English Love Affair | Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 feb. 2015
  • Opdateret: 13 jun. 2016
  • Status: Igang
England. Drømmedestinationen for mange unge. Heriblandt finder du Elena Rhodes, en syttenårig pige med meget håb og mange drømme. Da hun beslutter sig for at tage til England i tre måneder, har hun sine forældres fulde opbakning. Uskyldig som hun er, regner hun ikke med at der sker det helt store og at alt går efter planen. Hun er den type der altid følger reglerne, men når hun lige pludselig skal til at spille et spil, som hun ikke kender, så går det galt. Regler bliver brudt, forbudte følelser opstår og Elena finder sig selv udenfor sin comfort zone.

97Likes
195Kommentarer
61074Visninger
AA

29. 28

 

28

"It doesn't mean anything."

 

Elenas synsvinkel

 

"Så, hvornår skal jeg hente dig?”

”Det ved jeg ikke endnu,” mumlede jeg, og satte den kjole jeg lige havde kigget på, tilbage på dens plads i butikken, hvorefter jeg pressede telefonen yderligere tæt på mit øre. ”Jeg er ude at kigge efter tøj nu, men jeg har ikke fundet noget, så jeg ved ikke helt hvornår jeg er hjemme og hvornår jeg klar.”

”Har du virkelig brug for nyt tøj? Det er jo bare en fest.”

Det var tydeligt at Luke havde et lille smil på læberne, da hans spørgende ord forlod hans mund, og jeg kunne da heller ikke lade være med at smile svagt, inden jeg forsvarede mig selv. ”Det er ikke kun til festen. Jeg har generelt brug for nyt tøj.”

”Hvad ved jeg?” kom det fra Luke i den anden ende, hvorefter jeg besluttede mig for ikke at underholde ham om det emne længere. Vi var endelig nået til dagen hvor Calums fest ville finde sted om aftenen, hvilket var en af grundene til, at jeg var havnet i et storcenter for at shoppe. Ikke nok med at jeg havde brug for nyt tøj, så ville jeg også gerne se godt ud i aften, siden jeg allerede vidste, at Luke og jeg ville tilbringe al den tid som vi kunne sammen.

”Så, hvad gør vi? Skal jeg bare ringe senere og håbe på, at du ved hvornår du er klar?”

”Tja, det kan vi godt sige.” mumlede jeg, med min opmærksomhed rettet mod et nyt stykke tøj.

Luke endte med blot at mumle et lille ’okay’, hvorefter vi begge blev enige om, at lægge på og ringe sammen senere, hvor vi så forhåbentlig ville kunne finde ud af, at planlægge hvad vi ville gøre, inden Calums fest. Og omkring to timer senere, havde jeg to poser fyldt med tøj hængende på min ene arm og én på den anden, mens jeg havde solen i ryggen på min vej hjemad. Jeg havde allerede nævnt for Jill, at jeg ville komme hjem om lidt, for at gøre mig klar til festen, inden Luke ville komme for at hente mig, hvilket hun var indforstået med. Hun var også helt okay med det faktum, at jeg næsten tog hele tøjbutikken med hjem, så alt i alt virkede dagen i dag rimeligt god indtil videre.

Med besvær fik jeg åbnet døren og smidt mine sko i gangen, hvorefter jeg satte poserne for enden af trappen, så jeg kunne få min jakke af.

”Hold da op,” lød det bag mig. ”Du løj ikke da du sagde, at du tog hele tøjbutikken med hjem.”

Med et smil vendte jeg mig om mod Jill, som stod med et forbavset blik i øjnene – dog gik der ikke længe før, at det også blev erstattet med et smil.

”Jeg sagde det jo,” grinede jeg, og hængte min jakke på plads.

”Inden du tager herfra,” sagde Jill, og lænede sig op ad dørkammen. ”Så skal vi lige snakke.”

Jeg vendte mig hurtigt om, efter at have hængt min jakke på plads og kiggede undrende på Jill. Jeg kunne ikke helt finde ud af, om det hun ville snakke om var godt eller skidt – tonen hun brugte var noget i nærheden af neutral, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at blive en smule bekymret.

”Hvad skal vi snakke om?”

”Det er ikke noget alvorligt eller noget,” grinede Jill, og jeg åndede lettet op. ”Det er bare noget jeg skal spørge dig om.”

Tankerne kørte hurtigt rundt i mit hoved og selvom Jill sagde, at det ikke var noget slemt, så kunne jeg alligevel ikke lade være med at tænke i alle mulige forskellige retninger. Tænk nu hvis det handlede om Luke og jeg – eller endnu værre, Ashton og jeg.

”Kom op til mig når jeg har været i bad.” endte jeg med at sige, inden jeg traskede op ad trappen og låste mig inde på badeværelset.

 

Jeg sad på min seng med et håndklæde om hovedet, og min telefon i hænderne, da Jill trådte ind ad døren. Tankerne om hvad det nu end kunne være hun ville snakke om, var så småt forduftet, og jeg bekymrede mig mindre om det nu, end jeg gjorde før mit bad.

”Hey,” smilede jeg, da Jill satte sig ved siden af mig.

”Hej. Hvornår kommer Luke og henter dig?”

Jeg trak på skuldrene. ”Det ved jeg ikke endnu, vi har ikke aftalt det helt præcist.”

Jill mumlede et lille ”okay” og nikkede stille og roligt.

”Hvad var det du ville snakke om?” spurgte jeg, og rejste mig op fra sengen, for at finde det tøj jeg skulle have på i mit skab.

”Jeg ville egentligt bare spørge dig, om du ikke vil med op til Birmingham om et par dage?” sagde Jill. ”Du har jo noget familie herovre og jeg synes da, at du skulle udnytte chancen og besøge dem mens du er her.”

Jeg nikkede lynhurtigt, inden jeg stak hovedet ind i mit skab, for at finde min kjole. ”Jo, det vil jeg da godt.”

Jill grinede svagt af mig, inden hun rejste sig fra min seng og bevægede sig tættere på mig. ”Okay super! Jeg tænker, at vi kan tage af sted i morgen formiddag.”

Ved lyden af Jills ord og ved fundet af min kjole, tog jeg hovedet ud af skabet, lidt overrasket over hendes ord. ”Vent, hvad? Allerede i morgen?”

Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet, men jeg havde ikke forestillet mig, at vi allerede skulle tage af sted i morgen. Jeg havde jo planer med Luke i aften, og ved ikke hvor jeg vil ende med at sove, eller hvad der skal ske i morgen – og hvis jeg skal sove hos Luke, skal jeg da ikke bare gå fra ham som det første om morgenen.

”Ja, det havde jeg tænkt,” sagde Jill stille. ”Du skal jo snart hjem.”

”Jeg ved det ikke helt,” mumlede jeg. ”Kan vi snakke om det når jeg kommer hjem i aften, eller i morgen tidlig? Jeg ved jo ikke hvad der skal ske senere med hensyn til Luke og sådan.”

Jeg kunne se på Jill, at hun ikke helt var tilfreds med min forklaring, men hun bed det i sig. ”Okay så.” sagde hun, med et lille smil.

 

×

 

”Ser jeg okay ud?” spurgte jeg i en stresset tone, mens jeg fór hen til mine sko. ”Please sig at jeg gør, for Luke er her lige om lidt og jeg ved ikke en gang om det er det her jeg skal tage på og…”

”Slap af, Elena.” grinede Jill, og lagde en hånd på min skulder, mens jeg lynede mine sko.

Jeg rettede mig op og tog en dyb indånding, idet Jill betragtede min make-up og min kjole. ”Er det fint nok, tror du?” spurgte jeg nervøst.

”Du ser fantastisk ud. Luke kommer til at elske din kjole.” smilede hun, og kiggede på mig som en stolt mor. ”Hvis ikke han gør, er der i hvert fald noget galt med ham.”

”Det er ikke for meget, vel? Du tror ikke, at jeg kommer til at skille mig ud fra de andre?”

Jill grinede endnu en gang og rystede på hovedet af mig. ”Nej, du ser godt ud, Elena. Og hvis du skiller dig ud er jeg sikker på, at det ikke gør noget.”

Jeg smilede stort og skulle til at sige tak, da det ringede på døren. Sommerfuglene i min mave fór rundt, og jeg kunne mærke nervøsiteten og glæden helt ud i mine fingrespidser.

”Hav en god aften.” sagde Jill med et stort smil, og gav mig min jakke.

”Tak.” hviskede jeg, og vinkede til hende inden jeg åbnede hoveddøren og blev mødt af Luke.

Jeg lukkede døren bag mig og lænede mig op ad den, og betragtede Luke fra top til tå. Han havde en mørkeblå skjorte på, sammen med et par sorte, stramme bukser og en læderjakke. Alt i alt var han klædt enkelt, men flot og jeg elskede det.

”Hej.” sagde jeg med et smil og rosa kinder.

”Hej,” mumlede Luke tilbage, med øjnene låst fast på min krop. ”Wow.”

”Det er ikke for fint det jeg har taget på, vel?” spurgte jeg for en sikkerheds skyld.

Luke rystede med det samme på hovedet og kiggede op på mig med vilde øjne. ”Nej, overhovedet ikke. Du ser utroligt godt ud.”

Jeg smilede stort, mens Luke gik tættere på mig, og jeg kunne mærke hvor meget jeg havde savnet ham, da han lagde sine hænder på mine hofter og pressede sine læber mod mine. Jeg lagde begge mine arme om bag hans nakke og lukkede mine øjne i, og nød kysset. Selvom jeg så ham for ikke så lang tid siden, så var det som om, at der var gået flere uger. Det var som om, at min krop og min hjerne ikke fungerede optimalt, med mindre jeg var sammen med Luke. Det var som om, at jeg var afhængig af hans nærvær og hans kropsvarme.

Luke trak sig forsigtigt væk og smilede blidt til mig. ”Er det åndssvagt, at jeg rent faktisk har savnet dig en smule?” spurgte han, som om at han vidste præcis hvad jeg havde tænkt.

”Nej, slet ikke.” grinede jeg, og tog hans hånd. ”Er det åndssvagt, at jeg næsten ikke har lyst til at tage til Calums fest, men hellere vil være sammen med dig, helt alene?”

”Slet ikke,” Lukes flirtende smil fik mit hjerte til at banke hurtigere og hele min krop til at brænde. ”Men vi bliver nødt til at tage hen til ham, selvom jeg egentligt også godt gad at være alene med dig.”

Mine gik fra rosa til røde og varme, men det irriterede mig ikke. Jeg havde accepteret, at det blot var den effekt, som Lukes ord havde på mig. Der var ikke så meget at gøre ved det.

Vi begyndte stille og roligt at gå hen mod Calum, hånd i hånd. Allerede da vi var gået et par hundrede meter væk fra mit hus, kunne man høre musikken fra Calums, og jeg glædede mig rent faktisk en smule, selvom jeg gerne ville være alene med Luke. Jeg glædede mig til at se, hvordan Luke ville være mod mig sammen med hans venner, og om han stadig ville holde min hånd og stå tæt på mig, sammen med så mange mennesker. Siden den sidste fest vi var til sammen, var der sket meget mellem os. Vi er blevet langt mere seriøse, og hvis ikke der var for Ashton, så havde Luke og jeg nok også defineret vores forhold.

Inden længe var vi ude foran Calums hus. Musikken var høj, folk larmede, men stemningen virkede fantastisk og den kreerede et lille smil på mine læber.

”Skal vi gå ind?” spurgte Luke, og kyssede mig på kinden.

Jeg nikkede og puttede mig ind til Luke i et kort sekund, inden vi begyndte at gå over græsplænen og op på verandaen. Til min overraskelse slap Luke min hånd idet vi trådte ind ad døren, og jeg kunne mærke en klump forme sig i min hals, indtil han lagde armen om mig i stedet.

”Er du okay? Du holdt vejret i et sekund.”

Jeg nikkede hurtigt som svar på Lukes spørgsmål. ”Jep, jeg har det fint.” smilede jeg, og kiggede op på ham.

Han smilede igen og kyssede mig kort, inden vi gik videre, igennem den store menneskemængde der befandt sig i Calums hus.

Vi stoppede op ude i køkkenet, hvor Calum og Michael sad. De så ud som om, at de allerede var godt berusede, på trods af at festen startede for en time siden.

”LUKE!” skreg de begge i kor, og var hurtige til at overfalde Luke.

Til mit held nåede Luke at slippe mig inden Calum og Michael kom farende, og jeg stillede mig akavet hen på sidelinjen. De grinede alle sammen højlydt og jeg kunne heller ikke lade være selv, eftersom de alle tre væltede ind i væggen bag dem.

”Hey Elena, tak fordi du gad at komme,” smilede Calum, da de alle tre kom på benene igen.

”Selv tak, tak fordi jeg måtte komme.” sagde jeg, idet Calum trak mig ind i et kæmpe kram. Bagefter nåede jeg lige at give slip på Calum, før Michael kom og overtog hans plads, med et stort smil.

 

×

 

To timer senere, var musikken endnu højere og bassen endnu mere kraftig. Det havde muligvis noget at gøre med, at alle i huset, inklusiv mig selv, nu havde fået noget at drikke og at alle nu var rimeligt glade.

Jeg sad ved Calums spisebord sammen med Michael og en masse andre mennesker, som jeg ikke havde set før. Luke var gået på toilettet og havde efterladt mig ved bordet hvorefter Michael og alle de andre gradvist var dukket op.

”Var det ikke noget med, at du ikke boede her?” spurgte Michael, og tog en tår af indholdet i hans kop.

”Jo, jeg er fra Amerika, og skal hjem om et par uger.” mumlede jeg.

Jeg havde ikke så meget lyst til at snakke om det faktum, at jeg snart skulle hjem. Faktisk, så ville jeg allerhelst undgå det, men fordi Michael spurgte og at han ikke rigtigt kendte mig så godt, så ville jeg ikke bare feje ham af. Desuden, så skulle vi jo snakke om noget, så at Michael valgte at starte vores samtale på det, var jo bare uheldigt for mig. Han vidste jo ikke noget.

”Argh, hvor surt. Du lader ellers til at hygge dig her. Specielt med Luke.”

 ”Ja, det bliver hårdt at forlade ham.” sukkede jeg, og sendte Michael et halvhjertet smil.

Han lagde hånden på min skulder og kiggede på mig med medfølelse i blikket.

”Han kommer sikkert også til at savne dig.” smilede han. ”Det plejer ikke at ligne Luke, eftersom han plejer at have så mange piger omkring sig. Men det virker som om, at det er noget andet med dig. Det ved jeg så bare af gode grunde ikke, om det er.”

Jeg kunne mærke min puls stige ved Michaels ord, og de gjorde mig en smule utryg. Selvfølgelig var jeg glad for, at få at vide af en af Lukes bedste venner, at jeg virkede anderledes frem for de andre piger, som Luke var sammen med, men jeg kunne ikke lade være med at fokusere på det negative i sætningen. Luke er en flot fyr, så selvfølgelig er der mange piger omkring ham, og det var også før han mødte mig. Michaels ord satte bare forskellige tanker i gang i mit hoved: hvad nu hvis intet har ændret sig? Hvad nu hvis der stadig er mange piger omkring ham, men jeg bare ikke har lagt mærke til det? Hvad nu hvis jeg slet ikke betyder lige så meget for ham, som jeg tror?

”Hey, hey.” sagde Michael pludseligt, og løftede mit hoved op. ”Det var ikke for at gøre dig ked af det.”

Jeg havde ikke indset, at jeg var begyndt at græde. Det var ikke før Michael sagde noget, at jeg lagde mærke til, at en tåre trillede ned ad min kind.

”Oh,” grinede jeg stille. ”Det havde jeg ikke lagt mærke til.”

Michael grinede svagt med, men kiggede alligevel lidt bekymret på mig. ”Du skal ikke blive ked af det.”

Jeg tørrede den enkelte tåre væk fra min kind, sendte Michael et smil, der forsikrede ham, at jeg var okay. ”Det ved jeg godt.”

”Det kan jo være, at Luke er forelsket i dig, selvom han ikke plejer at være sådan. Det ligner det i hvert fald at han er, når han er sammen med dig.”

Jeg nikkede blot til Michael i stedet for at svare, hvorefter jeg tog en tår af indholdet i min kop. Jeg ville forfærdeligt gerne have, at Luke kom tilbage til mig, så vi kunne skifte emne og eventuelt komme ud herfra. Jeg kunne mærke, at jeg blev alt for følsom af den samtale Michael og jeg har gang i.

”Jeg tror jeg går ud og leder efter Luke.” mumlede jeg, og rejste mig op.

”Hils.” sagde Michael med et glimt i øjet, inden han sendte mig et stort smil og lod mig gå.

Jeg skyndte mig væk fra spisebordet og gik hen mod køkkenet, da jeg vidste at toilettet var den vej. Alt hvad jeg ville nu, var at finde Luke så vi kunne komme ud herfra. Jeg havde fået nok af, at sidde selv og jeg ville bare gerne hjem, så Luke og jeg kunne være lidt alene. Det var det jeg havde allermest brug for lige nu. Men da jeg nåede hen mod badeværelset, kunne jeg se at det var frit, så der var Luke ikke. Og han var heller ikke i køkkenet, da jeg gik forbi det. Pludselig mindede den her aften mig om, da Luke forlod mig sidste gang.

”Luke?” råbte jeg, da jeg gik hen mod stuen.

Jeg vidste ikke hvor meget det ville hjælpe mig, at råbe efter ham, eftersom jeg dårligt nok kunne høre min egen stemme over musikken og larmen. Jeg sukkede frustreret.

Jeg støttede mig op ad væggen og kiggede rundt omkring i stuen, men jeg kunne stadig ikke se ham. Han sad ikke i sofaen, eller i stolen henne i hjørnet. Han var heller ikke i menneskemængden placeret på midten af gulvet. Han var ingen steder.

Ligesom sidste gang jeg var hos Calum, så havde jeg ikke lyst til at gå uden Luke. Men det sidste jeg havde lyst til var, at stå helt alene uden ham. Jeg følte mig til grin.

Både larmen og varmen indenfor gjorde hurtigt, at jeg besluttede mig for at gå udenfor, både så jeg kunne få noget frisk luft, men også så jeg lige kunne samle tankerne, inden jeg skulle lede mere efter Luke.

Jeg slog mig ned på trappetrinet ude på verandaen og lagde mit hoved i mine hænder. Der var alt for mange følelser, som kørte rundt inden i mig lige nu. Samtalen med Michael havde fået det hele i gang, og alkoholen i min krop gjorde ikke noget for at stoppe det, og det faktum at jeg ikke kunne finde Luke, gjorde det hele værre. Jeg sukkede højlydt og prøvede på at lade være med at græde igen.

Klokken var omkring halv et om natten og mørket var begyndt at falde på. Det eneste der lyste gaden op, var lygtepælene, hvilket også var den eneste grund til, at jeg kunne se græsplænen foran mig. Ikke så langt fra mig kunne jeg ane to skikkelser midt på græsplanen, en høj og en lav. Det lignede at de stod og snakkede, men jeg kunne ikke høre noget for musikken, der kom inde fra huset, hovedsageligt fordi at døren ind til huset var åben.

”Hey Elena,” hørte jeg pludseligt bag mig.

Jeg vendte mig om og så Calum stå i dørkammen, med hånden på dørhåndtaget.

”Er det okay, at jeg lukker døren? Bare så jeg ikke får nogle klager fra naboerne over, at musikken er for høj.”

Det overraskede mig at Calum overhovedet var i stand til at stå op på det her tidspunkt af aftenen, og det undrede mig endnu mere, at han var i stand til at danne sætninger og bekymre sig om nabolaget. Men jeg sagde ikke noget om det, jeg nikkede blot og signalerede, at det var okay med mig.

”Fint nok. Gå gennem bagdøren hvis der er en eller anden der låser den her.” sagde han med et smil, hvorefter han lukkede døren i og festede videre.

Jeg vendte mig om igen og lænede hovedet op mod gelænderet ved siden af mig. Nu var musikken ikke lige så irriterende og jeg følte en lille ro overtage min krop.

Dog varede det ikke længe, for lige pludseligt kunne jeg høre samtalen mellem de to personer på græsplænen.

”Du får mig til at ligne en idiot!” lød det vredt fra den ene, som jeg kunne høre var en pige. ”Hvordan kan du dukke op med hende når du ved, at jeg er her?”

”Jeg troede du sagde, at du var ligeglad og at du ikke ville have noget seriøst med mig.”

En knude formede sig i maven på mig ved lyden af Lukes stemme.

”Det vil jeg heller ikke, men det er ikke rart at du viser hende frem foran mig.”

”Jeg viser hende da ikke frem, jeg har ikke set hende i femogfyrre minutter fordi, at vi skal stå herude og have den her åndssvage samtale.”

Det gik rimeligt hurtigt op for mig, at jeg var den ’hende’ som de snakkede om, og det gjorde kun knuden i min mave endnu større.

”Du har aldrig dukket sådan op med mig til en fest, og du har været sammen med mig længere end med hende.”

En tåre trillede langsomt ned ad min kind, da jeg begyndte at sætte det hele sammen inde i hovedet. Jeg var ikke den eneste som Luke så.

”Du ved godt, at Elena og jeg ikke er noget seriøst, ligesom du og jeg ikke er noget seriøst.” mumlede Luke til pigen og lagde armen om hende. ”Det betyder ikke noget.”

”Lad nu være med det der, Ali.” sagde Luke igen, da hun ikke svarede.

Jeg lagde mit hoved i begge mine hænder ved lyden af hendes navn. Ali. Det var det navn, som Lukes far havde kaldt mig den anden dag, da vi var hjemme hos ham. Jeg følte mig så dum.

Det var uudholdeligt at se Luke stå med armen rundt om hende, og jeg kunne mærke endnu flere tårer forme sig i mine øjne. Jeg følte mig snydt og bedraget af Luke. Jeg troede virkelig, at jeg var hans eneste, men at finde ud af, at han som Michael sagde, havde flere piger, knuste mig. Den sidste måneds tid havde været fantastisk, og jeg var kommet så tæt på Luke. Alle de gange hvor han havde sagt at han holder af mig, og alle de ting han havde gjort for mig, har fået mig til at falde for ham. Jeg er forelsket i Luke, og der står han, med en anden pige.

Som jeg ikke troede at situationen kunne blive meget værre, pressede Luke sine læber mod Alis. Jeg lukkede øjnene i med det samme, og kunne mærke vreden boble indeni mig. Uden at tænke mig om, rejste jeg mig hårdt op og begyndte at gå ud på græsplænen, dog ikke i retningen mod dem, men i retningen mod hjem. Luke og Ali stoppede alligevel med det samme de hørte noget, og Luke spærrede øjnene op ved synet af mig.

”Elena!”

Jeg var allerede ude på vejen, da Luke nåede hen til mig og tog fat i min arm for at stoppe mig. ”Elena, hvor skal du hen?”

”Hvor tror du jeg skal hen, Luke?” spurgte jeg irriteret igennem mine tårer.

”Hvor meget af den samtale hørte du?” spurgte Luke i en blid tone, som et forsøg på at holde mig rolig.

Jeg sukkede irriteret og rev mig ud af hans greb. ”Alt. Lige fra at du har været sammen med hende samtidig med, at du har været sammen med mig, til at jeg ikke betyder noget for dig, og at vi ikke er noget seriøst.” Jeg kunne dårligt nok få ordene ud af min mund, uden at hulke og alt hvad jeg ville nu var, at komme væk fra Luke.

Jeg begyndte stille og roligt at gå væk fra ham igen, da han ikke sagde noget, men jeg nåede kun at gå et par meter før han stoppede mig igen.

”Elena, stop nu.”

”Nej, Luke, jeg vil gerne væk fra dig!” råbte jeg hårdt, og gjorde mit bedste for ikke at skubbe til ham. Det sidste jeg havde lyst til var, at det her skænderi skulle blive fysisk, for det ville ikke gøre noget godt ved situationen. ”Bare lad mig være.”

”Du har ingen ret til at blive sur over det her.” sagde han pludseligt.

Det var som om, at min hjerte sprang et slag over ved hans ord. ”Hvad?”

”Vi var jo aldrig noget officielt, så du kan ikke blive sur over, at jeg bruger tid sammen med andre end dig.”

Lukes ord gav ingen mening i mine ører, og selvom tårerne stadig forlod mine øjne, var jeg mere sur end ked af det lige nu.

”Så alt det vi har været igennem de sidste par måneder har ikke betydet noget for dig? Alt det du har sagt og alt det du har gjort for mig de sidste par måneder, gør og siger du til alle dine piger?” spurgte jeg vredt, med begge arme ude til siderne.

Jeg havde egentligt ikke lyst til, at Luke skulle svare på spørgsmålet, for alt det han sagde, sårede mig blot endnu mere. ”Jeg går nu, Luke.” mumlede jeg, da han endnu en gang ikke sagde noget.

Jeg tørrede mine tårer væk og forsøgte så godt som muligt at holde sammen på mig selv, selvom jeg aldrig nogensinde havde følt en smerte som den her.

”Det var jo ikke fordi, at jeg har været dig utro, Elena.” råbte Luke efter mig. ”Så jeg kan ikke se en grund til, at du skulle være så sur på mig.”

Hans ord gav mig et sug i maven og fik mig til at stoppe op. Jeg vendte mig stille og roligt om, så jeg havde fronten mod Luke, og kiggede på ham.

”Jeg vidste for første gang jeg så dig, at der var noget specielt over dig.” mumlede jeg, med en skælvende stemme. ”Men nu, efter al den tid som vi har brugt sammen, har jeg lært, at det specielle ikke var noget godt.”

Og det var det sidste jeg sagde til Luke. Jeg vendte mig ikke om eller lyttede til det han råbte efter mig. Jeg tænkte ikke en gang på, at kigge på ham en sidste gang. Jeg kunne ikke gøre det. Det gjorde ondt at se på ham.

Da jeg trådte ind ad døren derhjemme var jeg stadig ikke stoppet med at græde, og til mit held var Jill oppe.

”Hey, hvordan var festen- hvad sker der?”

Jeg kunne ikke forklare hende hvad der var sket, for jeg græd så meget, at der dårligt nok kunne komme ord ud. Det eneste jeg rigtigt kunne var, at holde om Jill og lade hende holde om mig. Det var det jeg havde brug for lige nu. Dog kunne jeg sige en sidste ting til Jill, inden jeg gik i seng.

”Jeg vil gerne med til Birmingham i morgen tidlig. Jeg trænger til at komme lidt væk.”

 

× × ×

OH MY GOD JEG HAR BOGSTAVELIGTALT IKKE OPDATERET SIDEN JUL JEG ER SÅ KED AF DET.

TAK HVIS I STADIG LÆSER MED DET ER SINDSSYGT HVOR TÅLMODIGE OG SØDE I ER HVIS I GØR åh gud undskyld guys.

men tak for jeres søde søde søde kommentarer, som I kommer med, og tak fordi at I gider at vente på mig. som undskyldning er det her kapitel dobbelt så langt som de ellers plejer at være, og så er der lidt drama til jer (trist though :-()

jeg vil gøre mit bedste for at opdatere så hurtigt jeg kan, love you guys.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...