men jeg valgte ikke at lægge noget i det.

”Ikke noget. Jeg spurgte bare om du var okay…” mumlede jeg, med mit blik rettet ned mod asfalten.

Jeg fik et mindre chok, da jeg ude i øjenkrogen så en sort skikkelse rejse sig op. Jeg løftede af ren refleks mit hoved op, og så den mørkeblonde dreng gå hen mod mig med tunge skridt. Endnu en gang skød mine reflekser ind, og jeg begyndte at bakkede et par skridt bagud. Det hjalp ikke ret meget, da den bredskuldrede dreng blot fortsatte sin gang hen mod mig.

Han stoppede ikke før han stod syv centimeter fra mit ansigt. Knuden i min mave, der havde været der siden den første sætning han sagde til mig, voksede sig langsomt større og større.

Jeg kunne ikke kigge ligeud, for så ville jeg glo direkte ind i brystet på ham, så jeg stod med hovedet løftet en anelse.

Her stod jeg, midt på et fortov i mit løbetøj, med en fremmed presset op ad mig. Hans vejrtrækning var stabil, helt under kontrol, mens mit hjerte hamrede derudaf.

”Jeg har det fint,” fastslog han, med en bestemt tone. ”Men hvad fanden rager det egentlig dig?”

Hans ansigt var gået fra at være nogenlunde neutralt, til at ligne at han var rasende. Aldrig før havde jeg fået sådan en reaktion på sådan et mildt spørgsmål, det var næsten ikke til at fatte.

Jeg kiggede forvirret op på ham. ”Det må du undskylde. Jeg-”

Længere nåede jeg ikke før han sukkede højlydt, rullede med øjnene og vendte sig om. Igen gik han med bestemte skridt, denne gang var det bare væk fra mig.

Jeg blev stående det præcis samme sted indtil han var ude af syne, og forsvandt ind af døren, på det hus han sad ved og som jeg stod ved siden af. Ligesom i går da han fjernede blikket fra mig, åndede jeg lettet op over, at han endelig var væk.

Jeg besluttede mig for, at stoppe min løbetur her, og gå hjem.

 

×

 

Da jeg kom hjem tog jeg et varmt bad og satte mig efterfølgende med min computer, hvor jeg kun nåede at se en halv film før Jill kom hjem fra arbejde. Vi spiste hurtigt aftensmad sammen, hvor jeg fortalte kort om min dag – uden detaljerne om den vrede, tatoverede teenagedreng – og hvor hun også kort fortalte om hendes arbejdsdag.

Bagefter, da opvasken var taget, sagde jeg hurtigt godnat til Jill og fortalte hende at jeg ville gå ovenpå og snakke med Ashton.

Nu sad jeg i fuld gang med at logge ind på Skype, og jeg havde ikke været online i meget mere end femten sekunder, før et opkald fra Ashton lød fra højtalerne.

Jeg svarede med det samme og Ashton kom frem på skærmen et par sekunder senere.

 

”Hvordan var din dag?” spurgte han interesseret, inden han kløede sig kort i øjnene.

”Den har været fin nok, jeg har været ude og kigge på byen, altså dens butikker og steder. Jeg har også været ude og løbe.” smilede jeg.

Han grinede kort, inden han rystede på hovedet af mig. ”Ellers andet interessant?”

Jeg overvejede om jeg skulle fortælle ham om den tatoverede, mørkeblonde fyr længere nede ad vejen. Det ville jo nok ikke skade, da jeg ikke kender ham, men jeg ville heller ikke havde at Ashton skulle få den forkerte idé.

”Elena?”

”Undskyld.” mumlede jeg, inden jeg kløede mig akavet i nakken.

”Jeg troede skærmen var gået i stå eller sådan noget,” grinede Ashton, inden han åndede lettet op.

Jeg grinede kort sammen med ham, inden jeg besluttede mig for at fortælle ham om min løbetur.

”Da jeg var ude og løbe stødte jeg på en dreng, omkring min alder, måske lidt ældre. Han sad på trappen foran sit hus og kiggede ned i jorden.”

”Var han sur over et eller andet?”

”Det var det jeg også gerne ville vide.” sagde jeg, med armene ude til siden. Ashton grinede let over mit kropssprog, inden jeg fortsatte.

”Jeg havde set ham dagen før – du ved, jeg fortalte dig om bål-halløjet nede ved søen.”

Ashton nikkede, og jeg fortsatte.

”Så jeg spurgte ham om han var okay, og så flippede han ud på mig. Det værste ved det hele var, at han rejste sig op fra trappen og gik hen til mig. Han stod cirka syv centimeter fra mig.”

Ashton så ikke ligefrem tilfreds ud. Han så heller ikke sur ud, han så mere bekymret ud.

”Han gjorde dig ikke noget, vel?” spurgte Ashton forsigtigt, næsten som om at han var bange for svaret.

Jeg rystede hurtigt på hovedet, inden jeg brød ud i en lille latter. ”Nej, han var bare en anelse skræmmende, det er det.”

Han grinede ikke med mig, men tvang et lille smil frem. Bagefter kiggede han ud til siden.

”Jeg bliver nødt til at gå nu, Elena, jeg har en masse ting jeg skal nå inde for de næste par timer.”

Jeg nikkede blot, og sagde at jeg også var en anelse smadret, og nok også blev nødt til at sige farvel nu.

Jeg skulle lige til at lægge på, da Ashton afbrød mig. ”Pas nu på ham der, jeg vil ikke have at der skal ske dig noget.”

Jeg smilede kort. ”Bare rolig, jeg skal ikke i nærheden af det fjols igen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...