The Story of My Life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2014
  • Opdateret: 30 nov. 2014
  • Status: Igang
Forstil dig, du sidder alene hjemme en normal torsdag aften. Din mor og lillebror er til middag hos en kammerat. Tanker omkring din far er stærke, da det er hans fødselsdag. Han forsvandt sporløst, da du var 7 år, og med dine nuværende 19 år er det længe siden uden at føles sådan.
Pludselig smadre ruden, da en stor sten hamre igennem den. En trussel fæstet fat til stenen får dig til at ringe til politiet. Ikke fordi du tror, det er en alvorlig trussel, men den indebære dine kæres liv, og du ikke risikere noget. Ved det næste træk finder du pludselig dig selv i en bil på vej til FBI's hovedkontor.
Din status er i Malibu, men FBI finder sikkerheden større ved at sende dig afsted til London.
Det var sådan Emily's flugt startede. FBI krævede hun smed sit liv fra sig for at leve sikkert. Men det var langt fra let eller uden konsekvenser. Samtidig skal hun opbygge et nyt liv, velvidne hun står med kniven mod struben. Velkommen til Emily's barske livs fortælling.

29Likes
14Kommentarer
4136Visninger
AA

2. 〈 Prologue

13 Februar 2014 | Malibu CA. USA  

Emily Johnson vippede nynnende med hendes stift blyant. Hendes lyse hår faldt pjusket omkring hendes ansigt, da hun kiggede ned imod ligningen på papiret. Lektier havde aldrig været hendes fortrukne begivenhed, men hun ledte sig ikke store besvære omkring det. Hun klarede sig fint, og ville meget heller bruge sin tid hjemme med lektier end hen til hendes lillebrors kammerat. Som i øvrigt altid hang op ad hende, og lad os pointere drengen var ni år gammel. Ad.

Emily vrængede et ansigt ved tanken omkring det. Jamie, hendes lillebror, havde altid haft de skøreste venner med hjemme. Hun var glad for, hun var gammel nok til, at hendes mor undlod at tvinge hende med til småting som denne. En torsdag aften var et tidspunkt, Emily helst ville bruge med sig selv, og selvfølgelig de livsvigtige lektier (eller det kunne diskuteres omkring livsvigtigt). Lige meget hvad, så skank Emily sig fredfyldt en kop the, og overvejede at give efter telefonens fristende kalden. Bare en enkel pause kunne ikke skade, vel?
Men det skulle ikke ske, viste skæbnen Emily. Et højt brag af glas lød for hendes ører. Og som var tiden gået i stå, så Emily splintrende glas springe frem imod hende uden at sanse bevægelse. Skriget fra hendes hals var nærmest ikke til at genkende, da hun kastede sig ind under skrivebordet. Stolen hun sad på væltede bagud, og tingene kom i normalt tempo igen, da Emily sad prustende under sit skrivebord med dunkende puls.

Hun ventede i kort stykke tid, men der skete intet. Der kom ingen yderligere lyde. Sussen fra vinden kunne nu høres, da ruden var flækket og dermed brudt afdækningen fra verdens kulde udenfor. Hvad ventede hun på? Et skud? Et skrig? Et bekymret kald? Emily anede hverken det ene eller det andet, men tog sig sammen til at krybe ud fra skrivebordets skjul. Spejdende rundt i værelset fandt hun glasskår i massevis, men også oversagen til det.
Emily bukkede sig ned for at samle en stor sten op. Hendes hænder rystede ubevidst, og det gjorde ikke situationen bedre, da noten på stenen blev set. Hun spejdede skrækslagen fra vinduet til stenen med beskeden i hendes hånd. Hvad var dette for noget?
Det forekom at være svært at holde hendes hænder stille, men nysgerrigheden gjorde det muligt at åbne og læse brevet. Emily mærkede varmen sive ud af hendes krop, og hvordan hendes ansigt blev blegt.

Var det her en joke? For så var det bestemt ikke spor morsomt! I brevet stod beskrevet, hvordan afsenderen ville myrde hendes mor og lillebror, hvis ikke hun forsvandt fra området omgående. Da skattejagten ville begynde, og hun ville være deres bytte. Sådan stod det direkte. Emily fandt det totalt absurd, og den eneste grund, til hun rakte ud efter mobilen, var, hun ikke kunne bære alarmklokkerne ved hendes families indblanding. Faktisk forstod hun ikke, hvorfor dette brev kom ind af hendes vindue, da hun på ingen måde var i klemme med eller hos nogen. Nej, Emily var en sød og barmhjertelig pige, der altid var den man kom og snakkede med, eller fik et smil af på gangen. Hun var en venlighed i sig selv, hvilket var usædvanligt med hendes passende udseende. Mange piger lod det stige til hoved, og opførte sig bitchede over for andre. De tillod sig rettigheder, de overhoved ikke ejede.

Emily kludrede med samtalen, da telefonen blev taget af en politimand. Hun blinkede med øjne, da hun midt i det hele blandede hendes far ind i rodet til tanker, da det var hans fødselsdag, og hun ville ønske, hun vidste sandheden omkring ham. Hvor var han henne? Hvad var der sket med ham, og hvor blev han af den gang, da hun var syv?
Emily blandede virkeligheden og tankerne sammen, og verden svimlede uroligt for hendes sind.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre! De har kasten en sten igennem min rode med et trusselbrev, der indblander min lillebror på kun ni år og min egen mor! Hvad får de ud af dette her? Jeg kender ikke engang denne håndskrift!” Emily plaprede løs, og det gik op for hende, hun græd. Hendes vejrtrækning var i hurtige hiv, og følelsen af at miste kontrol og luft var kvælende.

”Tag det roligt, Emily. Tag en dyb indånding, og tæl til fem,” lød en dyb stemme i røret, som tydeligvis vidste, hvad han snakkede om.
Hun sukkede, og gjorde som sagt, imens stemmen snakkede videre i røret.
”Hør, jeg stiller dig om til en afdeling, der har speciale med dette her. Det tager to sekunder, og forklar dem blot, hvad du har sagt til mig, okay? Og bliv nede i gulvhøjde!”
Emily talte til fem flere gange, og hun brasede nærmest sammen på knæende. Imens røg omstillingen igennem, og en kvindelig stemme mødte hende i røret.

”Det er Harper Williams, hvad er sagen?”

Emily forklarede endnu engang omstændighederne, og måtte bide sig i tungen for ikke at bryde hulkende sammen. Hvordan kunne hun forholde sig i ro? Var der ingen der forstod, hvor chokket hun var? Det lod det heldigvis til Harper Williams gjorde. Hun handlede professionelt, og hun var kortfattet. Og samtidigt indså Emily alvoren, da Harper fortalte hende, hun ikke kunne blive.
”Vi sender en bil ud efter dig nu, Emily, så bliv inde døre. Park kun får livsvigtige ting, og gør det med rolige bevægelser. Jeg ved det er svært, men bare prøv så godt du kan. Mine kollegaer kommer inde for fem minutter, og hvis du hører et skud, læg dig imod gulvet, okay?”

Emily smed telefonen på sengen, og fandt på autopilot en taske frem; hendes ynglings. Meget lidt tøj, et billede, tre bøger og andre småting blev pakket ned, og hun kørte frustreret sin hånd igennem håret. Shit, hvad var hun lige endt ud i på mindre end en time? Og hvad troede de, hun var? Hun kunne umuligt efterlade alle hendes ejendele, og hun havde slet ikke plads til alt, hvad hun ville have med!
Og hvad med hendes mor og lillebror? Emily så på sit armbåndsur, og klokken tikkede imod ni. De ville komme hjem klokken ti, og finde hendes værelse tomt, ligesom det skete med hendes far. Hun kunne ikke bare efterlade dem. Ikke ligesom hendes far gjorde, det kunne hun ikke få sig selv til! ”Men ellers dør de, Em,” mindede hun sig selv om. Deres liv var i fare, hvis hun blev. Hun havde intet valg.

Emily lukkede tasken, men kun med en svær overbevisning. Hun trak sin jakke og sko på, og lod hendes Iphone glide ned i lommen med hendes høretelefoner. En bil nærmede sig i det fjerne, og en morter slukkede ude foran huset. Emilys puls dunkede lynhurtigt under huden, og da dæmpet stemmer og en kalden tog hendes opmærksomhed, vidste hun, de var ankommet.

Skridtet hen over dørkammen var svær at tag. Det var endnu svære at lukke døren efter sig. Tåre flød stille over hendes kinder. Hendes skridt føltes som var de bomber i Anden Verdenskrig; så tunge var de. Tre sortklædte mennesker stod ved bilen, og en dame med mørkt hår kom hende i møde. Hendes hånd lå let på Emilys skulder, og hendes brune øjne forsikrede hende nærmest om den sikkerhed, hun nu var bragt i.
”Kom, Emily. Lad os få dig ind på vores kontor så hurtigt som muligt.”
Emily nikkede stift, og kiggede kort tilbage på huset, hun kaldte sig hjem, for at gå med damen hen imod bilen med hastige skridt. To af de sortklædte mænd stod på hver deres side af bilen, og den tredje gik lige bag hende og damen. De alle havde en pistol klar, hvis nogen angreb. Emily kunne ikke lade følelsen af skræk passe forbi, da det mindede hende om en film.
”Siden hvornår er jeg blevet skuespiller,” tænkte hun sjovt, og fandt kun ironi i denne sammenhæng pga. faren der lurrede. Det var seriøst, og ikke bare et spil eller en komedie. Selveste FBI var kommet for at bringe hende i sikkerhed, og måtte Gud vide, hvad der nu ville ske for hendes fremtid. Universitet var til at vinke farvel til.

Det blev gjort helt klart for hende, at Amerika slet ikke var stedet, hun skulle opbevare sig. Nej, da hun trådte igennem kontorbygningen for FBI, og ind i et mødelokale, så hun hurtigt destinationen på smartboardet, der stod parat.
”Under visse omstændigheder må du forstå, Miss Johnson, at du ikke er sikker inde for Amerikas grænser. Vi ved ikke, hvor stor en modstander, vi har med at gøre, men vi ved, det er for risikabelt for dig og din familie at lade dig blive. Sikkerhedsstandarden er ikke høj nok. Derfor bliver dit nye hjem, om du såmænd ville kalde det, i London, England. Vi har agenter til at holde øje med dig og din nabo er en af de bedste i afdelingen. Desuden får du ligeså et nyt efternavn, livshistorie, hjem, personlige oplysninger osv. Dit fly går i luften om to timer, så du må hellere få dig noget mad i cafeteriet inde da.”

Mad. Emily fik kvalme ved tanken, men nikkede dog indforstået. Hendes krop var stiv, og hun følte sig slet ikke tilstede, da kvinden fra bilen viste hende caferiet. Tænkt engang hun skulle til England og bo i London; smide alting fra sig af hvad hun kendte og havde kært. Og ligefrem have et helt nyt dække og personoplysninger. Praktisk talt havde hun allerede en lejlighed, der ventede på hende, og et fly der ville lede hende afsted om to timer. For slet ikke at glemme det hold agenter der ville holde øje med hende: sikre hendes tilstand. Oven i købet skulle en af dem kun bo en dør væk fra hende.
Gråden i halsen gjorde det kun muligt for hende at nikke, da tilbuddet om en kop kaffe kom. Emily havde aldrig følt, at hendes liv var ved at brase så meget sammen, som det netop gjorde nu. 


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...