Unpredictable

Maggie Irwin, også kendt som Ashton Irwin's lillesøster, får pludselig en dag konstateret spise forstyrrelse ergo anoreksi. Maggie vil ikke tage imod de råd og den helbredelse, som lægen anbefaler hende. Det hele bliver heller ikke nemmere, når deres forældre aldrig er hjemme og på samme tid er skilt. Men når Ashton og resten af hans band 5 Seconds Of Summer skal på tour, beslutter Ashton at Maggie skal med, da han ikke vil efterlade hende derhjemme i så lang tid. Maggie nægter dog ikke, men forventer ikke det helt store. Men men.. Et stop under en lang køretur, kan ændre en hel del. Alle drengene er gået på toilettet på en tankstation, og lidt efter beslutter Maggie også at gå på toilettet, men støder ind i en på vej ud af bussen. En, som hun knap nok har snakket med. Luke Hemmings, en af band medlemmerne. Hvad sker der efter dette? Læs med i 'Unpredictable' og find alle svarene.

196Likes
135Kommentarer
53438Visninger
AA

23. Just being sick

 

To uger senere ca.

MAGGIE'S SYNSVINKEL!

Hold nu kæft, hvor jeg havde ondt i maven. Det var som om den ville eksplodere ud over hele klassen hvert et sekund det skulle være.

Jeg følte mig virkelig ulækker og dårlig. Hvad der var galt, vidste jeg ikke, men jeg fandt hurtigt min mobil frem og skrev til Ash.

Hey Ash!♥ 

Er du hjemme?

Jeg fik det hurtigt skrevet, og sendt beskeden. Lige i tide til, at læreren kiggede ned på mig.

''Hører du efter, Maggie?'' Spurgte han vredt og jeg nikkede. ''Ja, jeg hører efter'' Svarede jeg, og han forklarede en masse ting videre på tavlen. 

 

En besked tikkede ind på min mobil, og jeg åbnede den hurtigt. 

Ja det er jeg♥ Hvorfor?

Havde han svaret. Jeg begyndte hurtigt og skrive igen.

Kan du hente mig på skolen? Jeg har det vildt dårligt:(

Jeg sendte beskeden og kiggede på Melanie, som prikkede til mig. Hun kiggede mærkeligt på mig. Mel og jeg, var faktisk blev ret gode veninder. Jeg kunne vildt godt lide hende, og hun virkede en smule mere selvsikker, efter vi begyndte og snakke sammen. 

Hun havde fortalt mig, at hun havde været Brads 'offer' mens jeg var på tour, og det havde jeg det ikke så godt med. Jeg følte lidt at det var min skyld, og det var virkelig synd for hende. Jeg vidste jo hvordan det var, da jeg selv var gået igennem det. 

''Hvem skriver du med?'' Melanie afbrød mine tanker. Jeg rystede på hovedet. ''Bare Ash. Om han kunne komme og hente mig'' Svarede jeg. Hun nikkede, og fulgte så med i timen igen. Hun gik meget op i og blive god til alle fag, modsætning til mig. Min mobil brummede.

Er det ok med din lære?:)

Havde han skrevet. Jeg sukkede irriteret. Ashton lød altid som sådan en overbeskyttende far, og nogen gange, så kunne han godt spare mig for det.

Ja. kom nu bare inden jeg brækker mig ud over det hele

Skrev jeg tilbage, og der gik ikke særlig lang tid, før han skrev tilbage. Bare et helt almindeligt ok, så jeg pakkede hurtigt mine ting sammen, forklarede til læreren jeg havde det dårligt, og så var jeg skredet. Jeg havde min taske, mobil og jakke. Jeg sagde ikke engang farvel til Mel. Min mave gjorde simpelthen så ondt, så det undlod jeg. Jeg skrev bare til hende senere.

Da jeg kom ud foran skolen, varede det ikke længe før Ash parkerede bilen foran mig. Jeg satte mig hurtigt ind, og han kørte igen. 

Jeg spændte ikke selen, da det gav en kvalmende fornemmelse i min mave. Jeg satte mig bare ind, og Ashton brød stilheden.

"Er der noget vi skal købe på vej hjem?" Spurgte han, og jeg rystede på hovedet. 

"Eller jo, vi har ikke flere panodiler, har vi?" Spurgte jeg. Ashton kneb øjnene sammen. 

"Jeg er ikke sikker, men vi kan ligeså godt købe nogen med på vejen. Så har vi ihvertfald nogen" Sagde han og jeg nikkede. 

Vi kom til apoteket og Ash holdte ind, og hentede en pakke panodiler. Han kom ud efter fem minutter, og smed pakken i hovedet af mig. Av.

"Tak" Mumlede jeg med ironi. Han grinte bare. Det svin. Vi kørte igen, og lidt efter var vi hjemme.

Ashton låste hurtigt døren op, og jeg mærkede med det samme mit maveindhold, der ville op. Hurtigt tog jeg min hånd op foran min mund, og styrtede ud på toilettet.

Ud røg det. Ned i lokummet, og jeg skyllede hurtigt ud. Ashton kom løbende og fjernede mit hår fra mit ansigt. Jeg vendte mig, og satte mig op af væggen. Ashton kørte en hånd op af min arm, og kiggede med et beroligende smil på mig.

"Skal jeg bære dig ind på sofaen?" Spurgte han roligt, og jeg nikkede.

"Ben & jerrys?" Spurgte jeg, og hentydede til mig og Ashtons gamle begivenhed. Vi plejede altid og spise is, når en af os var syge. Jeg elskede det. Bare den stemning og hygge, når man sad med sin bedste bror samt en masse tæpper og puder, og så film. Vi så altid film.

"Desværre, det må blive dig alene. Drengene og jeg skal have skrevet den sidste sang færdig" Svarede han, og så undskyldende på mig. Jeg nikkede forstående. De havde lidt travlt for tiden, så jeg brugte knap så meget tid med dem, som jeg plejede. Ærgerligt, men når de var færdige, så ville der være massere af tid.

"Okay. Giv Luke et kys fra mig" Svarede jeg og sendte Ashton et luftkys. Han grinte og rystede bare på hovedet af mig.

"Jeg skal ihvertfald nok hilse ham" Svarede han og greb sin mobil. Jeg grinte og nikkede. Ashton sagde farvel, og jeg var nu alene i huset. Hele det kæmpe hus, stille og tomt med lille mig, som bare skulle ligge syg hele dagen. Jeg havde ikke feber eller noget, bare en lille smule ondt i maven plus, at jeg havde brækket mig. Adbad, det lyder så klamt.

Jeg fandt det velkendte strik tæppe frem, som jeg altid havde brugt, samt mine ynglingspuder. Det var en lidt grå dag idag, så jeg besluttede at finde stearinlysene frem. Lighteren med, og jeg fik tændt et par stykker. Det var så dejligt. 

Jeg gik ud i fryseren, og hentede en bøtte is. Ben & Jerrys ofc. Det bedste evar 

(Hjerte, undskyld)

En ske, og se kunne jeg endelig sætte mig ind i sofaen, med de lysende stearinlys omkring mig. Jeg satte mig godt til rette og tændte for fjernsynet. Da jeg zappede gennem kanalerne, fandt jeg hurtigt 'how i met your mother'. En serie i verdensklasse. 

Og så sad jeg dér. Mig selv, mine lys, min is og så how i met your mother.

MICHAELS SYNSVINKEL!



"Okay, vi tager den lige igen" Sagde Ashton, og slog på trommerne. Vi var ved og spille she looks so perfect, bare for sjov. Luke tog en tår af sin vandflaske, og satte den ned på det bord, som stod ved siden af ham.

Maggie var syg, så Luke ville tage hjem til hende bagefter. Jeg ville ønske det var mig. Altså, jeg ville ikke ønske jeg kunne tage hjem til Maggie, men til Kimberly. Jeg savnede hende, og jeg vidste ikke, om vi ville mødes igen. Hun havde sikkert glemt alt om mig. Jeg håbede inderst inde at hun stadig husker mig, selvom de var svært at tro på. Jeg havde ihvertfald ikke glemt hende. 

''Jorden kalder Michael Clifford?'' Ashton råbte gennem hele rummet, og jeg kløede mig i nakken. 

''I tager den bare uden mig. Jeg har lige brug for en pause'' Jeg satte guitaren og mærkede deres mærkelige blikke i nakken af mig, mens jeg forlod rummet og gik ud til toilettet. Jeg stoppede og lænede mig op af væggen, sank stille ned af den, indtil jeg ramte gulvet. 

Tankerne havde overtaget min hoved, og jeg kunne ikke tænke klart. Alting var sløret i min hjerne, og billeder af Kimberly placerede. Hun var det eneste jeg så. 

''Mickey, er du ok?'' Lød en stemme henne fra døren af. Jeg så op, og så Luke stå der. Han kom hen og slog sig ned ved siden af mig. Jeg sagde ikke noget. 

''Hvad tænker du på?'' Spurgte han. Jeg trak på skuldrene. ''Det ved jeg ikke'' Svarede jeg. 

Luke puffede til mig.

''Årh, come on Michael. Jeg kender godt den der'' Svarede han og hentydede til jeg undgik hans spørgsmål. 

Jeg sank den klump der sad i halsen af mig. 

''Hun kommer ikke tilbage'' Hviskede jeg. Og det var sandt. Jeg troede ikke på andet, og måtte vænne mig til tanken. Hun kom aldrig tilbage. 

''Selvfølgelig gør hun det. Du skal bare tro på det'' Svarede han med et smil. Jeg fnøs. 

''Tak for støtten, men jeg ved hun ikke kommer tilbage. Gå nu bare ind til de andre'' Svarede jeg en smule fornærmet. Lidt sur var jeg, og jeg havde det dårligt med, at det gik ud over Luke. Det var jo ikke hans skyld.

Før jeg kunne nå og sige undskyld, havde han rejst sig og var gået ind til de andre. Gosh, tænkte jeg og lagde mit hoved bagover.

Jeg var da en forfærdelig person.

MAGGIES SYNSVINKEL

 

Guess what! Melanie kom og joinede mig efter skole! Godt jeg har hende. Vi sad lige nu og spiste is sammen og snakkede, da døren til gangen gik op. Hen af dagen havde jeg fået det lidt bedre, så jeg rejste mig og gik ud i gangen til de andre. Mel gik med. 

Drengene var kommet hjem. Eller, alle undtagen Calum. Han skulle vist noget med sin familie, mente jeg han havde sagt. Jeg kiggede med det samme på Luke, og kom over og løftede mig op i et kram. Jeg grinte og holdte godt fast rundt om hans hals. Han satte mig ned igen, og jeg gik hen for og kramme Mickey. Jeg kunne se, at der var noget galt. Jeg kiggede med spørgende øjne på ham, men han ignorerede det blot.

''Hey! Må din broder her ikke få et kram?'' Spurgte Ashton højlydt. Jeg grinte og nikkede.

''Jo selvfølgelig må du det'' Svarede jeg og omfavnede ham. Han lugtede af sved. adbad. 

''Føj , du stinker'' Svarede jeg, og drengene grinte. Også Michael. 

''Oh, hej Luke'' Lød en stemme bag os. Det var Melanie.

''Oh, hej Mel'' Svarede Luke og gav hende et kram. Ashton hilste pænt, og jeg forklarede hvem hun var. Michael derimod, stirrede blot på hende, som han plejede og gøre på Kim, før han gik over og gav hende hånden.

''Michael'' Sagde han, og Mel nikkede. ''Mel'' 

Allerede dér, vidste jeg at han snart havde glemt alt om Kimberly. 

Om det var godt eller dårligt, vidste jeg ikke. 

__________________________________________________________________________

der er ikke langt tilbage! :'c 

og sorry vi er lidt langsomme, vi prøver og få lagt et kapitel ud hver uge =) håber i er ok med det 

hvad syntes i om historien indtil videre? <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...