Like We Used To - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2014
  • Opdateret: 6 maj 2015
  • Status: Igang
Fra bedsteveninde til ingenting i løbet af hvad der føltes som et splitsekund. Svigtet og den medfølgende ensomhed af dette brud, var værre end kærestesorger, ville Zoe Hughes mene. Men når man aldrig har oplevet kærestesorger, er det jo selvfølgelig nemt at sige. Men hvad så, når der efter 4 år bliver rykket op i såret igen? Og hvad med alle de følelser, der de sidste 4 år var blevet lagt låg på?

20Likes
37Kommentarer
3940Visninger
AA

8. Kapitel 8

Jeg gik på vejen hjem fra caféen i et roligt tempo. Jeg havde valgt at droppe undergrunden. Jeg boede alligevel ikke så langt fra caféen, og mit hoved kunne godt trænge til lidt frisk luft, efter alle de tanker, de sidste par dage havde fået sat i gang. Ikke kun på grund af Harry. Jeg syntes også, Adam var begyndt at opfører sig underligt. Alle var begyndt at opføre sig underligt. Det føltes som om alle stirrede på mig, hvor end jeg gik. Jeg følte mig ikke længere tilpas.

Tilfældigt kom mit blik til at lande på en gruppe teenagepiger, hvor jeg fik øjenkontakt med dem alle sammen, da mit blik gled over dem. Jeg trak blikket til mig igen, men det lod ikke til, at de gjorde det samme. Jeg kastede igen et hurtigt blik over på dem, og de stirrede stadig på mig. Jeg flyttede igen blikket fremfor mig. Hvad foregik der lige?

Jeg lod en hånd glide over mit ansigt, hvorefter jeg tjekkede min håndflade. Jeg havde vel ikke noget siddende i ansigtet? Og mit hår var der da heller ikke noget i vejen med. Jeg gik forbi en tøjbutik, hvor jeg stoppede udenfor vinduet. Jeg lod som om, jeg stod og kiggede på tøjet – i virkeligheden tjekkede jeg bare op på min egen refleksion, blot for at være sikker på, at der ikke var ét eller andet i vejen med den måde jeg så ud på. Jeg så godt nok lidt træt ud, men så slemt var det da heller ikke. Det var i hvert fald ikke så slemt, at det dannede grundlag for at glo.

Netop da jeg skulle til at gå videre, blev mit blik fanget af noget i vinduet. Eller nærmere af noget, der reflekteredes i vinduet. Mit ansigt.

Jeg drejede om på hælen og marcherede over vejen, uden at ænse bilerne, der kørte på vejen. Det var nok rent held, at jeg ikke formåede at blive kort over.

Skiltet udenfor kiosken viste et kæmpe billede af mig. Et billede af mig i går aftes… sammen med Harry. Jeg krummede tæer, da det gik op for mig, at billedet dannede forsiden på et af Englands største sladderblad.

Hvor længe jeg stod og stirrede på forsiden, vidste jeg ikke. Men pludselig løsrev jeg mig fra mit ståsted og stavrede ind i kiosken, hvor jeg greb et eksemplar fra hylden og gik op til disken for at betale for det.

”Var det alt?” Spurgte den unge pige bag disken, med et stort smil på læben.

”Ja, det var det hele.” Hendes smil kunne ikke lade være med at smitte en anelse af på mig.

”Nu er det ikke for at være uhøflig eller noget, men må jeg godt få et billede sammen med dig, Zoe?” Spurgte hun derefter, da hun tog imod mine penge og begyndte at fordele dem i kassen. Hendes spørgsmål gjorde mig så forbavset, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle sige.

”Øh…”

”Det tager bare to sekunder.” Hun havde allerede fisket sin mobil op af lommen og tændt for kameraet.

”Okay så.” Jeg tog imod telefonen, hvorefter jeg vendte ryggen til hende. Vinklede telefonen så vi begge var i billedet og tog et hurtigt selfie. ”Værsågod.” Sagde jeg, da jeg rakte telefonen tilbage til hende.

”Tusind tak!” Jublede hun da jeg tog bladet for at gå ud af kiosken igen, stadig voldsomt forvirret. ”Jeg hedder for resten Sarah. Hils Harry fra mig!” Hørte jeg hende kalde efter mig, netop som jeg trådte ud på fortovet igen, og med det samme gik det op for mig, hvad der netop var foregået. Hvor jeg dog bare var naiv!

Hurtigt kastede jeg et blik ned på forsiden af bladet igen og læste overskriften: ”Zoe Hughes – Harry Styles’ nye kæreste”. Mine øjne spærrede sig op. Hvor pokker kendte de mit navn fra?

Jeg havde lyst til at læse, hvad der stod om mig med det samme. Jeg måtte vide, hvad der foregik. Men min fornuft sagde mig, at det nok var bedst at komme hjem og væk fra gadebilledet, inden én eller andet besluttede sig for at tage endnu et billede af mig.

Hvem havde overhovedet taget det forsidebillede? Jeg havde i hvert fald ikke opdaget noget i går aftes.

Jeg begyndte igen at sætte kursen mod hjem. Hvis jeg gik i rask tempo ville jeg være hjemme på under fem minutter. Jeg bad inderligt til, at det ville være hurtigt nok.

 

Resten af turen hjem gik heldigvis gnidningsfrit. Der var folk der gloede, men heldigvis ikke nogle, der kom hen og prøvede at komme i kontakt med mig. Selvom nogle af dem lignede nogle, der godt kunne have tænkt sig at snakke med mig.

Da døren gled i bag mig åndede jeg lettet op. Men jeg nåede kun at være lettet i et kort øjeblik, før nysgerrigheden blev for stor. Jeg åbnede bladet, jeg havde holdt i hånden hele vejen hjem. Hurtigt bladrede jeg igennem det, indtil jeg fandt siden, jeg ledte efter.

Mit ansigt dækkede ligeledes siden indeni bladet. Og på trods af at der ikke stod særlig meget om selve historien, havde de alligevel dækket to sider med mit og Harrys billede. Men det var heller ikke det samme billede, som det på forsiden. Dette var et billede, der ligeledes var blevet taget på diskoteket i går. Men denne gang dansede Harry og jeg ikke. Dette billede var taget fra siden af, da jeg forsøgte at gå min vej fra Harry. Vores ansigter var helt tæt på hinanden, og når man så det i den sammenhæng, som bladet satte billedet ind i, kunne den intensitet jeg så på ham med, sagtens forveksles med lidenskab fremfor irritation.

For helvede da!

Jeg flyttede blikket fra billedet og begyndte at læse de få linjer, der stod om mig. Der var blevet lavet en faktaboks, hvori der stod alle mulige slags informationer om mig.

Mit fulde navn, fødselsdag, hvor jeg gik på universitet, hvad jeg læste, min twitter og instagram og til min store rædsel… min adresse. Hvor pokker de havde alle de oplysninger fra, anede jeg ikke. Jeg havde ikke snakket med nogen. Og der stod ingen kilder nævnt i artiklen. Jeg havde mest af alt lyst til at grave mig ned i et musehul og forsvinde langt væk fra det hele.

Hele verden kendte min adresse nu, og de kendte min adresse i den tro, at jeg var kærester med Harry.

Før jeg nåede at tænke videre over det havde jeg fisket min mobil op af lommen og ringede til Maria.

”Hallo?” En søvndrukken stemme lød i den anden ende.

”Maria, jeg er ligeglad med, hvor mange tømmermænd du har. Jeg kommer hjem til dig og bor de næste par dage.” Sagde jeg med en fast stemme, da jeg gik ind på mit værelse og med min frie hånd fandt en sportstaske frem og kastede noget tøj derned i.

”Hva..?” Gabte hun næsten uforståeligt.

”Nogle har sagt, at jeg er kærester med Harry og der står alt muligt om mig et af de der blade. Nogle har for helvede givet dem min adresse!” Panikkede jeg og fortsatte ud på badeværelset, hvor jeg væltede alt min makeup og mine toiletsager ned i en toilettaske. ”Jeg kan ikke blive her. Folk ved hvor jeg bor og tænk hvis de kommer efter mig? Deres fans er jo sindssyge.” Panikkede jeg videre. Jeg kunne tydeligt mærke, hvordan jeg fik kørt mig selv mere og mere op, og hvordan jeg begyndte at blive mere og mere utilpas. Jeg følte mig utryg. Jeg havde godt hørt historier om, hvordan fans havde kørt berømtheders kærester ned i kulkælderen. Og hvordan de havde svinet dem til på åben gade eller ligefrem været voldelige overfor dem. Og disse historier gik på berømtheder, der ikke kunne måle sig med One Direction.

”Zoe, træk vejret. Hvad er det, du siger?” Maria var endelig begyndt at vågne en smule op, at dømme ud fra hendes stemme.

”De ved, hvor jeg bor, Maria…” Hviskede jeg og faldt sammen på toilettet. Knuden voksede frem i halsen på mig.

”Shit..” Lød hendes stemme i røret. Formodentligt mest til hende selv. ”Du kommer bare herover. Skynd dig. Jeg skal nok være vågen, til når du kommer.” Jeg nikkede engang på trods af, at hun selvfølgelig ikke kunne se det.

 

Da jeg stod ude foran Marias dør åbnede hun før, jeg kunne nå at banke på. Hun lignede ærlig talt noget, katten havde slæbt med ind, og jeg kunne ikke lade være med at smågrine af hende, da jeg trådte ind i entreen. Hun havde ikke fået fjernet gårdagens makeup endnu, så den sad i store klatter omkring hendes øjne og var blevet tæveret godt og grundt ud i hendes ansigt.

”Er du okay?” Spurgte hun med et bekymret blik på mig. Jeg nikkede engang, hvorefter jeg fandt bladet frem for min taske og gav det til hende.

”Her. Der står alting om mig. Det hele.” Hviskede jeg og så på hende, da hun åbnede bladet og lod sine øjne glide over siderne.

”Shit… Det er jo for sindssygt. Hvem har givet dem alle de oplysninger?” Spurgte hun og så op på mig. Jeg trak engang på skuldrene, hvorefter jeg gik ind og satte mig i hendes lille stue. Min taske smed jeg fra mig ved siden af sofaen.

”Jeg er bare glad for, at jeg må være her lidt. Jeg tør slet ikke være hjemme. Tænk nu hvis der kom nogen..” Mumlede jeg engang og lukkede mine øjne, i et forsøg på at tvinge tanken ud af hovedet.

”Det er for sindssygt jo..” Mumlede Maria for sig selv, inden hun dumpede ned ved siden af mig i sofaen og tog fjernbetjeningen og begyndte at zappe rundt på kanalerne.

I det samme ringede min telefon. Nummeret der stod på displayet var ikke et jeg genkendte, men jeg valgte alligevel at tage telefonen.

”Det er Zoe.”

”Hej, det er Harry.” Lød den hæse stemme i røret. Jeg sukkede engang og rejste mig op fra sofaen. Hvor jeg dog ikke magtede det her.

”Hvad vil du?” Min stemme lød fjendtlig, selv i mine egne øre, så for Harry lød den nok hundrede gange værre. Godt. Så kunne det være, han ville lade mig være. Det var jo ikke ligefrem fordi han havde gjort min tilværelse meget nemmere.

”Jeg ville høre, hvordan du havde det…” Hans stemme lød en anelse såret. Jeg gik ud i gangen, så Maria ikke kunne høre mig helt så tydeligt. Jeg hadede at snakke i telefon, når andre lyttede med.

”Jeg har det fint, tak. Fantastisk. Strålende. Aldrig haft det bedre.” Min stemme blev mere og mere skinger som jeg fik talt mig varm. Knuden sad igen i halsen på mig. Træk vejret, Zoe. Bare dybe vejrtrækninger, så går det væk.

”Jeg har set bladene..” Kommenterede han tørt. Jeg ventede på, at han skulle sige mere, men der forblev stille i den anden ende.

”Har de også opgivet mit nummer i bladene?”

”Nej? Hvorfor tror du det?” Harry lød forvirret i den anden ende. Jeg lænede mig op af væggen og forsøgte at berolige mig selv med nogle flere dybe vejrtrækninger. Ikke nok med at jeg følte, at jeg kunne bryde sammen hvert øjeblik det skulle være, så fik irritationen også et bedre og bedre tag i mig, på grund af Harrys indflydelse på mit liv, efter jeg lige havde fået styr på det hele igen.

”Jeg tænkte bare, du må jo have fået mit nummer et eller andet sted fra, efter du har slettet det for 4 år siden.” Sagde jeg tørt og lagde en hånd på panden. Min pande føltes varm mod min kolde hånd.

”Hvad snakker du om? Jeg har aldrig haft slettet dit nummer.” Forvirringen sad stadig i Harrys stemme. Han var tydeligvis helt uvidende om, hvordan han gravede sig selv længere og længere ned i min irritation og så småt også boblende vrede.

”Det havde ellers været en undskyldning jeg til nøds kunne have forstået, eftersom du ikke har kontaktet mig de sidste 4 år.” Sagde jeg med en sarkastisk tone i stemmen.

”Du mener seriøst ikke, at du stadig kan være sur over det? Helt ærligt, Zoe. Det er 4 år siden. Og jeg ringer jo til dig nu.” Forsøgte han. Jeg knugede hårdt min hånd, så neglende begyndte at prikke med håndfladen.

”Du ringer til mig nu, fordi jeg, på grund af dig, ikke engang kan føle mig tryg i mit eget hjem mere.” Han sukkede dybt i den anden ende.

”Kom nu, Zoe. Sig ikke, at du ikke havde det sjovt i går mens vi dansede..” Jeg skulle til at protestere, men inden jeg kunne nå at sige noget, fortsatte han. ”Kan vi ikke mødes? Jeg vil gerne snakke med dig. Sådan rigtig snakke.”

”Jeg ved ikke…” Mumlede jeg og kastede et blik ud af vinduet. Jeg have ærlig talt ikke lyst til at gå udenfor igen lige med det samme.

”Mød mig ved London Eye klokken 8 i aften.” Før jeg kunne nå at protesterer, hvad han smidt røret på. Jeg bed mig engang i læben og kiggede igen ud af vinduet. Jeg havde ærlig talt ikke særlig meget lyst til at gå udenfor igen, men tanken om at skulle ses med Harry gav mig en underlig fornemmelse i maven, der i hvert fald ikke kunne betegnes som negativ. Grebet mine tænder havde om min underlæbe blev en anelse strammere. Det burde ikke være sådan. 

I princippet kunne jeg vælge bare at lade være med at møde op og brænde ham af, men noget i hans stemme gav mig lyst til at tage derhen alligevel. Og fornemmelsen i maven var svær at ignorer. Jeg ville ikke anderkende følelsen, men jeg var begyndt at frygte en smule hvad den betød.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...