Samtaler i mørket

Vi fik en stiloplæg for her for en måneds tid siden, og jeg valgte at skrive om opgave 3 ("Samtaler i mørket"). Jeg fik et 12-tal for det, hvilket jeg er meget glad for, da jeg havde ret svært ved at komme ordentligt i gang med at skrive. Den eneste grund til at jeg overhovedet kunne komme i gang, var at jeg fandt nogle essays på internettet (nogle af dem endda her fra movellas), som inspirerede mig stærkt.
Nå, men under alle omstændigheder har jeg valgt at uploade det i håb om, at det kunne hjælpe andre med at komme i gang..

2Likes
2Kommentarer
385Visninger
AA

4. ...

Det kan godt være at det virker temmelig meget som sort-hvid tænkning, men nogle gange virker det, som om mennesker kan deles op i to typer. Der er dem, der gør alt for at søge efter svar, som er så tunge for dem, at de ikke engang kan bære små stykker af det ad gangen uden at blive kvæstet på et eller andet tidspunkt. Er det virkelig det værd? Hvorfor bliver de ved med at plage sig selv, når de nu kunne tage det lidt mere stille og roligt og bruge deres kræfter på at forstå noget, som de faktisk har en chance for at fatte?

                      På den anden side er der dem, der sådan set er ligeglade. Nogle af dem stiller sig tilfredse med svar, som de har hørt fra andre og ikke selv forstår, men gerne fortæller videre; andre har aldrig fundet det nødvendigt at stille sig selv spørgsmålene. Hvordan bærer de sig ad med at ignorere tankerne, når mørket frister dem til at snige sig frem? Oplever de overhovedet mørket sådan for alvor, eller kommer de direkte videre til drømmeland?

                     

Det er underligt, hvordan tanker kan få en til at glemme sine omgivelser– selv når det er mørket, der er tale om. I et kort øjeblik var tankerne distraherende nok til at få mig til at glemme frygten, som nu er ved at vende tilbage. Måske er den eneste måde at slippe af med – eller i hvert fald beskytte sig imod – mørket at give tankerne sin fulde opmærksomhed. Det eneste man behøver at gøre, er at sætte en tankerække i gang, og så kører det hele af sig selv. Hvis man lader det køre i lang nok tid, kan det endda udvikle sig til en samtale, en indre dialog.

                      Mørket holder mig fanget, men jeg prøver ikke på at flygte; i stedet gemmer jeg mig bag et skjold af tanker og venter på lysets frelse. For lyset er den eneste mulighed; mørket har en dårlig vane med at kvæle håb som nyfødte. Der er nogle ting, man er nødt til at tro på for ikke at fare helt vild.

 

Lyset er på vej, det er man nødt til at håbe. Lyset er på vej, det ved man bare. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...