Will Someone Hear My Prayers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2014
  • Opdateret: 4 jul. 2014
  • Status: Igang
Melanie er en pige, en pige med kræft. Hun har haft det i 3 år nu, lægerne har næsten prøvet alt, men intet har virket endnu.
Melanie har ingen veninder, mest fordi hun er anderledes, der er ingen der holder af hende, udover hendes familie. Hendes forældre bliver mere og mere bekymret, mest fordi hun lukker alle ude. Det eneste hun laver er at sidde på hendes værelse og hører musik.
En dag for Melanie's forældre endelig hende overtalt til at starte i skole igen, denne gang er det en helt ny skole, hvor alle har en form for sygdom.
Her møder hun hurtigt Justin, som forstår hende bedre end nogen anden.
Melanie har altid haft en drøm, en drøm om at møde det berømte boy band One Direction, uheldigvis har hun brugt sit "kort" fra hospitalet hvor man kan få et ønske opfyldt. Kommer hun nogensinde til at møde One Direction? Er de overhoved så søde som alle tror? Opstår der følelser mellem Melanie og Justin? Eller en helt anden? Og ikke mindst, overlever Melanie kræften?

Justin er ikke kendt

8Likes
13Kommentarer
620Visninger
AA

3. Melanie's synsvinkel

Så ligger jeg her igen, det sted hvor jeg har været alt for mange gange de sidste par år. Måske kan i gætte hvor jeg er, måske kan i ikke, men lige nu ligger jeg på hospitalet igen. Jeg fik et af de anfald som jeg engang imellem for, det sker cirka en gang om måneden, min mor og far kan hører mig skrige, noget de aldrig har synes var sjovt. Men det er jo ikke deres skyld at jeg har fået kræft i maven, jeg har fået virkelig mange piller, men intet af det jeg har fået har virket endnu. Faktisk tror jeg slet ikke at jeg bliver rask mere, i starten havde jeg et håb, men nu er det væk.
Jeg havde lukkede øjne, noget jeg godt kan lide. Jeg kunne hører at døren åbnede sig, men alligevel orkede jeg ikke at åbne mine øjne. Jeg kunne mærke nogen tage min hånd, de tog nålen ud som en lægen havde sat ind i mig, lidt efter kunne jeg mærke et lille stik, jeg kunne hurtigt gætte mig til at det var en læge der var inde ved mig for at skifte nålen. Det er ikke noget der gør ondt. Jeg har alligevel prøvet det så mange gange nu, at jeg sikkert er blevet vant til det.
Jeg åbnede forsigtigt mine øjne, men skyndte mig at lukke dem igen, sollyset som blændede mig i øjnene er virkelig skarpt. Lidt efter åbnede jeg dem igen, jeg blinkede lidt, og fik så endelig mit normale syn tilbage. Jeg kiggede til venstre side, min mor og far sad på en stol, den stol som de plejer at sidde på.
Jeg er ikke ligesom andre teenager, jeg kan ikke gøre alt det de gør. Jeg har ingen veninder, måske fordi jeg ikke går i skole, og fordi jeg er andeledes. Eller faktisk er jeg ikke andeledes, det synes de nok bare. Jeg kan ikke opleve så mange ting som de kan, jeg kan knap nok gå 2 kilometer. Selvom jeg går rundt med en taske med ilt i, hvor der så går en snor op til under min næse, har jeg stadig problemer med at trække vejret ordenligt, derfor kan jeg ikke gå så meget.
Men i hvert fald mit navn er Melanie jeg er 18 år gammel, dør nok snart, eller det regner jeg med, jeg har haft kræft siden jeg var 15 år. Jeg har prøvet at begå selvmord, men der er noget i mig der siger jeg ikke kan, så det er nok mest tankerne jeg har haft om det. Jeg har mange gange tænkt på hvad der kommer til at ske når jeg engang dør, vil jeg få det bedre? vil jeg overhoved kunne føle noget? alle de spørgsmål som jeg bare ikke kan få svar på. At tænke på at jeg kan få det meget bedre, bare ved at dø, kan få min verden til at lyse op, for det er virkelig ikke sjovt at være mig.
Jeg kunne se at mine forældre snakkede med lægen, alligevel orkede jeg ikke at hører på hvad de snakkede om, så jeg lukkede alt ude, som jeg gør så til alligevel. "Hallo" kunne jeg høre min mor sige, om det var til mig vidste jeg ikke, for jeg ville hellere være i mine egne tanker.
Jeg kunne mærke en skubbe lidt til mig, det irriterede mig faktisk lidt "Hvad" sagde jeg lidt strengt. "Vi skal hjem skat" gud skulle jeg allerede hjem, det var hurtigt denne gang. "Okay" det kom ud som en svag hvisken, ikke noget der var meningen. Jeg rejste mig op fra sengen, tog min taske med ilt i, der er hjul på hvis i skulle være i tvivl. Jeg tog stangen i hånden og begyndte at gå, vi kom ud til vores bil, jeg satte mig ind, med tasken ovenpå mig selv. Nu gik turen hjem ad igen, igen skal jeg bare sidde der hjemme og ikke lave en skid.

-------------------

Det var så første kapitel hvad synes i om det?

Knus - Linnea Bieber <3
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...