The Story of My Life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2014
  • Opdateret: 30 nov. 2014
  • Status: Igang
Forstil dig, du sidder alene hjemme en normal torsdag aften. Din mor og lillebror er til middag hos en kammerat. Tanker omkring din far er stærke, da det er hans fødselsdag. Han forsvandt sporløst, da du var 7 år, og med dine nuværende 19 år er det længe siden uden at føles sådan.
Pludselig smadre ruden, da en stor sten hamre igennem den. En trussel fæstet fat til stenen får dig til at ringe til politiet. Ikke fordi du tror, det er en alvorlig trussel, men den indebære dine kæres liv, og du ikke risikere noget. Ved det næste træk finder du pludselig dig selv i en bil på vej til FBI's hovedkontor.
Din status er i Malibu, men FBI finder sikkerheden større ved at sende dig afsted til London.
Det var sådan Emily's flugt startede. FBI krævede hun smed sit liv fra sig for at leve sikkert. Men det var langt fra let eller uden konsekvenser. Samtidig skal hun opbygge et nyt liv, velvidne hun står med kniven mod struben. Velkommen til Emily's barske livs fortælling.

29Likes
14Kommentarer
4214Visninger
AA

3. ☓ Hallo England

Solens stråle på min kind fik varmen til at stige i ansigtet. Jeg fik overmandet søvnen, og rejste mig langsomt op. Følelsen af mit hår sad rodet, og ud til alle sidder, fik mig til lave øjne, og vippe med tærerene for at strække dem ud. Mit gab var stort, og jeg slikkede mine tørre læber, imens mit blik gled ud af vinduet. Det var tildækket et par flotte hvide gardiner, som efter min mening ikke dækkede nok for morgensol.
Min balance var kun et øjeblik i uorden, da jeg stod foran vinduet for at trække gardinet fra. Londons travle morgentrafik kunne ses lige nede for mine fødder, og hvis jeg kiggede op, mødte mine øjne synet af høje bygninger, og længere henne imod venstre kunne jeg ane Big Ben. Eller jeg ville elske at sige, det var inde for rækkehvide, men det svarede nok en tre kvarters tid væk.

Himlen var blå denne morgen, hvilket var noget, jeg havde ventet på at ske, lige siden jeg ankom til England for syv dage siden. Overskyet vejr var noget der lå ofte i sigte, når man trykkede ind på vejr-app’en på Iphonen. Ligeså gjaldt en omgang regn, der lige vandede hele landet, imens temperaturen lå på ti til fjorten grader.

Jeg fnøs irritabel, for at vende numsen til ruden, og starte på min morgenmad. Jeg hadede vejret i London, det var alt for koldt til mig! Jeg kom fra et sted med minimum tyve grader om formiddagen, fugtig atmosfære og varm vind imod sig på gaden. Malibu var strandbyen, som alle ville til og juble over at leve i. Og jeg havde skam også nydt det i fulde drag; jeg havde altid været så glad for mit hjem. Men måske var det bare verden, der synes jeg skulle have luftforandring, og fik bikset denne latterlige trussel sammen i mod mig.

Til trods for det endelig var godt vejr, så var mit humør i kuldkælderen fra morgenstunden af. Fedt. Jeg gjorde det virkelig godt. Mine irriterede nerver fik mig til at stikke gaflen lidt for hårdt ned i min frugtskål.
Satans, jeg havde virkelig brug for en omgang medvind i dag.

FBI havde fået mig fløjet med privat jet til England. De havde skaffet mig en fed lejlighed, og med et superopsyn til nabo tilgængeligt 24/7. For ikke at undlade et nyt pas, sygesikring, kreditkort og en mængde penge, jeg sagtens kunne få mere af. Det lød jo sikkert meget godt, jeg var i så fald godt passet på, men var det specielt fedt? Hvis jeg skulle være ærlig, gad jeg intet af alt dette her, men hellere være der hjemme på mit værelse med den matematik aflevering, jeg skulle have lavet til for tre dage siden. Og lektier gad jeg kun, hvis det var absolut nødvendigt.
Det fortalte i sig selv, hvordan min situation nogen lunde var.

Jeg sukkede tungt, og prøvede at berolige mig selv ved at tage en slurk kaffe. Det hjalp mig ikke tilsyneladende, dog tænkte jeg bare nærmere over tingene.
Jeg var taget hjemmefra uden nogen besked til min mor og lillebror. Hvad tænkte de nu? Hvordan havde de det, savnede de mig mon? Undrede de sig mon over, hvor jeg var blevet af? Eller endnu værre: følte de, jeg havde svigtet dem ligesom far?

Tårerne på mine kinder tørrede jeg væk, og lukkede øjne for en kort stund. Musikken fra radioen beroligede mig langsomt. Jeg kendte ikke sangeren, men han var god og beroligende. Lige noget jeg kunne bruge til at takle mine nye udfordringer, eller nok nærmere kaldt problemer. Jeg måtte senere finde ud af, hvem det var. Det gjaldt for mig at finde så meget hjælp til mig selv uden at tage det fra andre mennesker. Især fordi jeg følte mig så forfærdelig alene. Og følelsen af ikke at høre til plagede mig stadigvæk.

En uge kunne ikke få mig på bedre tanker.
Desuden havde jeg ikke rigtig været ude fra lejligheden. Jeg havde travlt med at lade mine følelser gå vildt for sig, falde til i min lejlighed og tænke tingene igennem i mit totalt omvendte liv. Det var ikke noget, jeg havde forberedt mig selv på ville ske inde for en uge. Faktisk, havde det aldrig nogen sinde faldet mig ind. Hvorfor skulle det også det? Hvilken nitten årig pige kommer ud for sådan en omvending fra den ene dag til den anden? Hvor mange personer får, i sådan en ung alder, en trussel, der gælder liv og død?

Ikke specielt mange. I hvert fald ikke af hvad jeg havde fået fortalt. Det var vel meget godt, fordi jeg ønskede ikke for andre unge at stå i min position. Med en meddeles der lyder på, det er for farligt for ens familie, hvis man bliver der hjemme, får man virkelig prøvet nogle psykiske barrierer af. Det at vide man har magten til at redde ens familie, blot ved at forlade dem, er direkte uhyggeligt. For slet ikke at pointere, hvor bange man bliver. Det var sådan, det mere følelsesmæssigt lå til for mig, da jeg endte på hovedkontoret i FBI.
Ja, jeg var stadig bange. Faktisk, havde jeg ikke sovet godt den sidste uge, fordi min angst var så stor. Skrækken for en mand ville stå over mig, med en pistol imod min pande, var og blev gentagende hver dag. Jeg var hele tiden urolig for, min familie var kommet noget til, og om jeg nogen sinde ville få dem at se igen. Det føltes som om, jeg ikke kunne falde rigtig til ro, og nogle dage havde jeg nærmest hyperventileret. Derfor havde jeg også ringet til min kontakt person i FBI, Sharon, som havde beroliget mig hver gang jeg var oppe og køre. Lad os bare sige, jeg var i mit usikre hjørne, og jeg følte mig fortabt, alene, meningsløs og jeg kunne blive ved…

Sharon havde også angeret med min nabo, Daniel, min 24/7 beskyttelses agent, at jeg ville spise sammen med ham to gange om ugen. Det var så jeg ikke følte mig så meget alene, gik jeg ud fra; Sharon havde ikke fortalt mig den direkte grund. Lige meget hvad havde jeg ikke noget i mod det, da Daniel var en flink fyr. Han var helt igennem britisk, og han var meget sød over for mig. Jeg tror, han kunne se eller på en eller anden måde forstå, jeg havde brug for at snakke normalt med nogen. Han formåede i hvert fald at gøre et eller andet, så jeg ikke følte mig helt så alene.

Allerede ved de fem gange vi godt og vel havde spist sammen, formåede han at få mig til at virke mere… normal. Samtalerne var så almindelige, som de kunne holdes på, og han spurgte meget ind til, hvordan jeg havde det. Som skulle han være sikker på, jeg ikke troppede ud i nogen psykiske problemer uden at få hjælp. Sådan forstillede jeg mig det i hvert fald.

Dagen forinden havde Daniel stukket hoved ind og spurgt, om jeg ikke ville med ud og købe ind til aftensmaden. Som jeg tidligere havde fortalt, havde jeg knap nok trådt ud fra en dør i den uges tid, som jeg havde været i England. Kun da jeg ankom til lejligheden og så videre. Derfor var det et stort skridt for mig, jeg nu skulle til at se byen og landets kultur som en ny tilflyttet. Jeg var praktisk talt blevet en engelsk statsborger: det sagde mine papirer i hvert fald. Men tanken om at gå på opdagelse var skræmmende nok i sig selv, og jeg var meget glad for, Daniel havde set det som en chance for, hans tilstedeværelse ville hjælpe. Bare det at have en ved sin side, der kendte området og alle de ting, virkede på mig som en stor lettelse.

Derfor havde jeg sagt ja. Ligeså derfor stod jeg i tøjet, og glattede mit blonde hår. Det duftede sødt, da min varmebeskyttelse til håret var med jordbær duft. Mine bevægelse var hurtige og flydende, for jeg havde efterhånden gjort det et par gange. Måske var det ikke sundt for håret, det at glatte det, men jeg var ret ligeglad. Mine spidser blev ofte klippet, da min venindes mor var frisør, og derfor gjorde det til halvpris. Netop på grund af hende, havde jeg mange professionelle hårprodukter, der plejede mit hår godt.
Det var rimeligt trist, at jeg blev nød til at flygte, for så kunne jeg heller ikke få mit hår klippet billigt og dets sædvanlige hårkurer. Og ved nærmere eftertanke kunne jeg heller ikke snakke med min bedsteveninde, Amanda, jeg havde haft igennem femten år…
Arg! Denne her løsning med at bo i England blev bare værre og værre!

Mit suk var tungt, da jeg slukkede glattejernet og trak i min beanie over hoved. Jeg rettede kort på mit hår, og smaskede mine læber sammen for at lade min læbestift fordele sig helt. Der var ikke lang tid til, Daniel ville banke på min dør, og jeg manglede stadig at putte småting i min lille cross-over taske. Tankerne sværmede nervøst inde i hoved på mig, da jeg tjekkede flere gange, om jeg havde husket det hele, og om alt tøj og makeup sad som det skulle. Det var som om, jeg ikke kunne finde ro; hvilket var den samme gentagelse fra de andre dage.
Jeg gik rundt i stuen og klikkede mine negle imod hinanden, og nynnede med på radioen fra køkkenet. Mine sko og jakke var lagt frem ved spisebordet, og jeg fandt mig et tyggegummi: bare for at dulme lidt på nerverne.

Dog var det lidt latterlidt, for hvad havde jeg overhoved at være nervøs over? Måske var det lidt tanken omkring, jeg tog mit første rigtige skridt ind i det nye liv, FBI havde plantet mig i. Jeg ville officielt starte forfra, uden min familie og alt hvad jeg havde kært, og jeg vidste intet omkring, hvad jeg gik ind til. Det var ikke til at vide, hvad jeg skulle gøre med min uddannelse, hvad jeg ville finde på at støde på i byen, eller om jeg overhoved fik nye venner. Hvem sagde overhoved, jeg ville falde til? Hvordan kunne FBI være så sikker på, jeg var sikker her i London? Og hvorfor følte jeg mig så mærkelig rastløs og på en eller anden måde utilpas?

Dørklokken og tre korte bank redede mig for mig selv. Jeg sprang nærmest ud til døren, og måtte prøve at lægge mit ansigt i neutrale foldere, da jeg nok så lidt for lettet og pint ud.

Foran mig tårnede en høj og muskelfyldt mand. Hans sorte forret cottoncoat og brune satte hår fik klaret tjansen om at være velplejet, og de blå beroligende øjne med få smilerynker kiggede opmærksomt på mit ansigt. Daniel var i starten af trediverne. Han lagde hånden på min skulder, og nikkede kort til mig.
”Tæl til ti.”
Jeg så forvirrede på ham.
”Hvad snakker du om?” vrøvlede jeg med kraft på, hvor lidt jeg fattede.

Daniel fejede mine spørgende talestrømme væk, som var de blot irriterende fluer, han egentlig havde en masse tålmodighed for, men ikke lod sværme.
”Bare gør som jeg siger, og slap af i skulderene, Emily. Tæl til ti og træk vejret dybt,” bad Daniel mig, og lagde den anden hånd på min anden arm. Hans øjne kiggede afventende på mig, og jeg indså, der måtte handles som bedt om.
Daniel nikkede tilfredst, da jeg gjorde som sagt, og sendte mig et beroligende smil.

”Sådan. Kan du mærke nerverne er dulmet?”

Jeg nikkede overrasket, og så spørgende på ham. Hvordan kunne han se, jeg…

”Jeg kan tyde kropssprog, som ingen andre kan gøre bedre end mig i min afdeling. Hele din holdning var totalt spændt, og dine øjne flagrede rundt, og viste direkte nervøsitet,” forklarede Daniel med hans tygge britiske accent, og nikkede imod mig med et skævt smil.
”Men du kan godt slappe af, Emily. Du behøves ikke at være nervøs, der sker dig ikke noget. Tro mig, du skal nok hurtig finde ud af, hvordan byen og alting er bygget op. Hvis du bare lader tingene komme til dig, så er der ikke noget, du skal bekymre dig om.”

Daniels ord gjorde mig endnu mere lettet, hvilket var en overraskelse i sig selv. For jeg plejede ikke at være typen, der kunne dulme mine angst, når den først var bragede over overfladen. Dog taklede Daniel det enormt godt, hvilket viste mig, hvor professionel han alligevel var: hvis jeg skulle have været i tvivl. Jeg var skam også mere tryg, og jeg vidste fra Sharon, at Daniel ville være min støtte, når jeg behøvede det. Allerede nu synes jeg, han gjorde det godt. Jeg havde altid haft lidt svært ved at stole på nogen rigtig hurtigt, men det virkede bare på mig, som om det var det rigtige at gøre med Daniel.

”Tak, Daniel.”
Jeg var lettet og taknemlig, da jeg tog mine sko og jakke på og svang tasken over skulderen. Jeg kiggede op på ham, og mødte de venlige øjne. Det var som om, han forstod alt, hvad der brasede ud inde i mig, og det hjalp på humøret at vide, der faktisk var nogen ved ens side midt i alt rodet. Om han så var voksen, var der intet dårligt i det. Ved nærmere eftertanke var det rart, når jeg lige havde forladt min mor, som var den med de sidste voksenøjne på mig og min opvækst.

”Intet problem. Er du klar?” spurgte han, og åbnede døren for mig. Jeg nikkede, og trådte med en sidste indånding over dørtrinnet. Det føltes lidt som et flashback, da jeg havde gjort det på præcis samme måde i Malibu, da FBI hentede mig.
Daniel smækkede og låste døren for mig med den ekstranøgle, han havde i sit nøglebundt. Da vi gik hen imod elevatoren, indså jeg rent faktisk, at jeg virkelig var på vej ud. Men jeg var pludselig ikke bange, nej, da først jeg var ude af min lejlighed, begyndte nysgerrigheden alligevel at snige lidt ind på mig. Det var trods alt London, vi skulle på opdagelse i. Og jeg fik mig til at gemme det store savn i maven væk.

”Normalt ville jeg sige, det er lidt creepy, du har en ekstranøgle til min lejlighed,” sagde jeg eftertænksomt, da jeg lige skulle huske på, hvordan Daniels humor var. Han kiggede med et løftet øjenbryn ned på mig, og en sarkastisk bemærkning satte han til livs:” Ih ja, jeg lukker mig selv ind om natten, og læser alle dine tøse magasiner igennem.”
Jeg kunne ikke stoppe mit grin.

”Så mange har jeg heller ikke til, du kan underholde dig en hel nat,” svarede jeg skarpt. Mine tanker røg på de tre store knæhøje søjler, jeg havde lavet af magasiner, der stod og pyntede i mit gamle værelse i Malibu. Det havde taget mig lang tid at samle så mange sammen; for slet ikke at snakke om, hvor mange penge der var for i alt. Jeg kunne ikke tage dem alle sammen med mig, og havde kun fået fire med mig i håndtasken.

”Faktisk forstår jeg ikke rigtig, hvordan de er havnet der. De er fra Amerika, ikke?” spurgte Daniel med den britiske accent, og jeg rynkede panden forvirret. Mit nik fik ham til at forsætte:” Du forklarede mig, og ligeså fortalte mine kollegaer mig, at du fik af vide at tage de nødvendigste ting med. Og det var simpelthen af alle ting magasiner, der for dig var vigtige?”
Jeg smaskede en fornærmet lyd op, og puffede irriteret til ham med hånden. Jeg bandede ham væk på spansk, og gav ham dræberøjne. Daniel grinte bare, så venlig han jo var.

”Magasiner er vigtige for mig, da jeg godt kan lide mode,” bed jeg af ham.

Daniel tog hænderne op foran sig i forsvar, og smilte bare til mig.
”Så er det vidst godt, at vi skal på shopping til dit nye klædeskab,” reddede han sig selv fra at blive moset mere, og fik mig derfor til at kigge med strålende øjne op på ham.

”Seriøst?” hvinede jeg lykkeligt.

Han nikkede, og som en undskyldning sagde han med klar stemme til mig, han havde fået ordre længere oppe fra på at gøre det. Selvfølgelig skulle han sige det, men jeg kunne godt se på ham, han ikke havde noget imod at gøre det. Jeg rullede med øjne, men smilede stadigvæk.
”Men der er altså lige en betingelse for dette her,” brød han ind i mit lykkeanfald.
Selvfølgelig havde FBI betingelse inde for at gå på shopping, røg en sarkastisk tanke igennem mig.

”Du bliver nød til at vælge noget tøj, der har en lidt mere britisk stil ind over sig,” sagde han, og nikkede ned imod mit tøj.
”Det du har på er for eksempel et godt eksempel. Men du skal lige huske på, du ikke går rundt i evigsolskin og strande mere, hvis du nu havde glemt det,” forklarede Daniel, og jeg måtte indrømme, jeg måtte bide mig i tungen for ikke at grine. Troede han seriøst, jeg havde glemt det? Godt nok var jeg fortumlet, da jeg skulle vende mig til alting, men jeg var ikke hel blondine. Det skulle Daniel nu nok også lærer, tænkte jeg stille for mig selv.

Jeg flippede ikke ud på ham, til trods for mit tidligere dårlige humør nu nok godt kunne have fået mig til det. Dog tænkte jeg nu mere logisk, og huskede mig selv på, hvor rar og venlig han var over for mig. Han sagde det også kun af ren hjælpsomlighed: det kunne jeg tydeligt se.

”Det skal jeg nok huske på,” lovede jeg ham.

Han nikkede tilfreds, og åbnede døren for mig. Den kolde og friske luft blæste mig i møde, og mit hår viftede let bagud. Jeg trådte ud, og fornemmede Daniel følge mig trop.

”Så lad os komme der ud af.”


”Man kan roligt sige, du har styr på britisk mode,” roste Daniel mig med et smil, da han kom ned til vores bord med en bon i hånden. Han havde åbnet hans jakke, og svang den sorte cottoncoat hen over stolen, for at ligge bonen på bordet og sætte sig over for mig.

Jeg smilte stort, og kunne ikke skjule mit velbehag.

”Mange tak. Jeg har hele tiden sagt, jeg elsker mode,” pointerede jeg for ham med en pegefinger, og lod hånden falde på det nye British Vogue magasin, jeg havde købt. Det var den kendte model, Georgia May Jagger, der var på februar forsiden. Jeg havde selv bladet fra januar, hvor det var den også verdenskendte model, Cara Delevingne. Mine øjne måtte funkle som julestjerner, for jeg følte mig i så fald mere glad end, hvad jeg havde været den sidste uge. For ud over mit nye blad, så havde jeg også købt en masse tøj. Der var blandt andet tre poser fra Topshop, fire fra Zara og også en fra et center ved navn Selfridges. Det var en hel gul pose, som jeg så en del hoppe rundt med. Det var Daniel, der havde hevet mig med der ind. Stedet havde været fyldt med mærkevarer, som jeg aldrig nogen sinde havde drømt, jeg ville kunne eje, og følte mig for underværdig til at gå der ind.

Daniel havde sagt, det var latterligt, og selvfølgelig kunne jeg gå der ind. Jeg fortjente, at købe mig selv en lidt dyr ting, havde han fastslået. Jeg havde kigget mærkeligt på ham, og han havde fået mig helt overbevist, da han forklarede mig, Sharon havde forslået det. Så det var altså shoppe-terapi? Jeg synes, FBI var rimelig snu, men jeg klagede ikke, da jeg regnede sammenhængen ud. I stedet fandt jeg et flot guldur og en sød skjorte i lyse lilla med det lækreste stof. Så havde jeg altså også brugt 200 pund, hvilket var helt ud over hat og briller (det var min løn for 3 måneder!), men samtidigt havde jeg vidst også sat det sidste prik over i’et med den britiske stil.

”Hvad synes du om stedet ind til videre?” spurgte Daniel nysgerrigt, og foldede hans skjorte op til albuerne.
Jeg tyggede lidt på spørgsmålet. Hvad synes jeg? Hvis jeg skulle være ærlig, så havde jeg fået et bedre indtryk af det, end hvad jeg havde haft inden, vi forlod lejligheden.
Det fortalte jeg også Daniel, der nikkede meget tilfreds over mit svar. Altså pressede han mig ikke til at kunne lide det, men lod til at være glad over min nu mere åbne mening omkring det. Så kunne han vidst heller ikke være bedre, huh?

”Emily, vi skal også snakke lidt om nogen praktiske ting, som vi skal have på plads – mht. til uddannelse eller job, Daniel kiggede på mig med et spørgende blik, har du tænkt over noget, som du måske kunne have lyst til at lave?”
Jeg kiggede ned på mine hænder. Da jeg var i Amerika, havde jeg været meget i tvivl om, hvad jeg gerne ville. Dog havde jeg et udgangspunkt at tage i, da jeg havde læst en bestemt linje. Det betød dog ikke, jeg anede, hvad jeg vil være.
”Jeg ved ikke, hvad jeg gerne vil være endnu for alvor… men jeg vil gerne på universitetet og læse,” fortalte jeg langsomt, og så nysgerrigt på ham.  ”Daniel, hvor lang tid er det helt præcis, jeg skal være her?”

Han så med et utydeligt blik på mig. Mit hjerte bankede forbløffende hurtigt, og jeg slugte en klump i halsen, da det gik op for mig, hvad hans blik betød. Jeg lukkede øjne, og prøvede at fjerne følelsen af at være lost. Det var sværere end som så, hvis ikke lettere sagt umuligt. Kaosset der havde raset i mit indre den sidste uge var tilbage, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle ligge ordentligt bånd på mig selv.
Det var ikke normalt for mig, at der skete så mange forandringer i mit liv. Jeg var vokset op med trygge rammer; med en familie der tog sig af mig. Fra at stå med en mor til at hjælpe mig igennem dagligdagens besværligheder, stod jeg nu pludselig på egne ben.
I det hele taget var jeg vel på flugt, ikke?
Hvorfor skulle jeg overhoved begynde at starte på universitet, hvis jeg skulle rejse igen?
Hvordan kunne jeg i det hele taget ligge alt det der skete i Malibu bag mig, og lade som om alting var let, og løbe videre med mit liv?

Jeg skælvede svagt, da smerten i brystet blev værre. En hånd lagde sig pludselig på min, og jeg kiggede oprevet og skræmt ind i Daniels øjne. Hans klemmende hånd gjorde mig nærmest opmærksom på, hvor jeg var, og hvem der var med mig. Det var tydeligt for mig, Daniel ville gøre, hvad han kunne, for jeg ville falde til. Jeg var taknemlig for det, men jeg kunne ikke komme af med min skræk for det ukendte.
Daniel trak mig op fra dybet, da han brød tavsheden imellem os.
”Du er ikke alene om dette her, Emily, det bliver du nød til at huske på. Jeg ved, dette her sker meget hurtigt, og er hårdt, og jeg ved, du er inde i en meget chokeret fase. Men du må forstå, jeg ved, hvad jeg har med at gøre. Du skal ikke presses til noget, men jo hurtigere du acceptere dette her som din nye dagligdag, jo bedre får du det også med dig selv. Jeg siger ikke, det bliver nemt. Det vil jeg slet ikke bilde dig ind; du har trods alt lige forladt hele din familie og dit hjem. Men jeg kan anbefale dig at gøre dette her så hjemligt som muligt for din egen skyld, og lade os hjælpe dig i gang. Vi vil dig ikke andet end godt.”

Han grænsede mig med øjne, og nikkede som tak til den pige, der kom med vores kaffe. Jeg studerede den med øjne for at have noget tid til at løbe på. Mælkeskummen havde lavet et fint hjertelignende blad i kaffen. Det duftede himmelsk, og jeg fugtede drømmende læberne.

Daniel havde læst mig lidt for godt, men jeg hadede at indrømme, han havde ret. Jeg havde nu ikke givet direkte udtryk for, jeg ikke ville have deres hjælp – jeg behøvede den rimelig groft. Men han fik kommet meget godt rundt med, hvordan kaosset var bygget op inde i mig. Jeg havde ikke haft den store lyst til at lade London blive mit nye hjem, fordi jeg netop elskede mit gamle og ikke havde lyst til at give slip. Men han havde ret: det ville gøre det hele nemmere for mig selv, hvis jeg prøvede at give slip og fokusere på at falde til. Det var svært, det havde han nu heller ikke lagt skjul på – heldigvis. Og lige meget hvor lidt jeg havde lyst til det, blev jeg vel nød til at acceptere, jeg skulle bo i England, og London var mit nye hjem. Der var også gået en uge nu, men det var en veltilpas uge, som jeg haft brug for at være trist i.

Alt i alt havde Daniel ret. Han vidste tydeligvis meget omkring alt dette her, og jeg indså endnu en gang, han var mere professionel end, hvad måske regnede ham for at være.
Jeg nikkede, og sukkede let for at slappe lidt af i skulderne. 

”Jeg tænkte, jeg gerne ville starte på universitet,” fortalte jeg med et skævt smil.

Daniel nikkede opmuntrende, og fjerne hans beroligende hånd fra min håndflade for at drikke hans kaffe. ”Jaså? Hvad vil du gerne studere?”
”Psykologi.” Som sagt havde jeg ikke anet, hvad jeg ville lave, da jeg boede i Amerika. Dog havde jeg som sagt læst en bestemt linje i high school, så jeg havde noget at gå ud fra. Og jeg vidste, min linje var beregnet til, man kunne læse videre på universitet med den. Og eftersom psykologi interesserede mig vældig meget, var det vel et godt sted at starte?

Selvfølgelig havde jeg også denne ide om, jeg gerne ville arbejde som journalist på et modemagasin. Men jeg følte ikke, der var plads til at tage en så stor chance, nu da jeg havde FBI i nakken som beskyttelse. Jo mindre besvær for dem, jo bedre og sikre var min tilværelse, ikke sandt? I så fald tog jeg den mere lige til og nemme beslutning, og forsikrede mig selv om, der altid var plads til at skifte mening.

”Det lyder interessant. Jeg ser på mulighederne af universiteter, når vi kommer hjem igen. Heldigvis bor vi meget centralt, så der er nok en masse at plukke af,” Daniel rørte rundt i sin kaffe, og jeg så den formede mælkeskum med bladet gå i opløsning. Jeg tænkte på, hvordan han garanteret gik efter det med størst sikkerhedsbehold, og kunne ikke lade hver med at gyse ved tanken om en morder dukke op på et universitet.

Jeg kiggede ned på mit magasin. Fristelsen til at åbne det og læse det nu kriblede i fingrende, men med fornemmelsen af Daniel havde mere på hjertet, måtte jeg dy mig, og rettede min opmærksomhed på ham.

Ganske rigtigt sad han og tog et papir op af tasken, og rakte mig det over bordet. Nysgerrigt tog jeg imod det, og så spørgende på ham.
”Det er din dækhistorie, eller din såkaldte nye baggrundshistorie. Det er den, du skal indrette dig efter at fortælle ud fra, når nogen kommer med personlige spørgsmål såsom din oprindelse,” forklarede Daniel mig, og prikkede på papiret i min hånd.

Jeg spærrede interesseret øjne op. Det var da som pokkers, man fik da bare alting tjekket op på ny med FBI i spidsen.
”Det er også den, der bliver sendt ind til universitet, og det er også den, alle de krævende systemer har fat i, når de tjekker op på dig,” tilføjede Daniel.

Jeg hævede øjenbrynet.
”Så det I gør, i FBI er faktisk forfalskning af ID? Sig mig, er det ikke ulovligt?” udbrød jeg, og pegede anklagende på ham med drillende mine i blikket. Daniel rystede blot på hoved, og smilede bare til mig.
”Andre regler gælder for FBI. Vi er her for at beskytte borgerne – det er vores pligt. Og hvis det kræver, vi må bryde loven for det, så har vi tilladelsen til det. Desuden er det en skriftlig del af den plan, der altid lægges for beskyttelse af civile trusselmål. Vi gør nærmest en forbrydelse, hvis vi ikke overvejer, om at forflytte en borger ud af landet ikke er sikrest. Det er altid sikkerheden, vi vurdere, der klargør, hvor drastisk en situation det er,” sammentyggede Daniel.
Jeg sank en klump.
Der fik jeg lige en underordnet hint om, hvor alvorlig min situation var. Jeg havde nærmest antaget stenen igennem vinduet som en spøg, og faktisk havde jeg kun ringet til alarmcentralen, da jeg havde set for mange film til at være uforsigtig. Tanken om hvor vidt jeg lige så godt kunne have smidt stenen af vejen, levede mit liv videre, og ikke tænkt over de nærmere konsekvenser, fik kvalmen til at poppe op.
Hvad ville der have sket mig? Ville jeg have forudsat min egen og min families død?

Jeg rystede på hoved, og mumlede noget om, FBI altid gerne måtte bryde loven for min skyld, og læste videre i mit nye cv.

Mine øjne gled over papiret, og jeg stoppede forundret op.
”Seriøst, Daniel? ”tidligere skotsk statsborger” skal jeg nu til at have en skotsk accent?” beklagede jeg mig, og så med rynken næse op fra papiret.
Daniel åbnede munden, men jeg afbrød ham hurtigt, da jeg videre i teksten blev overrasket.
”Og går til klaver og fitness” ved du godt, jeg aldrig har rørt et klaver før? Daniel, det dur jo ikke!”

Han rystede bare på hoved af mig.

”Så har du bare nogle nye ting at lære. Så får du da endnu mere ud af dit ophold her!” sagde han bare med et smil, og klappede mig på hånden, da jeg så måbende på ham.

Surfe, stå på skateboard og rulleskøjter kunne jeg. Men spille klaver? Idræt inden for? Jeg synes, der måske var dannet høje forventninger til mig. Og ved at læse videre på papiret fandt jeg også ud af, jeg skulle kunne tale godt fransk. Træt og opgivende tog jeg mig til panden. Jeg hadede fransk, og min fransklære havde altid hadet mig. Derfor havde sproget ikke tiltalt mig, og se nu her!

Ja, hallo til dig England, ønsk mig og FBI held og lykke med dig. 

_________________________________________

Emily's outfit til dette kapitel er i kommentaren x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...