Namia

Namia lever lykkeligt i elvernes rige lige indtil hendes far spiser en giftig plante, og hun må ud på en mission efter heksen; et ondskabsfuld og modbydeligt væsen, men den eneste der kan hjælpe hende. men vil heksen hjælpe hende? Og vil hun kunne stole på heksen, eller er hun bare på vej ind i en fælde, der ikke kun vil være hendes ende, men også hendes fars...
Dette er mit bidrag til bliv inspireret af en sang-konkurrencen, jeg her valgt happy home af Hedegaard

1Likes
0Kommentarer
521Visninger
AA

4. Heksens beskytter

Namia vågnede liggende på græsset foran skæbnebroen. Hendes hoved snurrede.
    ”Godt arbejde”, sagde Trolden veltilfreds. ”Du er hurtigere end de fleste elvertøs”.
Den klappede sig på maven. ”Du er fri til at gå”. Den bukkede sarkastisk, og gik ind i det venstre af tårnene.
Namia rejste sig forvirret op. Sigmund vrinskede og puffede til hende. Hun havde en forfærdelig hovedpine.
    ”Kom, lad os så finde den heks”. Sagde hun fortumlet og hoppede op på Sigmunds ryg. Aldrig havde det været så rart at have ham hos hende.
Broen knirkede varslende, da Sigmund tog det første skridt. Han fortsatte ud på broen. Namia kiggede ned. Hun blev ør i hovedet af bare at tænke på hvad der ville ske hvis broen brasede under dem.
Hun kiggede tilbage på tårnene. Trolden holdte øje med dem. Dens små øjne stirrede olmt på hende. Sigmund fortsatte fremad. Namia blev ved med at stirre tilbage på Trolden. Den begyndte at grine. Hun kunne høre dens rædselvsslagne latter helt fra toppen af tårnet hvor den sad på sin fede røv. Namia vendte sig hurtigt om, og galopperede Sigmund resten af vejen væk fra broen.
Broen knirkede voldsomt, og flere bjælker knækkede under Sigmunds kraftige hove. Han vrinskede vildt, og Namia kunne ikke trække vejret af ren frygt.
I et sidste spring sprang Sigmund resten af broen over, mens bjælkerne knækkede under dem. Han landede lige til at Namia kunne se broen kollapse under dem. Troldens latter var væk.
Den skreg op.
Namia vendte sig om, og galopperede på Sigmund langt nok væk til at de tårne var ude af syne.

Namia kæmpede for at få vejret. Hun rystede over hele kroppen. Det var flere timer siden de havde forladt broen, og de havde ikke sat tempoet ned. Sigmund stoppede brat op da de kom til en lille sø. Han kastede nærmest Namia af. Hun faldt med et bump på jorden. Sigmund drak af vandet. Næsten hele hans hoved var begravet i søen.
Namia sluprede lidt til vandet. Det havde en underlig, lidt sødlig smag. Hun tog kortet op af tasken. Siden skæbnebroen havde de redet stik nord. Det her var den første sø de var kommet til. Hun fulgte den røde streg med fingeren. Hun fjernede den overrasket da stregen mellem søen og heksens hytte forsvandt. Et par stærke hænder plaskede op af vandet. De greb fat om hendes håndled, og trak hende ned i vandet.
Hun nåede ikke engang at skrige, før hendes mund var fuld af sukkervandet fra søen. De stærke arme havde en sær grønlig farve, der mindede lidt om en blanding af tang og den underlige farve hun havde set i skålen ved Skæbnebroen. Hendes læber var blå. Mørket kom tættere. Hun prøvede at vride sig fri for hænderne, men nu mere hun kæmpede, nu stærkere blev hænderne.
Namia kunne ikke hvilket monster der havde fat i hende. Hele kroppen var mørk. Hun mærkede et lille puf fra noget der mindede om en fiskehale. Hun greb fat i den. En af hænderne slap hende. Hun mærkede skarpe kløragtige negle kradse ned ad den arm hun holdt fast i halen med.
Hun slap halen i smerte. Blodet flød ud i vandet, der hurtigt blev rødt.
Hænderne slap hende. Namia svømmede med sin ”raske” arm op til overfladen. Hun var ør i hovedet. Hun tog en dyb indånding sekundet hendes mund kom over vand. Hun kiggede overrasket på den arm fiskemonstret havde haft fat i. Der var blå mærker og negleaftryk. Hendes anden arm var blodig. Hun rystede. Hvis hun havde haft sin taske kunne hun have brugt noget af det helende salve hun havde.
I stedet rev hun et stort stykke af sin bomuldstrøje af, og bandt det om såret.
    ”Sigmund”, råbte hun chokeret. Hun havde ikke tænkt på han siden sø-monsteret havde hevet hende ned. Hun kiggede rundt. Han var der ikke.
Hun nåede ikke at bekymre sig mere om ham, før hun hørte et højt brøl. Hun vendte sig langsomt. En drage!
Dens store sorte øjne stirrede ondt på hende. Dens røde skæl var som flammer. Rytterens øjne var den samme sorte som dragens. Hun genkendte straks rytteren. Det var hendes bror, Samuel. Han var forsvundet for over et år siden, i sin jagt på heksen. Det var ikke noget de snakkede meget om. Han var som glemt. Ingen talte om ham, ja, de tænkte ikke engang på ham. Det var lettere at lade som om han ikke eksisterede.

    ”Forhekset”, hviskede Namia. De var forheksede. Hun bakkede stille tilbage indtil hun nåede kanten af vandet. Noget oppe i hendes ærme føltes tungt. Hun skat hånden, og rørte til sin overraskelse en glat sølvklinge. Hun førte hendes hånd længere ned ad klingen, og greb fat om håndtaget. Hun trak sværdet op ad ærmet. Det havde hængt over Sigmund ryg gennem rejsen. Hun havde helt glemt det var der. Men hvordan var det endt oppe i hendes ærme?
Pludselig spyede den forheksede drage ild op mod hende. Namia nåede kun lige at flytte sig, før jorden hvor hun før havde stået, var kulsort. Hun holdt fast om sværdet, den var hendes eneste chance. Rytteren med de sorte øjne kneb dem sammen, og steg selvsikkert af dragens ryg. Han gik langsomt over mod Namia, som stod som forstenet. Han holdt sit sværd over hovedet. Namia holdt sit frem foran sit hoved.
Deres klinger mødtes i et forfærdeligt rebalder. Rytteren stirrede overrasket på Namia. Hun gjorde endnu et slag, og han parrerede. Sådan fortsatte det i lang tid. Samuel havde tydeligvis ingen anelse om at det var hans lillesøster han kæmpede mod.
Samuel snittede Namia på skuleren. Hun skreg, og vej tilbage. Han greb fat i hendes arm. En dråbe af hendes blod faldt ned på hans hånd.
Han kiggede op på hende. Det sorte i hans øjne var væk.
    ”Namia”, hviskede han, lige før kan stak hans sværd ind i maven på sig selv. ”Lad hende ikke narre dig, vær forsigtig”, var det sidste han sagde før han faldt sammen. Dragen udstødte et hyl, og blev til støv.
Namia sad ved hans side, og ruskede voldsomt i ham, mens tårende trillede ned ad hendes kinder.
    ”Nej, nej, kom tilbage”, skreg hun.
Hans døde øjne stirrede op på hende. Hun kiggede over mod grottens indgang. Heksens grotte!
Hun gav slip på Samuels døde krop.
    ”Jeg slår dig ihjel”, hviskede hun og stirrede på grottens indgang. Heksens silhuet stod frem i mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...