Mistakes - Zayn Malik

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Igang
Charlie Monroe vågner op efter en hård nat i byen under en studietur til London, men hun kan ikke huske hvad hun har lavet. Heldigvis for hende vågner hun op på sit eget hotelværelse, og glæder sig et kort øjeblik over, at hun tilsyneladende ikke har lavet noget dumt den nat. Lige indtil hun står op, og finder ingen anden end Zayn Malik på sit badeværelse – Zayn Malik, der kun står med et håndklæde omkring sig. Panisk smider hun ham ud af værelset så hurtigt hun kan, og prøver ihærdigt at finde ud af hvad i alverden selveste Zayn Malik dog lavede på hendes værelse. Der er dog ingen af hendes klassekammerater eller hendes kæreste, der ser ud til at have bemærket noget, og hun begynder småt at tro, at det er noget hun har bildt sig selv ind. Da hun med sin kæreste og nogle venner støder ind i Liam, Niall og Zayn i en butik, står det dog klart, at det ikke er tilfældet.

67Likes
32Kommentarer
2748Visninger
AA

6. Enthusiasm

Kapitel 5:

Det gik overraskende let med at forklare det hele til Benjamin. Eller… Ikke det hele, selvfølgelig. Samtalen gik nogenlunde sådan her:

”Char, hvorfor har du aldrig fortalt at du kender One Direction? ONE DIRECTION? Det er altså kæmpestort!”

Jeg havde kigget ned i jorden, og følte mig ukomfortabel som bare fanden, og alligevel havde jeg formået at stykke en god og pålidelig historie sammen.

”For nogle år siden mødte jeg dem, da jeg var med min mor i København,” havde jeg startet, ”Jeg stødte bogstaveligt talt ind i dem, mens de flygtede fra skrigende fans og paparazzi, og jeg havde hurtigt hjulpet dem ved at lade dem komme med mig ind i huset hvor min faster bor.” Her var jeg stoppet for at sikre mig at han var med så langt. Han havde nikket, så jeg var bare fortsat. ”Jeg boede i huset med min mor og min storebror, men min mor og min faster var på cafe så det var bare mig, drengene og så min bror”

”William?”

”Mmmh…”

”Ah, okay, fortæl bare videre.”

”Jeg tror vi alle sammen bare sad i sofaen og snakkede i næsten to timer, og drengene var virkelig glade for at have et par normale momenter, tror jeg, for de havde virkelig ikke lyst til at gå, da de endelig blev hentet af nogle folk i alt for dyre biler” Her havde jeg smilende rakt tunge af ham, for Benjamin elskede biler virkeligt højt. Han himlede smilende med øjnene.

”Jeg tror det skabte et lidt specielt bånd mellem os,” havde jeg sagt til Benjamin, og han havde undrende rynket sine øjenbryn sammen. Jeg havde måtte uddybe min kommentar. ”At jeg hjalp dem, uden at ville have noget til gengæld,” havde jeg forklaret. Det havde han godt kunne se. Jeg havde derefter sagt, at jeg efterfølgende ikke hørte fra dem i over et år, før de var i Danmark igen, og min faster havde ringet til mig og sagt, at der stod 5 fyre på hendes dørtrin og ville snakke med mig. Jeg havde ikke kunne tage helt fra Aarhus til København bare for at hilse på dem, så i stedet havde vi Skypet, og vi havde efterfølgende skrevet sammen hver gang de var i Danmark, Norge eller Sverige. Jeg forklarede ham også, at jeg ikke havde skrevet til dem her i England og at det var helt tilfældigt at vi var løbet ind i hinanden.

Benjamin godtog det.

På en eller anden måde havde jeg fået ham overbevist om at jeg talte sandt. Det mest mærkelige ved hele samtalen var, at jeg faktisk sagtens kunne finde ud af at lyve!

Jeg har aldrig været god til at lyve for folk. Benjamin sagde altid at min ansigt altid afslørede alle mine følelser lige gyldigt hvor hårdt jeg prøvede på ikke at reagere. Derfor undrede det mig grænseløst at jeg kunne finde ud af det nu. Jeg kunne finde ud af det, og jeg havde det ikke det mindste dårligt over det, hvilket faktisk gjorde mig lidt utilpas. Jeg løj for min kæreste, og jeg havde ikke skyldfølelse – hvilket gav mig skyldfølelse, fordi det gjorde mig til en dårlig kæreste. Og jeg elskede jo Benjamin, gjorde jeg ikke? Vi havde trods alt været sammen i lang tid. Jo, jo jeg gjorde. Jeg elskede Benjamin.

Nå, efter en hurtig, dårlig undskyldning med at mig, Kat og Michael skulle ud og spise om aftenen (Felix havde vi fået til at invitere Benjamin på FIFA-aften) kunne vi faktisk tage til One Direction koncert. Nu jeg tænkte over det, havde jeg godt vidst, at de spillede i London, for mange af pigerne på gangen gad ikke holde kæft om det.

”Tænk hvis vi møder dem i byen?!” – Der havde jeg allerede været

”Tænk hvis vi skulle til koncert!!” – Det skulle jeg eftersigende

”Hvor må det være fedt at møde One Direction” – Behøver jeg sige mere?

Det værste ved det hele var selvfølgelig at Sasha og Ashley selvfølgelig ikke havde kunnet holde deres mund, og havde fortalt det til alle pigerne, så vi blev stoppet allerede da vi nåede ud på gangen – Michael, Kat og jeg.

”Charlie?!” En højpitchet pigestemme skar sig lige igennem alt og ramte mig midt i øreret så jeg krummede mig sammen, før jeg vendte mig mod hende.

”Alice,” svarede jeg tilbageholdent, sikker på hvad hun ville sige til mig.

”Ej hvor er det vildt at du kender Harry, det fatter jeg simpelthen ikke, og Zayn oh my er han ikke endnu pænere tæt på og LIAM! Har du hørt ham synge endnu ej de er alle sammen så fantastiske at je-”

”Alice,” gentog jeg med et dyb faretruende stemme. Hun stoppede befippet med at tale og kiggede på mig med røde kinder. Jeg kneb kortvarigt læberne sammen.

”Jeg ville fortrække det, hvis det her ikke blev kendt på hele hotellet,” svarede jeg, og vendte mig om for at gå. Alligevel kunne jeg ikke dy mig for at vende mig om mod hende en sidste gang.

”Zayn er guddommelig pæn tæt på, Liam synger som en drøm og Niall giver de bedste krammere i verden,” svarede jeg hurtigt, hvorefter Michael, Kat og migselv gik ned af gangen uden at kigge os tilbage. Alligevel kunne jeg godt høre Alice’s hvin af glæde da vi var kommet lidt væk.

”Tror du ikke det var en dårlig idé?” Hviskede Michael og prikkede mig i siden. Jeg klukkede for mig selv.

”We all make mistakes, dear.”

Da vi endelig slog døren op ud til den friske luft, hev jeg en ordentlig portion af ilten til mig. Jeg var overraskende nervøs for aftenen, og jeg kunne mærke på mine to bedste venner at de var mindst lige så nervøse. Faktisk var Kat mindre nervøs end mig, hvilket overraskede mig endnu mere end at jeg var nervøs. Kat var fan af dem, og plejede altid at være ved at græde af glæde når vi snakkede om dem, men lige nu var hun cool – og smuk selvfølgelig. Hun var rigtig smuk i sin afslappede men stylede påklædning. Jeg havde altid gerne ville være en af de piger der bare så godt ud uden at gøre noget ud af det – lige som Kat. Dem der kunne sætte håret op i en rodet knold og smide en oversize t-shirt over sig og så ligne en million – hvis jeg gjorde det lignede jeg en der havde brugt de sidste 2 år på at tage stoffer.

Taxaer i England er ikke lige så dyre som i Danmark, så vi blev hurtigt enige om at en Taxa var den hurtigste og letteste vej til O2 hvor vi skulle ringe til nummeret jeg gik ud fra var en eller anden managers.

Taxaturen var stille. Stille og spændt. Men lige da vi trådte ud af taxaen, mærkede jeg Kats hånd omkring min, og det gik op for mig at hun selvfølgelig også var nervøs.

”Okay?” Spurgte jeg, og brugte vores evigt mange film og bog-referencer, denne gang fra The Fault In Our Stars.

”Okay.” Svarede hun. Og sjovt nok betød det ’okay’ mere end bare okay. Det betød at hun faktisk havde det godt, at hun bare var nervøs og at hun nok skulle klare den. Jeg nikkede og gav hendes hånd et klem, mens vi betragtede Michael, som snakkede i telefon. Efter nogle minutter hvor han havde snakket, rakte han telefonen til mig.

”Jeg tror det er til dig,” sagde han med glimtende øjne. Jeg tog den med rynkede øjenbryn.

”Det er Cha-”

”Hej Char!” Nialls meget energiske stemme råbte mig næsten ind i øret, og jeg forstod pludselig hvorfor Michael havde snakket så længe i telefonen. Det havde været Nialls nummer, og Niall og Michael havde virkelig, virkelig meget til fælles. Så havde det også klikket ret hurtigt, for Michael var og havde altid været ligeglad med folks status og åbenbart også med hvis personen var medlem af verdens mest kendte boyband.

”Du er så meget en fucking tvilling,” hviskede jeg til ham, og refererede til hans stjernetegn. Vi havde i næsten et år brugt alt for mange af vores skoletimer i gymnasiet på at kigge på nettet efter forskellige stjernetegn og deres betydninger, og det var pludselig blevet en stor del af vores opfattelse af hinanden, fordi det passede så uhyggeligt godt. Kat var vædder og havde temperament som bare fanden og så levede hun bare i sin egen lille verden af tanker – Michael var tvilling og snakkede med alt og alle, meget længe og om alt mellem himmel og jord, fordi han bare vidste en lille smule om stort set alt. Benjamin var jomfru og følte hele tiden for at have styr på ting og orden over alt. Felix var krebs og meget følelsesladet og så var han lidt svær at komme ind på. Det var en sjov måde at beskrive os på, men vi gjorde det selvfølgelig også kun for sjov.

Jeg vendte tilbage til samtalen, men betragtede Michaels grinende ansigt imens.

”Hej Niall,” svarede jeg med et skævt smil.

”Okay, nu skal du høre hvordan i kommer ind, okay?” Man kunne høre hvor spændt han var.

”Du Niall?”

”Mmh, babe?”

”Ved Zayn vi er her?”

Niall tøvede, og klukkede så for sig selv.

”Nej, så ville det jo ikke være en overraskelse vel?”

Jeg smilede.

"Nej, selvfølgelig ikke."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...