Unpredictable

54628196135
Maggie Irwin, også kendt som Ashton Irwin's lillesøster, får pludselig en dag konstateret spise forstyrrelse ergo anoreksi. Maggie vil ikke tage imod de råd og den helbredelse, som lægen anbefaler hende. Det hele bliver heller ikke nemmere, når deres forældre aldrig er hjemme og på samme tid er skilt. Men når Ashton og resten af hans band 5 Seconds Of Summer skal på tour, beslutter Ashton at Maggie skal med, da han ikke vil efterlade hende derhjemme i så lang tid. Maggie nægter dog ikke, men forventer ikke det helt store. Men men.. Et stop under en lang køretur, kan ændre en hel del. Alle drengene er gået på toilettet på en tankstation, og lidt efter beslutter Maggie også at gå på toilettet, men støder ind i en på vej ud af bussen. En, som hun knap nok har snakket med. Luke Hemmings, en af band medlemmerne. Hvad sker der efter dette? Læs med i 'Unpredictable' og find alle svarene.

AA
aa

10. Screw you

Jeg satte mig forskrækket op i sengen og daskede til Luke, som stadig sov. Ashton og jeg stod længe og kiggede på hinanden uden at sige noget som helst. Hvad skulle jeg egentlig også sige? Jeg kunne på ingen måde forsvare mig selv. Ashton havde med garanti gættet, hvad der var foregået her, og han kunne gå amok når som helst. Pludselig kom Luke op og sidde, og han kiggede overrasket på Ashton, som bestemt ikke så mildere ud i ansigtet. Nej tværtimod. Han så ud som om han kunne flippe ud hvert et sekund det skulle være, men gjorde det dog ikke.

''Hvad i hele hule helvede er der sket her?'' Spurgte han os om. Luke kløede sig i nakken, og jeg sad bare og stirrede tomt ud i luften. Jeg anede ikke hvordan jeg skulle tackle det her, og hvis jeg ikke tog fejl, så var det ditto med Luke.

''Svar mig!'' Råbte Ashton højt og kiggede vredt på mig. Jeg kiggede ned i mit skød og kneb øjnene hårdt i, for ikke at skulle græde. Hvis der var noget jeg ikke brød mig om, så var det når folk råbte af mig. Jeg kunne mærke sengen bevæge sig en smule, og fandt ud af at Luke havde rejst sig op.

''Ashton, hør je-'' Nej Luke! Hvordan kunne du gøre det? Hun er min søster! Min søster!'' Råbte Ashton højt og vredt. Luke sukkede lavt og gik en smule tættere på Ashton. ''Og hvad er der egentlig galt med det? Ja jeg er godt klar over hun er din søster, men altså hvad fanden?! Hu-'' Luke blev afbrudt af Ashton der hårdt skubbede ham tilbage og gik tættere på ham. Jeg måtte indrømme jeg var en smule bange. Jeg havde hverken set Ashton eller Luke sådan her før, og vidste heller ikke hvordan jeg skulle håndtere det. 

''Du skal bare holde dig fra hende!'' Råbte Ashton og løftede truende hånden op. Jeg gispede og rejste mig hurtigt op, hvorefter jeg gik hen og tog fat i Ashtons arm. Han vendte sig mod mig og så på mig med et skuffet blik. Jeg rystede på hovedet og så bedene på ham. Jeg vidste godt, hvad der ellers ville ske efter dette, og det måtte ikke ske. Pludselig blev Ashton skubbet til siden af Luke, og var tæt på og falde. Jeg tog hænderne op foran munden og så chokeret på dem. Der her kunne hurtigt ende galt.

''Hvad fuck har du gang i!?'' Sagde Ashton og så på Luke, som også lod til og være temmelig vred. Luke svarede ikke men kiggede ham bare koldt i øjnene. ''Jeg kan bare ikke se dit problem Ash? Tænk på Maggie! Tænk på hende! Hvad nu hvis jeg rent faktisk kan hjælpe hende?'' Råbte Luke og puffede til Ashton på brystet. Nu måtte det her altså stoppe! Jeg tog en hurtigt beslutning og gik ind i mellem dem. Min beslutning var god nok, men det var bare ikke det rette tidspunkt, da jeg blev skubbet hårdt bagover af Ashton. Jeg gav et skrig fra mig og var klar til og ramme gulvet, men indså hurtigt, at Luke havde grebet mig. Ashton så chokeret på mig og der var helt stille et stykke tid, før jeg vred mig ud af Luke's greb og kom op og stå. Jeg kunne mørke tårene der langsomt sneg sig ud af min øjenkrog. Ikke fordi jeg havde slået mig, men fordi jeg var blevet forskrækket. Ashton havde jo ikke gjort det med vilje, men jeg var blevet lidt bange alligevel. 

''Jeg fatter det ikke'' Mumlede jeg og så ned i gulvet, hvorefter jeg så op på Ashton.''Jeg fatter det fucking ikke!'' Skreg jeg og der begyndte og strømme flere tårer ned af mine kinder. Ashton kiggede sørgeligt på mig, men jeg ignorerede det. Han var en idiot af min bror og være.

''Hvad er dit problem?! Jeg har endelig fundet en jeg fucking kan lide, og så er du bare pisse ligeglad eller hvad? Jeg fatter det ikke! Du er min bror! Det er meningen du skal støtte mig i noget som dette! For fanden da!'' Udbrød jeg frustreret og min stemme var temmelig meget fuldt med gråd. Jeg snøftede og hulkede et par gange. 

''Maggie, jeg''-''Nej Ash. Du kan tale til mig igen, når du er kommet til fornuft'' Afbrød jeg ham koldt og forlod rummet. Tårene var ikke til og stoppe. Jeg løb igennem stuen hvor Calum og Michael forvirret sad og kiggede efter mig. Jeg var pisse ligeglad, to be honest. Jeg stoppede ude i gangen og tog mine sko på hvorefter jeg var den der var skredet. Ashton kunne kysse min røv lige nu, hvis han overhovedet ville mig noget. 

Jeg kom ned på gaden og vidste ikke hvor jeg skulle gå hen. Jeg gik bare. Gik og gik, indtil jeg ikke vidste hvor jeg var mere. Jeg stoppede og sukkede, hvorefter jeg begyndte og hulke. Hvad fanden havde jeg rodet mig ud i? Jeg tørrede hurtigt mine øjne og gik videre, indtil jeg fandt en lille gyde. Jeg snøftede kort og kiggede ned i den. Her var ingen og jeg trængte til og sidde ned, så jeg greb den mulighed. Helt inde bagerst i hjørnet havde jeg sat mig til og græde. Alt sammen grundet at jeg sikkert ikke finder hjem igen, og grundet at Ashton sikkert aldrig vil lade mig så meget som se Luke igen. Det gjorde frygtelig ondt, men jeg kunne ligeså godt indse det. 

Midt i mine tanker, kunne jeg høre min mave rumle og sulten der var tydelig. Fandme nej. Ashton skulle ikke regne med jeg nogensinde blev kurreret for det her pis. Og da slet ikke nu. Jeg havde haft lysten til og spise på det sidste, udelukkende fordi at jeg havde følt skam, når Luke lå og puttede sammen med mig, og hans hånd lå på min mave. Jeg følte mig decideret klam, fordi jeg ikke havde noget fedt på kroppen, og havde derfor lysten til det. Jeg vidste ikke hvad han tænkte, men havde en lille anelse. Jeg snøftede og lagde mit hovede tilbage mod muren som jeg sad op af. Det hele var virkelig noget rod. Mine øjne føltes tunge og søvnen var stor, så jeg faldt langsomt i søvn med tårene der rendte ned af mine kinder.
****

Jeg vågnede ved at jeg mærkede regnen på min krop. Det var virkelig koldt, det var blevet bæl mørkt. Mine øjne var virkelig trætte efter at jeg havde grædt så meget. Jeg vidste ikke hvor jeg var, men jeg ville virkelig gerne hjem til hotellet og sove i en seng igen. Jeg rejste mig langsomt, og gik ud mod gaden igen. Der var kun gade lygterne der lyste så jeg kunne se noget. Jeg kunne ikke helt huske hvilken vej jeg kom fra, men gik den vej jeg troede. Jeg kiggede mig omkring, der var faktisk virkelig creepy om aftenen, men heldigt for mig var jeg ikke mørkeræd. Da jeg havde gået i et stykke tid, satte jeg mig på den bænk der var. Jeg frøs så meget at jeg rystede og klaprede tænder. Jeg kiggede rundt, og idet jeg kigger ud mod den ene side af vejen, ser jeg Michael stå og kigge forvirret rundt, hvorefter han får øje på mig og kommer hen til mig. 
"Maggie!" Råber Michael. Jeg rejste mig fra bænken, og han trak mig hurtigt ind i et kram. "Jeg har været så bekymret" Sagde han og pressede mig hårdere ind mod ham. Jeg svarede ikke men begyndte i stedet at græde. Han trak sig fra krammet, og kiggede mig ind i øjene. Han så virkelig bange ud. "Lad os tage hjem" Sagde han og lagde en arm omkring mig, mens vi begyndte at gå. Jeg følte mig tryg over at have Michael ved min side lige nu. Jeg troede aldrig jeg ville finde hjem igen. Havde det ikke været for Michael, så havde jeg nok heller ikke.

Vi nåede op til døren til værelset og Michael åbnede døren og lod mig komme ind først. Jeg gik langsomt ind i den lille gang og stilte mine sko ved de andre. Her var helt stille, og faktisk en smule ubehageligt. Michael sendte mig et lille smil, og jeg gik ind i stuen. Her blev jeg hurtigt mødt af fire øjne, som tilhørte Ashton og Calum, som sad i sofaen. 

Ashton satte sig hurtigt op og kiggede på mig, med overraskede øjne. Calum derimod lå som han plejede, men hans blik var låst på mig. ''Mags'' Sagde Ashton pludselig, men jeg rystede på hovedet og kunne mærke den vrede og de tårer som snart sneg sig på.

''Hvad er der Ashton? Har du mere at skulle have sagt?'' Svarede jeg koldt, og sendte ham et koldt blik. Han kløede sig i nakken og der var stilhed i et par sekunder.

''Det tænkte jeg nok'' Sukkede jeg og kiggede på Michael. Han sad i en stol, og hvis jeg ikke tog fejl, så så han nervøs ud. Jeg sendte ham et blik som var ubeskriveligt, altså mere et poker face. Jeg kunne ikke smile lige nu. Jeg vendte mig mod Ashton igen. ''Hvor er Luke?'' Spurgte jeg og han kiggede straks op, og så på mig med et blik der udstødte 'had'. Han rejste sig og gik væk fra sofaen. ''Han er inde på værelset'' Svarede han og kastede et nik mod et af værelserne. Jeg nikkede og ville gå hen mod døren, men Ashton trådte ind foran mig og lagde en hånd for mit bryst, så jeg ikke kunne gå videre. Jeg kunne mærke vreden i mig og kiggede ham surt i øjnene.

''Hvad?!'' Hvæsede jeg stift. 
"Hvor tror du lige du skal hen?!" Svarede han med et surt blik, og kiggede mig direkte i øjenene. "Det rager ikke dig!" Sagde jeg med en hævet stemmet, samtidig med jeg skubbede ham på brystet, så han faldt et par skridt tilbage. Jeg var godt på vej hen til Luke's dør, men hurtigt mærkede jeg en hånd tage fat i min arm. "Hey!" Sagde jeg og kiggede irriteret på den person der havde taget fat i min arm. "Mags kan vi lige snakke?" Spurgte Michael, og fjernede sin hånd fra min arm. Jeg kiggede ham i øjnene og så hvor seriøs hans blik var. Egentlig gad jeg ikke, men indså at jeg nok bare lavede mere lort i det her, end der allerede var. Jeg nikkede, og fulgte langsomt efter. Jeg kiggede på Ashton som så underligt på mig. Jeg kiggede bare surt tilbage på ham, indtil jeg ikke kunne se ham mere. Vi trådte ind i Michaels værelse og satte os på sengen. 

******* 
LUKE'S SYNSVINKEL

Tårene ville bare ikke stoppe med at rende ned af mine kinder. Hvad havde jeg dog gjort? Ashton hader mig, og jeg har ødelagt bandet nu. Bare tanken om det jeg lige har gjordt var forfærdelig. Jeg tog dynen længere op mod mit ansigt, og endnu flere tåre trillede ned af mine kinder. Jeg har aldrig været så ked af det før. Jeg burde egentlig heller ikke være ked af det. Jeg dater vel hvem jeg vil, men samtidig hvad fanden snakkede jeg om? Det var Ashton's søster. Det jeg var mest bekymret for, var hvor hun var henne lige nu. Jeg satte mig op i sengen, og snøftede en sidste gang inden jeg rejste mig op. Jeg kiggede mig selv i det spejl der var inde på værelset. Jeg lignede seriøst et dødt æsel med punker hår.

Jeg tørrede mig under øjnene og åbnede derefter stille døren, og satte lynhurtig kurs mod køkkenet. Jeg kiggede ikke på nogen af de andre bare direkte hen mod køkkenet. Jeg skimtede dog de sad og så fjernsyn, men der sad kun Calum og Ashton. Det var lidt som om afstanden blev længere til køkkenet end den egentlig var. Jeg nåede endelig hen til køkkenet.Jeg tog et glas vand, og stod og kiggede ud af vinduet. Der var bæl mørkt. Jeg vidste ikke engang hvad klokken var. Tænk hvis Maggie stadig var der ude? Jeg fik kuldegysninger bare ved tanken. Jeg sukkede og fandt så vej ind til mit værelse igen. Denne gang kiggede jeg dog hurtigt på dem, Ashton så ikke bestemt glad ud, og Calum sad bare med sin mobil. Jeg lukkede døren efter mig, og satte mig hen på sengen igen. Jeg kiggede ned på vandet, og drak så hurtigt det sidste. Jeg stillede glasset på bordet, og lagde mig ned under dynen igen. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre. Måske skulle jeg bare ignorere hende i et stykke tid? Jeg havde det bare ret dårligt med at skulle gøre det. Jeg vidste jo allerede i forvejen at jeg ikke kunne undvære hende, men jeg blev jo alligevel nød til det, Ashton vil jo ikke engang lade mig kigge på hende, så hvorfor så prøve? Jeg kunne egentlig også bare være ligeglad med Ashton, og så bare stikke af sammen med Mags, det ville jeg hellere. Argh! Jeg er så sur, det her ville aldrig havde sket hvis jeg bare var taget med til den skide fest. Jeg lod tankerne ligge, da jeg kunne mærke min øjne blive tunge og uden jeg havde et valg, faldt jeg hurtigt i søvn. 

******
MAGGIE'S SYNSVINKEL

Michael tog min hånd og jeg kiggede ned på den. Det hele var noget værre lort. Ashton kunne jo være fuldstændig ligeglad! Jeg mener, jeg er 17 og kan godt selv styre mit liv. Jeg bestemmer selv, hvem jeg vil være sammen med. Ashton var bare ikke så enig på det punkt.

På den anden side, så kunne jeg jo faktisk ikke passe på mig selv. Al den tid Ash havde været væk og jeg var alene, havde jeg næsten ikke spist. Jeg havde gået i skole bare for at få tiden til og gå, og mine 'klassevenner' havde været nogle røvhuller overfor mig. No surprise, men de havde virkelig været efter mig. Blandt andet nok fordi de vidste, at jeg ikke havde min bror hjemme på det tidspunkt til og støtte mig. Jeg hadede dem.

Jeg snøftede kort og kneb mine øjne sammen, hvorefter tårene endnu en gang fik frit løb. Michael trak mig hurtigt ind i et kram og kørte sin hånd op og ned af min spinkle ryg.

''Hey Mags, rolig nu'' Sagde han stille og jeg begyndte og hulke. Hvorfor skulle det lige præcis være mig der havde det her liv? Hvis bare jeg kunne være en helt anden og ændre alt, så kunne jeg måske være lykkelig! Jeg som ellers lige havde fundet en jeg kunne lide, som også kunne lide mig. Og min bror? Ja, han var såmænd ligeglad og ligeså ledes mine forældre. Dem så jeg stort set aldrig, men jeg var faktisk pænt ligeglad. De kunne rende mig.

''Maggie, snak med mig'' Sagde Michael pludselig, og løftede mit hoved ved at lægge to fingre under min hage. Jeg kiggede langsomt op og mødte hans blik som så bekymret ud. Jeg tørrede hurtigt mine øjne og sukkede. Jeg slap nok ikke så nemt. Jeg lukkede øjnene og kiggede igen på Michael.

''Michael, jeg.. Jeg ved ikke hvor jeg skal starte'' Startede jeg ud og han sendte mig et opmuntrende smil. ''Bare prøv så godt du kan'' Svarede han og satte sig lidt tættere på mig.

''Jeg har nok aldrig rigtig været 'den populære pige' på min skole. Eller, faktisk havde jeg en veninde engang, men efter hun flyttede skole, var alle efter mig konstant. De blev ved med og skrive beskeder til mig og kalde mig alt mulig lort, som jeg slet ikke kunne udstå. Jeg var så svag'' Sagde jeg og kiggede ned i mit skød mens tårene flød ned af mine kinder. 

''Det var det tidspunkt, hvor mor aldrig var hjemme, og vores forældre blev skilt. Jeg havde kun Ashton, men jeg turde ikke sige noget til ham'' Sagde jeg og snøftede en enkelt gang. Michael kiggede mig medfølende i øjnene. ''Det okay Mags'' Sagde han og sendte mig et lille smil. Jeg smilte kort og fortalte videre.

''Pigerne begyndte og kalde mig fed i omklædningsrummet, så det tog jeg til mig. Jeg spiste aldrig, og der var jo heller ikke nogen til og holde øje med mig'' Sagde jeg og kiggede forskammet ned. Det var virkelig svært og fortælle, og så endda til Michael. Ikke engang Ashton vidste noget om det. Michael trak mig ind til ham og jeg begyndte og græde. 

"Hvorfor er Ashton så så sur på dig og Luke?, jeg har ikke fået noget afvide" Spurgte han stille, og nussede min ryg blidt. "Du ved jo godt at Luke og jeg har noget sammen, og Ash har fundet ud af det nu, og er han pisse sur på mig og vil ikke lade mig se Luke." Hulkede jeg, og tårene var godt på vej igen. "Oh" Var det eneste der kom ud af Michael's mund. Jeg kiggede grædende på ham, og han trak mig endnu tættere på ham. "Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre" Græd jeg. "Vi skal nok finde en løsning.. Det er jeg sikker på." Svarede han, og kiggede mig i øjene. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...