Blot et menneske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2014
  • Opdateret: 30 jun. 2014
  • Status: Færdig
Til "inspireret af en sang" konkurencen.
Human - Christina Perri

6Likes
10Kommentarer
692Visninger
AA

2. Forventninger

  Forventninger. Et helt rum fuld af forventninger. Pigen svedte. Hun følte sig trykket. Som om nogen pressede hende ned i det iskolde gulv.

    Alle øjne var rettet mod hende. De fortalte hende at hun var uduelig. At hun ligeså godt kunne gøre en ende på det hele. De prøvede at fortælle hende hvordan hun skulle være. Fortalte hende når hun ikke var som hun skulle være, og når hun gjorde noget forkert, tvang blikkene hende længere ned. 

   Selvom hun ikke kunne se dem, kunne hun ikke kigge op. Kun ned i det grå betongulv som hun heller ikke kunne se, men selv gulvet syntes at sende hende nedladende blikke. 

    

    Stilhed. Stilhed der forstærkede blikkene, mens pigen gled længere ned ad stolen. Hendes ryg var krum, hendes tæer krumme og hendes krop anspændt. Hun måtte bide sig selv i kinden for ikke at bryde sammen. 

    Hun havde ikke lyst til at være der. Bare styrte ud gennem døren. Ud i den frie luft. Hvor hun kunne finde sig selv. Det var så frygtelig svært inde i rummet. 

   Den person hun troede hun var, var det bare den person blikkende syntes hun var. 

   Eller hvem hun selv troede hun var? 

   Havde hun aldrig været… sig selv? 

   Hvem var hun? 

   Hun følte det umuligt at finde ud af, og måtte bide hårdere til i kinden for ikke at græde. Forvirringen pressede bag øjnene. 

   En tåre sneg sig udenom de nedslidte forsvarsværker. Hun blinkede den væk i øjenkrogen. Der var flere på vej, og de kradsede på muren for at slippe ud. 

    

   Hun følte efterhånden en trang til at skrige. Det sad i halsen, hun kunne ikke gøre for det. Blandede følelser Angst, vrede, og sorg. Angst for at dø. Vrede rettet mod blikkende. Sorg over ensomheden. Pigen sank en klump. Hvor længe kunne dette pres stå på?   

   Åbenbart ikke så længe. Der blev hamret på døren. Lyden gav genlyd gennem rummet. Den brød den frygtelige stilhed. Pigen følte sig lettet. Der blev hamret igen. Blikkene løftedes fra pigens ansigt, og kiggede i stedet på hinanden. Deres tavse, hårde blikke tvang en af dem op ad stolen. Blikket åbnede døren.

   Da den lukkede dør endelig åbnedes, følte pigen sig fri. Hun fik en blid vind i hovedet. Den fortalte om friheden udenfor. Pigen følte nu endnu større trang til at flygte.

 

    Bag døren stod to lange uniformer. Det tog noget som føltes som tusind år for pigen, før nogen gjorde noget. Stilheden var tilbage. Stemningen var anspændt. Ingen ville tage det første ord, sådan var det altid. En af uniformerne rettede sig op. Blikkene forstod og nikkede anerkendene. Alle blik vendtes igen mod pigen. Forventningerne og presset kom tilbage, og hendes ellers mere afslappede krop, blev igen anspændt.

    Uniformerne greb hende i begge arme. De førte hende ud i friheden, mens blikkene så til. Hun følte sig ikke fri. Hun vidste at uniformerne ikke ville føre hende noget frit sted hen. Snart ville hun være et værre sted end ved blikkene. 

 

    Hun kunne mærke stenene under hendes fødder. Hun hørte bildøren blive smækket. Det var først der hun vågnede rigtigt. Hun sad spændt fast i et sæde. Omkring hende på samme sæder sad børn på hendes egen alder. De havde alle det samme udtryk som hende. Frygt. Hun kunne ikke se deres ansigter, men hun kunne lugte den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...