Bad meets good 3

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2014
  • Opdateret: 8 aug. 2014
  • Status: Igang
The final season.
Fortsættelse på serien "Bad Meets Good"

Der sker en stor drejning i denne sæson, som vil ændre Chloe og Justins liv for altid.

133Likes
356Kommentarer
21923Visninger
AA

2. Kapitel 1

“Mor? far?” Mine forældre stod foran mig og kiggede dødt på mig. Jeg var i et lyst, hvidt rum, sammen med mine forældre. 

“Tal til mig?” Plagede jeg med tårer i øjnene. De var kolde i ansigterne og kiggede på mig i had.  “Du er ikke længere vores datter” Sagde de i kor, det hele var meget uhyggeligt, og pludselig forsvandt alt det hvide og blev til sort. 
“Vi vil aldrig se dig igen” Sagde de i kor igen. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne, jeg var bange.  “Stop” hulkede jeg og gik tætter på.  
“Undskyld, jeg gjorde det jo for at beskytte jer!” Råbte jeg, men det var som om de ikke hørte det. Jeg begyndte at gå hen med dem, men de gik bare længere tilbage.  
“Du er ikke vores datter” Sagde de i kor igen.  
“JO!!” Råbte jeg og løb nu hen mod dem. Men så snart jeg kom hen til dem, forsvandt de. De var væk, bare sådan uden videre. jeg stod nu alene i det sorte mørke rum.  
“MOR?!” Råbte jeg, i håb om at min mor ville komme tilbage.   Jeg vågnede med et set, jeg svedte og jeg kunne stadig mærke tårerende på min kind. Jeg kiggede forvirret rundt, og så at jeg lå i mit nye soveværelse sammen med Justin. Der var helt mørt, jeg kunne kun lige ane Justin sovende ansigt. Mit hjerte hamrede stadig hurtigt efter min drøm. Jeg prøvede at lægge mig til at sove igen. Jeg vendte og drejede mig hele tiden, tilsidst besluttede jeg mig for at gå på toilettet. Jeg svang mine ben ud over sengen, og ned på gulvet. Jeg bevægede mig raskløst hen i mod døren og ud på den mørke gang. Jeg følte mig ikke hjemme her, overhoved, jeg mener, jeg var jo også først lige flyttet ind idag, men alt jeg ville var bare at komme rigtig hjem, helt hjem. Men mine forældre vil sikkert ikke have mig mere, jeg forstår dem godt. Jeg har lige fortalt jeg hader dem, og at jeg ikke vil bo hos dem. De må hade mig. Mine øjne blev våde igen, men jeg var træt af at græde. Tag dig sammen! Sagde jeg til mig selv. Du er selv skyld i det, mindede jeg mig selv om.  Jeg bevægede mig ud på det kolde, mørke toilettet, og tændte for lyset. Min øjne gjorde ondt, fra det skarpe lys, og det tog min nogle sekunder at vende mig til det.  Jeg gik hen mod spejlet og kiggede, på pigen som kiggede tilbage på mig. Var det mig? Jeg følte jeg kiggede på en helt anden pige, en pige som ingen forældre havde, en pige som havde mistet alt. Men dog stadig med samme udseende som pigen, som stadig havde sine forældre, som stadig havde sit normale liv, pigen som havde alt.  Jeg bemærkede hvor træt jeg så ud, og besluttede mig derfor, at vaske mit ansigt. Jeg tændte for vandet, det var koldt. Jeg gjorde mine hænder våde og begyndte eller bare at vaske mit ansigt. Da jeg følte mig nogenlunde ren, tørrede jeg mit ansigt i håndklædet ved siden af mig.  Jeg bevægede stille mit blik op mod spejlet igen. Da mit syn fangede noget bag mig, jeg fik et kæmpe chok, for bag mig, stod Daniel. Han kiggede ondt på mig i spejlet, jeg vendte mig hurtigt om, men inden jeg nåede at se ham i øjnene, blev jeg kastet op af væggen, med ham lænende op af mig. Han kiggede ondt ind i mine øjne, og bevægede stille sine læber hen mod mit øre og hviskede.  
“Jeg ved, at du kan huske det” Jeg sank en klump og følte mig straks bange.  
“Du fortalte det til Justin, men nu skal du høre her din lille luder” Hviskede han videre.  
“-Hvis du fortæller nogle om, at jeg er arbejder for Damien, vil jeg ikke vente sekunder på at dræbe din familie” Hviskede han, og bevægede sig nu væk fra mit øre.  
“Forstår du det?!” Sagde han og bankede sin hånd ind mod væggen ved siden af mig i vrede. Jeg vidste jeg skulle svare ham, men kunne ikke få en lyd ud af min mund. Så jeg nikkede bare stille og kiggede ned i jorden. Jeg var så bange, hvorfor lige mig??  Pludselig hørte jeg Justin hviskede ude fra gangen.  
“Chloe?” Jeg havde lyst til at skrige hans navn, så han kunne komme og rede mig. Men så kom jeg i tanke om Daniels trussel, men inden jeg overhoved noget at gøre noget. Mærkede jeg Daniels hånd mod min hånd. Han tog derefter med sin anden hånd fat i mig, og gemte mig bag døren. Vi stod tæt op af hinanden, begge helt stille.  Justin kom ind af toilet døren, og kiggede rundt.  Please Justin, find os, plagede jeg inden i mig selv.  Men få minutter efter var Justin væk. Danieln gav slip på mig, og skyndte sig ind på sit værelse igen.  Jeg var mundlam, hvad skete der lige? Jeg skulle bare helt normalt på toilettet, også sker sådan noget? Hvornår begyndte mit liv at blive så fuck’t up? Spørger jeg mig selv igen og igen. Jeg ryster mine tanker væk, og går derefter ud på toilettet og ud for at finde Justin, som går og kalder på mig.  Han står i vores stue og kigger forvirret rundt.  
“Justin?” Hvisker, stadig chokeret over nattens hændelse.  
“Chloe, hvor har du været?” Spurgte han og gik hen mod mig.  
“uhm.. Jeg havde bare lige brug for noget frisk luft” Sukkede jeg. Hans ansigt forvandlede sig pludselig fra, træt og kærlig, til hård og sur.  
“Hvad fanden tænker du på?!” Spørger han og tager fat i min arm. Hvorfor er han sur over det? “Du må IK forlade det her hus, uden at være sammen med mig eller drengene. Forstår du det!?” Halv råbte han.  
“shh, du vækker de andre” Hviskede jeg, i håb om at vi bare kunne gå i seng.  
“IK tal uden om” Sagde han bestemt og lade ekstra lyd på ‘ik’  
“Undskyld” hviskede jeg og rettede mit blik ned mod jorden. Efter nogle sekunder sukkede han, og tog fat i min hage, og vendte mit hoved op ad, så jeg kiggede på ham.  
“Lad os gå i seng nu okay?” Hviskede han.  
“Okay” Svarede jeg nervøst. Han kyssede mig blidt på læberne og tog fat i min hånd.  Vi gik hånd i hånd ind i sengen. Og før jeg ved af det, lå jeg i ske med Justin, ligesom jeg gjorde for 20 min. siden. Just like nothing happend. Men det gjorde der.
Og noget siger mig, at det her kun er begyndelsen, og at det bliver nogle virkelig hårde uger. 
 

________________ 

yayy, så er første kapitel ude, efter den længste pause nogensinde :-)  Vil meget gerne have at i skriver en kommentar hvis i stadig følger med, fordi jeg har helt sikkert mistet en masse læsere. Og hvis der kun er få der læser den, nytter det ikke rigtig noget jeg skriver. Så det er altså meget vigtigt at DU skriver hvis du stadig følger med. Fordi hver eneste kommentar tæller, fordi hvis der kun er 3 eller 4 som stadig følger med, kan jeg ikke rigtig se nogengrund til hvorfor jeg skal blive ved <3  Håber virkelig i kan lide kapitlet, ved godt det er kort, men hvis jeg bliver ved skal de nok blive længere :-)  Har savnet at skrive :-)  Bye <3    Btw. Hvis der er stave fejl er det fordi jeg ikke orker at rette den. Især fordi, hvis jeg alligevel ikke bliver ved, fordi der ikke er nok læsere u know. Men hvis der er nok læsere, bliver jeg ved, og kapitlerne bliver både længere og bedre, håber jeg hehe <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...